Back to All Events

SIGNE VAD "COURAGE" 📷


  • Sol, Nexø (Bornholm) Sdr Hammer 14 Nexø, 3730 Denmark (map)

Signe Vad, Courage. Installation view. SOL, 2023. Foto: Brian Kure.

Pressemeddelelse, maj 2023

Menneskeheden har et valg. Samarbejd eller gå til grunde. Det er enten en klimasolidaritetspagt eller en kollektiv selvmordspagt.
— Antonio Guterres åbningstale af COP27, Sharm el-Sheikh, Egypten, 2022

Udstillingen ”Courage” handler om sandsynligheder, fremtider og årstider. Mest af alt, handler den om mod – det mod der skal til for at holde stand, det mod det kræver, at yde modstand.

I SOL inviteres vi til at træde barfodet ind i et sanselandskab, der med visne blade spredt på gulvet trækker os ud af sommeren, og minder vores kroppe om efteråret, som et mærkbart symbol på den tid vi lever i. Nok er bladene i forfald – ligesom vores civilisation – men der er stadig mulighed for at formulde i skoven, indgå i jordens organiske kredsløb og blive til noget nyt.

Signe Vad, Jeg vil være et godt menneske, 2023 (Video projektion, 9 min). Foto: Brian Kure.

Signe Vad, The Paper, 2015. Gratis – værsgo og ta’!
 (Avis). Foto: Brian Kure.

Signe Vad, Placenta material. Please, have a seat, 2021 (Moderkagevæv, digitalt vævede tæpper, 100% økologisk genbrugsbomuld, halm, velcro). Foto: Brian Kure.

I sine bionedbrydelige værker integrerer Signe Vad alternative fremtidsutopier og økofeministiske principper for omsorg. Værkerne knitrer, knaser, lugter og lever i rummet. Sammen med de verbale og visuelle fortællinger fremstår de som regenerative fremtidsfiktioner. Rummets kolde råhed står i kontrast til udstillingens bløde moderkagepuder i varme, blodige farver. Videoværket ”Jeg vil være et godt menneske” (2023) bygger på refleksioner over kunstnerens eget ståsted i verden – erkendelsen af selv at bidrage til destruktionen på jorden og ønsket om at tage del i en altomfattende forandring. I en videokollage ser vi NASAs droneoptagelser i ørkenlandskabet på Mars, kalvende gletschere i Arktis og klimademonstranter i København, der alle smelter sammen i en poetisk, politisk og personlig modstandskamp ledt an af Signe Vad. Videoværket ”Jeg træder altid ind i verden” (2010) er optaget i ét take med en varighed af 17 minutter. Her følger vi kunstnerens ydre transformation i en langsom og stille forvandling, mens hendes krop usynligt agerer slagmark for den kamp, der udspilles mellem immunforsvar og kræftceller.

Signe Vad, Courage. Installation view. SOL, 2023. Foto: Brian Kure.

Signe Vad, Fall, 2023 (Stedsspecifik totalinstallation bestående af efterårsblade, latex, græs). Foto: Brian Kure.

Signe Vad, Fall, 2023 (Stedsspecifik totalinstallation bestående af efterårsblade, latex, græs). Foto: Brian Kure.

Kroppens miljø er forbundet med planetens tilstand på mange niveauer. Klimaforandringer er ifølge verdens sundheds organisation WHO menneskehedens største helbredstrussel. Det gør os alle sårbare, men betyder også at der er styrke at hente i fællesskabet.

For os, der skriver og læser denne tekst, er de privilegerede og de ressourcestærke lever som statsborgere i et demokrati og er i besiddelse af ytringsfrihed. Vi har et valg, en stemme og mange flere liv på samvittigheden end blot vores eget, hvis ikke vi aktivt tager del i modstanden.

The good news is that we know how to turn things around — on climate, on finance, on conflict resolution, on and on. We need disruption to end the destruction. No more baby steps. No more excuses. Look at what will happen to all of us tomorrow – and act.
— Antonio Guterres, Generalsekretærens 2023-briefing 6. Februar, FNs hovedkvarter, NYC, 2023

Signe Vad arbejder som kunstner med systemkritik og forestillinger om alternative måder at være i verden, på tværs af arterne. Hun samarbejder med kunstnerkolleger, klimaforskere og aktivister, om at skabe åbninger, hvor indsigt og sanseerfaring sammen kan vise nye veje. Signe Vad er blandt meget andet stifter af the Syndicate of Creatures og Office of Emergency. Hun kuraterer udstillinger med stoffrie og socialt udsatte på værestedet Linje 14 i København, hun er aktivt medlem af Extinction Rebellion og initiativtager til XR fraktionen Kunstnere Ser Grønt. Vad har i flere år modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat og blev i 2022 hædret med Bisballeprisen for sit mod til at se klimakrisen i øjnene, og gå foran i kampen for at redde vores planet. Hun er en ildsjæl, en kunstnerisk entreprenør og iværksætter.

Signe Vad, Hvis ikke nu…, 2023 (Tekst, tapetpapir). Foto: Brian Kure.

Signe Vad, Hvis ikke nu…, 2023 (Tekst, tapetpapir). Foto: Brian Kure.

SOL er et kunstnerdrevet udstillingssted for international samtidskunst beliggende på den gamle industrihavn i Nexø på Bornholm. SOL åbnede i foråret 2019 med billedkunstner Sofie Amalie Andersen som daglig leder. I 2021 vandt SOL BKF’s pris for bedste kunstnerdrevne udstillingssted. 2023 programmet er kurateret af Malou Solfjeld under titlen Solastalgia.

Åbning og fællesspisning: 1. juni, kl. 15-18 (fællesspisning fra kl. 18).
Efter ferniseringen afholdes fællesmiddag hos Maries Biks på Nexø Havn. Her er alle inviteret til at spise med sammen med kunstneren og holdet bag udstillingen. Pladser kan reserveres senest d. 29. maj på mail: mariesmad@outlook.dk eller tlf: 23 43 86 82. Dagens ret er hjemmelavet, vegetarisk og koster 85kr. Beløbet betales på forhånd og drikkevarer tilkøbes på dagen.

Signe Vad, Courage. Installation view. SOL, 2023. Foto: Brian Kure.

Signe Vad, Jeg træder altid ind i verden, 2010 (Video på skærm, 14 min). Foto: Brian Kure.

Signe Vad, Jeg træder altid ind i verden, 2010 (Video på skærm, 14 min). Foto: Brian Kure.

Udstillingsperiode: 1.-30. juni, 2023.
Åbningstider: Lørdage og søndage, kl. 12-15, og efter aftale.

Udstillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Øernes Kunstfond, Den Obelske Familiefond samt Møbelfabrikken i Nexø. Også tak til Bornholms Mosteri for drikkevarer til ferniseringen.