Back to All Events

SARA EKHOLM ERIKSSON "SANDSKRIFT"


  • Skal Contemporary, Skagen Sankt Laurentii Vej 118 Skagen, 9990 Denmark (map)

Sara Ekholm Eriksen, Sandskrift. Pressefoto.

Pressemeddelelse, marts 2024

Hvordan lever man i en verden, hvor naturens foranderlighed i sidste ende er den, der afgør ens liv og skæbne? Og hvordan erkender vi vores plads i verden, hvor alt hvad vi gør og ikke gør, kan få store konsekvenser for naturen, der omgiver os?

Efter vi mennesker i mange år har ignoreret konsekvenserne af vores påvirkning på naturen og samtidig har levet med en forestilling om, at vi ikke kan mestre eller styre naturens gang, bliver det nu mere og mere tydeligt, at vi er de små når klimaforandringerne og naturens kræfter sætter ind. Et grundvilkår og en erfaring, der i mange tusind år har været tydelig på her på Skagen Odde og som kunstner Sara Ekholm Eriksen (SE) undersøger i hendes første danske soloudstilling Sandskrift på Skal Contemporary i Skagen.

Med afsæt i Skagen Oddes foranderlighed italesætter Ekholm Eriksen et af vor tids mest nærværende spørgsmål – hvordan lever vi mennesker sammen med og præger naturen. Med en række nyproducerede og stedspecifikke værker undersøges kompleksiteten i en natur og en verden, som vi mennesker hele tiden påvirker. At naturen er en stærk kraft og at den har sin egen vilje til selv at forme sig er et faktum, der går så langt tilbage, som vores jordklode selv. Gennem istider har vores omgivelser taget form, og bakketoppe og dale er blevet til, når isen har trykket, vandet er smeltet og nye masser er kommet op til overfladen.

På Skagen Odde har sand og vind til alle tider spillet en afgørende rolle i både at forme odden, men har også været en udfordring for de levede liv her. Mennesker, der har bosat sig her, har tilbage i tiden oplevet, hvordan vandreklitter kan overtage områder og tilsande både kirker og beboelse. I nyere tid har man lykkes med at bremse sandflugten med beplantning og i området er der altså en konstant balancegang mellem at være underlagt naturens kræfter og (forsøge) at tæmme dem, samtidig med at vi som samlet menneskehed i disse år selv er blevet en ligeså stærk kraft, der udfordrer naturens gang.

I udstillingen Sandskrift tager Sara Ekholm Eriksson livtag med den særegne natur omkring Skagen og med sin fortolkningen af områdets foranderlighed, sætter hun spørgsmålstegn ved menneskers væren i verden og naturen på en måde, der strækker sig langt udover Skagens grænser. Materialerne er kendte, men formerne er nye og bearbejdningen svær at afkode, når sand, vand, glas og sten transformeres til nye materialiteter og sætter nogle af vor tids mest aktuelle spørgsmål under lup. For kan man tæmme naturen? Hvordan sætter vi mennesker dagsorden for kloden? Og hvilken form vil kloden i så fald tage i fremtiden?

Vi befinder os aktuelt i det, man kalder den antropocæne tidsalder. En tid karakteriseret ved, at det hidtidige økosystem for bestandigt er blevet forandret som følge af menneskelig aktivitet med katastrofale følger for både klima og biodiversitet. Mennesket er kort sagt blevet en geologisk magtfaktor, der alt for længe har udført handlinger, der nu sår alvorlig tvivl om vores klodes fremtid.

Vi må finde en balance i at leve med naturen, være underlagt den og beherske den, og i den søgen, er vi også nødt til at sætte vores tidslighed i perspektiv. Skal vi redde vores klode (eller os selv), skal vi træde et skridt tilbage. Vi skal gentænke vores levemåder og vi skal tænke vores eget liv ind i en meget større tidshorisont, for alt hvad vi gør – og ikke gør – vil have konsekvenser forevigt.

Sara Ekholm Eriksson skaber i udstillingen Sandskrift rum for netop den refleksion og gennem sine skulpturelle installationer stiller hun os mange forskellige muligheder, virkeligheder og tidsligheder i sigte.

Sara Ekholm Eriksson (SE) bor og arbejder i Uppsala og Stockholm. Hun har en MFA fra Kungliga Konsthögskolen i Stockholm og École de Beaux-Arts de Paris (2022). I 2022 modtog hun Maria Bonnier Dahlin Stiftelsens stipendium, der hvert år uddeles til nyuddannede svenske kunstnere. I sin praksis undersøger hun grænselandet mellem naturlige og artificielle materialer og inspireres af foranderlige processer og metamorfoser i naturens økosystem.

Fernisering: Fredag d. 29. marts, kl. 16-18.
Udstillingsperiode: 29. marts - 1. juni, 2024.
Åbningstider: Torsdag-lørdag: kl. 13-17.
Mere info: Skalcontemporary.dk

Sandskrift er kurateret af Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved, og udstillingen er venligst støttet af Statens Kunstfond, Region Nordjylland, 15. Juni Fonden, Augustinusfonden, Knud Højgaards Fond og Frederikshavn Kommune.