Back to All Events

NOAH HOLTEGAARD "𝓭𝓮𝓷𝓰𝓪𝓷𝓰 𝓳𝓮𝓰 𝓫𝓵𝓮𝓿 𝓶𝓲𝓰" 📷


  • Udstillingsstedet Q, København Peder Skrams Gade 2 København, 1054 Denmark (map)

Pressemeddelelse, januar 2023

𝓭𝓮𝓷𝓰𝓪𝓷𝓰 𝓳𝓮𝓰 𝓫𝓵𝓮𝓿 𝓶𝓲𝓰

Forestil dig verden indhyllet i glimmerstøv, hvor alt er magisk og muligt. Midt i smukke, udefinerbare landskaber, der leder tankerne hen på barndommens eventyr, skaber kunstner Noah Holtegaard (f. 1999) et digitalt, utopisk og omfavnende univers, hvor der er rum til at lege og være lige præcis den, man er. Holtegaard, der er i gang med sin MFA på Det Kgl. Danske Kunstakademi, udfolder dette utopiske univers i sin soloudstilling dengang jeg blev mig på Udstillingsstedet Q.

Noah Holtegaard, dengang jeg, blev mig (Installation view). Udstillingsstedet Q, 2023. Foto: Noah Holtegaard.

Med anime, ceremonielle ritualer og det førnævnte glimmerstøv beskæftiger Holtegaard sig med de følelser, tanker og oplevelser, man kan have som ung transperson, der er ved at finde sin identitet. Holtegaard, der identificerer sig som nonbinær, har de sidste par år arbejdet med sin egen transkønnethed i kunsten, og med udstillingen markerers slutningen på en æra i Holtegaards eget liv. Værkerne, der vises på udstillingen, bliver nemlig de sidste, Holtegaard producerer, inden de starter i hormonbehandling.

dengang jeg blev mig tager publikum igennem et tredelt forløb, der tager udgangspunkt i Holtegaards eget liv og oplevelser og ledsages af et soundscape, skabt til udstillingen af queer-musiker Christian Høgh.

Med udstillingens legende tilgang sætter Holtegaard fokus på det eventyrlige ved at være en ung transperson, der finder frem til sin sande identitet. Beskueren inddrages i den magi, der kan opstå, når man vrister sig fri af samfundets normative forventninger og udfolder sine vinger. dengang jeg blev mig er altså en mulighed for at træde ind bag Holtegaards øjne og lade sig fortrylle.

Rum I
I udstillingens første rum hersker barndommen og de spæde drømme, der begynder at forme sig. Med udgangspunkt i kendte karakterer fra en række anime-serier, Studio Ghibli og Disney italesætter Noah Holtegaard barndommens forkerthedsfølelser og kropslige frustrationer samt drømmen og håbet om en anden virkelighed i 9 tegninger. Alle værkerne repræsenterer på den ene eller anden måde skønheden ved den transkønnede krop, men rummer samtidig også smerten ved at føle sig forkert i et ciskønnet og heteronormativt orienteret samfund. Med værkerne i udstillingens Rum I lader Holtegaard beskueren opleve disse spirende tanker og følelser gennem barnets øjne.

Noah Holtegaard, du er så smuk at det gør ondt, 2022 (Papir, farveblyant, tusch, selvhærdende ler, træramme). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Jeg vil være dig, 2023 (Papir, farveblyant, tusch, stof, træramme). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, dengang jeg, blev mig (Installation view). Udstillingsstedet Q, 2023. Foto: Noah Holtegaard.

Holtegaard beskriver selv følelsen af at se en anden transperson for første gang og blive forelsket på stedet. Det er netop denne oplevelse og umiddelbare fascination, værkerne Jeg vil være dig og Du er så smuk at det gør ondt forsøger at indramme med drømmen og eventyret i fokus. Modsat er det smerten ved at være født i en krop, der ikke stemmer overens med kønsidentitet samt medfølgende kønsdysfori, der er på spil i værker som Min krop var aldrig min, mens smerten ved samfundets tillagte skam opleves i Måske forsvinder skammen en dag og Hvorfor siger de at jeg er et udyr?. Fortællingen om barndommen ender mere opløftende med Næste gang vil jeg være en anden og Jeg vil have kontrollen tilbage, der med stærke og idoliserede karakterer fra Dragon Ball og Avatar: The Last Airbender giver barnet styrken til at rejse sig op, ryste skammen af sig og tage magten over sig selv og sin krop tilbage. 

Noah Holtegaard, Jeg ønskede aldrig at såre nogen, 2022 (Papir, farvekridt, farveblyant, tusch, muslingeskaller, træramme). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, dengang jeg, blev mig (Installation view). Udstillingsstedet Q, 2023. Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, dengang jeg, blev mig (Installation view). Udstillingsstedet Q, 2023. Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, dengang jeg, blev mig (Installation view). Udstillingsstedet Q, 2023. Foto: Noah Holtegaard.

Rum II
I Rum II mødes beskueren af en rituel handling, der ved første øjekast ligner en begravelse. Med urnen i centrum, siger Holtegaard farvel til sit gamle jeg i værket Kønsdysfori (2020), der oprindeligt er skabt til en udstilling på museet KØN i Aarhus. Her sagde Holtegaard et endegyldigt farvel til sit ved fødslen tildelte køn ved at brænde tøj, de associerede hertil. Som en understregning af ritualet er Kønsdysfori omgivet af de hvide, 3D-printede blomster Vinese (2021), der er en digital sammensmeltning af grønne nelliker, roser og violer. De tre blomsterarter har gennem tiden fungeret som queer-symboler.

Grønne nelliker blev med afsæt i Oscar Wildes forfatterskab til et symbol for homoseksuelle mænd, der bar blomsten i deres knappehul for at give udtryk for deres seksualitet i en tid, hvor det kunne føre til fængselsstraf. Violer er et symbol for mange lesbiske eller personer med sapfisk seksualitet, der stammer fra den oldgræske digter Sapfos tekster. Til sidst er rosen et symbol for transkønnethed, da blomsten i sig har to køn og derfor kan ses som nonbinær af natur. Samtidig er blomsten blevet brugt som symbol på den høje dødsrate for transkønnede.

Noah Holtegaard, dengang jeg, blev mig (Installation view). Udstillingsstedet Q, 2023. Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Kønsdysfori, 2020 (Porcelæns urne, brændt tekstil). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Vinese, 2021 (3D-print, plastik). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Vinese, 2021 (3D-print, plastik). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Vinese, 2021 (3D-print, plastik). Foto: Noah Holtegaard.

Ritualet omringes af de tre print Amnesi I, Amnesi II og Amnesi III fra 2021, der er ophængt som et triptykon, hvilket skaber associationer til gotiske kirkers altertavler og tilfører religiøse undertoner til ritualet. Printene er en visualisering af et magiske univers og dermed en virkeliggørelse af de drømme, Rum II repræsenterer. Auditivt fyldes rummet af queer-musiker Christian Høghs magiske soundscape. 

Noah Holtegaard, Amnesi I-III, 2021 (Print på papir). Foto: Noah Holtegaard.

Rum III
Udstillingens sidste rum fyldes af videoværket Glimmerstøv, der, udover at være Holtegaards afgangsværk fra HDK-Valand i sommeren 2022, markerer en genfødsel. I videoen ses Holtegaard selv i et eventyrligt univers, hvor de langsomt overtages af en magisk kraft, indhyldes i glimmerstøv og transformeres til et magisk væsen med overnaturlige kræfter. Værket forsøger at indkapsle følelsen af at omfavne sit sande jeg med alt, hvad det rummer, og den styrke der ligger deri – som en pokémon, der når sit endelige udviklingsstadie, sin final form. Denne udvikling og medfølgende styrke understreges af værkets lydside, som er skabt af Andreas Buchhave Tofteberg.

Noah Holtegaard, Glimmerstøv, 2022 (Video, plexiglas, glitterbånd). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Glimmerstøv, 2022 (Video, plexiglas, glitterbånd).
Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Glimmerstøv, 2022 (Video, plexiglas, glitterbånd).
Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Glimmerstøv, 2022 (Video, plexiglas, glitterbånd). Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Glimmerstøv, 2022 (Video, plexiglas, glitterbånd).
Foto: Noah Holtegaard.

Noah Holtegaard, Glimmerstøv, 2022 (Video, plexiglas, glitterbånd).
Foto: Noah Holtegaard.

“En af mine venner spurgte mig engang, hvorfor jeg laver så mange værker om mig selv. Men det har aldrig været det, det handler om. Det handler om, at jeg har haft behov for at se nogen som mig i kunsten. At jeg ved, hvor meget det havde betydet, hvis jeg havde set nogen som mig tidligere. Første gang jeg så en anden transperson, blev jeg forelsket fra første øjeblik. Jeg kunne se glimmerstøv svæve rundt om dem, og jeg blev overvældet af følelsen af for første gang i mit liv at have mødt nogen, der var lige som mig. Det sker stadig hver gang, jeg møder en transperson. Jeg ser glimmerstøvet, og jeg ønsker, at andre også kunne se det.” Sådan beskriver Holtegaard selv de tanker og følelser, der ligger til grund for værket.

Fredag d. 10. februar 2023 kl. 17-21 var der fernisering af kunstner Noah Holtegaards soloudstilling, “dengang jeg blev mig”, på Udstillingsstedet Q, hvor forfatter Gry Stokkendahl Dalgas vil læste op fra sit forfatterskab. Udstillingen er kurateret af Rosemarie Kamp Schubert.

Fernisering: Fredag d. 10. februar, kl. 17-21.
Udstillingsperiode: 11.-12. februar, 2023. Begge dage kl. 14-17.

Udstillingen er støttet af Snabslanten.

Earlier Event: February 10
DINA LUNDVALL NIELSEN "VRANGFORESTILLING"
Later Event: February 11
KASPER PLOUGMAND "SOLBLIND"