Back to All Events

BLOOM UNDER THE OAK 2021


  • Bloom Under The Oak, Frederiksberg (Søndermarken) Pile Allé 55 Frederiksberg, 2000 Denmark (map)
Weekend Under the Oak, 2020 © Malthe Ivarsson.

Weekend Under the Oak, 2020 © Malthe Ivarsson.

Pressemeddelelse, juni 2021

Bloom skyder den danske festivalsommer i gang med minifestivalen Bloom Under the Oak fra 18.–20. juni.

Bloom Under the Oak er en gratis festival med talks, kunst og koncerter. Kunsten og videnskaben går i symbiose i årets program, der bl.a. tæller Cisternerne-aktuelle Tomás Saraceno, billedkunstner Honey Biba Beckerlee, Simon Hjermind Jensen og kunstnerduoen StudioThinkingHand.

Læs mere om Bloom Under The Oak her.

Tomás Saraceno. Foto: Studio Tomás Saraceno.

Tomás Saraceno. Foto: Studio Tomás Saraceno.

Tomás Saraceno

Argentinske Tomás Saraceno, der er aktuel i Cisternerne med udstillingen ‘Event Horizon’ gæster Bloom Under the Oak med en talk om atmosfæren, verdens stigende vandstande og overudnyttelse af undergrunden. Publikum kan opleve Saraceno på Bloom Under the Oak, når han fredag d. 18. juni går i dialog med klima- og kunstfilosof Dehlia Hannah og professor i biokemi, Ole John Nielsen.

Saraceno er en del af det internationale kunstnerfællesskab ’The Aerocene Foundation’, som arbejder på at sænke karbonniveauet i luften og på at danne grobund for en mere etisk sameksistens mellem natur, mennesker og atmosfære. I forbindelse med festivalen vil hans film ‘Fly with Aerocene Pacha’ dokumentere den første succesfulde flyvning med en af hans solodrevne og fossilfri luftballon-skulpturer. Det er et forsøg på at sætte atmosfæren fri.

  • ‘Fly with Aeroscene Pacha’ vil blive vist i Cinemateket d. 17. og 18. juni.

  • Tomás Saracenos talk ‘Atmosphere and Underground’ finder sted fredag d. 18., kl. 19.15.

Læs mere her.

Honey Biba Beckerlee © Frida Gregersen.

Honey Biba Beckerlee © Frida Gregersen.

Honey Biba Beckerlee

Grundstofferne går igen. De er byggesten i både vores kroppe, vores computere og naturen omkring os. Og selvom det er svært at begribe sammenhængen mellem kobber og datalagring, silicium og sårheling, så er grundstofferne altid til stede. Kunstneren Honey Biba Beckerlee undersøger i sin kunstneriske praksis de molekylære forbindelser mellem natur, kroppe og digitale teknologier.

For hvordan får vi hold på grundstoffernes dans gennem vores hverdag og verden? Og kan man lave kunst af det silicium-holdige affald fra en mikrochip-fabrik? For at nærme sig svaret på sine researchspørgsmål går Beckerlee i dialog med geologen Minik Rosing og graver sig dybere ned i spørgsmålet om, hvordan verdens flow af råmaterialer danner grundlag for liv, kunst og datastrømme.

  • Det sker i talken ‘Grundstoffernes Dans’ lørdag den 19. juni kl. 14.15.

Læs mere her.

Simon Hjermind Jensen. Foto: Bloom.

Simon Hjermind Jensen. Foto: Bloom.

Simon Hjermind Jensen

En ny skikkelse dukker op til Bloom, når arkitekt Simon Hjermind Jensen flytter sin 6 meter høje installation ‘Ven’ ind i Søndermarken. Fra natur til ler til luftig skulptur – Hjermind Jensen har hentet inspiration fra træerne i Søndermarken, som han har skitseret i keramiske modeller og senere formgivet i presenning. Den hvide figur placerer sig iblandt træerne som en indbydende mellemting mellem arkitektur, kunstinstalation og sammensyet skulptur, når den fyldes med luft som en stor, sympativækkende skikkelse i landskabet.

  • Værket ‘Ven’ er skabt specielt til Bloom og vil vende tilbage til årets arrangementer som fast vartegn.

Læs mere her.

Studio ThinkingHand, 2021. Foto: Bloom.

Studio ThinkingHand, 2021. Foto: Bloom.

Studio ThinkingHand

Derudover byder festivalen på den organiske kunstinstallation ‘Vita·Necro·Vita’ (en kæmpe SCOBY – symbiotisk kultur af bakterier og gærsvampe) af Studio ThinkingHand samt talken 'Greetings from the Symbionts', hvori kunstnerduoen i samtale med evolutionsbiolog Tom Gilbert kommer omkring en verden i symbiose, samt deres kreative researchprocesser i krydsfeltet mellem kunst, biologi og teknologi.

  • Installationen 'Vita·Necro·Vita’ kan opleves alle festivalens dage.

  • Oplev talken ‘Greetings from the Symbionts’ lørdag d. 19. juni, kl. 18.15.

Læs mere her.


Bloom Under the Oak foregår i Søndermarken på Frederiksberg og er ganske gratis at deltage i. Bloom Under the Oak er et siddende arrangement på tæpper under åben himmel med plads til 750 gæster ad gangen, som fordeles efter først til mølle. Arrangementet afvikles i trygge omgivelser i overensstemmelse med myndighedernes gældende retningslinjer og restriktioner.