Pressemeddelelse, maj 2023
Hvordan kan det menneskelige sind og kroppen indeholde det traumatiserede, det syge, det skørnede, det uregerlige â eller endda, hvordan kan samfundet? Melanie Kittis nye vĂŚrker lavet til hendes store soloudstilling pĂĽ O â Overgaden kredser om disse spørgsmĂĽl â det skrøbelige sind, den minoriserede krop og de fĂŚllesskaber, som er afgørende støttestrukturer.
Melanie Kittis forfatterskab og kunstneriske praksis kommer fra et fragmenteret, müske endda forstyrret, diskontinuerligt sted. Hendes anmelderroste litterÌre debut Halvt urne, halvt gral, udgivet pü Gyldendal i 2022, bestür af kortfattede, flygtige notater om en familie, eller en mental tilstand, i opløsning. I sin maleriske praksis arbejder Kitti ligeledes med forgÌngelige eller flygtige teknikker, süsom DIY-freskomaleri pü større gipsklodser. Teknikker, som für udtrykket til at forvitre og flyde ud, sü vÌrkerne fremstür skrøbelige, pü randen til at bryde sammen.
Til sin store soloudstilling pĂĽ O â Overgaden skaber Kitti to nye vĂŚrkserier. Den ene bestĂĽr af freskoer malet pĂĽ tunge, nĂŚsten klodsede skulpturelle overflader: klumper af gips, støttet af hessian, som man traditionelt gør med portrĂŚtbuster. Den anden er vĂŚghĂŚngte bemalede gipsflader, der figurativt zoomer ind pĂĽ den øvre menneskelige torso, halsen og nakken. Det fysiske sted, hvorfra vi forsøger at ytre ting, men ogsĂĽ det sted, hvor angst eller depression typisk skabe blokader, der stopper eller selvcensurerer den intenderede ordstrøm, som klumper i halsen eller bump og krøller pĂĽ tungen, som titlen beskriver det: Lumps, lumps, lumps become bumps on my tongue.
I Kittis todelte udstilling bestĂĽr første del af en skov af gipsklumper â en slags hoveder â placeret paĚ piedestaler, som sammen skaber et kollektiv af bemalede kroppe. Den teatralske opstilling af gipshoveder pĂĽ sokler, som nĂŚrmest har menneskestørrelse, kunne minde om den klassiske vestlige portrĂŚttering af magtfulde personer i busteform, men fremfor den (typisk) hvide mand, peger Kittis vĂŚrker pĂĽ BIPOC-kunstneren selv. Samtidig er busterne langtfra en heroisk afbildning. De firkantede klodser er sammensunkne, rĂĽ, delvist ubehandlet gipskadavere med feberagtige, excentriske motiver. Det er som om den kunstneriske persona eller kunstneregoet er eksploderet, opdelt, stykket ud og distribueret over disse mange kroppe, som en metafor for et fragmenteret selv. Udstillingens anden del indeholder en serie vĂŚghĂŚngte freskoer i O â Overgadens søjlesal. VĂŚrkernes motiver forbinder hoveder, kĂŚber og kraveben med forskellige dyr og fantasmagoriske vĂŚsner â motiver, der kunne stamme fra enten barnedrømme eller kunsthistoriens dybder (en kanin, en hest, et ĂŚg) og som gror ud af menneskekroppen eller vice versa. Bemalingen er grov, nĂŚsten abstrakt, flydende, som vandrer motiverne frem og tilbage i et rum, hvor forskellen mellem menneske og dyr, virkelighed og drøm, er overskredet og udvisket.
VĂŚrkerne, som er blevet til i en intuitiv, uplanlagt proces, har en sindsoprivende energi, som limer de hjemsøgende barnefantasier og billeder fra tidlige traumer sammen med hovedet i hvilket, disse formes. Det er som om, vĂŚrkerne spørger, hvordan det menneskelige sind og kroppen kan indeholde det traumatiserede, det syge, det skørnede, det uregerlige â eller endda, hvordan kan samfundet?
Melanie Kitti (f. 1986 i Sverige) er billedkunstner og poet uddannet fra Forfatterskolen i København (2021) og Kunstakademiet i Oslo (2019). Hun debuterer i 2022 pĂĽ forlaget Gyldendal med den anmelderroste bog âHalvt urne, halvt gralâ. I 2021 var hun med til at grundlĂŚgge Abhivyakti, et non-profit, tvĂŚrfagligt magasin udelukkende med BIPOC bidragsydere, og hun har tidligere vĂŚret med til at starte det toneangivende kunstnerdrevne udstillingssted Destinyâs i Oslo (2016-22). Kittis vĂŚrker er blevet vist i solo- og gruppeudstillinger, bl.a. pĂĽ RønnebĂŚksholm (2022-23), Nasjonalmuseet i Oslo (2022) og ARIEL (2022).
Fernisering: Fredag d. 26. maj, kl. 17-19.
Udstillingsperiode: D. 27. maj â 6. august, 2023.