Back to All Events

MARIE THAMS "PERSON" đź“·


  • Vandrehallen Kunsthal, Hillerød Christiansgade 1 Hillerød, 3400 Denmark (map)

Marie Thams, person, 2022 (video). Foto: Frej Rosenstjerne.

Pressemeddelelse, april 2022

Formand, forkvinde eller forperson? På sin soloudstilling person i Vandrehallen kunsthal sætter billedkunstner Marie Thams den aktuelle debat om ”kønnet sprog” på dagsorden. Med nye værker bestående af video, skulptur, tekstil, tekst og stemme undersøger hun mulighederne for kønnenes frisættelse gennem en opdatering af sproget.

Udstillingen er resultatet af en omfattende kunstnerisk research, hvor Thams har undersøgt forholdet mellem sprogbrug og den måde, køn og identitet opfattes på i samtiden. Hun er her særligt optaget af, hvordan sproget spiller ind i den personlige forestillingsevne, og hvad den manglende neutralitet betyder for fordelingen af bestemte roller og titler blandt kønnene.

Marie Thams, person, 2022 (video). Foto: Frej Rosenstjerne.

Marie Thams, person, 2022 (video). Foto: Frej Rosenstjerne.

Marie Thams, person, 2022 (video). Foto: Frej Rosenstjerne.

Fransk revolution og dansk kommunalpolitik
I udstillingens centrale videoværk person undersøger Thams betegnelsen ”forperson” versus ”formand”. Her tager hun fat på, hvordan det kønnede ord føjer sig ind i en lang sproglig tradition, der er med til at fastholde begrænsende forestillinger om køn og fordelingen af roller i samfundet.

Med historien som referenceramme og med talen som primært instrument perspektiverer Thams i værket betydningen af en sproglig opdatering og øget ligestilling i fordelingen af ledende samfundsposter. Samtidig skaber hun overraskende forbindelser mellem centrale skæbner og begivenheder i ligestillingshistorien – fra henrettelsen af kvinderettighedsforkæmperen Olympe de Gouges under den franske revolution til Aarhus Byråds anerkendelse af titlerne ”forperson” og ”forkvinde” i 2018.

Marie Thams, Dig og mig, 2022 (skjorter). Foto: Frej Rosenstjerne.

Marie Thams, Hør nu, drømmer du?, 2022 (skulptur). Foto: Frej Rosenstjerne.

Et ”kønt” sprog
Videoens tema spejles visuelt og verbalt i udstillingens øvrige værker, der viser Thams evne til at mestre og skabe sammenhæng mellem så forskellige kunstneriske discipliner som lydkunst, skulptur, tekstil, og tekstbaseret kunst. Betragtet i sin helhed er udstillingen et relevant indspark i samtalen om sprogets kønnede strukturer og om muligheden for, at vi sammen kan skubbe på udviklingen og sikre inklusion.

Marie Thams, Politisk medborgerskab, 2022 (læsestation). Foto: Frej Rosenstjerne.

Marie Thams (f. 1982) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2011 og Goldsmiths, London, i 2009. Hun arbejder som billedkunstner inden for installation, lyd, video, tekst, tekstil og performance, hvor hun undersøger emner inden for bl.a. ligestilling, dominerende (økonomiske) menneskebilleder, arbejdskultur, gensidighed og køn.

Fernisering: Lørdag d. 23. april, kl. 13-15.
Udstillingsperiode:
25. april - 18. juni, 2022.
Åbningstider: Mandag-torsdag, kl. 10-18. Fredag-lørdag, kl. 10-15.