Back to All Events

JOEN VEDEL "PETER PETERSEN (1953-2020) – ET SØRGESPIL"


  • Astrid Noacks Atelier, København Rådmandsgade 34 København, 2200 Denmark (map)
unnamed(2).jpg

Pressemeddelelse, september 2021

Peter Petersen (1953-2020) – et sørgespil tager udgangspunkt i min fars liv og død samt det system, der var med til at slå ham ihjel.

På en lørdag formiddag i slutningen af september måned sidste år faldt min far om og døde, blot 67 år gammel. De sidste 15-20 år af hans liv var præget af depression, arbejdsløshed, sygdom, social isolation, et udpræget pille- og alkoholmisbrug, en fængselsdom, en økonomi i ruiner og et liv på kanten og bunden af det danske samfund. Min far tilhørte den kategori af mennesker, som samfundet ikke længere har brug for. Han blev erklæret overflødig, uproduktiv og reduceret til en krop, der blot skulle administreres gennem yderligere medicinering og umyndiggørelse. Udover en voldsom gæld og et faldefærdigt hus i Sydhavnen efterlod min far sig kassevis af genstande, som han havde fundet i storskrald – alt fra porcelænsfigurer til smalfilm og projektorer, objekter eller affald som ingen længere så nogen værdi i.

Denne samling af fragmenter fra hans liv, hans dødsbo, danner rammen for udstillingen, som vil tage form af en række forestillinger i Astrid Noacks Atelier. Sørgespillet (’Trauerspiel’) er en dramatisk genre inden for den barokke tragedie, hvor døden og sorgen er de helt centrale figurer: her er menneskets og naturens forfald i fokus, sproget fragmenteres og alt fremstår allerede som en ruin, eller i færd med at blive det. Ved at læne mig ind i denne tragiske teaterform, tillader jeg mig at dvæle ved forfaldet og det, der ikke længere er. Ved at iscenesætte min fars liv og død vil jeg invitere publikum ind i sørgeprocessen i et forsøg på at af-individualisere sorgen. For sorgen er ikke kun min, alle former for tab rummer også en politisk dimension. Den store berøringsangst, der er omkring døden, gør at sorgen privatiseres og gøres til noget, man hurtigt skal komme sig over. Men jeg har ikke brug for at komme mig over mit tab, og jeg vil ikke lade hans liv forsvinde i tavshed. Ved at skabe et rum omkring min fars død og den vrede og ensomhed, der ulmer i min sorg, vil jeg åbne op for en diskussion af, hvad der udgør et sorgbart liv.

Fernisering: Lørdag d. 2. oktober, kl. 16-21 (med forestillinger kl. 16.30, 18.00, 19.30).

Yderligere forestillinger:

  • Søndag d. 3. oktober kl. 16.30, 18.00, 19.30.

  • Onsdag d. 6. oktober kl. 16.30, 18.00, 19.30.

  • Torsdag d. 7. oktober kl. 16.30, 18.00, 19.30.

  • Fredag d. 8. oktober kl. 16.30, 18.00, 19.30.

  • Lørdag d. 9. oktober kl. 16.30, 18.00, 19.30.

Tilmelding til forestillingen er nødvendig på: kbr@astrid-noack.dk. Man er også velkommen til at møde op og få en ledig plads, hvis der er en. Forestillingens varighed er ca. 40 min. Der er gratis adgang og plads til max 10 personer ad gangen. OBS! Efter d. 9. oktober og frem til d. 24. oktober vil udstillingen bestå af en videodokumentation af forestillingen. Videodokumentationen har åbent:

  • Lørdag d. 16. og søndag d. 17. oktober kl. 13-16

  • Lørdag d. 23. og søndag d. 24. oktober kl. 13-16.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Statens Værksteder for Kunst. Astrid Noacks Ateliers kunstprogram 2021 er støttet af Statens Kunstfond, Nørrebro Lokaludvalg, Billedkunstnernes Forbund, Augustinus Fonden, Beckett Fonden og 15. Juni Fonden.


ANA er et tværæstetisk rum for kunstneriske eksperimenter, vidensdeling og kritisk diskussion på Ydre Nørrebro i København. ANA er dedikeret til en forestilling om kunst som en offentlig sfære og som et kollektivt refleksionsredskab, der kan skabe former og billeder, så vi kan se og sanse, stille spørgsmål og tænke verden og hverdagslivet på nye måder.