Back to All Events

"GENERATION WHY"


  • Rundetaarn, København Købmagergade 52A København, 1119 Denmark (map)

Wang & Söderström, Digital Indulgence, 2023. Foto: Wang & Söderström.

Pressemeddelelse, februar 2024

En generation af skandinaviske stemmer kommer til udtryk, når vandreudstillingen Generation WHY åbner i Rundetaarn. Her giver 36 nordiske kunsthåndværkere og designere form til Generation Y's følelser, oplevelser og holdninger gennem værker, der bearbejder personlige og eksistentielle temaer med sikker hånd i alt fra træ, tekstil og glas til digital kodning og støv fra fejebakken.

Fra d. 9. marts til d. 28. april 2024 kan Rundetaarns gæster opleve et udsnit af nordiske designere og kunsthåndværkere fra en generation af formgivere, der har vægtige temaer på dagsordenen og mestrer en bred palette af materialer og metoder. Tre kuratorer fra Danmark, Norge og Sverige har udvalgt 36 skandinaviske udøvere, der tager livet, deres praksis og kloden både alvorligt og personligt i en udstilling, der giver et mangfoldigt indblik i, hvad der optager den yngre generation.

Kunsthåndværk om klima, krop og køn
Generation Y (også kendt som Millennials) favner dem, der er vokset op omkring årtusindskiftet. De udvalgte udøvere formidler generationens følelser, oplevelser og holdninger, og bearbejder temaer som traumer, sorg, køn, krop og den allestedsnærværende klimakrise i både klassiske og mere utraditionelle materialer. Vandreudstillingen er initieret af foreningen bag Kunsthåndværkermarkedet Villvin i Risør, Norge, der ønskede at skabe en spektakulær udstilling om yngre nordisk kunsthåndværk i forbindelse med byens 300-års jubilæum i 2023. Udstillingen åbnede i Risør Kunstpark sidste sommer. I 2024 præsenteres Generation WHY i Danmark af Rundetaarn som en del af årets program i udstillingsrummet Bibliotekssalen.

Anne Brandhøj, You are not perfect either, 2019. Foto: Amanda Hestehave.

Ýr Jóhannsdóttir, secondhand Norwegian sweater, 2019.
Foto: Árni Már Erlingsson.

"Bibliotekssalen er et vindue til verden, hvor viden og inspiration kan udveksles på tværs af generationer og kulturer. Rundetaarn har en lang tradition for at udstille kunsthåndværk, kunst og design i salen, og i foråret vil vores gæster kunne opleve et væld af intense værker i høj kvalitet fra en yngre generation med noget på hjerte", udtaler Jeanette Bursche, direktør i Rundetaarn.

Udstillingens danske kurator, Charlotte Jul, håber at publikum på tværs af aldersgrupper og landegrænser vil få et indblik i Skandinaviens stærke stemmer og arbejdsmetoder, spejle sig i de følelsesmæssige tematikker og lade sig fascinere af udstillernes sikre greb om håndværk og materialer.

Steffen André Nilsen, Neutral Gaze, 2021. Foto: Steffen André Nilsen.

Udstillere fra Danmark:
Maria Koschenkova, Morten Klitgaard, Astrid Skibsted, Jonas Edvard, Stine Bidstrup, Anne Brandhøj, Alexandru Murar, Carl Emil Jacobsen, Stine Mikkelsen, Maria Viftrup og Wang & Söderström.

Udstillere fra Norge:
Ina Vang, Håvard Kranstad, Renate Desiree Dahl, Ida Siebke, Ask Bjørlo, Steffen Andre Nilsen, Elin Hedberg, Lissette Escobar, Cato Løland, Marsil Andjelov Al-Mohamid og Marthe Minde.

Udstillere fra Sverige:
Karin Roy Andersson, Anna Nordström, Matilda Kästel, Maja Michaeldotter, Lisa Juntunen Roos, Milja Morset, Emilia Olofdotter Sundqvist, Fadhel Mourali, Maja Stjärna og Lotta Snijder. 

Udstiller fra Island: Ýr Jóhannsdóttir.

Fernisering: Lørdag d. 9. marts, kl. 14.30.
Udstillingsperiode: 9. marts - 28. april, 2024.
Mere info: Rundetaarn.dk

Udstillingen er kurateret af Marcia Harvey Isaksson (Sverige), Vidar Koksvik (Norge) og Charlotte Jul (Danmark) og realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond samt Ellen og Knud Dalhoffs Fond.