Back to All Events

ELISABETH MOLIN "HOST, HOUSE, HOURGLASS"


  • Galleri Image, Aarhus Vestergade 29 Aarhus, 8000 Denmark (map)

Elisabeth Molin, Host House Hourglass (2022), Courtesy the artist.

Pressemeddelelse, januar 2023

På fredag d. 13. januar kl. 16-18 inviterer Galleri Image til fernisering på udstillingen Host, House, Hourglass af den danske billedkunstner Elisabeth Molin. Host, House, Hourglass er en fortælling i form af en installation skabt særligt til Galleri Images lokaler om de rum vi bor i, om hvad det vil sige at tilhøre rum; mentalt, fysisk, kropsligt, og om at være (eller ikke at være) hjemme.

I forlængelse af Molins tidligere værker, hvor hun udforsker abstrakte begreber såsom tyngdekraft, rytme og nærhed, bygges udstillingen Host, House, Hourglass op af rumlige kollager, hvor objekter fra midlertidige hjem forlænger og forskyder de filmiske fortællinger lavet i disse rum. De ofte fundne og senere transformerede objekter bærer på en historie i den måde de er blevet rørt, markeret eller skåret på og skaber nye associationer imellem mentale og fysiske rum.

Elisabeth Molin (f. 1985) er en dansk billedkunstner som arbejder og er bosat i London hvorfra hun er uddannet med en BFA fra Chelsea College of Art og en MFA fra Royal College of Art i London. Hun har udstillet på Litauens National Museum i Vilnius, KW Institute i Berlin, Wiels i Bruxelles, Belmacz og Sundy i London, LLLLLL og Das Weisse Haus i Wien, ISCP og MAW i New York og på Lagune Ouest og Sixty Eight Art Institut i København. Hun har vist sine film som del af Images Festival in Toronto, Stuttgarter Filmwinter in Stuttgart og the Medrar Video Festival in Cairo. I Molins praksis arbejder hun i spændingsfeltet mellem fotografi, video, installation og performance. Hendes værker kan karakteriseres af en interesse for at nedbryde barrierer mellem fysiske omgivelser og mentale rum hvor hun oftest blander forskellige medier som en katalysator der tvinger disse sfærer mod hinanden.

Seminar med Elisabeth Molin og Anne Kølbæk Iversen
Som del af udstillingen inviterer Galleri Image Elisabeth Molin og Anne Kølbæk Iversen, post-doc i Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet, til et offentligt seminar om objekter som beholdere og tilhørsforhold i en udvidet forstand, hvor Elisabeth Molin bl.a. vil tale uddybende om udstillingen. Seminaret vil finde sted lørdag d. 4. februar kl. 14 i Galleri Image. Detaljer følger på vores hjemmeside og på Facebook.

Fernisering: Fredag d. 13. januar, kl. 16-18.
Udstillingsperiode: 13. januar - 5. marts, 2023.
Mere info: www.galleriimage.dk

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Det Obelske Familefond, DJ:Fotograferne og Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Later Event: January 13
JANE JIN KAISEN "CURRENTS"