SEMIOSIS — I DO ART

Jordtegn er et kunstprojekt, der handler om natur og sprog. Ny forskning viser, at naturen er alt andet end de livløse vækster, vi hidtil har opfattet den som. Planter sanser og kommunikerer. De er også i stand til at forstå og reagere på årsagssammenhænge. Egenskaber, der vidner om at planter har en bevidsthed, trods at de ikke har et centralnervesystem, som er det vi ellers hidtil har forbundet med at have hjernefunktioner.

☞ Dette essay er en del af udstillingen Jordtegn – et kunstprojekt som handler om de perspektiver, der udspringer af den nye viden om planter. Teksten ledsages af billeder fra udstillingen, som vises på Sostrup Slot i Norddjurs fra 2. september til 20. december, 2022.

Den historiske opfattelse af planter
Planter har eksisteret lang tid før os mennesker. Hvis man skulle måle planters historie i meter, vil det svare til cirka 500 meter, mens vores historie ikke vil være længere end nogle få centimeter. Tilsvarende er planternes udvikling også langt mere kompleks og forgrenet end den, vi har gennemgået som mennesker. Planter er grundlaget for liv. Det var de tidlige landplanters overtagelse af jorden for snart 350 millioner år siden, der skabte grundlaget for både mennesker og dyr. Landplanterne rensede luften for atmosfærisk kuldioxid, og gjorde det muligt for os at trække vejret.

Videnskaben har traditionelt været fokuseret på studier af dyr. Formentlig fordi det har været mere oplagt at forstå, hvad der adskiller os fra vores nærmeste slægtninge, og dermed også definerer os mennesker. Det, som altså er en slags zoo-centrisme, kan også forklares med at planter er en umiddelbart passiv livsform, der ikke har samme appel som dyr, der tydeligt sanser, er mobile, og i stand til at kommunikere med lyd, hvilket vi nemt kan relatere os til. Desuden lider vi af planteblindhed. Vi er dårlige til at skelne mellem forskellige typer af planter, når vi ser dem i naturen, fordi vores blik evolutionistisk er rettet mod potentielle farer i vores omgivelser.

Studiet af planter har traditionelt været knyttet til medicin og gastronomi. Man var optaget af at forstå deres brugbarhed for os mennesker. Hvilke planter der er gode at spise, og om de kan helbrede eller er giftige. I kunsten og litteraturen har afbildningen af natur traditionelt heller ikke været udtryk for interesse for planter og blomster som konkret fænomen, men derimod typisk spejling af en sindstilstand, et billede på os selv. Først i 1960erne med Land Art, øko- og klimakunst, bliver naturen et tema i sig selv.

I filosofien havde man i middelalderen scala naturae – en hierarkisk inddeling af verden. Planter befandt sig nederst i systemet. Mennesket, engle og og Gud er øverst. Djævle allernederst. Scala naturae tog udgangspunkt i den græske filosof Aristoteles’ klassifikation af dyr, mennesker og planter, som er mere end 2000 år gammel. Samme inddeling gentages i skabelsesberetningen i 1. mosebog.

Opfattelsen af planter som livløse objekter fortsætter langt op i vores samtid. Først med nulevende filosoffer og biologer som f.eks. Peter Singer, Donna Haraway og Cynthia Willet, begynder man at forstå planter i en større sammenhæng. Det er kun begyndelsen på en udvikling. Hvis man sammenligner antallet af dyrerettighedsorganisationer med planterettighedsorganisationer, gentages billedet. Dyrerettigheder er almindelig anerkendt i den brede offentlighed, mens det stadig opfattes som nyt og underligt at tale om rettigheder til planter.

Lake Erie, Toledo, Ohio, USA. Søen Lake Erie blev voldsomt angrebet af alger i 2014 på grund af forurening. Det ødelagde forsyningen af drikkevand til de 11 millioner mennesker, der bor omkring søen. 4 år senere stemte indbyggerne for Lake Erie Bill of Rights – en lovgivning, der sikrede søen samme juridiske status som en person eller virksomhed. Loven blev vedtaget med 61% for. I Equador, Indien, Columbia, Spanien og New Zeeland er skove og søer blevet tildelt juridiske rettigheder. Ofte for at bevare områderne for den oprindelige befolkning. Lake Erie er et af de første naturområder, der er tildelt rettigheder, for at beskytte søen mod yderligere forurening.

En af de første til at beskrive at planter er en mere kompleks livsform var den danske botaniker Eugenius Warming. I bogen ‘Plantesamfund’ fra 1895 introducerer Eugenius Warming sine banebrydende idéer om hvordan planter, der forekommer naturligt på et afgrænset område, reagerer på udfordringer fra klima og miljø. Tidligere havde digteren og biologen Erasmus Darwin (1731-1802) fremført at planter er aktive, levende væsener, og tilskrevet dem følelser, bevægelse og en vis grad af bevidsthed. Erasmus Darwin var bedstefar til evolutionsteoriens grundlægger Charles Darwin (1809-1882).

Charles Darwin var også påvirket af sin bedstefars tanker. I bogen ‘The Power of Movement in Plants’, 1880, (da. ‘Bevægelseskraften i planter’) hævder Charles Darwin, at planters rødder fungerer som en slags hjerne, selvom rødderne hverken indeholder det vi normalt forstår ved en hjerne eller nerver.

Charles Darwin argumenterer for, at planter er i stand til at reagere abstrakt på ydre stimuli som for eksempel lys eller tyngdekraft, ved at den del af planten der reagerer, er forskellig fra den der bliver udsat for stimuli. Planten flytter nemlig selv reaktionen fra stimulus til reaktions-området, og demonstrerer dermed at den er i stand til at forstå årsagssammenhænge, som er et af kriterierne for at have det, vi kalder bevidsthed.

Nu bruger nogle forskere begrebet plante-neurobiologi til at beskrive forskningsfeltet. Men det er et kontroversielt begreb at bruge om planter. Forskerne bliver beskyldt for at antropomorfisere deres resultater, fordi de anvender begreber fra den menneskelige sfære, når de taler om planters bevidsthed, samfund, socialisering, erindring osv.

Sandt nok er det, at ved at anvende begreber vi bruger om forhold i vores egen menneskelige verden, påvirker forskerne også den måde, de forstår planterne på. Ord er ikke neutrale, desuden risikerer forskerne at bekræfte begrebets betydning i vores verden, og kan dermed ikke se hvordan det faktisk forholder sig i planternes verden.

Men hvor skal vi starte for at forstå verden på en måde, der er mere i overensstemmelse med, hvordan det faktisk forholder sig? Ikke mindst, hvor er vi selv henne i den nye forståelse af verden? For i takt med at verden virker større, bliver vi også tilsvarende mindre i det store system, jorden er.

Planter sanser
Planter har ikke noget centralt nervesystem ligesom hvirveldyr. Det påvirker selvfølgelig hvordan de sanser og kommunikerer. Planter sanser med et større område af deres krop, end vi gør. Vores sanseorganer – øjne, ører og mund – er centralt placerede, og kræver ofte at sansen er rettet direkte mod det, der skal sanses. Planter sanser derimod med alle deres blade eller rødder.

Planter bliver udsat for trusler i naturen. Det er nødvendigt, at de er i stand til at reagere for at kunne overleve. Planter har derfor udviklet reaktioner, der anvender mange af de samme forsvarsstrategier, man kender fra dyr. I planter er de bare tilpasset deres måde at være i verden på.

Planter reagerer på lys. Fotosyntesen, der bliver skabt af lys sammen med CO2 og vand, producerer næring. De fleste kender til, at lys påvirker hvordan stueplanter vokser, afhængig af hvor lys eller skyggekrævende planter, man har. Planter kan nemlig sanse kvaliteten af lys gennem fotosyntesen. I skygge falder intensiteten af rødt lys. Planter, der kræver meget lys, reagerer på det lave indhold af rødt lys ved enten at ændre sig fysiologisk, så de bliver bedre til at optage det røde lys, eller ved at vokse mod lyset, for at få adgang til mere lys. Men planter er også i stand til at forudsige fremtidige lysforhold. Plantefrø reagerer tidligt i deres vækst på lyskvaliteten i deres nærhed. De kan analysere det røde lys, der bliver spredt, når det rammer blade og løv fra de omgivende planter. Dermed kan planten tilpasse sig naboplanternes vækst. Det er en avanceret reaktion, der baserer sig på en forudsigelse af både kvaliteten og kvantiteten af lyset i plantens omgivelser.

Caroline Bergvall, Apricot tree (Dette projekt er inspireret af den danske digter Inger Christensen og den ukrainske digter Lyuba Yakimchuk, der begge bruger ”abrikostræer” til at definere verdens indre og ydre strukturer. Abrikostræet er det første element i Christensens værk Alfabet. Sætningen refererer også til abrikostræerne, der definerede grænsen til Rusland i Donbas, hvor Yakimchuk voksede op). Foto: Ditte Mørkholt, 2022.

Planter kræver vand og mineraler for at kunne vokse. Planter lokaliserer disse ressourcer ved hjælp af kemiske receptorer, der også fungerer til at lokalisere andre organismer – både organismer som kan gavne dem, og potentielle trusler. Rødder vokser for eksempel væk fra døde ting som f.eks. sten, og er tilsvarende i stand til at knopskyde i områder, som er rige på næring. Men det er en langsom proces. Derfor har planter også andre strategier, som skal sikre den nødvendige næring og overlevelse.

Rødder indgår i mykorrhiza-netværk, en symbiose, med svampe som findes naturligt i al slags jord. Det er ret usædvanligt, for svampe tilhører ikke planteriget, som man i lang tid har troet, men udgør deres eget selvstændige rige. Planten udløser kemiske stoffer som får svampene til at overtage dem, så de selv mere effektivt kan optage næring fra jorden. Samtidig får svampene kulhydrater og vitaminer fra planten.

Netværket af svampe og planter i jorden er med til at distribuere næring i et større område. Distributionen sker på tværs af arter, så både planter og træer får glæde af netværket. På den måde fungerer det faktisk som en slags biologisk velfærdsstat, der er med til at beskytte de plejekrævende planter eller træer ved at tildele mere næring til dem, som har et ekstra behov. Planterne kan imidlertid også fornemme, hvor meget næring svampe netværket giver, og belønne eller endda straffe det tilsvarende.

Planter kan vurdere kvaliteten af næring i jorden. Hvis de vokser i jord af dårlig kvalitet, vokser rødderne sig større og længere, så planten er i stand til at optage mere næring. Det beror på, at planten er i stand til at vurdere sit behov i forhold til, hvad omgivelserne kan tilbyde. Tilsvarende gror planten også sit bladfang, hvis behovet er mere lys.

Planternes reaktion
Planter er i stand til at forsvare sig, hvis de identificerer en trussel. Det minder om den adfærd, vi kender fra dyreverdenen. Planter er indlysende begrænset af, at de ikke kan flygte. Derfor anvender de andre strategier. Overordnet har strategierne samme funktion – at beskytte sig, for at undgå eller minimere truslen. Planter reagerer, hvis de opdager, at de er under angreb fra planteædere eller sygdomsfremkaldende stoffer. De kan målrette deres forsvar efter, hvilken type angriber det drejer sig om. For eksempel reagerer mange planter på kemien i æg fra insekter eller den lim, der holder æggene fast på planten, fordi det med stor sandsynlighed er tegn på, at der vil blive klækket en planteædende larve. Nogle planter er så i stand til at producere giften blåsyre for at beskytte sig mod angreb fra insekter. Faktisk er den karakteristiske duft af nyslået græs også en forsvarsmekanisme. Græsset tror, det bliver angrebet af bladspisende insekter. Planten udsender et kemiske signal – en duft, for at tilkalde snyltehvepse, der lever af insekter.

Kamilla Jørgensen, Trædigte (Ti polerede stålskilte forsøgt indgraveret med træernes egne skrifter. Brat endevendt, læst helt ud / i sin yderste, inderste bladfold / af et gennemgribende vindstød...). Foto: Ditte Mørkholt, 2022.

Planter reagerer også på berøring, som de kan opfatte som en trussel eller et signal om næring. Rødder undgår forhindringer, typisk sten, når de møder dem i jorden. Almindelige stilke og stængler reagerer på gentagne tryk ved at vokse sig hårdere og stærkere. Kødædende planter reagerer, når et insekt udløser et taktilt tryk på deres sansehår.

Planter anvender altså forsvarsstrategier, der bygger på en viden om noget andet end planten selv. Jo flere gange den har været udsat for angreb, desto hurtigere vil den være til at reagere, fordi den opbygger en erindring. Strategierne bygger på viden, som vi må formode er både genetisk og erfaringsbaseret, sådan som den franske botaniker Jean Baptiste Lamark foreslog i sit værk Flore Française (1778).

Planter opfatter tyngdekraften. Det sker allerede i frøstadiet. Frøet er helt afhængig af at vide, i hvilken retning det skal vokse for at sikre optimale vækstbetingelser. Det, som altså er et kim til liv, har faktisk allerede en klar forståelse af verden og sine egne behov.

Planter kan også sanse temperaturer. Hvis de bliver udsat for en væsentligt koldere temperatur end de kan tåle, reagerer de selvfølgelig på den skade, kulden skaber. Men planter er også i stand til at tilpasse sig lavere temperaturer, hvis der sker en gradvis ændring. Nogle få planter er endda i stand til at opretholde en temperatur, der er uafhængig af omgivelserne. Det er endnu ukendt, hvad der får disse planter til at opretholde en mere eller mindre konstant indre temperatur ligesom varmblodede dyr.

Både planteceller og celler fra dyr bruger elektriske signaler til at overføre information. I dyr stimulerer elektriciteten nerver og muskler. I planter er elektriske signaler en del af plantens sansning af lys, berøring, skadevurdering, vandstatus mm. I ny forskning har man påvist, at planter opfanger elektriske signaler med glutamat-agtige receptorer, der fungerer på samme måde som de glutamat receptorer, der formidler neural kommunikation, hukommelse og læring hos hvirveldyr.

Planter og sprog
Det sprog, vi bruger, består overordnet af bogstaver og en tilhørende lyd. Ved at kombinere disse, kan man skabe kommunikation mellem individer. Vi kan også bruge gestik. Dyr kan kommunikere med lyd. Planter er ikke i stand til at producere lyde. Eller måske er de, for naturen er en kakofoni af subsoniske lyde, der ligger udenfor det menneskelige høreområde, og som vi med moderne teknologi først nu er ved at undersøge. Vi ved dog at planter ikke har et skriftsprog, som vi kender det. Men bare fordi planter ikke kommunikerer på en måde vi kan genkende, betyder det ikke at planter kommunikerer. Vi skal bare være åbne for at kommunikation er mange ting.

Et godt eksempel på det er planternes forsvarssystemer. Når planter kalder på insekter, der skal forsvare dem, gør de det som nævnt med kemi – duften af nyslået græs. Det er et entydigt signal, der tjener et klart formål. Langt hen ad vejen er det formentlig også essensen af det, videnskaben er i færd med at opdage. Planter taler, men det er næppe livligt sludrende kommunikation, planter udveksler, men derimod nøgtern og saglig information, der er med til at sikre deres overlevelse.

Planter har faktisk også en vis grad af selvbevidsthed. Selvbevidsthed er årsagen til at mennesker og dyr reagerer på synet af sig selv i et spejl, og samtidig årsagen til at mennesker og dyr til reagerer forskelligt på sig selv og andre. Planter undgår for eksempel at lade deres egne rødder konkurrere indbyrdes om særlig næringsrig jord. Ligeledes vokser deres rødder også væk fra dem selv, så de helt konkret ikke spænder ben for sig selv i kampen for overlevelse. Planter er også i stand til at genkende deres slægtninge, hvis de støder på deres rødder i jorden. Så vokser rødderne i en anden retning, fremfor at kæmpe om det samme område. Denne evne er vigtigt, da den gør dem i stand til at samarbejde og udvise social adfærd.

Meget af den information planten udsender, kan afkodes af dyr og planter i dens nærhed, for eksempel hvis det er en duft. Det er ikke ufarligt for planten selv. Planteædere og parasitter bruger kemiske følere til at lokalisere planter. Som modsvar har nogle planter derfor udviklet kemiske signaler, der kun kan forstås af nogle få arter. Dermed er de i stand til at snakke mere privat. Det er en vigtig egenskab. For blomster og frugt-organer bliver ofte besøgt af gæster som hellere vil spise end bestøve dem. Derfor målretter planter deres kommunikation, hvilket også vidner om en bevidsthed, der er er i stand til at skelne mellem venner og fjender.

Verden udtrykt gennem sprog
Hvorfor er denne nye viden om planter så interessant at arbejde med i kunst? Vi lever i en epoke som med et begreb fra geologien betegnes antropocæn. Antropocæn betyder menneskets tidsalder (af gr. anthropos menneske). Det betegner en periode i jordens historie, hvor mennesket har præget jorden i en sådan grad, at det har forårsaget permanente ændringer i jordens tilstand og klima. Den påvirkning vi taler om, er selvfølgelig klimakrisen. Den voksende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, højere temperaturer og stigende vandstand ændrer permanent jordens overflade og klima, ligesom istiderne ændrede jordens udseende.

Begrebet æstetik bruger vi om læren om det skønne. Æstetik kommer fra græsk ‘aisthetikos’ og betyder sansende. Det beskriver vores måde at opleve verden på. Vores verden er i hastig forandring. Det skyldes ikke kun klimakrisen, men også hvordan data og IT forandrer vores verdensbillede. Verden af i dag ser helt anderlede ud end verden for bare 40 år siden. Det er et vilkår for alle mennesker i verden, uanset hvor man bor.

Vores oplevelse af verden bygger både på det, vi selv kan se, og det vi får at vide om verden. Videnskaben er naturligvis vigtig, fordi dens observationer (ideelt) er objektive og verificerede, og dermed gerne skulle være i overensstemmelse med de faktiske forhold i virkeligheden. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Øjet, der betragter, kan ikke undgå at påvirke det, øjet betragter, for at sige det med en omskrivning af den danske fysiker Niels Bohr. Vores opfattelse af verden er i konstant forhandling med de faktorer, der skaber den. Den største påvirkning kommer fra os selv, med alle de forventninger, fordomme og forestillinger, vi med vores blik rummer. De påvirker os mere end mulighederne og begrænsningen i de teknologier, der er til rådighed, selvom vi råder over avanceret udstyr, der er i stand til at analysere de mindste bestanddele over de største afstande.

Vi opfatter verden gennem sprog, og vi skaber verden gennem sprog, når vi taler om den. I sprog findes de værdier, der ligger til grund for vores verdensopfattelse. Ofte er vi ikke engang bevidste om dem, fordi de ligger dybt i vores kultur og tradition. De fleste kender modsætningsparret kultur-natur. Men er det en modsætning? Bør vi ikke tale om kultur-naturkultur i stedet? Eller helt opgive at tænke i modsætninger og se på fællesskaber og sammenhænge. Tænke at naturen også er omsorg og ikke kun er kamp og overlevelse, som er den idé der er central for Charles Darwins evolutionsteori, og grundlaget for vores naturforståelse, der også har påfaldende lighed med mange af de andre kulturelt skabte strukturer, der styrer vores samfund i den “vestlige” verden. Under alle omstændigheder skal vi til at tale om både os selv og naturen på en ny måde. Det er det, som er den kuratoriske ramme for kunstprojektet Jordtegn.

Jordtegn som tidligere har været vist på KH7artspace i Aarhus (3.-26. november, 2022) kan opleves på Sostrup Slot (Norddjurs) samt Museum Østjylland (Grenaa) fra 2. september - 20. december, 2022.

Kunstnere og forfattere: Angela Rawlings, Annika Lundgren, Caroline Bergvall, Cia Rinne, Frans Jacobi, Hartmut Stockter, Henrik Majlund Toft, Jens Settergren, Kamilla Jørgensen, Karin Lind og Tanja Nellemann Kruse.

Jordtegn er støttet af Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje.