447 F.KR - 16. JULI 2017: INDTRYK FRA DOCUMENTA ATHEN

”Learning from Athens” står der på Documenta-plakaterne over hele byen. Og hvad er så læringen fra Athen, der i år for første gang huser den legendariske Documenta-udstilling?

Documenta er verdens mest prestigefyldte kunstudstilling. Grundlagt efter 2. Verdenskrig i den tyske by Kassel var den født til at blive kunstens dokumentation af samtiden, og det kunstneriske bidrag til at verden gennem kunstens dannelse skulle lære af historien og aldrig igen opleve verdenskrigens rædsler.

Det var efter sigende den første Documenta-udstilling, der flyttede Louisianas grundlægger, Knud W. Jensens, fokus fra den danske samtidskunst og i stedet gav ham et internationalt perspektiv på både kunsten, samfundet og livet. Men det var ikke blot på museet i Humlebæk, at Documenta blev bemærket. Udstillingen blev toneangivende over hele verden, og da den i begyndelsen blev afviklet hvert fjerde år, fik den ry af at være De Olympiske Lege for samtidskunst. Hvert fjerde år samledes verdenseliten fra kunstverdenen i Kassel og viste de nyeste tendenser.

 Documenta 14, Athen | Fotos: Michael Thouber.

Documenta 14, Athen | Fotos: Michael Thouber.

Sammenligningen med De Olympiske Lege kunne i sig selv gøre det naturligt, at Documenta i år er kommet til Athen. Men den virkelige anledning skal snarere findes i, at Athen og Grækenland siden den seneste finanskrises begyndelse i 2008 har været en europæisk politisk smeltedigel. Oplevelsen af at Grækenland er et nyt politisk centrum blev forstærket, da det land, der umiddelbart har den dårligste økonomi i det såkaldte europæiske fællesskab, ikke oplevede meget fællesskab, da flygtningekrisen for alvor pressede på i 2015. Grækenlands kyster blev opsamlingssted for flygtninge fra især krigen i Syrien, men landet fik lov at stå næsten alene med at løse den akutte udfordring med at modtage de mange nye medborgere. Det er på den baggrund, at den kunstudstilling, der siden 1950erne har sat sig for at dokumentere samtiden gennem kunsten, i år har følt det helt nødvendigt at skabe en base i Grækenland.

Og hvad lærte vi så fra Athen? I virkeligheden var det måske det sidste værk jeg så, der trak læringen mest direkte visuelt op. Canadiske Rebecca Belmore har bygget et flygtningetelt i marmor og fået det placeret på Philopappos Hill på bagsiden af Akropolis. Et moderne monument over vores samtids måske mest akutte krise, udformet i det klassiske materiale. Hen over kløften mod Akropolis spænder hun med sit værk 2500 års europæisk historie ud. At det mest klassiske Europa møder den nye europæiske virkelighed rammer en, når man sidder inde i marmorteltet med udsigt til en perfekt indramning af Athens vartegn, Parthenon-templet, oppe på Akropolis.

 Rebecca Belmore "Biinjiya'iing Onji", 2017 | Fotos: Michael Thouber.

Rebecca Belmore "Biinjiya'iing Onji", 2017 | Fotos: Michael Thouber.

I antikken i Grækenland dyrkede de kropsidealerne, religionen, filosofien, humanismen og kunsten. Det ses tydeligt i de mange udsmykninger på ruiner og monumenter både på Akropolis og andre steder i Athen. Grækenland var demokratiets vugge siger man, og siddende i teltet kan man ikke undgå at reflektere over, hvordan det går med demokratiet, filosofien, religionen og humanismen i vor tids Europa.

 Emeka Ogboh "The Way Earthly Things Are Going", 2017 | Foto: Michael Thouber.

Emeka Ogboh "The Way Earthly Things Are Going", 2017 | Foto: Michael Thouber.

 Tv: Irena Haiduk "Jugoexport", 2017. Th: Bonita Ely "Plastikus Progressus: Memento Mori", 2017 | Fotos: Michael Thouber.

Tv: Irena Haiduk "Jugoexport", 2017. Th: Bonita Ely "Plastikus Progressus: Memento Mori", 2017 | Fotos: Michael Thouber.

Næsten alle værker på dette års Documenta i Athen beskæftiger sig netop med de spørgsmål. Hvordan går det med verdensøkonomien? spørger Emeka Ogboh i den smukke men ufærdige koncertsal på konservatoriet, hvor et smukt lydværk akkompagneres af børskurser, der kører over scenen. Hvordan går det med verdenshandlen? spørger Dan Peterman i sit projekt, der særligt sætter fokus på shipping og den globale transport af varer bl.a. fra den græske havn Piræus, der er blevet solgt til kineserne. Hvordan er det gået Østeuropa siden murens fald? spørger en række kunstnere som bl.a. Irena Haiduk med sit Jugoexport projekt. Hvordan går det med klimaet og jordens ressourcer? spørger Bonita Ely, der har skabt en kolossal installation af plastik fra byen og verdenshavene. Og hvordan går det med resten af verden og Afrika? spørger en række kunstnere som bl.a. Ibrahim Mahama, der videreudvikler sit projekt med afrikanske sække, der i efteråret dækkede Kunsthal Charlottenborgs facade.

 Tv: Ibrahim Mahama "Check Point Prosfygika. 1934-2034. 2016-2017", 2017. Th: Rick Lowe "Victoria Square Project", 2017-2018 | Fotos: Michael Thouber.

Tv: Ibrahim Mahama "Check Point Prosfygika. 1934-2034. 2016-2017", 2017. Th: Rick Lowe "Victoria Square Project", 2017-2018 | Fotos: Michael Thouber.

Også krigen og heltedyrkelsen af krigsherrerne fyldte godt i antikkens Grækenland. Og nutidens krige fylder på samme måde meget i årets Documenta-udstilling. Ikke gennem heltedyrkelse og fejring af krigens ledere, men ved at kunstnerne sætter fokus på årtusinders migration, flugt og krig som synes uden ende. Krig og den afledte flygtningekrise fylder direkte i bl.a. Rick Lowes værk. Han har indtaget et butikslokale på Victoria-pladsen midt i Athen. Pladsen skabte overskrifter i 2015, da flygtninge indtog stedet med telte og demonstrationer. I dag er teltene væk, men i butikken indbyder Rick Lowe, sammen med lokale kunstnere, både beboere og flygtninge i området til workshops, hvor de producerer aktivistiske produkter og aviser.

Den aktuelle flygtningekrise er naturligvis også et centralt fokus i Belmore’s flygtningetelt i marmor, mens de aktuelle kriser bliver sat i et historisk perspektiv i Andreas Angelidakis’ totalinstallation i en lejlighed, hvor han gennem fund på gaderne i Athen, 3d-printede skulpturer, videoprojektioner, landkort, film, fotos, skulpturer og lydspor sætter fokus på Athens udvikling fra antikken til i dag. Skiftende religioner, politiske regimer og migration og flygtninge har præget Athen gennem næsten alle århundreder.

 Andreas Angelidakis "Unauthorized (Athinaiki Techniki)", 2017 | Foto: Michael Thouber.

Andreas Angelidakis "Unauthorized (Athinaiki Techniki)", 2017 | Foto: Michael Thouber.

Så, er Documenta i Athen en ren undergangsfortælling uden mål og løsninger? Både ja og nej. Der er ingen falsk optimisme og lette innovationsløsninger – for kunstnerne spejler en virkelighed i den samtidige politiske situation, der ikke giver meget plads til optimisme. Det europæiske fællesskab falder fra hinanden, jordens ressourcer er under pres, og krigene ser ikke ud til at høre op. Kunstnerne kommer ikke med svarene på disse konflikter, men er i stedet gået i dybden med begavede kunstneriske analyser af udfordringerne. Det er op til publikum at finde svarene eller ligefrem gribe til revolution, hvis vi virkelig vil en radikal forandring.

Men det er netop i spændet mellem samtidskunstnernes kritiske værker og perspektivet fra antikken, at der måske alligevel ligger en optimistisk vej. Set på en baggrund af civilisationens overlevelse gennem 2500 år trods utallige kriser, er det heller ikke tid til at give op nu. Documenta-udstillingen i Athen spiller op mod historien og indvarsler, at det er på tide, at vi finder tilbage til de grundlæggende værdier fra det klassiske Grækenland, hvor kunsten, filosofien, demokratiet og humanismen igen kommer til at stå centralt i den globale dannelse, udvikling og samfundsorden. Kunstnerne på dette års Documenta kan stadig dokumentere vores samtid og give os nye perspektiver på de aktuelle udfordringer. Ansvaret for om forandringerne denne gang skal komme gennem demokrati, krig eller en tredje vej overgiver kunstnerne til gengæld til os publikum og de magthavere vi vælger.


Documenta kan opleves i Athen fra 8. April - 16. Juli 2017
og i Kassel fra 10. Juni – 17. September 2017.

Forsidefoto af Fanis Vlastaras (Rebecca Belmore, Biinjiya'iing Onji, 2017).

Michael Thouber (f. 1971) er direktør på Kunsthal Charlottenborg. I slutningen af 1990’erne var han med til at stifte og drive Udstillingsstedet 1% samt Kunstmagasinet 1%. Derudover har han arbejdet som strategisk rådgiver hos designbureauet e-Types og som kanalchef for DR2. Michael Thouber har bidraget til idoart.dk siden 2017.