UNDERMINERING AF AUTOMATISME OG KENDTE STRUKTURER

Der er slået lejr i Boesdal Kalkbrud på Stevns. Bag festivalen Somewhere står en række kunstnere fra henholdsvis Danmark, Sverige, Tyskland, Schweiz og Island, som hver især har arrangeret en lydscene og dertilhørende aktiviteter, primært med kunst og elektronisk musik for øje. Derudover har den akademistuderende kurator Svend Sømod arrangeret et kunstprogram med 25 unge billedkunstnere fra akademierne i Malmö, Hamborg og København.

Somewhere er som jeg forestiller mig: med autocampere out in the open, beliggende på et særligt hemmeligt sted, og som en perle der er mudret i dag på grund af regnen. Der er leg med 70’er og 80’er æstetik, med neonfarver, sommerfugle og gulvglanspapir i forskellige små camps.

Esben_ Gyldenløve_SOMEWHERE_2017_5-2.jpg

Telte hvor folk bor er spredt sporadisk ud over kalkbruddet, og det samme er fem musikscener – nogle ligger åbenlyst og andre gemt væk bag en bakke eller inde i et større buskads. Man kan ikke se langt, så man må bevæge sig rundt for at orientere sig i området. Først når man kommer ned til havet og klinten, hvor den tyske scene er placeret, slår horisontlinjen. Landskabet og bakkerne er plastret til med kunst og telte. Her er ingen værkskilte, infotekster, vejvisning eller afgrænsninger.

Somewhere, der er navnet på festivalen, dækker for mig over et udspecificeret muligt sted, der, som festival her i Boesdal Kalkbrud, er blevet til et konkret gesamtkunstwerk – når vi er her, er det ikke længere abstrakt, og så alligevel. Somewhere vil altid være et uspecificeret sted, både i ordets bogstavelige forstand og vist med Somewheres udflydende karakter.

Jeg møder Svend Sømod langt nede i Kalkbruddet mellem bakker og foran en stor pyramideformet trækonstruktion, der er blevet til en midlertidig kunstbiograf. Pyramiden er et gammel kalklager, hvor der i anledning af festivalen vises kunstfilm af Alex Da Corte, Aske Thiberg og Anna Stahn.

Andreas Tange van Leeuwen | Fotos: Chris Calmer. — Andreas Tange van Leeuwen | Fotos: Chris Calmer.

I foråret kuraterede Sømod udstillingen “Pæne ting” hos Christoffer Egelund i København. “Det var en parodi på en udstilling i et galleri, som er kendt for økonomisk svindel,” siger Sømod, og fortæller, at Somewhere er en opponering mod og alternativ til institutionens og gallerirummets udstillingsformat. På Somewhere er værkbegrebet opløst ifht. omgivelserne.

Sømod siger: “Somewhere har et potentiale for at afsløre, at virkeligheden er en konstruktion, idet at kunsten kan forstyrre det ordnede - illusionen om urværket, strukturer som alle arbejder med - ved at lave kunstneriske indgreb, der er overraskende eller forvirrende, og som dermed får én til at vågne op.” På denne måde er Somewhere både et visionært og et subversivt kunstprojekt, der gennem metoder i tråd med den historiske avantgarde udfordrer publikum gennem kunstneriske og overraskende indgreb, der vil nedbryde konventioner og normer på forstyrrende og anarkistisk vis.

Selve udstillings- og festivalsproduktionen har også været kendetegnet ved en bevidst “uprofessionel tilgang til tingene - fordi det professionelle er kynisk og styret.” “Somewhere er det perfekte spillerum til at eksperimentere med en ny model, der gør samtidskunst brugbar.” siger Sømod. Genkendelige former – men med nyt indhold og på et nyt sted. På Somewhere er kunsten strukturelt omstyrtende og anti-normativ.

Objektets magt og potentiale
Somewhere er et strategisk kurateret kunstprojekt, der ønsker at tydeliggøre kunstens performative potentiale – det som værker kan gøre ved publikum. Der ligger en interesse for new materialism (en objekt-orienteret filosofi og et spørgsmål om, hvem der styrer hvem) til grund for dette fokus.

Lasse.Berlok_Johan.Bech_Frederik.Exner_Thomas.Bremerstent_SOMEWHERE_2017_5.jpg

Jeg møder kunstneren Filip Vest, der studerer i Malmö. Vest har lavet et skulpturelt, temporalt og relationelt værk af hvid afspærringstape spændt ud i en utilregnelig form mellem krat, grene og buske. Værket skulle have den funktion at indramme campingområdet, men det kom i stedet til at holde folk ude. Vest ser værket som et interagerende værk, der også er et socialt eksperiment: “Værket ændrer sig lidt, alt efter hvordan folk forstår de her afspærringer.” “Den hvide afspærring har ikke nogen genkendelig farvekode, da det blot skal være et billede på afspærring.” Det er renset for betydning men stadig enormt ladet. “Afspærringen er for mig det lukkede, men også det, der er i gang og på vej omkring os. Altid er ting under konstruktion og i bevægelse. Det er en markør for, at her skal ske noget, uden at vi ved hvad – lidt ligesom med Somewhere” siger Vest. Værket skærper det tidslige aspekt i festivalen, det midlertidigt skabte rum. Det bidrager til forvirring og tydeliggør, hvor styrede vi er af autoriteter og strukturer.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er afspærringstapens opfindelse, der gør, at vi laver midlertidige rum, eller om det er personen der sætter det op eller holder sig på den rigtige side af tapen, der skaber det midlertidige rum. Værkerne interagerer og har deres eget liv, der griber ind i vores. Gør afspærringen, at vi spærrer os inde eller ude? Hvad kommunikerer den til os?

Chris Calmer, der har bidraget med et flagværk til Somewhere, er interesseret i, hvordan flag mimer symboler på fællesskaber, der kan være voldelige og ekskluderende. Flaget har, set på afstand, subtile håndtegnede stregtegninger af to mænd, der har sex i et gentagende mønster. Flagene er lavet som en reaktion på de nationer, der slår homoseksuelle ihjel blot pga. deres seksualitet. Calmer ser flaget som et symbol på et nyt visuelt kommunikeret fællesskab, med et ønske om en fri og åben seksualitet på Somewhere. Flagene svajer symbolsk over Somewheres bakker.

Miki Skak, der går på akademiet i København har lavet et stedspecifikt værk. En audiovisuel skulptur der som en robot bevæger sig rundt i landskabet, mens den afgiver lys og lyde. På den måde “imiterer den noget levende” siger Skak, “den har lyde, hyl og kald”. For Skak bidrager værket “til en yderligere syntetisering af Somewhere med elementer vi kender - formen fra goplen, lyde fra dyreverdenen og teknomusikken i en lille del af landskabet”. På den måde vil “værket tydeliggøre spørgsmålstegnet ved, hvad der er levende”. Skak fortæller, at robotten af nogle bliver “set som levende, og at folk interagerer med den”. Robotten er som en lysende skikkelse, der bevæger sig rundt i den vilde natur - alene, og de elektroniske lyde relaterer sig til det konstante underlæggende lydspor på festivalen.

Somewhere er ikke blot en reproduktion, men en påvirkning af verden med et håb om at ændre den. Det handler hverken om blot sensationen eller den gammeldags fortolkning, men om hvordan værkerne performativt gør: hvordan de tavst performer, interagerer med os og rykker til vores forestillinger og vores grænser. Somewhere omvælter kendte strukturer, vi påvirkes som gæster og går fra Boesdal Kalkbrud med et visionært projekt indprentet i sindet. Urværket rokkes, måske for bestandig og måske for det bedre? Somewhere giver os troen på, at kunsten kan påvirke vores levevis og skærpe en opmærksomhed på kunstens egentlige potentiale.