SCREEN DREAM

Træerne sover uroligt, og særligt magnolietræet er uroligt under søvn. Mere uroligt end andre træer (1). Ingen ved hvorfor, men for mennesker er dårlig søvn som bekendt et symptom. Magnolietræet er ubegribeligt gammelt. I mere end 90 millioner år har det været på jorden. Vores tid er ingenting, knap 1/2 million år har vi eksisteret. Men vi har meget tilfælles alligevel – både træer og mennesker sover, hvilket de fleste levende væsner gør, og mange drømmer.

Med udstillingen “Screen Dream” på M100 spejler Nils Elvebakk Skalegård (f. 1983) et forunderligt foruroligende univers: vores eget liv og hvor skærmen er omdrejningspunktet. Skærmen, smartphonen og computeren som følger os nat og dag. Som en flade der på en og samme gang spejler os selv og en verden et andet sted. En flade der spalter os fra hinanden, os selv og frakobler vores krop den sanselige tilstedeværelse på jorden. Den jord som magnolietræet vokser op af, og som vi alle bliver til.

Men der er ingen magnolietræer på udstillingen. Derimod mødes man af klumpede brændte lerskulpturer, der lidt komisk og kluntet er sammensat med fremmede objekter såsom tennisbolde, champangenet, englebadges og gummislanger. Der opstår et sammenstød mellem det naturlige, jorden og leret og det syntetiske materiale – et greb som Nils Elvebakk Skalegård benytter gennemgående i udstillingen.

Nils Elvebakk Skalegård ”Just A Restless Feeling #106 (gravskip)”, 2022 (Brændt stentøjsler, kontorstol, bastmåtte, bambus, instant nudler,træ, 130 x 220 x 80cm). Foto: Kirstine Mengel.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Just A Restless Feeling #106 (gravskip)”, 2022 (Brændt stentøjsler, kontorstol, bastmåtte, bambus, instant nudler, træ, 130 x 220 x 80cm). Foto: Kirstine Mengel.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Just A Restless Feeling #106 (gravskip)”, 2022 (Brændt stentøjsler, kontorstol, bastmåtte, bambus, instant nudler, træ. Detalje). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, Tv; ”Hverdag i April”, 2022 (Blæk, akvarel og marmorering på hørlærred, syet, 56 x 45cm). Th.”Hverdag i Mai”, 2022 (Blæk, akvarel og olie på lærred, syet, 85 x 39cm). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, “Screen Dream”, 2022. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Just A Restless Feeling #111”, 2022 (Spejl, brændt stenstøjsler, gambling reklameflag, bladmetal, stålspænder). Foto: Kirstine Mengel.

På en bund af bambusstænger og bastmåtte hviler en sort kontorstol. I sædet er placeret en lerformation eller en torso, fra hvis mave et forvredet hoved vokser ud, og som akavet og omvendt stirrer på en plade, der gror ud fra selvsamme lerkrop. Lerklumpernes taktile og groft rillede overflade bærer tydelige aftryk af håndens arbejde med materialet og giver mindelser om bark og besjælede træstubbe og nogens tilstedeværelse.

Det er som et møde mellem besynderlige, amputerede væsner og skikkelser fra en ubehagelig og urolig drøm og vores virkelige, almindelige, støvede liv i kontorstolen. Et møde der fremkalder en fysisk tilstedeværende panik i kroppen, som under en søvnparalyse hvor skriget lammes og bliver i mave- og halsregionen. Under denne tilstand frakobles nerveforbindelsen mellem hoved og krop (2), og signalerne blokeres. Det giver en meget urolig søvn og ofte en brat opvågning med kroppen i fuldt alarmberedskab.

Nils Elvebakk Skalegård, “Screen Dream”, 2022. Foto: Kirstine Mengel.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Just A Restless Feeling #105”, 2022 (Brændt stentøjsler, bladmetal, spejle, gambling reklameflag, 50 x 15 x 14cm). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Just A Restless Feeling #107 (champagne)”, 2022 (Brændt stentøjsler, spray, 37 x 14 x 14cm). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, “Screen Dream”, 2022. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Kig ud og kig op. Se lige nu magnolietræet svøbe sig i sansemættende, flimrende hvide og rosa skyer. Svimlende smukke skyer hvori den enkelte blomsts konturer opløses. Et kort, næsten uvirkeligt øjeblik hvor alle sanser åbnes for at rumme det overjordiske scenarie. Som et drømmesyn. Tag det ind. Tag et billede og bær det med dig på din skærm. Et flimrende, overvældende visuelt univers, som collagen, som drømmen, og som mimer verdenen fra skærmens skiftende lys. Med suggestive, bløde, collageagtige malerier i doucet akvarel med slørede motiver, lader Nils Elvebakk Skalegård længselsfulde malerier omgive de kejtede og vridende skulpturer. Som en trøst mod en urolig og ubehagelig drøm. Maleriernes slørede motiver samles enkelte steder til genkendelige scenarier fra uvirkelige reklamer og mennesker i grupper, til stede i samme billedrum men adskilte og isolerede, klædt i de bløde længselsfulde pasteller. En længsel, der higer i kroppen og erindringen efter andre tider og mod andre steder end komplekse digitale verdener med mange glatte flader og synkrone virkeligheder.

Nils Elvebakk Skalegård, “Screen Dream”, 2022. Foto: Kirstine Mengel.

Nils Elvebakk Skalegård, “Screen Dream”, 2022. Foto: Kirstine Mengel.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Inn i verden”, (udsnit), 2019 (Akvarel og hatosilke på lærred, syet). Foto: N. E. Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Just A Restless Feeling #108”, 2022 (Brændt stentøjsler, tennisbolde, champagne-emballage, 56 x 38 x 34cm). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, ”Inn i verden”, 2019 (Akvarel og hatosilke på lærred, syet). Foto: N. E. Skalegård.

Nils Elvebakk Skalegård, 0.”Just A Restless Feeling #108”, 2022. 56 x 38 x 34 cm. Brændt stentøjsler, tennisbolde, champagne-emballage, kontorbokse.

Magnolietræet vokser nu i det meste af Europa og i mange verdensdele med oprindelse fra asiatiske himmelstrøg. I Odense vokser et stort gammelt magnolietræ med rødder fæstnet dybt ned og tværs gennem fortidens minder. Som en tidslig collage på resterne af en vikingeborg, nu kaldet Nonnebakken efter et senere anlagt kloster (3), som heller ikke findes mere. Fremmedartet tropisk i sit udseende men her voksende ud af nordisk historie og muld, har magnolietræet og udstillingens collager en sammenlignelig virkelighedsforskydning og sammenfald af simultane rum og tidsligheder.

Magnolietræet er uroligt under søvn.

Mere uroligt end andre træer. Skyldes denne uro en længsel efter mere enkel og oprindelig nærende muld til sine rødder? Har det brug for bedre signalforbindelse mellem krone og rod, og længes det efter andre vækstbetingelser i andet habitat? Længes magnolietræet, som den syge længes efter sundhed og som den trætte efter en dyb og rolig søvn?


NOTER:

  1. Front. Plant Sci., 20 October 2017: Not All Trees Sleep the Same – High Temporal Resolution Terrestrial Laser Scanning Shows Differences in Nocturnal Plant Movement, Anders S. Barfod, András Zlinszky, Bence Molnár. original resarch article: doi.org/10.3389/fpls.2017.01814

  2. Hvorfor kan jeg være vågen og sove på samme tid? (Videnskab.dk)

  3. Nonnebakken – Odenses vikingeborg (Odensebymuseer.dk)


Nils Elvebakk Skalegård (f. 1983 i Narvik) er vokset op i Tromsø i den nordligste del af Norge. Han er uddannet fra Kunstakademiet i Bergen (BFA 2011), med udveksling til Det Jyske Kunstakademi, Aarhus (2010) og Konsthögskolan Valand, Göteborg (MFA 2013). Efterfølgende har Skalegård boet i Danmark men er nu flyttet tilbage til Norge med sin familie. Udover udstillingen “Screen Dream” på M100 er Skalegård aktuel med udstillingen “Epigon” på Marie Kirkegaard Gallery med Anna Bak, tidligere vist på RAM Gallery i Oslo. Elvebakk Skalegård har et utal af udstillinger i ind og udland bag sig og har i 2022 modtaget 2-årigt arbejdslegat fra Billedkunstnernes Vederlagsfond i Norge og Fra Norsk Kulturråd i 2021 samt flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond, senest 2022.


Tine Oksbjerg er billedkunstner, uddannet ved Det Fynske Kunstakademi samt Det Kongelige Danske Kunstakademi (2006) og har en BA i kunsthistorie fra Aarhus Universitet (2000). Sammen med billedkunstner Mikkel Larris driver hun udstillingsstedet M100 i Odense.