JOHANNES SIVERTSEN "DEMONIC BODY"

Med udstillingen Demonic Body af Johannes Sivertsen præsenterer M100 en udstilling med konceptuel tilgang til maleriet. En udstilling der stiller spørgsmål til vores fremherskende tro på fremskridtet og fornuften som styrende faktor for vores samfund.

Med sarte penselstrøg punkterer Johannes Sivertsen den politiske, ideologiske og kulturelt dominerende idé om den maskuline, hvide og vitale krop, som succesfuld afsender af fremskridtets landvindinger.

Med Demonic Body behandler Sivertsen den hvide mands krop i et modsat rettet spænd mellem sårbarhed og aggression. Mandens hvide, vitale og stærke krop præsenteres i arkitektoniske kolde, brutalistiske omgivelser. Hårde omgivelser der blotter kroppenes sårbarhed og ynkelighed. Den selvsamme krop som er afsender af aggressive, destruktive og udnyttende "bedrifter" i fornuftens, oplysningens og profittens tjeneste, hvor drivkraften er begæret efter magt og dominans over andre kroppe på denne jord.

Johannes Sivertsen, Demonic Body (Installation view). M100. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, In the shower, 2021. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, Demonic Body (Installation view). M100. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, Demonic Body (Installation view). M100. Foto: Kirstine Mengel.

Demonic Body består af malerier i små formater med nedtonet palet. Den sarte, nøgne, badende krop, omgivet af fliser og rå beton, bliver afbilledet side om side med billeder af de destruktive handlinger, som denne krop er ansvarlig for; malerier der skildrer eksplosioner, missilaffyringer, minedrift og kemisk affald. Teknisk er billederne udført med små penselstrøg og laseringer i stræben efter det sublime. Et greb der visuelt implementerer den tiltrækningskraft, som ligger i destruktionen og samtidig understreger kroppens skrøbelighed. Sivertsen benytter bevidst en maleteknik, som man benyttede sig af i 1800-tallet på de europæiske akademier. Umiddelbart et reaktionært greb, men for Sivertsen er teknikken en del af den konceptuelle tilgang til maleriet og temaet. Med en metode der peger tilbage i tiden, sætter billederne sig på tværs af idéen om fremskridt.

Johannes Sivertsen, Demonic Body (Installation view). M100. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, Engineer, 2021. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, In the shower 3, 2021. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, Missile, 2021. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, Demonic Body (Installation view). M100. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, Collective showers, 2021. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, FOAB (Father of All Bombs), 2021. Foto: Kirstine Mengel.

Johannes Sivertsen, Demonic Body (Installation view). M100. Foto: Kirstine Mengel.

Sivertsen sender dermed en hilsen til 1800-tallets epistemologiske knudepunkt. Det tidspunkt i historien hvor grundlaget for vores tekniske udvikling, videnskab, oplysning og fremskridtets ideologi blev lagt. En ideologi som udstillingen Demonic Body klæder af til skindet.


Videoen (men ikke billederne) i denne artikel er produceret for M100 af I DO ART Agency. I DO ART Agency er et kommercielt formidlingsbureau, som løser opgaver for kunstnere og kunstinstitutioner, men det er ikke muligt at betale sig til indhold på idoart.dk.


Tine Oksbjerg er billedkunstner, uddannet ved Det Fynske Kunstakademi samt Det Kongelige Danske Kunstakademi (2006) og har en BA i kunsthistorie fra Aarhus Universitet (2000). Sammen med billedkunstner Mikkel Larris driver hun udstillingsstedet M100 i Odense.