SCENOGRAF I EVENTYRLAND

Scenograf og kostumedesigner Petruska Miehe-Renard er aktuel med tv-serien Killjoy på TV2 Echo og Nordkraft på Aalborg Teaters Store Scene. Hun er en del af teaterstudiet How To Kill A Dog, som spillede Farvel til Madonna til udsolgte sale på Republique i København tidligere på året.

Petruska Miehe-Renard er scenograf og kostumedesigner i teaterstudiet How To Kill A Dog. I februar og marts spillede de udsolgte Farvel til Madonna på Republique i København, og på TV2 Echo ligger alle seks afsnit af deres tv-serie Killjoy om orgasmeløse Nanna (spillet af Emma Sehested Høeg).

Jeg når at mødes med Petruska i hendes lejlighed i København, hvor tyl og silikonebryster vælter ud af papkasser bag hvert et hjørne, og hvor memorabilia fra cirkus- og teaterfamilien Miehe-Renards brogede historie pryder væggene, før hun flytter til Aalborg i en måned. Her har musikforestillingen Nordkraft premiere på Aalborg Teaters Store Scene d. 13. maj – og Petruska skal nå at producere tre komplette kulisser samt kostumer til stykkets 16 skuespillere inden da.

Det er okay at være for meget
How To Kill A Dog, et teaterstudie grundlagt af skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg og manusforfatter og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen, havde i februar premiere på sidste del af deres trilogi om kvindemyter, Farvel til Madonna, på Republique i København.

”Det var sådan en opgave, der bare var for god til at være sand,” siger Petruska om dengang den daværende duo bad hende om at lave scenografi og kostumer til Lolita for Altid, der havde premiere i 2020. Hendes surrealistiske, camp, poppede, humoristiske, teatralske æstetik er siden blevet en uadskillelig del af gruppens varemærke.

Lolita for Altid lagde kulturelle forestillinger om teenagepigen under lup. Petruska klædte Emma i en drøm af en ægte amerikansk ’prom dress’ i paletter og tyl, fuldstændiggjort med skønhedskonkurrenceskærf og tiara. Scenografien var domineret af opblæste replikationer af Emmas ansigt og en scene-på-scenen. Et andet kostume vækker mindelser om den islandske saga om Kraka, der er i klædt sit eget hår som kjole. Her har Petruska, i samarbejde med hår- og makeup-artist Sevina Skogstad, viklet Emma ind i metervis af blondt hår. ”Vi ville have det lange, blonde hår, som anses som et sexsymbol, men her bare for langt, for klæbrigt, for meget, næsten frastødende,” som Petruska siger.

”Vores mission i How To Kill A Dog er at take up space,” siger manusforfatter Jennifer til Bikubenfonden i 2022, og forsætter: ”Det er okay at være for meget på alle mulige punkter.” Deres karakterer er ekstreme i alle deres udfoldelser, selvironiske og samtidigt næsten psykotisk sårbare.

”Alle de karakterer, vi laver, er en blanding af myterne, vi prøver at befri – mig og Jennifer, og alle de kvinder vi snakker med,” uddyber Emma til Bikubenfonden. Som respons på et kulturelt påbud til unge kvinder om hverken at være for meget af det ene eller det andet – hverken for frigid eller for ’løs på tråden’, hverken karriereorienteret eller husmor, hverken overfladisk eller sjusket – vælger How To Kill A Dog at være for meget af det hele, og den hund, der hentydes til i navnet, er den indre ivrige Golden Retriever, der hopper op og ned med tungen ude af munden for at opfylde alles forventninger og opnå accept.

Lolita for Altid. Foto: Jonas Skovbjerg.

I Farvel til Madonna tackler studiet madonna/luder-komplekset. Det freudianske kompleks betegner en mandlig tilbøjelighed til ikke at kunne begære kvinder, de respekterer (Madonnaer), og ikke at kunne respektere kvinder, de begærer (ludere). ”Jeg er lige blevet gift!” triumferer Emmas karakterer til indledning af stykket, og kaster blomsterbuketten iført endnu en kæmpekreation i tyl, der på ryggen er skrumpet ind til en g-streng i similisten. Det bliver startskuddet til en tour de force ud i grinagtige forsøg på at gentænde den gnist, komplekset har dødsdømt fra bryllupsdagen.

Scenetæppet løftes bag Emma til en Teletubbiesreminiscent Edens Have i Technicolour, som åbnes som et Polly Pocket-legetøj eller plastikportene ind til Barbies Dream World. Her strikker koret, der også gør det ud for en sagesløs hyrdindes fåreflok, med pinde af lårbenskaliber. Der er flere blomster per kvadratmeter end på et hollandsk tulipantræf, og den lille sø er mere turkis end Beverly Hills pools. En hule klapper op som en musling, og på hulevæggen kan Emma spejle sig og se på flere projektioner af sit ansigt. Disse troldbinder hende til en grad, at hun vender publikum ryggen og udspiller Platons hulelignelse, som den ser ud i de sociale mediers tid.

Farvel til Madonna. Foto. Sarah Buthmann.

Slikkepinde og fixenåle
”I How To Kill a Dog arbejder vi aldrig med et manus. Vi starter workshopbaseret, hvor hele gruppen byder ind. Jo længere vi så når ind i processen, jo mere indtager vi vores respektive roller,” siger Petruska: ”Der er en tendens til øget samskabelse i teaterverdenen, som vi også arbejder med, som jeg tror, vi ser i takt med en generel interesse i at nedbryde hierarkier og gamle dogmer.” Traditionelt udvikles de forskellige dele af teaterstykket til hver sin tid; manus udarbejdes, scenografien skabes, og til sidst kan iscenesættelsen så begynde med skuespillere, instruktører, musik osv.

I en samskabelsesproces er teaterstykkets medvirkende derimod med ved bordet, mens manus udvikles. Det kræver meget af samarbejdet, tid og tillid, men jeg synes også, det er mere spændende på den måde, siger hun: ”Vi kender efterhånden hinanden så godt og har så meget de samme referencerammer og stoler så meget på hinanden, så det føles som en proces, hvor alt kan lade sig gøre. Men det er også en svær proces.”

”Nordkraft er nok det største stykke, jeg nogensinde har lavet,” fortæller Petruska. I Nordkraft er der 16 skuespillere, der skal i kostume, og det er en helaftensforestilling med tre akter, der visuelt er helt forskellige. Nordkraft er en fortælling om misbrug og ungdomsangst, baseret på romanen af samme navn af Jakob Ejersbo fra 2002.

Jennifer fra How To Kill A Dog er instruktør og har skrevet manus, og som sædvanligt har der været hyppige udviklingsmøder under skrivningen mellem de to og musikforestillingens sangskriver Selina Gin: ”Det har også været billederne og musikken, der har fodret manus. Forestillingen har mange ordløse steder, hvor det bare er koreografi, musik og billede.” Historien er mere dyster end det, de to plejer at arbejde med, ”men Jennifer er altid god til at få humor ind,” forsikrer Petruska. ”Vi har snakket om at bruge partyspray i stedet for tatoveringsmaskiner, slikkepinde i stedet for cigaretter og opium… vi har stadig de her popelementer.”

Succesfuld Camp
”Det er jo dér, vi kommer fra. Hele den der popkultur. Alt er infiltreret i det,” funderer Petruska. ”Jeg har en tilgang, der starter ude i verden med moder og tendenser. Så synes jeg, det er fedt at hive nutiden ind i det her lille fiktive rum. At tage nogle af de her referencer som er let genkendelige. Så man giver hånden til publikum og fører dem med ind i universet. Når man først har gjort det, kan man fucke det op,” siger hun.

Som når hovedkarakteren i Farvel til Madonna føder en fisk og efterfølgende må anvende afkommet som maskingevær. ”Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med det surrealistiske. Det er ligesom den associationsleg, der er i drømme. Jeg vil helst leve i sådan en surrealistisk drømmeverden.”

’Camp’ er en æstetik, skriver kulturkritikeren Susan Sontag i 1964, hvis essens er en kærlighed til det kunstige og det overdrevne. Camp gør ikke forskel på det unikke og det masseproducerede, men sætter poppen i en ny kontekst og overskrider derved ”kvalmen ved replikationerne”. Camp er ekstravagant. Camp er barokt, burlesk, passioneret og morsomt.

”Succesfuld Camp,” skriver Sontag, ”stinker langt væk af selvkærlighed, selv når det er selv-parodisk.” Naiv camp, fortsætter hun, ved ikke, at det er camp, men er så alvorligt, at det bliver grinagtigt – for eksempel de klassiske operaer. Bevidst camp undergraver seriøsiteten fra start til slut: ”Hele pointen med Camp er at detronisere det seriøse,” konkluderer Sontag.

Hendes essay er inspireret af de miljøer, hun selv beskriver som ”urbane”, og som egentligt henviser til Harlems ballroom-scene, hvis stjerner er sorte og brune drag queens. De udviklede camp, i sin essens en minoritetsæstetik med indbygget kritisk potentiale, en både latterliggørende overdrivelse og legesyg omformulering af de herskende idealer, et indforstået kodesprog, hvor det pludselig er majoriteten, der ikke er ’in on the joke’. Selv langt fra sit arnested står camp stadig som en hofnaragtig tilgang til magtkritik.

Scenografi til Lolita Forever. Foto: Petruska Miehe-Renard.

Petruska, der efter min mening producerer noget af det mest campede, der er at finde inden for landets grænser, priser teatret for at skabe et rum rigt på mulighed for overdrivelse. ”Jeg kan vildt godt lide det teatralske sprog, der for eksempel også er i operaer, som også er ekstremt karikerede og dramatiserede. Jeg kan vildt godt lide at skrue op og overdrive. Jeg synes, det kitschede er en spændende æstetik. Set med de 90’er- og 00’er-briller, som jeg er vokset op med, i en tid med højkonjunktur, masseproduktion og informationsoverflod, er den stil tilknyttet en kæmpeportion ironi og humor.”

Det er netop gennem en detronisering af teaterrummets alvor, at Petruska fremhæver alt den festlighed og fællesterapi, teateret også har at byde på: ”Noget af det, jeg godt kan lide ved teater, er, at det er en så taknemmelig arena for den her overdrevne æstetik. Jeg synes i virkeligheden, teatret bliver mere og mere vigtigt. Teatret er nærmest det eneste rum, hvor man mødes, lukker døren og har fuld fokus. Det tror jeg bare er fremtidens guld.”

Subversive silikonebryster
På reklameplakaten til Farvel til Madonna ses Emma som madonnabuste med fasttapet silikonebryst, Baby Born-Jesus, guldglorie og en fed, hvidlig mælketåre. Plakaten promoverer en femininitet, der virker foruroligende. Både ved at leve op til femininitetsidealet til en grad, der er så overdreven, at det ender med at få hele idealet til at virke absurd, men også ved at erstatte de femininitetsmarkører, der almindeligvis anses som toppen af naturlighed, i plastik. I en musikvideo under projektet Dame Dearest synger Emma ”I can be your fantasy dream girl” – og det skal her opfattes som en trussel.

Petruska understreger, at det også er vigtigt for hende at få en snert af kapitalismekritik med ind i alt, hun laver. Kapitalismens selvfortællinger ender ofte som naiv camp – tænk The Wolf of Wall Street (2013). Men hvordan mon Petruska løser selvbevidst kapitalismekritik i Alice (i Eventyrland), der iscenesættes af Amanda Ginman og Sebastian Kloborg på Betty Nansen til oktober, som hun skal designe kostumer til? Jeg forestiller mig den overdrevent fortravlede kanin med smeltende Dali-ure, og de absurd ekstravagante selskaber hos Hjerter Dronning med miniaturekroket og Bubble Tea til tetid. Og hvad med Nikoline Vicic Rasmussens kommende stykke om sin ex-jugoslaviske familiebaggrund, Made in Yugoslavia (premiere 11. november på Husets Teater), som Petruska også har på programmet? Så vidt rækker min egen fantasi desværre ikke.

Jeg går fra Petruskas lejlighed med et silikonebryst i tasken og kan kun glæde mig til at se, hvad hun finder på næste gang.