IF WE SPEAK IN TONGUES, WILL ANYONE UNDERSTAND

Udstillingen Speaking in Tongues af billedkunstnerne Jóhan Martin Christiansen og Hansina Iversen står stadig intakt i udstillingsrummene i Møstings Hus, selvom publikum desværre er forment adgang.

I stedet for en vanlig artist talk i udstillingen, har kunstnerne inviteret teologen Theodor Eli Dam Olsen, der også har bidraget med en tekst til udstillingen, til en virtuel samtale om samskabelse trods pandemiens benspænd, åndelighed, inspiration og udstillingstitlen Speaking in Tongues.

Theodor = Theodor Eli Dam Olsen (interviewer)
Hansina = Hansina Iversen (kunstner)
Jóhan Martin = Jóhan Martin Christiansen (kunstner)

Theodor: Vil I fortælle om værkerne til udstillingen Speaking in Tongues?

Jóhan Martin: Til udstillingen har jeg lavet seks værker: tre stålskulpturer og tre gipsrelieffer. På en af skulpturerne er der monteret et videoværk. Videoværket vises i to dele, den ene på en frithængende fladskærm, hvor skuespilleren Annika Johannessen fremfører en monolog i fire dele. Monologen er en færøsk oversættelse af en fragmenteret engelsk tekst, baseret på en række citater fra popmusik, kunsthistoriske titler, digte, egne tekster osv., som danner sit eget kredsløb.

Jóhan Martin Christiansen, Speaking in Tongues (Steel, light tube, speaker, amplifier, tensioning strap, plastic strips, variable dim). Photo: Torben Eskerod. All images copyright and courtesy of the artists.

I oversættelsen glider og forskyder den oprindelige tekst, sprog og betydning sig ind i en anden kontekst. Via oversættelse kan værket pege på meget af det, der ligger imellem de to sprog. Denne tematik med oversættelse kan også ses i udstillingens andre værker.

Gipsreliefferne er afstøbninger af pap. What you see is what you get. Både skulpturerne og reliefferne synes håndgribelige, men samtidig er værkerne på mange måder refleksioner af noget andet. Metalstrukturerne kan ligne elementer fra bybilledet, arkitektur eller byggekonstruktioner – det som vi forbinder med noget hårdt har samtidig noget let og sårbart over sig.

Hansina: Mine malerier er noget anderledes. Det er oliemalerier, hvor jeg har malet frit og i forskellige formater, som jeg plejer, og derudover har jeg malet ét maleri specifikt til den ene store væg i Møstings Hus.

I begyndelsen af min proces bygger malerierne på intuition. Jeg laver ikke skitser, men maler direkte på lærredet, og så udvikler maleriet sig ud fra dét, der først opstår. Hen ad vejen får jeg mange flere overvejelser end i begyndelsen, og til sidst bliver processen mere kontrolleret.

Theodor: Hvordan indledte I jeres samarbejde?

Jóhan Martin: Vores samarbejde begyndte for 3-4 år siden, da vi fik mulighed for at lave en udstilling sammen efter at have modtaget et legat. Det blev til Lonely Hearts i kunsthallen Listahøllin i Tórshavn. Her lavede Hansina vægmalerier, og jeg skabte skulpturer på stedet.

Samarbejdet opstod ved vores fælles interesse for at undersøge, hvad vi har til fælles som kunstnere. Man kan sige, at Hansina og jeg på mange måder er et umage kunstnerisk par, men dét, vi har til fælles er, at vi begge to er interesserede i intuition. Vi laver ikke skitser til vores værker, men har en kropslig tilgang. Og så kan man sige, at vi også har dét til fælles, at jeg ikke træder ind på det maleriske felt, og Hansina – med få undtagelser – ikke træder ind på det skulpturelle felt. Det er ikke et dogme for os, at vi ikke må arbejde med hinandens felter, men det er måske fordi, vi begge har en dedikation til hvert vores område, hvilket i sin tid bragte os sammen, og så har det været interessant for os at undersøge det spillefelt, der eksisterer imellem dét. Sammen forsøger vi at udfordre hinanden.

Hansina: Vi er begge optagede af, hvordan et kunstværk fungerer i et rum – uanset om det er ude eller inde – værket er på en eller anden måde et objekt, som spiller sammen med alt omkring sig. Det er ikke et ensomt værk. Det kan godt leve for sig selv, men vores interesse ligger netop i, hvordan værkerne kommunikerer med omgivelserne og med hinanden.

Jóhan Martin: Man kan også sige, at vi i det her samarbejde ikke som sådan har påvirket hinandens værker, men vi har på en eller anden måde efterladt spor hos hinanden. Der begynder at blive vævet nogle tråde sammen, som måske ikke er så synlige, men når man bevæger sig rundt i udstillingen, er der alligevel en fin balance mellem værkerne, der nok ellers opleves hver for sig. Samtidig er de på flere måder skruet ind i hinanden. Det er noget, jeg synes er meget interessant, når jeg kigger retrospektivt på det. Det var dog ikke noget, vi som sådan havde tænkt over på forhånd.

Hansina: Under vores samarbejde til Lonely Hearts var vores krydsninger tydeligere, da værkerne i højere grad blev skabt på stedet. Mine malerier malede jeg på væggene. Udstillingen var måske mere provokerende end den i Møstings Hus, først og fremmest fordi kunst på Færøerne anses som værdifulde objekter. Vægmalerierne skulle efterfølgende overmales med hvid maling, fordi væggen igen skulle bruges som væg. Og så var det hele væk. Skulpturerne blev fejet sammen og skovlet op i sorte sække og smidt ud i containeren. Det var meget rystende for nogle.

Theodor: Det er ligesom en teateropsætning. Efter sidste akt er det slut.

Jóhan Martin: Ja. Men udstillingen i Møstings Hus er noget andet. Den har en anden tidslighed over sig. Vores udgangspunkt med udstillingen var egentlig at prøve at lave noget lig vores tidligere samarbejde. Men så kom der en pandemi imellem os. Det der er interessant i samarbejdet med Speaking in Tongues er, at vi har været nødsaget til at have et mere virtuelt samarbejde, fordi vi ikke kunne mødes fysisk og lave ting sammen.

Hansina og jeg begyndte at sende et ord hver til hinanden hver dag over mail. Det var vores proces. Det blev i alt til omkring 400 ord, og det var ligesom dén forhandling og kommunikation, vi brugte til at udvikle udstillingen. Det blev en måde at holde samarbejdet i gang på. Og så har Hansina lavet den skjorte, skuespilleren er iklædt i mit videoværk, så der er nogle konkrete steder i udstillingen, hvor vi krydser hinanden.

Hansina: Ja, og så var det din idé, at jeg skulle lave et værk, der fylder hele den ene væg i et af rummene på Møstings Hus.

Jóhan Martin: Ja, vi gav hinanden ”opgaver”, og i dét har der været en del kommunikation, selvom vi ikke har skabt hinandens værker.

Hansina: Og så er der jo også belysningen i dine værker…

Jóhan Martin: Det er rigtigt. De tre stålkonstruktioner har lysstofrør fastmonteret med strips. Det skaber et flow eller narrativ i udstillingen, som aktiverer Hansinas malerier på en bestemt måde.

Fordi lyset ikke kommer ovenfra, men fra siden, aktiverer det rummene på en mere grafisk og performativ måde, hvorpå der skabes nye forbindelser. For ikke at skygge for værkerne, bliver beskueren nødt til at flytte sig rundt i rummet. På den måde inddrages beskueren også på en meget enkel måde. Jeg har længe ønsket at lave nogle værker til dunkle rum – der er gået lidt metaltræthed i de alt for oplyste rum.

Installation view: Jóhan Martin Christiansen, Flip Flop (Steel, light tubes, plastic strips, tensioning strap, variable dim), 2020. Hansina Iversen, No title (Oil on canvas, 130 x 100 cm), 2020 and No title, (Oil on canvas, 110 x 80 cm), 2020. Phot… — Installation view: Jóhan Martin Christiansen, Flip Flop (Steel, light tubes, plastic strips, tensioning strap, variable dim), 2020. Hansina Iversen, No title (Oil on canvas, 130 x 100 cm), 2020 and No title, (Oil on canvas, 110 x 80 cm), 2020. Photo: Torben Eskerod. All images copyright and courtesy of the artists.

Theodor: Kan I udfolde titlens betydning?

Jóhan Martin: For os har titlen været en måde at sætte noget i gang på. Nogle af tankerne bag titlen handler om det kropslige. Værkerne er en materialisering af indtryk. Når man skaber noget via intuition, er det en form for tungetale; man giver noget form, som ikke nødvendigvis før har haft en form. Den sættes også ud i verden uden én bestemt retning – eller jo, jeg ser som regel et værk som pegende i en retning, ellers når det ingen vegne, men det er en anden diskussion. Under vores samtaler talte vi om, at vi begge taler to forskellige sprog, og her kan man sige, at dét der opstår imellem de to sprog, er en slags tungetale. Titlen er en direkte reference til et album af bandet Talking Heads med samme titel, Speaking in Tongues, fra 1983. På albumcoveret er titlen hakket i stykker, så der står SP EAK IN GI N TO NGU ES. Sproget er blevet fragmenteret, hvilket har skabt en ny betydning. Forhåbentlig kan det også siges om vores udstilling, at der ved brugen af hinanden kan opstå nye sammenhænge.

Hansina: Titlen lægger også op til spørgsmål som: Hvad er det til? Hvad er det for? Er det for at ingen skal kunne forstå det, så det bare bliver en vild oplevelse af en person, der flipper ud? Eller er det speaking in tongues, hvor man på en eller anden måde faktisk kan gøre sig forståelig?

Det forståelige manifesterer sig i dette tilfælde ikke nødvendigvis som et bekendt sprog. Det kan sammenlignes med forståeligheden af abstrakt kunst, som er dén form, jeg arbejder med. Forhåbentlig kan kunsten kommunikere og forståeliggøre det, som jeg viser på lærredet. Men er der faktisk en modtager, der både kan modtage og forstå?

Jóhan Martin: Taler vi i tunger?

Hansina: Ja, nemlig. Det er også det, skuespilleren siger i din video.

Jóhan Martin: ”If we speak in tongues, will anyone understand?” I mit videoværk bliver der også sagt “Do you remember Babel?”, og i den sætning ligger det, at når man nævner Babel, vil mange i kunstverdenen se det kendte maleri af Babelstårnet af Bruegel for sig. På den måde går fortællingen om sprogene i hver sin retning. Her ligger der også en ikke-forståelse af hinanden; pludselig bliver vi fragmenterede fra hinanden. Men så igen, hvordan husker man det? Her kan man begynde at tale om, at vi altid forstår og husker i fragmenter eller brudstykker. Der er forskellige lag, som popper op og bevæger sig ind og ud af værkerne og i vores sammenspil.

Theodor: Man siger også, at hvis man kan tale med ånden, er det et modsvar til Babel-historien. Det var jo en straf, menneskene fik. Det var en slags nemesis, hybris. Derfor er der tale om en genforening. Speaking in Tongues er en fin fortsættelse af jeres titel Lonely Hearts – det kan ses som en genforening af de ensomme hjerter, der i sidste ende finder hinanden igen.

Hansina: En konstant fusion.

Theodor: Det virker som om, I har fået meget inspiration fra popmusik?

Hansina: Det er egentlig lidt sjovt, det med musikken. Jeg kender jo godt den musik, der bliver talt om. Men du, Jóhan, genkender og hører teksterne, hvor jeg i meget højere grad lytter til musik uden tekst.

Det er også en interessant kobling af, hvilke værker vi hver især laver. Jeg bliver opmærksom på teksterne, fordi du siger og skriver de her ting. Og det giver mig oplevelsen af en win win-situation. Fordi vi ikke altid lægger mærke til de samme ting, lærer jeg noget og bliver opmærksom på nye ting.

Jóhan Martin: Lige præcis. I forbindelse med Lonely Hearts-udstillingen, udgav vi et katalog med en tekst af Kinna Poulsen [kunstkritiker og kurator baseret i Tórshavn, red.]. Hun skrev bl.a. om popmusikken og den tvetydighed, der ligger deri. Popsange er både smerte og kærlighed, store og dybe. De peger tilbage i tiden og til noget større og universelt, vi alle kan relatere til, blot pakket ind i lettere fordøjelig musik. Det gør det ikke nødvendigvis dårligere, men det jeg synes er interessant, og som er en af grundene til, at jeg bruger popmusik i mine værker, er den længsel og melankoli og brudte løfter, der ligger i netop kærlighedssange og popmusik. Der er en idé om for- og fremtiden, og at det nok skal blive bedre. Men melankolien gør, at vi nogle gange sidder tilbage som ituslåede hjerter.

Installation view. Photo: Torben Eskerod. All images copyright and courtesy of the artists.

Hansina: Jeg kom til at tænke på den sætning, du har brugt i din tekst, Theodor. ”Thi ånden svæver over vandene.” Den kan jeg så godt lide. Vi snakkede også tidligere om Babel og nemesis, men ånden er der jo også.

Theodor: Ja, man kan sige, at beskrivelsen af ånd er meget abstrakt, men alligevel noget, vi alle kender. Når vi træder ind i et rum, kan vi altid mærke, om der er en god stemning eller spirit på engelsk.

Når jeg underviser, plejer jeg sommetider at sige, at de eneste mennesker i dag, der kender ånden, det er fodboldspillere, fordi de kan fornemme om der er en god ånd på holdet. Men i forhold til sætningen er der også tale om en slags forbindelse eller kommunikation imellem skaberkræften og mennesket.

Det at mennesket har evnen til at udtrykke sig, kommunikere og skabe, skaber også en forbindelse til urkraften.  Alle der har set en død person, ved at der ikke er mere ånd tilbage. Ånden er måske et glemt begreb i den moderne kultur, og vi plejer at snakke om krop og sjæl, men ikke mange taler om krop og ånd. Det er måske også fordi, vores moderne kultur er mere påvirket af den gamle græske kultur, mere end vi overhovedet registrerer.

Vi er meget dualistiske, og egentlig burde det kunne lade sig gøre både at kunne tale om krop, sjæl og ånd. Fordi ånden er jo en slags kommunikation, der foregår mellem menneske og fx Gud, hvis man vil have ham med. Når ånden svæver, svæver den jo hvorhen den vil: ånden er fri.

Jóhan Martin: Ja, det citat passer jo også rigtig godt ind i en kunstnerisk sammenhæng. Det fanger essensen meget godt – hvis man nu ellers synes, at ånden og kunsten skal svæve lidt.

Theodor: Ja, og et andet ord, der også har med ånden at gøre, er jo inspiration. Det er ånden, som giver inspiration.

Man kan sige, at hvis man fortsætter i den her terminologi, så er inspiration faktisk det modsatte af død. Inspiration er liv. Ånd er liv. Så længe der er ånd, er der håb. Inde på Københavns Universitet i festsalen er der en talerstol, hvor der på græsk står: ”I ånd og sandhed.” Så ånden og sandheden er også i familie med hinanden. Det er et citat fra Johannesevangeliet. Ånden er noget, som svæver frit, og som skal fortælle os noget.

Jóhan Martin: Hvis man som kunstner skal skrive under på det, kræver det en stor integritet. Shit. Men når man taler om kunstnerrollen, er det jo det inspirerede menneske, der har kontakt til højere sfærer.

Sådan har man typisk set på kunstneren gennem tiden. Altså at kunstneren har fundet en kanal op til Gud, hvorfra man inspireres.

Theodor: Ja, det har vi nok fra romantikken.

Installation view: Jóhan Martin Christiansen, Over (Steel, light tubes, plastic strips, variable dim), 2020. Photo: Torben Eskerod. All images copyright and courtesy of the artists.

Jóhan Martin: Ja, forestillingen fra romantikken om kunstneren som det inspirerede geni lever nok fortsat i dag. Og i princippet er der ikke noget forkert i at være inspireret et øjeblik, at indse eller opdage noget, men billedkunsten har også udviklet sig sidenhen. Den spiller en anden rolle nu, eller har fået mulighed for at spille flere roller i hvert fald.

Jeg ved ikke, om jeg er en romantisk kunstner eller ej, det er måske i virkeligheden ikke så interessant at afgøre, men jeg arbejder med ting, der ligger foran mig. Jeg kigger ud på gadebilledet og er interesseret i materialiteten, og den bliver selvfølgelig åndeliggjort i en eller anden form, når ting sættes sammen. Hansina og jeg er også begge meget interesserede i det, der ligger foran os. Jeg kigger f.eks. på, hvordan det her jern er, hvad det kan sige, og hvordan det kan sættes sammen.

Hansina: Ja, det samme gælder maleriet. Jeg ved godt, at jeg arbejder med en meget traditionel form; en ramme, et lærred, maling; altså med meget velkendte materialer. Men for mig har de uendelige muligheder. Mulighederne hører aldrig op. Hvis vi skal snakke om det perfekte, når man siger, at kunsten leder efter sandhed og det perfekte, hvad menes der så helt præcist? Maleriet kan se ud som et stykke gardinstof med et mønster, eller en voksdug eller noget andet. Jeg forsøger at løse maleriet på en måde, jeg ikke har set før, og jeg prøver at udfordre den måde, vi ser på ting. Ser vi virkelig alle sammen det samme? Er det perfekte virkelig universelt?

Theodor: Det er også fordi, vi i vores postmoderne samfund har flere sandheder. I princippet ved vi ikke, hvilken sandhed, kunsten skal fortælle os. Derfor er det i dette aspekt også en spændende titel, I har valgt; Speaking in Tongues, fordi tungetalen både kan bruges og misbruges.

Det er fint, hvis man kan få folk til at åbne øjnene op for noget, de ikke i forvejen var klar over, men hvis det er noget, folk ikke kan forstå på nogen som helst måde, hvad har de så egentlig fået ud af det?

Hansina: Ja, og dér kommer jeg til at tænke på sammenhængen mellem tungetale og at skabe billedkunst – det er også det, der har vagt min interesse for dig, Jóhan Martin. Da jeg flyttede tilbage til Færøerne i 2011, var du én af dem, der kunne tale og sætte ord på dit arbejde. Det er godt at kunne. Vi er jo også skolede; vi har gået på et kunstakademi, hvor der blev sat spørgsmål til alt, hvad vi lavede. Vi slap aldrig afsted med en halvtænkt forklaring. Hvis ikke vi kunne forklare præcist, hvad vi lavede og hvorfor, blev det ikke godkendt. Der skulle ord på. Det er en god bund at have, så man lettere kan stå inde for det, man laver, senere hen.

Hansina Iversen, No title (Oil on canvas, 408 x 215 cm), 2020. Photo: Torben Eskerod. All images copyright and courtesy of the artists.

Jóhan Martin: Nemlig. Jeg synes heller ikke, at vores værker har ét svar eller én udlægning. Men det betyder ikke, at de er free loaders, de har trods alt en form. Men noget jeg også synes er interessant, er gentagelserne.

Jeg ser ikke nødvendigvis det samme om og om igen, men der er en form for repetition i begge vores værker, og på den måde kommer der rytme og måske et beat. I det skaber man en position, som man kan tale fra.

Først og fremmest er jeg af den overbevisning, at det er værket, der skal tale – men nogle gange kan vi have behov for at sætte flere ord på. Som kunstner bør man være påpasselig med at give for mange løfter. Når jeg ser på et værk, der lover mig noget, bliver jeg utrolig let skuffet.

Theodor: Når du taler om skuffelser – om at kunstværket ikke bør love noget – har det også noget med forventninger at gøre.

Det kommer altså an på, hvad tilskueren eller folket forventer af et kunstværk. Et kunstværk bør måske ikke love noget på forhånd, men det kan være, at tilskueren forventer en masse, som de ikke får indfriet?

Jóhan Martin: Lige præcis. Alle kommer jo med deres bagage, når de ser på noget. Det bedste eksempel, man kan bruge, er sig selv. Når jeg ser en udstilling, forstår jeg ikke alting med det samme. Det er en vigtig erkendelse, at jeg ikke nødvendigvis behøver at forstå værket nu og her. Man kan tage det man har set med sig, og nogle gange går der dage, andre gange år, før man finder den krog, man kan spænde elastikken ud på, før der opstår resonans – hvor man endelig kan sige: Ah, det er dér, den skal hænge.

Andre gange sker der ikke noget…

Theodor: Det er jo også et spørgsmål om, hvor meget vi overhovedet forstår af noget som helst. Hvad forstår vi af livet? Hvad forstår vi af det, vi ser? Der er en masse filosoffer, der har skrevet om vores sansninger.

Jóhan Martin: Der ér ting, vi forstår, og så er der ting, vi forstår af mange omgange. Det betyder ikke, at vi ændrer mening. Vi bliver bare nødt til at kunne stole på vores egne tanker. Når jeg arbejder med noget, der er materialebåret, bliver jeg nødt til at acceptere, at det står her lige nu, og at det først efterfølgende kan folde sig ud.

Hansina: Det er meget interessant. Når jeg siger, at vi skal kunne forklare vores værker, mener jeg ikke, at det er fordi, vi skal kunne forklare det så bogstaveligt, at det her er et bord med fire ben, men mere at vi skal kunne være opmærksomme og tænke over tingene og ikke bare sjuske.

På samme måde som at vi bør være gode mennesker, bør vi også være gode kunstnere. Vi skal gøre tingene med en hensigt.

Jóhan Martin: Det handler også om at kunne sætte tingene ind i en større cyklus. At sige, at vi ikke bare er en isoleret enhed. At vi er del af et større samfund. Der er altid tråde og knuder derude, man er en del af, og som man ikke kan væves ud af. Walter Benjamin taler om betydninger og lag, der væves, tråd på tråd, og det er et smukt billede på et samarbejde som vores.

Theodor: Indenfor retorikken taler man også om, at der kun findes god retorik. Hvis der er dårlig tale, så er der ikke retorik. Det er ligesom det gamle græske princip: det gode, det skønne og det sande. Man kan sige, at der ikke findes dårlig kunst – for hvis den er dårlig, er det slet ikke kunst.

Jóhan Martin: Haha, det kunne være et interessant statement at undersøge.

Theodor: Hensigten bør jo altid være, at man gør sit bedste. Åndens opgave er at inspirere således, at man stræber efter det bedste formål. Hvis man tænker på kunst som retorik, som jo også er en slags kommunikation, så er idealet, i hvert fald hos de gamle grækere, at man skal lave noget godt.

Jóhan Martin: En ting, jeg synes er vigtig i alt det her er, at vi i vores kunstneriske samarbejde altid forsøger at have et åbent og legende forhold til hinanden, og at vi bliver i det besværlige sammen.

Hansina: Ja, det legende er vigtigt. Vi er ikke pragmatikere, vi er heller ikke dogmatiske i vores tilgang.

Jóhan Martin: Vi befinder os i et lidt mere grumset område. På den måde navigerer vi selv svævende over vandene.

Hansina: Ånden svæver, hvorhen den vil.