RIDS AF EN KRITIK AF SAMTIDSKUNSTENS SVAR PÅ TEGNING I DANMARK

☞ Denne kritik påstår ikke, at den fulde sandhed lægges frem, og er et bud på en styrket kultur for kunstnerisk forskning i Danmark, også for håndværk.

Denne kritik tager afsæt i udstillingen Drawing Attention (2019) på Den Frie i København. Udstillingen indeholdt tegninger fra anerkendte danske kunstnere, der præsenterede deres tegneform gennem deres individuelle praksis. Udstillingen skulle være et bud på, hvad tegningen er og kan i dag, og blev markedsført med et grundlag om en længsel efter det analoge frem for det digitale, altså en søgen efter det taktile i en (post)digital tid.

I stedet for at stille spørgsmål ved netop det analoge-digitale forhold – og andre interessante ontologisk-materialistiske sammenhænge – var værkerne opdelt efter kunstner, hvor den besøgende bevægede sig fra kunstner til kunstner og blev introduceret til kunstnerindividets (tegne)praksis, i samme format som på en art fair der har til formål at sælge kunsten.

Få værker syntes at tage stilling til udstillingens formål; et tryk med dyreblod, en træ-installation, et reb bundet om metal på væggen, en kultegning i stor skala tegnet direkte ind i rummet, og en kran der havde banket i en metalplade. For at indgå i en udstillingssammenhæng der afspejler, hvad tegningen er i dag, er der behov for et samarbejde mellem forskningsinstitutioner af forskellige discipliner, kunsthistorikere, og udøvende kunstnere. Dette kan opnås gennem kunstnerisk forskning.

Kunstnerisk (ud)forskning
For at kunne undersøge tegningens facetter i samtidskunsten er det nødvendigt, at vi kommer over kunstnermyten, der bidrager til kunstnerindividets ego og idolisering. I stedet er det nødvendigt at bedrive kunstnerisk forskning for at kunne begynde at bidrage til kunstfeltets helhed gennem (im)materiel forskning. I Danmark er det forholdsvist nyt at bedrive kunstnerisk forskning, og som i resten af kunsten, som kunne påstås at være kunstens natur, er den umulig at definere. Alligevel bedrives den i mange lande, blandt andet i England, hvor jeg har stiftet bekendtskab med dens kvaliteter i læsegruppen DRAW – interdisciplinære tilgange til tegning og i mit program på Chelsea College of Arts.

Som i filosofien er det spørgsmål og undren, der går forud for at filosofien overhovedet kan lade sig gøre, og det samme kan siges om kunsten og især kunstnerisk forskning at være tilfældet, men i en uafhængig form som ofte består af en slags æstetik, hvor objekter får lov til at have en betydning i sig selv. Det kan være i form af et billedsprog, men er ikke en forudsætning.

Det er vigtigt at nævne, at kunstnerisk forskning må skelnes fra traditionel forskning på grund af de forskellige udgangspunkter og mål. I England skelnede vi mellem research med lille r, som nærmere betyder undersøgelser, udforskning eller praktisk forskning, og Research med stort R, for traditionel videnskabelig forskning. I Danmark kan vi sige, at kunstnerisk forskning er en slags kunstnerisk udforskning, som også er den genkendelige proces, de fleste kunstnere tager afsæt i, når de starter en værkproduktion.

Den kunstneriske forskning vægter dette og spekulationen højere end videnskaben, og således er processen ikke så fjern for, hvad den individuelle kunstner kender. Der vil være modstand for en sådan diskurs, hvor den ikke praktiseres, og denne ville anskueligt bestå i frygt for at puste livet ud af kunsten og dens væsen ved at sætte ord på den, eller at den vil blive undermineret til academia. Dette er en naturlig respons, men præcis på grund af kunstens nuancer er der plads til både en forskningsbaseret refleksion og værkproduktion af kunstnerindivider i to løbebaner, der vil give værdi til hinanden. Dette er bevist i andre lande, og med Drawing Attention (2019) som eksempel vil jeg postulere, at dette er nødvendigt for den danske kunsts udvikling. Igennem taler, legatuddeling, performances, værker og fremmødte kunstnere blev den enkelte borgers opfattelse af tegningen i samtidskunsten determineret. Værkerne fungerede på egen hånd (og var smukt udøvet) og gennem det kuraterede format, men udstillingen imødekom ikke, hvad den påstod at være – et svar på tegningen i samtidskunsten.

Med kunstnerisk forskning kan vi udvide vores forståelse for, hvad tegningen kan være, gennem praksisbaserede kunstneriske afhandlinger hvor værket (tegningen i udvidet forstand. Ref: the expanded field) skal besvare tesen. Det kan gøres (og bliver i udlandet gjort) interdisciplinært i sammenløb med andre felter, hvor kunstneriske forskere får et tværfagligt residens ved forskningsinstitutioner inden for f.eks. naturvidenskab, som giver et nyt bud på, hvad tegning kan være. Således kan der udvikles en forskningskultur i kunsten i Danmark, hvor det i fremtiden er muligt at give et konstruktivt bud på, hvad tegningen er i samtiden – ikke gennem den individuelle kunstnerpraksis, men gennem en undersøgelse af tegningens væsen.

Tegningens væsen
I åbningstalen blev det nævnt, at de fleste børn tegner, og at nogle børn fortsætter. Dette var rettet mod den udvalgte gruppe kunstnere, der var valgt af kunstnersammenslutningen på Den Frie. Det blev også nævnt, at tegningen har været et værktøj eller et instrument at tage afsæt fra, når et værk skulle skabes, i form af en skitse, og at det ikke længere var nødvendigt at kunne tegne for at være kunstner. Til slut blev der kortvarigt nævnt touch-skærme, digitalisering, og tegningens vigtighed i sin taktile natur, og at dette måske var en grund til, at tegningen var interessant igen.

Alt dette er relevant, men i forhold til tegningens historie og samtidens undersøgelser er disse noteringer banale. I de senere år har der været fokus på tværfaglige teorier og filosofier, hvor kunsten har fået en vigtig stemme, såsom objekt-orienteret ontologi, relationel æstetik, biopolitik (senere med fokus på det antropocæne, og andre afledninger), kunstig intelligens, og techno-kulturelle systemer der blandt andet sætter spørgsmålstegn ved menneskets særegenhed i forhold til ikke-menneskelige objekter.

Dette afspejler sig direkte i kunstforskningen og kunstneres arbejde. For eksempel ved at kunstnere eksperimentere med at lade lyd, dyr, planter, maskiner, computere, kemikalier, bakterier og andre emner diktere tegningens eksekvering, eller ved en længsel om at forstå tegningens historie, grundlag og remedier ved for eksempel at eksperimentere med papirets kvaliteter i bestemte typer rum, eller at lade tegningen kollidere med andre medier.

Generelt set er der bred enighed om, at tegning opstår overalt omkring os, gennem mennesker og gennem andre emner, og kunstnere og forskere stiller spørgsmål ved tegningens ontologi. Dette leder til post-antropocæntriske aspekter, også af traditionelt håndværk; såsom tegningen, hvor den ikke længere befinder sig i det menneskelige domæne og bliver en metode til at undersøge et håndværks underliggende egenskaber, set udefra; emanciperet fra mennesket. En ontologisk og spekulativ undersøgelse af et håndværk, såsom tegning, kunne starte med; Er vi overhovedet nået længere end hulemaleriet, hvis den digitale tegning bunder i samme præmisser (en udforskning af betydningen af den Ældste Stenalders visuelle kultur i dag)? Tegner jeg, når jeg lægger makeup om morgenen? Hvordan fungerer tegning som primær kommunikation, som en erstatning af det verbale sprog?

Hvad er tegning som politisk værktøj (eg. humanisering af en dehumaniseret kultur såsom militæret eller cykelbude)? Hvad er tegning som et psykologisk værktøj (eg. organisering og desorganisering af sindet)? Bliver mit kød til et værktøj, når jeg tegner? Er en algoritme en tegning? Kan en maskine tegne uafhængigt af et menneskes instrukser?

Tegner dyr, og hvad hvis de gjorde? Tegner planter, og hvad hvis de gjorde? Er fortolkningen tilknyttet materialet? Er tegning en teknologi (og forholdet til andre, eg. GPS, visualiseringsværktøjer, computer vision, og kontrolsystemer)? Bliver jeg en matrix, hvis jeg hamrer kul mod en træplade? Hvad sker der, når et fotografi bliver til en tegning, og når tegningen bliver til 3d-grafik? Hvad sker der, når tegning bliver til video, og omvendt?

Den lukkede kreds
I Danmark er kunstnere kommet gennem nåleøjet i velfærdssamfundets begrænsende men velmente mekanismer – i andre lande er kapitalen altafgørende. Tegningen blev defineret på Den Frie af kunstnere og kuratorer, der er kommet gennem nåleøjet i en kunstnerisk uddannelse, der vægter den individuelle kunstnerpraksis og markedsføring højt, og de har taget deres venner med. Dette var tydeligt på udstillingen, der bestod af værker på usammenligneligt højt niveau i udførsel og koncept, men som helhed var lettere at læse post-modernisme i; så som dekonstruktionen af selve kunstværket, modstand til modernismes originalitetstanke og debatskabelse, end nogen af samtidskunstens nuancerede kendetegn, såsom; tværfaglighed, post-konceptualitet, den kontinuerlige opløsning af selve kunstbegrebet, dematerialisering og post-antropocæntrisme – der inviterer og interessere mange individer, som ikke er en del af den lukkede kreds.

Drawing Attention var ét svar på tegningen i samtidskunsten, som rummer mange, nuancerede svar. Et tidsbillede på hvad der sker i Danmark lige nu for etablerede kunstnere, der bruger tegningen, men hvis vi ser udad er der et andet billede; et progressivt kollektivt perspektiv, både i og udenfor institutioner, bestående af kunsthistorikere og -teoretikere, kunstnere og tværfagligt hjælpende hænder, der åbner op for den lukkede kreds.

Forsidefoto: Drawing Attention, Den Frie 2019.