PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 4

I går blev jeg hentet i Ribe af mine familie-venner, Alex og Anette. De tog mig med hjem til deres sommerhus i Grærup, hvor jeg ikke har været, siden jeg var barn. Det var et herligt gensyn både med dem og med huset, hvor jeg fandt et særdeles tiltrængt fysisk og mentalt rum for restitution og genopladning. Derudover er der intet bedre end at blive blæst godt og grundigt igennem af Vesterhavet.

Læs tidligere afsnit af På sporet af kunsten her.

I dag satte Anette og jeg så kursen mod Kibæk, og eftersom hun nægter at bruge GPS, men foretrækker de gamle kort, og i øvrigt også helst undgår motorveje, kørte vi et par gode timers tid ad de pittoreske margueritruter, indtil vi ramte den midtjyske skov syd for Herning, hvor Deep Forest Artland – også kaldet Skovsnogen – har levet igennem de sidste ti år.

Her blev vi taget varmt imod af stedets ejere og de nuværende residens-kunstnere, Ida Lundø og Sara Kier, som inviterede os med til deres soft opening-familie-bbq med friskfanget makrel og overdådige salater.

Anette, der (som Ahmed) på intet tidspunkt havde været vild med idéen om at sætte mig af i en skov og efterlade mig dér for natten, blev straks meget mere tryg i mødet med alle disse skønne mennesker, som forsikrede hende om, at jeg nok skulle overleve i John Kørners Produzione – en fabrikslignende shelter, som var reserveret til mig på forhånd, da jeg havde meldt min ankomst pr. e-mail. Vi tog del i det store familiegilde, og jeg mindedes tiden på CCA, hvor vi hver måned havde nye artists-in-residence og dermed nye spændende samtaler over grill, bål og kunst hver eneste aften.

Gården som tilhører Skovsnogen, hvor arbejdende kunstnere indlogeres under tilblivelsesprocessen af deres stedsspecifikke værker i skoven. Foto: Malou Solfjeld.

Under middagen fortæller billedkunstner Søren Taaning om, hvordan det hele startede, dengang han og kunstnerkollegaen René Schmidt i 2010 besluttede sig for at sende en fondsansøgning afsted med det klare benspænd for sig selv, at de ikke måtte nævne ordet ’kunst’ en eneste gang (formentlig fordi de søgte en pulje rettet mod natur og friluftsliv). De tog udgangspunkt i kunstneriske metoder, og beskrev alle de ting, som kunsten kan – fx i forhold til at få flere mennesker ud i naturen og samskabe, samtænke og interagere med hinanden og de forhåndenværende materialer og omgivelser.

Da de vellykket havde modtaget midler til opstartsfasen, var det tid til at bevise, hvad de kunstneriske processer kunne bringe med sig af oplevelser for så mange mennesker som muligt. For eksempel, forstår jeg på Søren, er den stedsspecifikke tilblivelsesproces essentiel for Skovsnogens identitet; for her kan gæster møde kunstnerne, imens værkerne bygges op, hvilket giver både kunstner og publikum mulighed for at gå i dialog undervejs. Herudover inddrager Skovsnogen for eksempel udsatte unge og indsatte i det lokale fængsel i produktionsprocessen af udvalgte værker.

Endelig tilbyder undervisningsmulighederne for skoler, ungdomsuddannelser og daginstitutioner et anderledes og kreativt læringsmiljø, med fokus på bevægelse, indlevelse og oplevelse. Skovsnogens profil har altså en bred målgruppe og insisterer på, at alle skal kunne føle sig velkomne.

Et nyligt samarbejde, som Søren fortæller stolt om, fandt sted i sommeren 2019; en sommerlejr for 100 unge, grønne pigespejdere i alderen 13-20 år. Mødet mellem spejderliv, natur og samtidskunst var en øjenåbner for alle parter, lyder det til. Bl.a. nævner han en workshop med kunstneren og kokken Søren Aagaard, som prøvede at nærme sig en forståelse af spejderånden ved bl.a. at spørge ind til alle pigernes færdighedsmærker på deres uniformer.

”Kan man få et mærke for noget som helst, der har med mad at gøre?” spurgte han. ”Ja!” svarede pigerne: ”Man kan få et mærke, hvis man spiser et kilo bacon” Det harmonerer ikke med den økobevidsthed, som jeg troede, at spejderne stod for og lærte om i deres tætte omgang med naturen. Søren Aagaard lærte herefter pigerne at lave ceviche ud af sommergrønt og jordbær, kålshawarma og kartofler stegt i gran fra skoven, og åbnede således deltagernes sind og sanser op for alternativ ernæring under åben himmel.

Burning Sphere in the Woods
De to arkitektuddannede billedkunstnere Ida Lundø og Sara Kier introducerer mig til deres work-in-progress; Burning Sphere in the Woods, som er en del af Socle du Monde Biennalen 2021. En levende skulptur skabt i ild, rund som en meteor eller en sol, i stand til at brænde og forevige både sig selv og andre keramiske genstande. Den er bygget op af murstensformede ler-elementer, nøjagtigt beregnet til at udgøre den perfekte sfære. ”Mellemrummene opstod af sig selv ud af forbindingspunkterne mellem ‘murstenene’” fortæller Ida og Sara, der som arkitekter begge er interesserede i at udforske bæredygtige materialer i deres praksis, og som bl.a. derfor har valgt leret som eneste ingrediens i deres fælles værk Burning Sphere in the Woods.

”Når vi tegner og bygger, er vi vant til at overveje, hvilke aftryk vi sætter. Så da vi skulle lave et stedsspecifikt værk til Skovsnogen, var det vigtigt for os at bruge materialer fra skoven, eller i al fald naturmaterialer som ler,” forklarer de. Vi taler om den indiske arkitekt Anupama Kundoo, som for nylig præsenterede en stor soloudstilling på Louisiana under titlen Taking Time, og jeg spørger pigerne, om de kan nævne andre kvindelige forbilleder indenfor arkitekturens verden. Historisk set er det svært for dem, da de ikke har modtaget megen undervisning på arkitektskolen, der refererede til kvindelige arkitekter, men de nævner naturligvis Zaha Hadid. Af kunstneriske ”idoler” er de ikke i tvivl; Nina Hole, berømt for sine ildskulpturer.

Ida og Saras skulptur minder mig om et specifikt aspekt af Ursula K Le Guins Bæreposeteori: “this belly of the universe, this womb of things to be and tomb of things that were, this unending story.”

Leret, der forbinder os til urtiden og samtidig fungerer som beholder og (re-)produktion af nye skabninger, er et materiale, som gør sig bemærket under Socle du Monde biennalen, også udenfor skoven. Det får jeg at se i morgen, når jeg ankommer til Herning. Mit eget forhold til ler begrænser sig til myten om Prometheus, som jeg lærte udenad i forbindelse med en udstilling, jeg arbejdede på med Carl-Henning Pedersen og HKH Prins Henrik i 2016; Prometheus formede menneskene ud af ler, hvorefter Athena pustede liv i dem. Senere stjal Prometheus ilden fra guderne og gav den til mennesket, hvilket gav dem mulighed for at tilberede mad over bål, og dermed adskille sig fra andre dyr. Måske I husker abesangen fra Disneys film Junglebogen, ”I wanna be like you”. Den går sådan her:

Now don't try to kid me, mancub
I made a deal with you
What I desire is man's red fire
To make my dream come true
Give me the secret, mancub
Clue me what to do
Give me the power of man's red flower
So I can be like you

Oh, oobee doo
 I wanna be like you
 I wanna walk like you 
Talk like you, too

Ida Lundø og Sara Kier, Burning Sphere in the Woods (værk i proces). Foto: Ida Lundø og Sara Kier.

Kunstnerne Ida Lundø og Sara Kier ved deres Burning Sphere in the Woods. Foto: Malou Solfjeld.

Den handler lige præcis om menneskets overlegenhed i kraft af ilden ”mans red flower”, som også er et hovedelement i Ida og Saras værk her i Skovsnogen. Næste stadie er at brænde sfæren, ved at pakke den ind i et keramisk isoleringstæppe af en art, og lade ilden varme skulpturen op inde fra hulrummet i midten. Når den er ”færdig”, er den klar til at komme i brug som ovn for andre keramiske værker, eller måske endda snobrød for besøgende unger i skoven? Vi taler om de mange muligheder, der er for at gøre Burning Sphere in the Woods til et samlingssted for Skovsnogens gæster. Jeg foreslår en te-ceremoni, da vi tidligere har talt om den keramiske brændingsteknik raku og æstetikken wabi-sabi, der begge udspringer af japanske livsanskuelser med rødder, der strækker sig flere århundreder tilbage i tiden. ”Imperfect, impermanent and incomplete” kendetegner filosofien wabi-sabi, som også i det 21. århundrede kunne være mottoet for en posthumanistisk tilgang til livet; apropos Ocean Vuong’s titler ”on Earth we’re briefly gorgeous” og ”time is a mother” – vi ved godt, at menneskehedens tid på Jorden spiller på sidste vers – det hele er til låns, og idéen om det perfekte, det permanente og det fuldstændige, smuldrede med erkendelsen af de menneskeskabte klimaforandringer, som i bund og grund viser, hvordan vi graver vores egen grav. Jeg kan selvfølgelig kun tale på egne vegne, men jeg føler lidt, at i takt med, at ”vi er løbet tør for tid”, er tiden netop inde til at samles om livets små glæder. Hvem kan ikke se det smukke i at brygge og dele en kande brændenælde-te over levende ild, mens flammerne danser og tankerne flyder? Og hvem har ikke brug for sådanne stunder til at drømme sig lidt væk fra hverdagens hektiske, angstprovokerende og stressende kapløb med tiden? Uanset om det er den 25. time i døgnet, man jager, eller spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er forsvarligt at sætte børn i verden, når den alligevel går under om et øjeblik, så tror jeg, at vi alle vil have godt af at finde tilbage til skovens og bålets helende kræfter, der både giver plads til ro, fordybelse og nærvær.

Sara, Ida og jeg oplever netop dette magiske møde i flammernes skær, da de efter middagen, sammen med deres kærester, følger mig hjem til shelteren og hjælper mig med at tænde op i brændeovnen. Det er som om, at skovens mørke og ildens varme skaber rum for samtaler af en anden kaliber. Vi deler en flaske orangevin, som jeg købte i Ribe på Barok Bar og vender verdenssituationen fra det familiære til det universelle.

Jeg bliver imidlertid lige nødt til at vende tilbage Junglebogen, da jeg har svært ved at nævne den, uden også at gøre opmærksom på David Claerbouts The Pure Necessity. Et af mine all-time favorit videoværker, der modsat animation-genrens kendetegnende ”oplivelse” af figurerne, udmatter Baloo, Kong Loui, Kaa og Bagheera. I The Pure Necessity suspenderes dyrenes antropomorfe karakteristika – de danser og synger ikke længere til ære for såvel børn som voksne, men opfører sig mere tilsvarende deres egne arter. I løbet af filmen bliver de mere og mere udmattede, hvilket jeg altid har læst som et billede på menneskehedens udmattelse af jordens ressourcer, og ikke mindst den sjette masseudryddelse, som vi lige nu er godt i gang med. Det bedste ved The Pure Necessity er i min optik, at hovedpersonen fra Disney-versionen er fraværende. Der er ingen spor af drengen Mowgli, hvilket giver anledning til at spørge sig selv, om menneskeheden i Claerbouts film allerede er udryddet, eller om den endnu ikke er ankommet.

På samme måde kan man spørge sig selv om Burning Sphere in the Woods er en slags meteorit, der har rejst fra det ydre rum, hvor mennesket endnu ikke har koloniseret, eller menneskeheden er et overstået kapitel.

Denne spekulative fabulering minder mig om sci-fi filmen Arrival fra 2016; baseret på Ted Chiangs The Story of Your Life, som afviser den humanistiske, lineære tidsforståelse. Via lingvistiske tolkninger af de til-Jorden-ankomne væseners kommunikations- og udtryksformer, åbnes muligheden for et alternativt tidsbegreb, hvor fortid, fremtid og nutid flettes ind i hinanden. Beskeden er dog soleklar: ”In war, there are no winners, only widows”.

Deep Forest Art Land / Skovsnogen. Foto: Malou Solfjeld.

Måske skal ler-ovnen nærmere betragtes som et monument til livet efter menneskeheden. Et monument, der kan fortælle en historie omkring, hvordan vi levede vores liv på planeten Jorden, som små guder, der efter at have fået ilden af Prometheus anså os selv som mægtige skabere, og i storhedsvanviddet glemte det ansvar, der følger med. Resultatet heraf bliver vel før eller siden, at vi alle ender som enker.

I forhold til krigsbilledet, udtalte David Claerbout sig desuden om formen på sit værk og referencen til Junglebogen således:

"In 1967 The Jungle Book appeared in movie theaters, in a time of proliferation of movie theaters and television after the second world war. The cinema became a place where people came to sit down together in silence, side by side, subcontracting the conversation to the screen. After all, many had recently gone through two world wars of which the first was the war to end all wars.  Cinema had become a unifying space. Destruction, the carnivalesque, romance or dance could be replayed ritualistically in a temporal space that was certain to end, and often did end well.  Only now that we watch content on tablets - alone - it becomes possible to appreciate cinema and television as a place for being together, even if that means just sitting side by side in silence.   If what Margaret Thatcher said back in the eighties became true: that there is no society, only individuals and their families, it should be no surprise that by the year 2017 the once energetic characters of Jungle Book are folded back onto themselves in silence. This may reflect back onto the spectator looking at 'Die reine Notwendigkeit', he or her too, looking in solitude, not in a cinema filled with others.”

Sophie Hjerl, 1: 200: 7.000.000.000 (flag), Deep Forest Art Land / Skovsnogen. Foto: Malou Solfjeld.

Til sammenligning tror jeg ikke, det er svært for nogen at huske begejstringen, da biograferne endelig åbnede op igen efter nedlukningen i 2020. Men til gengæld tvivler jeg på, at alle vi, der savnede samværet om en film, rent faktisk gik i biografen igen, da det blev muligt (jeg gjorde i hvert fald ikke). Vi har foldet os rimelig meget ind i os selv, foran hver vores lille eller store skærm, og jeg synes i hvert fald, at ensomheden er vokset til det tidobbelte i løbet af pandemi-årene. Måske har det noget med min alder at gøre, men de taler jo også om det i medierne; ensomheden stiger blandt alle aldersgrupper, og hverken isolation, coronabobler eller hjemmekontor har gjort det bedre. Til gengæld er mange begyndt at opsøge ”naturen”, og Skovsnogen oplevede da også en væsentlig fremgang i besøgstallet ’under corona’, fortæller Søren mig. Er det egentlig ikke sjovt, hvordan ”corona” er blevet en tidsform i sig selv? Især når man tænker på ordets etymologiske betydning; en krone, og dennes ikke-lineære men netop cirkulære form. En stjernekrone, eller stellar corona, som det hedder på latin, er den aura af plasma, som omkranser solen og andre stjerner. Hvis jeg har forstået det korrekt, er det lidt a la dette billede, kunstnerne Ida og Sara håber på at frembringe i deres ildkuglesfære i skoven. Jorden og vandet i leret, luften i ilten i ilden. Alle fire elementer går op i en højere enhed, når Burning Sphere in the woods en dag i nærmeste fremtid lyser op. Hold øje med projektets instagram, hvis I vil deltage i brændingsprocessen i løbet af sensommeren.

René Schmidt, Det Gotiske Skur, Deep Forest Art Land / Skovsnogen. Foto: Malou Solfjeld.

Nå, lad os runde af med en gentagelse af Ursula K Le Guin citatet, nu i udvidet form: “This belly of the universe, this womb of things to be and tomb of things that were, this unending story: In it, as in all fiction, there is room enough to keep even Man where he belongs, in his place in the scheme of things; there is time enough to gather plenty of wild oats and sow them too. Still there are seeds to be gathered, and room in the bag of stars.”

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 1

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 2.5

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 3

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 5

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 6