ORGANISKE FORMER OG BØRSNOTER, LAVALAMPER OG SCREENSAVERS

Lotte Rose Kjær Skau har fra d. 1. marts – 1. april 2018 overtaget Aalborg Universitet Københavns (AAU CPH) udendørs storskærm i Sydhavn med værket ‘Park_Etc.’ Jeg har i den forbindelse talt med Lotte om hendes syn på gavlmaleriet, digitale virkeligheder og sammensmeltninger af organiske former og børsnoter, lavalamper og screensavers.

Jeppe Ugelvig (JU): Hvad tiltrak dig i forhold til gavlmaleriet som en billedflade og kontekst for din praksis?

Lotte Rose (LR): I en periode cyklede jeg forbi AAU CPH i Sydhavn, hvor skærmen til hverdag fungerer som en infoskærm med forskellige cases fra universitetet. Jeg var meget tiltrukket af den vertikale placering af skærmen som stod og pegede op mod en uendelig grå himlen. Gavlmalerier er ofte stedspecifikke og permanente værker. Skærmen indbød til bevægelse og også udskiftning, og på den måde blev det interessant for mig at arbejde med forgængelighed i det digitale, hvilket er to helt modsatrettede ting.

I forhold til det stedspecifikke er AAU CPH residenter i Nokias gamle hovedbygning i Danmark. De har arvet en masse teknologi, og jeg ville gerne trække en tråd til bygningens historie og nuværende funktion som universitet med fokus på mediaology, teknoantropologi og lignende studier.

JU: Historisk har gavlmaleriet været en figurativ billedplatform med simple og stærkt symbolske billedkompositioner (politiske slogans, street art). Hvad fik dig til at kreere et abstrakt billedunivers til gavlen?

LR: Jeg har altid haft det lidt komisk over vores fantasi indenfor digitale terminologier. Vi bruger fysiske elementer til at beskrive alt, som: skrivebord, mapper, papirkurv, bogmærker osv. På den måde er det digitale blevet taget til fange af effektiviseringsprocesser. Software skal optimere administrativt arbejde eller gøre ting mere levende (CGI osv.)

“Den digitalt baserede kunst ser jeg som et bindeled til at introducere os for en mere helstøbt digital virkelighed, hvor abstrakte former, tanker og tid også er nødvendig.”

Den digitalt baserede kunst ser jeg som et bindeled til at introducere os for en mere helstøbt digital virkelighed, hvor abstrakte former, tanker og tid også er nødvendig. På en måde må det gerne nedbryde grænsen mellem det organiske og det digitale som vist kun findes i vores bevidsthed. Vi er konstant dybt filtrerede i signaler og stråler. På den måde synes jeg, at værket indeholder noget holdningspræget symbolik i sine abstrakte former.

Lotte Rose Kjær Skau, Park_Etc. Aalborg Universitet København (AAU CPH). Photo: David Stjernholm.

JU: Et offentligt fysisk kunstværk som et gavlmaleri cirkulerer i en bred offentlighed, ofte uden megen institutionel kontekst. Dette er også tilfældet med mange digitale billeder og internetkunst, når de svæver rundt på nettet – dog på en meget anden måde. Er dette en forbindelse, du har tænkt på i skabelsen af Park_etc.?

LR: Det har ikke været en bevidst del af mine overvejelser. Flere gavlmalerier i Danmark er også kommissioner fra firmaer som Carlsberg eller Irma med en ”coorporate” afsender, mens street art udgør den mere “hackede” del af den billedverden. Der er en eksponering af værket, som gør det uundgåeligt for øjet, og den slags eksponering er også noget, man møder på internettet. Man skal være meget bevidst for at kunne styre sin datastrøm. Det er to vidt forskellige metoder at få information ind på nethinden ved enten at agere i kolossale monumentale vendinger eller opstå i minimale gestikulationer som fejlslagen googlesøgning. Jeg ved ikke hvilke, der sætter de dybeste spor, men eventuelt dukker jeg op, når folk søger på Carlsberg eller Irma. Jeg skal nok kaste nogle penge efter google add words for at få det til at bonne ud.

Lotte Rose Kjær Skau, Park_Etc (still detail).

JU: Park_etc. er både dit og Danmarkshistorien's største digitale billedværk. Hvilken indflydelse har dimension og størrelse på din praksis, der primært gør brug af digitale billeder?

LR: Jeg er ikke sikker på, om det er Danmarkshistoriens største, men det er i hvert fald mit. Der er noget banalt over størrelsen, som virker overvældende og monumental. Den er placeret på en betonbygning, og som nævnt peger den op mod den her uendelige himmel. Symbolikken er ved at eksplodere.

Jeg er selv ret lav og har svært ved at nå ting i et standard køkkenskab. Jeg tænker tit over, at det er en lille forhindring, jeg skal igennem hver dag, og at køkkenskabet bare står og ydmyger mig igen og igen. På fodboldbanen misser jeg så mange hovedstød, og jeg prøver virkelig at hoppe højt. Helt personligt er størrelsen på værket utrolig tilfredsstillende.

Når jeg sidder og kreerer værker på min computer, er størrelsen selvfølgelig begrænset til min skærm, men alt efter hvordan et værk produceres eller udstilles er der uendelige muligheder. Derfor gør jeg meget ud af at snakke format med fx kurator. Udstilling af værker ser jeg som en korrespondance mellem kunstner og kurator. Jeg er meget interesseret i at holde på, at en del af min praksis er digital, og derfor kommer kuratoren tidligt ind i ligningen for mig i forhold til at udstille værker fysisk.

JU: I din praksis beskæftiger du dig især med det digitale billedes rummelighed og fladhed, og hvordan sådanne dikotonomier tit opløses i det digitale. Flere af dine værker, Park_etc. inkluderet, gør brug af en dimensionsløs billedflade, der derved fungerer som en slags malerisk ”baggrund”. Hvad motiverer sådan en æstetisk beslutning?

LR: Yes, i dette værk var jeg interesseret i at lege med perceptionen af 2D flader og rummelighed. Titlen Park_etc. refererer til den menneskelige tøjlen af naturen og henviser på den måde til, hvor lang tid vi kan tøjle det digitale (AI). Valget med at inkorporere fladhed med rummelighed var for at opnå en slags menneskeligt ufarbart terræn.

Noget andet at tilføje er at jeg, i min praksis, er begrænset af min digitale kunnen. Jeg holder meget på at skabe mine ting selv og ikke fx købe 3D objekter osv. Det er ikke fordi, jeg har noget imod det, men jeg er interesseret i at skabe min egen 3D peberfrugt, fordi jeg i læringsprocessen begår nogle fejltagelser – eller softwaren laver glitches. Min proces er dikteret af, hvorvidt jeg omfavner eller frastøder de her afvigelser. Jeg har altid været interesseret i, at processen vægtes højere end det endelige værk. Jeg ser min praksis som et arkiv over et individs digitale udvikling, og det er den proces, jeg udstiller udsnit af.

“Jeg ser min praksis som et arkiv over et individs digitale udvikling, og det er den proces, jeg udstiller udsnit af.”

JU: Det minder mig både om det negative billedrum i digitale billedredigeringsprogrammer og om den engelske kunstner George Stubb's maleri Whistlejacket fra 1762.

LR: Mit ekstensive arbejde i softwareprogrammer har stor indflydelse på min æstetik og sammenligningen med Stubb er virkelig sjov. Da jeg studerede i London, arbejdede jeg med at servere pindemadder til overklasseselskaber. Et af selskaberne var på the National Gallery, hvor Whistlejacket hænger, og det var mit første møde med det. Baggrunden var så uvirkelig og virkelig digital for mig. Den meget monokrome overflade og så den hest med skygge kun fra hovene. Tænkte bare at det var nogle virkelig gode valg!

JU: De abstrakte figurer der svæver over den grå billedflade i Park_etc føles let refererende til faktiske genstande eller overflader. Hvor sourcer du disse billeder fra?

LR: Mit udgangspunkt for teksturerne var at bruge billeder af håndflader og menneskelige indvolde. Som slægtning til det brugte jeg billeder af metaller, som bruges til fremstilling af computer framework som Dysprosium og Platin og til sidst digitalt genererede billeder. På den måde er der et spil mellem det ydre og indre menneske og maskine samt hele tanken om ‘hvem der rører hvad’, og hvordan det spørgsmål kan opfattes konkret og følelsesbetonet.

JU: Måden disse billedfragmenter interagerer med hinanden på (voksende, afvigende, kapitulerende) føles organisk og stærkt beroligende, næsten som en lavalampe. Faktisk er bevægelserne fuldt programmerede via en kode. Simuleringer af det naturligt formende bruges hyppigt i digitale billedteknologier som fx med screensavers. Hvilket aspekt af ”det naturlige” tror du er i spil her, og hvad tænker du om måden, det bliver brugt på i den digitale sfære?

LR: Her spiller bygningshistorien specielt ind: Til at diktere fladernes bevægelser brugte jeg Nokias børsnotering, lige før de blev opkøbt af Microsoft, som input. Børskurven, som vokser og falder drastisk, og firmaet der til sidst forgår, hvorefter et universitet tager bolig i dens krop. Fremtiden har manifesteret sig i fortidens forfald. Sådan en børskurve er voldsomt dramatisk at kigge på, og referencen til det naturlige går her på storhed og forfald/liv og død. I forhold til screensaver og lavalamper har jeg været meget bevidst om de langsomme bevægelser. Værket skulle udvikle sig men have samme billedlige udtryk hele tiden; ligesom at lavalamper og screensavers ikke har start og slut, men bare tændes eller slukkes.

“Værket skulle udvikle sig men have samme billedlige udtryk hele tiden; ligesom at lavalamper og screensavers ikke har start og slut, men bare tændes eller slukkes.”

Jeg tror, at der er ved at ske en forståelse af, at grænsen mellem det naturlige og det kodede efterhånden er historie. Vi er vævede ind i signaler og stråler, og idéen om at vi befinder os på det ene eller det andet sted er udvandet. Det er for sent at undgå en digital tilstedeværelse. Vi er infiltrerede, og sameksistensen er ved at ophøre og blive til én eksistens. Jeg siger ikke, at man bare skal acceptere præmissen, men at man skal tage stilling til sin digitale tilstedeværelse, som man gør med sin fysiske.

JU: På hvilken måde indtænker du kroppen i dine værker? Dukker den op som motiv eller rettere et værktøj at ”måle” dine værker med?

LR: Jeg tror, at hele min praksis er én stor afsøgning af kropslighed i det digitale. Det er den ting, der ikke er til at fatte. Hvor er jeg, hvis min krop ikke er der? Mit hylster, min bolig? Jeg tror, at værkerne opstår ud fra minder om kropslighed og derfor en genskabelse af rammer omkring det. Det er måske derfor, at alt i det digitale er opkaldt efter fysiske objekter (skrivebord, mapper, skraldespand osv.) I flere af mine videoværker optræder jeg selv. Specielt arkivet United We/I Stand Etc. er videoportrætter, hvor jeg netop afsøger min fysiske eksistens i digitale alterationer.