NÅR DET VIRKELIG GIVER MENING FOR MIG AT FOTOGRAFERE

Jeg er optaget af mennesker, og retter sjældent mit kamera mod andet. For det er, når jeg arbejder med mennesker i mine projekter, at det virkelig giver mening for mig at fotografere.

Når det ikke blot er et flot billede, men et billede som fortæller en historie, så jeg kan bruge mit kamera som et værktøj til at lære om verden. Og aller bedst er det, når dem jeg fotograferer også lærer noget af vores møde. Efter sådan nogle oplevelser cykler jeg altid hjem med en fuldstændig ekstatisk følelse i kroppen. Jeg kan have siddet og drukket kaffe med et ældre ægtepar og snakket stille og roligt, men når jeg er færdig med opgaven og pludselig er for mig selv igen, rammes jeg af en rus. Det er her, at det går op for mig, at verden er et fantastisk sted fyldt med historier og folk, som virkelig gerne vil ud med deres fortællinger. Selv helt fremmede kan på få timer åbne op og fortælle mig deres personlige oplevelser, og denne historieudveksling føles som den største gave.

I år har jeg om muligt haft endnu mere fokus på mennesker i mine fotografier. Snapshots på gaden, reportager og opstillede portrætter. Her er et udsnit af nogle af de projekter, jeg har lavet i løbet af det første halve år af 2016. Flere billeder fra disse serier og andre kan findes på agnesmaagaard.com

Thomas.

I januar flyttede jeg til Skive for at gå på Krabbesholm Højskole. Jeg gik fra at have boet i kaotiske omgivelser i Berlin og København i 2015 til at opholde mig i en provinsby i Midtjylland, og det fik mig til at tænke på, hvordan det mon ville være at vokse op her. Efter at være flyttet hjemmefra året forinden havde jeg allerede gjort mig mange tanker om ophav og opvækst; hvad tager man med sig hjemmefra, og hvad skaber man selv?

Jeg tog kontakt til nogle unge i det lokale ungdomshus Drivhuset og talte med dem om storbydrømme, kreativitet, rastløshed og om at vokse op i en by, som man ved, at man på et tidspunkt skal væk fra, da der f.eks. ikke er mange muligheder for videregående uddannelser i Skive. De fortalte mig om deres idylliske barndom ved Limfjorden, men også om rastløsheden, som opstod senere i teenageårene.

Jeg mærkede deres passion for ungdomshuset, hvor de havde et frirum til at arrangere koncerter og festivaler, for uden det var der intet sted i byen, hvor undergrundsbands fra København og Aarhus kom til og spillede. Der var en længsel efter storbylivet, men samtidig var tanken om hovedstaden også en smule skræmmende, for i Skive fik de lov at udfolde sig i Drivhuset, fordi ingen andre gjorde noget. Måske ville disse idéer drukne i menneskemængden i København? Jeg kaldte serien ”At vokse ud af Skive” og udstillede den i KBH Kunsthal. Billederne ovenfor er fra én af portrætserierne med Thomas, som øver med sit band i Drivhuset.

Karl Emil.

Første opgave på Krabbesholm var ”Portræt”, så vi skulle vælge én på skolen at portrættere. Jeg besluttede mig for at følge Karl Emil gennem en festlig fredag nat, og dermed blev det mere et portræt af hans festlige side og ungdom, end et helhedsbillede af hans person. Jeg dokumenterede ham iføre sig sit hvide track suit, dj’e til forfesten, gå helt low mens alle andre stod med deres drinks eller trippede lidt frem og tilbage på dansegulvet, og til sidst på aftenen da han skiftede tøj, inden han festede videre.

Gunnar.

I marts prøvede jeg kræfter med optagelsesprøven til fotojournalistuddannelsen. Emnet for prøven var ”Velfærd”. Jeg ville gerne gøre op med mediernes typiske vinkling, hvor de ældre er svage, og i stedet sætte fokus på at Danmark har verdens bedste pensionssystem – og på hvordan at den økonomiske velfærd kan skabe personlig velfærd. Med halsbetændelse og ottende dag på penicillin, cyklede jeg til Resen for at besøge ægteparret Helga og Gunnar for at tale om den gode, tredje alder.

Da parret lukkede mig, en helt fremmed, ind i deres hjem, mødte jeg to helt fantastiske mennesker, som rejser, drikker ingefærsnaps (så de dårlige knæ ikke gør så ondt mere), griner, elsker, og som stadig bliver ved med at lære nye ting og sætte sig selv nye mål for fremtiden – for de regner jo med i hvert fald at blive 100 år. De har så meget liv igen. Jeg endte med at sidde i deres sofa i fire timer og drikke kaffe og udveksle livshistorier. Ovenfor ses to portrætter af Gunnar.

Billeder fra Berlin & Barcelona.

Og så har jeg rejst. Det er, når jeg rejser, at jeg fotograferer aller mest. Holder øje. Samler inspiration. Jeg har som altid besøgt mit andet hjem, Berlin, som jeg aldrig bliver træt af at dokumentere, og så har jeg været forbi Barcelona. Ovenfor ses et par billeder fra mine rejser.