MUSEOLOGI

‘Museologi (af museum- og -logi), studiet af museerne og dermed af menneskets forhold til dets materielle kulturarv og naturarv. Museologi beskæftiger sig med musealiseringen, dvs. de processer, som knytter en særlig kulturel, historiebærende mening til udvalgte genstande og mindesmærker.’ (denstoredanske.dk)

Jeg havde for et år siden et fag på kunsthistorie, der hed ‘Formidling på fremtidens kunstmuseer’. Visse aspekter ved faget, synes jeg, var ret interessante. Blandt andet hvor politisk influeret dele af kunstscenen kan være, og hvor afhængig kunst er af økonomi. Hvem er det egentlig, der bestemmer, hvor mange penge vi har til kunst i vores land? Hvem er det, der bestemmer, hvilke udstillinger vi skal se, og hvilken vinkel en udstilling kan få? Hvem bestemmer, hvad vi skal se af dansk og international kunst?

Nu har jeg haft et fag, der er gået dybere ned i disse spørgsmål – jeg har ikke fået dem alle besvaret, men jeg har fået belyst flere perspektiver og teorier. Der er meget at diskutere ifht. det teoretiske stof og den praktiske virkelighed – og jeg bliver let provokeret af sætninger som “Hvordan lokker vi flere segmenter til museerne?” eller “Det er et økonomisk spørgsmål”.

Mit museologi-fag hedder “Museer og samlinger: historie og teori” og har blandt andet givet mig et historisk indblik i udviklingen i forhold til dét at samle. Vi har været på en masse museumsbesøg og talt med de folk, der rent faktisk har hænderne nede i udstillingerne fra den spæde idé til udstillingens fernisering. De mennesker forsøger at få den bedst mulige udstilling stablet på benene med økonomi, måltal og brugerinddragelse i baghovedet.

Man kan diskutere om disse overvejelser er begrænsende eller tværtimod får et museumsprojekt til at udvikle sig til det bedst mulige. Der er ikke noget reelt svar på det, men vi har i vores udstillingsanalyser diskuteret teoretikeres og vores egne synspunkter i forhold til, hvordan de forskellige museer har klaret sig i arbejdet med udstillingerne. Hvordan fremstod formidlingen i udstillingen? Er det tydeligt, hvilken stemme der taler? Bliver der talt ned til den besøgende? Hvordan er den faglige viden formidlet? Hvordan føles det at bevæge sig rundt i udstillingen? Hvilke brugerinddragende elementer er benyttet?

I januar skal jeg til eksamen i faget, og jeg har valgt at beskæftige mig med oplevelsesøkonomi. Der tænker de fleste nok mere på branding, turisme eller andre kommercielle underholdsningstilbud som Tivoli, zoologisk have og den slags herligheder. Men museerne indgår også i oplevelsesøkonomien i Danmark, hvilket kan være en kæmpe udfordring for museerne, men kan det også være en fordel? Flere teoretikere problematiserer det, fordi de danske museer kan blive fanget i oplevelsesøkonomien og skal skabe udstillinger og events for bredere målgrupper for at kunne konkurrere med for eksempel Tivoli. At skabe en stærk museumsoplevelse, hvor folk virkelig kan mærke det inde i kroppen er en stor udfordring. At gøre det og ramme både moren, faren og lillen i en familie er en endnu større udfordring.

Museerne bliver på grund af oplevelsesøkonomien og kampen om publikum inkorporeret i en konkurrencepræget sammenhæng med andre kulturelle tilbud, og det er derfor vigtigt at lære de besøgende at kende. Endnu vigtigere bliver det at lære dem at kende, der ikke så tit besøger museerne. Her bliver ordet ‘lokke’ ofte benyttet, og jeg siger det, som det er – jeg bryder mig ikke om det. Kunst skal ikke lokke, kunst skal drage. Museerne får hjælp til at lære deres besøgende og ikke-besøgende at kende af en politisk forankret institution; nemlig Kulturstyrelsen. Kulturstyrelsen laver brugerundersøgelser, og i den seneste fra 2012 står der:

‘Museernes rolle i samfundet er i forandring. Brugerundersøgelsen er et redskab, der bidrager til samarbejde mellem borgere, museer og Kulturstyrelsen om at tage fælles ansvar for udvikling af professionelle og relevante kulturinstitutioner i Danmark.’

Og det er jo rigtig fint. Det er rigtig fint, at museerne ikke bare får støtte fra staten uden at forsøge at vise kunst og kulturarv til borgerne. Det er rigtig fint, at museerne får at vide, at alle borgere skal være velkomne. For alle borgere ER velkomne på museerne. Men har alle borgere overskud, lyst og et personligt behov for at komme på museerne?

I brugerundersøgelsen står også følgende:

‘Museerne får med brugerundersøgelsen et redskab til at arbejde strategisk med udstillinger, aktiviteter og arrangementer til og med deres brugere. Resultaterne kan også benyttes til at iværksætte nye tiltag med brugergrupper, som er underrepræsenteret på museerne.’

For mig at se er dette citat et bevis på, at man har en intention fra Kulturstyrelsens side om at få alle borgere til at elske at besøge vores museer. Er det muligt? Vil vi det? Skal der skabes så brede udstillinger, at alle typer borgere får lyst til at komme på museerne? Er man kun et intellektuelt og dannet menneske, hvis man bruger hele sin søndag på et af Danmarks kunst-, kultur- eller naturmuseer? Lad mig spørge på en anden måde – kan nogen tvinge mig til at se en fodboldkamp i Parken på min højhellige søndag? Nej, er svaret. Jeg har nemlig ikke lyst til, at nogen skal hive en sportsgren eller en sportskultur ned over hovedet på mig.

Og jeg mener heller ikke, at vi absolut skal hive museerne ned over hovedet på mennesker, der er såkaldt underrepræsenterede i den verden. For hvad er formålet? Hvis det handler om oplevelsesøkonomi, så bliver jeg skrap. Lad os lige stramme op og fokusere på kunsten frem for den lækre butik og café der er med til at ‘lokke’ med tæpper fra Hay og skummede kaffe latter. 

Hvis det derimod handler om at vise nogen, hvor meget kunsten kan røre indeni, eller hvor god den er til at samle mennesker omkring sig, eller hvor smukt den kan skildre vores verden, eller hvor mat og gylden den kan være, eller hvor helt igennem altafgørende den kan være – så er det okay. Så kan jeg leve med det. Og så kan vi alle sammen rent faktisk bruge det til noget.

Man kan sige, at et tiltag som skoletjenesten er brugerinddragende. I Danmark skal alle børn gå i skole, og der er krav til folkeskolelærerne om, at de skal tage eleverne med på museumsbesøg. Folkeskolen rummer børn fra alle segmenter, og det er jo en gave at kunne vise børnene, hvad der gemmer sig på et museum. Nogle børn er ikke vant til at komme på museerne, og bliver måske nysgerrige efter at komme der igen. Andre kan næsten ikke finde ro i kroppen til en times omvisning og vender aldrig tilbage. Nogle vil komme der som voksne, fordi de mener, at det er en del af at være et dannet menneske, eller fordi de simpelthen elsker det. Med skoletjenesten bliver museerne præsenteret for alle børn, og børnene vil kunne mærke indeni, om de får lyst til at komme igen på et senere tidspunkt. Jeg mener, at det er et godt tiltag. Og jeg mener, at man skal passe gevaldigt på med at fokusere på de underrepræsenterede grupper, for det kan jo ske, at fokus forsvinder fra forskningen og fagligheden på museet. En sund balance er vigtig at finde i denne problematik, og de fleste mennesker kan selv mærke indeni, om de finder det interessant at tage på museum eller ej. Det må vi simpelthen stole på, og så sørge for at døren altid er åben for dem, der har lyst.

(Læs hele Kulturstyrelsens brugerundersøgelse fra 2012 her)