LEVENDE, PULSERENDE OG STOFLIG: SOPHIA KALKAUS "ZYGOTE"

D. 11 september, 2023, blev Sophia Kalkau’s monumentale skulptur Zygote indviet i København. Jeg kendte ikke til projektet, inden jeg kunne se, at statuen var ved at tage form på Christmas Møllers Plads, i krydset hvor Amagerbrogade starter. Nu står den der! I al sin fabelagtighed: Store gyldne kugler på en snor, der ligner, at de kunne fortsætte ud i det uendelige. Når man står ved foden af den og kigger op, ligner det at den bærer himmelen – som en slags abstrakt Atlas-figur der understøtter selve himmellegemet over mig. Der er en ro i figurens tilstedevær, som en slags omsorgsfuld styrke.

Selve statuen er støbt i gylden bronze og placeret på en lav base af rødlig sten. Det er et dejligt afbræk fra byens øvrige statue-liv, at jeg nu står ved foden af en monumental figur, som jeg kan lægge armene om.

Ved siden af statuen er opsat to puf-lignende siddepladser, hugget ud af samme røde sten og sat sammen med en flot, sort sten, som er poleret til en mat, blødhed. Man kan enten sætte sig på pufferne, eller læne sig op af bronzestatuen ved at sætte sig på dens base.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Ifølge Kalkau refererer Zygote til et åg eller en slags sammenbinding. I sin tale til statuens indvielse, fremhævede hun hvordan åget kan lette byrden der skal bæres, fordi den i sin sammenbinding og i den rette balance kan fordele tyngden og gøre den lettere at løfte.

Zygote er en spejlingsfigur: Den spejler ikke bare sine omgivelser (med reference til spiral-spiret på Vor Frelser Kirke på Christianshavn); den spejler også menneskene i byen, som hver dag okser igennem krydset på gåben, cykler eller i biler for at nå på arbejde, ud og handle ind, hente børn og alle de andre gøremål, som ofte truer med at knække os. I sin skinnende bronze, står Zygote og minder os alle om, at vi er stærkere i sammenbindingerne. Hvad der gør mennesket stærkt er fællesskabet.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Kalkau’s omsorgsfulde hyldest af fællesskabet er en vidunderlig tilføjelse til Københavns byrum. Historisk set har kvinder ikke lavet mange statuer, da denne ære har tilfaldet deres mandlige kollegaer, som igennem århundreder har formet skulpturer i sten og statuer i bronze. Det er ofte menneskelige, idealiserede, repræsentationer, og i tilfælde af navngivne portrætstatuer er de næsten alle sammen billeder af mænd. Københavns statue-landskab er derfor domineret af et patriarkalsk billedsprog, hvor individets autoritet fylder pladsen omkring statuens piedestal.

Zygote hylder ikke individet, og som sådan læser jeg statuen som et feministisk projekt. Kalkau fremhæver selv, hvordan hun har været inspireret af John Christmas Møllers udtalelse ”Vi er alle socialister” fra 1945. Men ”Zygote” betegner også det første stadie til liv, efter at et æg er blevet befrugtet i mødet med en sædcelle, og selvom Kalkau ikke umiddelbart selv binder statuens titel sammen med denne betydning, så kan jeg ikke lade være med at læse dette ind i min egen oplevelse med den monumentale figur. Sammensmeltningen mellem ægget og sædcellen udgør også en forbindelse, som er så stærk at den skaber nyt liv – og med dette nye liv løftet om en fremtid gennem en dybere forbundethed.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg.

Zygote er en gave til alle os, som gerne vil styrken i fællesskabet. På sin lave plint af blød sten, står den klar til at tage imod dem, der har brug for et kram eller et hvil. Der er et vidunderligt nærvær tilstede i den ellers så hårde bronze, som vi kender så godt fra byens øvrige statuer, men som i Kalkau’s hænder er blevet til noget levende, pulserende og stofligt.


Amalie Skovmøller (f. 12/9, 1983). Ph.d. og adjunkt i kunsthistorie på Københavns Universitet. Med en baggrund i klassisk arkæologi har hun gennem mange år forsket i skulpturer: Fra antikkens bemalede marmorskulpturer, til det nyklassicistiske billedsprog og offentlige statuer i byrummet.