LE BICOLORE PRÆSENTERER VALÉRIE COLLART

I 2019 brød Danmarkshuset (Maison du Danemark) i Paris i brand. Et centralt mødested, der siden 1955 har forbundet og formidlet dansk/fransk kulturliv fra adressen på Champs-Elysées, stod i flammer, og det var uvist, hvad der kunne reddes. Efter måneder med renovering og et gennemgribende identitetsarbejde er der nu heldigvis opstået en helt ny platform under navnet Le Bicolore. I indlægget her kan du komme på atelierbesøg hos Valérie Collart (f. 1981), som er en af kunstnerne på Le Bicolores allerførste udstilling.

In A Slow Manner hedder udstillingen, der indtog Le Bicolores nye lokaler i starten af februar. Udstillingen er kurateret af dygtige Henriette Noermark og undersøger på forskellig vis, hvilke potentialer der ligger vævet ind i den tekstile sanselighed. En af de deltagende kunstnere er Valérie Collart, der er født i Bordeaux og som flyttede til København for 12 år siden efter at have afsluttet en MA fra Ecole nationale supérieure d’art i Nice. Hendes værker rummer næsten altid tekstiler, der omslutter udefinerbare objekter, som skærmer af for lyset eller fastholder noget i det skjulte. Den dragende gådefuldhed går igen i det fotografiske værk My Eyes Coldly Stuffed with Silk (II), og de to skulpturer Veiled Object I-II, som hun præsenterer i Paris.

Valérie Collart. Foto © I DO ART Agency.

Valérie Collart. Foto © I DO ART Agency.

Valérie Collart. Foto © I DO ART Agency.

Valérie Collart. Foto © I DO ART Agency.

Le Bicolore er et udstillingsrum, der forsøger at forbinde ellers adskilte kulturelle destinationer (Frankrig og Danmark), og derfor har de fra start tænkt den digitale formidling ind som en ligeværdig del af udstillingerne. Er man derfor begrænset i at besøge den fysiske udstilling – f.eks. på grund af corona eller geografisk afstand – kan man alligevel opleve værkerne gennem fotodokumentation, podcasts, 3D-gengivelser af udstillingsrummet, videointerviews og meget mere. I forbindelse med In A Slow Manner har vi besøgt tre af de deltagende kunstnere, og det er der kommet tre videoportrætter ud af. I den første kan du høre Valérie Collart fortælle om, hvordan hun inspireres af museer som Louvre og Glyptoteket, et melankolsk sind og hvorfor hun ser arbejdet med tekstil lidt som et fotografisk øjeblik.

Udstillingen In A Slow Manner præsenterer værker af: Valérie Collart, Sofie Genz, Ditte Hammerstrøm, Astrid Krogh, Justin Morin, Anne Fabricius Møller, Margrethe Odgaard, Vibeke Rohland, Tove Storch og Grethe Sørensen.

Udstillingsperiode: 3. februar - 28. marts, 2021.
Besøg den online udstilling på lebicolore.dk.

Fra udstillingen In A Slow Manner. Le Bicolore, 2021. Værker: Valérie Collart, Ditte Hammerstrøm, Justin Morin. Foto: Kleinefenn.

Fra udstillingen In A Slow Manner. Le Bicolore, 2021. Værker: Valérie Collart, Ditte Hammerstrøm, Justin Morin. Foto: Kleinefenn.

Valérie Collart, Veiled Object I-II. Foto: Kleinefenn.

Valérie Collart, Veiled Object I-II. Foto: Kleinefenn.

Valérie Collart, My Eyes Coldly Stuffed with Silk (II). Foto: Kleinefenn.

Valérie Collart, My Eyes Coldly Stuffed with Silk (II). Foto: Kleinefenn.


Videoen i denne artikel er produceret for Le Bicolore af I DO ART Agency. I DO ART Agency er et kommercielt formidlingsbureau, som løser opgaver for kunstnere og kunstinstitutioner, men det er ikke muligt at betale sig til indhold på idoart.dk.