KUNSTENS LØNVILKÅR V: IDÉER TIL EN BEDRE FREMTID
Over de seneste uger har debatten om kunstneres arbejds- og lønvilkår udfoldet sig i radioudsendelser, avisartikler og i travle Facebook-tråde. Det nye fokus på gamle problematikker har vist sig at være mere end tiltrængt, og forhåbentligt kan diskussionerne forankre sig i reelle tiltag, som kan give kunstnere og freelance kunstarbejdere mere bæredygtige levekår. Vi har nu spurgt en række kunstnere, kuratorer, museumsfolk og politikere, hvordan vi sikrer gode lønvilkår for kunstnere i fremtiden.
I oktober udgav vi resultaterne på vores spørgeskemaundersøgelse “Kunstens lønvilkår,” som baserede sig på 320 billedkunstnere og freelance kunstarbejderes besvarelser. Og det var ikke opløftende læsning.
8 ud af 10 svarede, at de har arbejdet gratis inden for de sidste 2 år, 62% har et bijob der ikke relaterer sig til deres kunstneriske praksis, og tæt på 90% svarede, at de ikke eller slet ikke er tilfredse med deres økonomiske situation. Siden da har Radio24syv lavet et hav af udsendelser, der udfolder problematikken, et utal af kunstnere har deltaget i debatten på sociale medier, og flere nyhedsmedier har skrevet om problemet.
Senest har CBS udgivet rapporten “Billedkunstens økonomiske rum,” der bl.a viser, at 17% af de omkring 1.000 danske kunstnere der deltog lever under fattigdomsgrænsen, og at over halvdelen tjener under 16.000 kroner på deres kunst om året. Det er tydeligt, at problemet er omfattende.
Vi har selv brudt vores hjerner med, hvad løsningen mon kan være, men svaret lader ikke til at være entydigt. Ikke at betale kunstnere ordentligt er blevet normen alt for mange steder i kunstlivet, og det er først og fremmest den mentalitet, vi skal have ændret.
Det er vigtigt at hæve sig op og anskue problematikken oppefra og på den måde få synliggjort de problematiske strukturer. Men når vi har gjort det, er det også vigtigt, at vi zoomer ind og husker, at vi allesammen er enkelte individer, der hver især skal tage et ansvar derfra, hvor vi står. Hvad enten du er kunstner, freelance kurator, direktør på et stort museum eller i en fond, om du er kritiker, kunsthalsleder, politiker eller kulturminister, så har det en betydning, hvad du tænker, og hvordan du handler.
Derfor har vi nu spurgt en række personer, der repræsenterer et bredt spektrum af den danske kunstscene, om hvordan de tror, vi kan sikre gode løn- og arbejdsvilkår for kunstnere. Det er virkelig interessant læsning, som vi håber kan inspirere til konstruktive samtaler, konkrete handlinger og en fremtid, hvor kunstarbejdere får løn på lige fod med andre faggrupper.
Marie Nipper (F. 1979)
Direktør ved Copenhagen Contemporary
Diskussionen om kunstnernes lønvilkår er vigtig. Og ved at den kommer til debat, kan vi forhåbentlig i fællesskab få skabt et fornuftigt grundlag for samarbejdet mellem institutionerne og kunstnerne.
Jeg tror, at institutionernes praksis i høj grad har været præget af ’plejer’ og vanetænkning i forhold til den måde, hvorpå man har anskuet forholdet mellem institution og kunstnere i en udstillingssammenhæng. Det er godt, at denne diskussion bliver taget op og får opmærksomhed, så vi kan komme ud over de enkelte institutionelle eksempler, der har været fremme, og i stedet få talt mere generelt om, hvordan man for fremtiden kan skabe rimelige forhold for kunstnerne - og ikke mindst, hvordan man fra politisk side kan støtte op om en forbedring af kunstnernes vilkår generelt.
Den økonomiske virkelighed i forhold til udstillinger og udstillingsproduktion skifter meget fra institution til institution, og det er en kompleks diskussion, når det kommer til honorering for deltagelse og skabelse af udstillinger. På CC tilbyder vi et fast udstillingshonorar, når man laver en soloudstilling, og vi dækker ofte de fleste udgifter til værk- og udstillingsproduktion. Da hver udstilling kræver noget forskelligt af kunstnerne, er det svært at standardisere udgiftsdækningen, men den kan omfatte assistentarbejde og andre fagfolk, som kunstneren benytter sig af i udstillingsproduktionen. Vi indgår dog altid kontrakter - ofte baseret på BKFs kontraktuelle retningslinjer - således at de økonomiske aftaler og arbejdsforventingen er afstemt.
Hvis man hæver blikket ud over det institutionelle niveau, synes jeg, at man også fra politisk side bør kigge på, hvordan man kan skabe bedre vilkår for kunstnerne. Eksempelvis mener jeg, at man med fordel kan kigge på en model som den, man har haft i Norge siden 1940’erne.
Her beskattes salget af kunst med 5% af salgsprisen og provenuet herfra indgår i en kunstfond, som billedkunstnere kan søge. Det giver også de kunstnere, der arbejder med knap så salgbare formater og medier, mulighed for at få gavn af de kunstkøb, der bliver gjort nationalt.
Jette Hye Jin Mortensen (F. 1980)
Billedkunstner
Grundlæggende tænker jeg, at man kan inddele baggrunden for vores (kunstneres) arbejdsvilkår i forskellige kategorier:
Politisk klarhed: På den ene side, tales der om armslængdeprincip, når BKF foreslår et simpelt krav om, at statsstøttede kunstinstitutioner udbetaler honorar til udstillende kunstnere. På den anden side, bliver kunststøtten nu inddelt i nye, afgrænsede kunstråd, som øremærkes bestemte geografiske placeringer. Der skal være klarhed. Og anerkendelse af, at de statsstøttede legater til arbejde og produktion giver et grundlag for, at kunstneren kan udvikle nye værker og stå og arbejde i sit værksted og ikke i Kvickly. Selve udstillingsstederne har slet ikke økonomi pt. til reel honorering af hele fasen for et kunstværks tilblivelse og udstilling. Enten må de ansvarlige politikere give kunstbudgettet til de faglige råd og stole på det, de kan, eller også skal de sætte krav til statsstøttede udstillingssteder, inspireret af cirkulæret om kunstnerisk udsmykning i statslige byggerier, hvor udstillende kunstnere, solo eller tilsammen, får en bestemt procentdel i honorar af en udstillings totalbudget. Ganske enkelt.
Kunstmiljøets kultur som ofte starter på akademierne, universiteterne osv., men som også uløseligt hænger sammen med udstillingssteder, kuratorer, gallerister, kunsthistorikere mfl. Kuratorer med ansvar for planlægning og budgetter skal undervises i at prioritere løn og arbejdstid for deres kunstnere, lige så vel som for håndværkere, PR og materialer. Da jeg gik på akademiet, manglede der ordentlig studievejledning, og professorerne manglede især pædagogiske evner og en mindre mystificerende introduktion til kunstlivet. At vi som kunstnere vænner os til hierarki, tavshedskultur, at arbejde under dårlige forhold i håbet om anerkendelse og konstant accepterer at investere i vores karriere frem for at kræve styr på tingene nu og her, er en del af en kultur. En kultur som simpelthen skal have en form for lettere pædagogikum til alle undervisere på højt niveau ud over deres faglige kvalifikationer, en introduktion til at arbejde på kunstmarkedet med gallerier, kunsthaller, museer osv. og en god studievejledning, som hjælper yngre kunstnere til at træffe valg og finde en balance både psykisk og materielt under uddannelsen. Det er meget overset, hvordan det indre liv og balancen er hos de nyuddannede kunstnere. Som jeg husker det, var mindst halvdelen nede med stress før afgangsudstillingen, og nu har jeg set elever allerede være stressede og nedbrudte, før de søger ind på akademiet. Indre pondus samt delt og åben viden og solidaritet giver os som fag et meget bedre udgangspunkt, og i sidste ende længere og mere diverse kunstnerliv. At god kunst partout skal fødes ud af lidelse og stress er en myte.
Faglig organisering: Vi skal, ligesom skuespilbranchen, have nogle faste takster eller procenter ud af totalbudgettet, vi henviser til, og vi skal være solidariske og ikke underbyde vores eget fag. Det kan være relevant for statsstøttede museer, kunsthaller, biennaler, udsmykningsopgaver osv. Undtagelser skal være kunstnerdrevne udstillingsplatforme og mindre initiativer, som ikke altid har økonomien til det, men så skal der laves klare linjer omkring tidsforbrug og fordeling af opgaver, altså vilkår for initiativer med begrænset økonomi.
Takster for etablerede udstillingssteder kunne inddeles i forberedelsestimer, som inkluderer skitseforslag og møder ud over et bestemt timeantal (f.eks. fra 5 timer og derover aflønnes med takst) og selve produktionen, som kunne være et reelt engangshonorar for hele udstillingen, opgjort i timer til installering og nedtagning, artist talk og omvisning. Det skal være et overskueligt skema, hvor man blot fylder (reelle) timer ind, så det ikke kræver for meget papirarbejde. Det vil åbne op for et ærligt billede af, hvor meget tid en kunstner faktisk bruger på en udstilling og forhåbentlig også give denne effekt: "Nu ved begge parter, at der er honoreret til ca. to dages formidling. Så kan vi ikke gå 500% over. Så er det to dages formidling".
Der skal være solidariske rammer for tid og løn, og vi kunstnere skal også samlet set begynde at afgrænse og sætte grænser. Hvis alle kunstnere på alle trin i hierarkiet støtter op, vil vi komme til at se en effekt og en omprioritering af midlerne hos vores udstillingssteder.
Krav til museer, kunsthaller og private gallerier om kontrakt (og faste takster/timer) ved alle udstillinger. Ved private gallerier skal man som kunstner have en kontrakt på sin tilknytning til galleriet (hvis man er fast kunstner) og en skriftlig aftale på fordeling ved salg og hvem der dækker materialer til værkproduktion samt en underskrevet liste over værker, som galleriet har i hænde. Som før nævnt, bør der i lighed med cirkulæret om kunstnerisk udsmykning i statslige byggerier tilfalde en bestemt procentdel af en udstillings totalbudget til kunstneren som minimumshonorar. Udstillingssteder skal vænne sig til, at en bestemt del af deres budget vil gå til aflønning af kunstnere.
Til kunstnerkollegaer, alt fra garvede rotter til nyuddannede: Lad os holde op med at arbejde gratis, få tingene ud i lyset og lade være med at støtte tavshedskulturen - den hjælper kun dem, som har noget at skjule, og budgetter der ikke tåler dagens lys. Lad os holde op med at arbejde for udstillingssteder, kuratorer og gallerier, som ikke vil betale løn til kunstnere af princip. Giv slip på karriereræset. Snak i stedet om dem, der gør det godt – både fagligt og menneskeligt! - og lav en masse projekter med dem. Lad os begynde at tænke i bæredygtige udstillingsidéer og på hvad et bæredygtigt liv med kunst indebærer af private, økonomiske og sociale overvejelser.
Karsten Ohrt (F. 1952)
Formand for Ny Carlsbergfondet
Det er på tide at anerkende kunsten som et erhverv på lige fod med andre fag. Den lovløshed der til tider præger honoreringen af kunstnernes arbejde – og det gælder ikke bare på museerne – skal til livs. Og det er i høj grad en politisk opgave at skabe de rigtige og retfærdige rammer, som man også gør det for den øvrige befolkning. Med noget så grundlæggende kan man ikke fra politikernes side henvise til armslængdeprincippet, som jeg hørte for nyligt. Det er en uklædelig form for ansvarsfradragelse.
Der er mange muligheder for at forbedre rammebetingelserne for kunstnere. Rapporten ”Billedkunstens økonomiske rum” er første skridt som det oplyste grundlag, hvorfra kunstnernes økonomiske vilkår bør og skal diskuteres.
Louise Lassen Iversen (f. 1980)
& Rie Hovmann Rasmussen (f. 1985)
Kuratorer og stiftere af udstillingsstedet Meter
På meter har vi været rigtig glade for, at denne debat har set dagens lys. Dette er ikke et nyt problem, men snakken har været holdt indenfor små grupper eller er kommet ud i artikler i egne fagblade. Det har indtil nu føltes som om, vi alle kunne beskrive elefanten i detaljer, men accepterede dens tilstedeværelse eller har tænkt, at det ikke var muligt at ændre noget.
Faktisk var det også en af grundene til, at vi startede meter. Vi ville se, om vi kunne lave en institution, der var forskellig fra de andre. I stedet for at institutionskritikken kom udefra eller forblev på et teoretisk plan, ville vi skabe en institution baseret på kritik. Og et af punkterne var, at vi skulle have en lønpolitik. Trods det, at vi er et lille sted med en dertil følgende lille økonomi, ville vi betale kunstnere, hvad vi kunne for deres arbejde. Tænk at det var radikalt; at dette ikke allerede er almen praksis.
Desværre står vi i en situation, hvor selv de etablerede institutioner, som museerne og kunsthallerne, også er økonomisk pressede, og vi synes at befinde os i en politisk tid, hvor der er modstand imod kulturen - og især kunsten står for skud. I stedet for at tage konsekvenserne af, at de får færre penge, forsøger kunstinstitutionerne at løbe lige så hurtigt som før, men baseret på mere og mere gratis arbejde. Det er lidt af en catch-22. For disse institutioner beviser overfor politikerne, befolkningen og fondene, at tingene godt kan gøres billigere. Samtidig ville der være en risiko for at miste publikum, hvis de vovede at skære ned på deres aktiviteter.
Lige nu befinder kunstinstitutionernes eksistensberettigelse sig i sikringen af og talentet for at tiltrække et stort nok publikum. Burde det så være kunstneren, der ikke skulle betales - af alle disse poster, der skal dækkes økonomisk? Det er en mærkelig og meget ærgerlig slutning. Og nu hører vi så, at museerne mere ser sig selv som forretningsforbindelser, der forhandler sig frem til den bedste pris - billig eller gratis - i stedet for at være kunstens opretholdere og moderne mæcener. Det burde være i deres interesse, at kunstarbejde har et ordentligt eksistensgrundlag, så der kan skabes kunst i dag, der rent faktisk kan bevares for fremtiden.
En problemstilling er, at kunstinstitutionerne tillader sig at betale meget små eller intet honorar til kunstnerne, en anden er at det også er accepteret af det støttesystem, der er omkring udstillingerne. Vi har selvfølgelig været heldige i Danmark, at vi rent faktisk har et offentligt støttesystem. Men det er ikke fulgt med tiden eller med inflationen, og det gør, at kunstnere bliver fattigere i sammenligning med resten af samfundet.
Men for at kunstinstitutionerne og fondene ændrer deres praksis er det vigtigt, at vi går sammen om at kræve disse ændringer - de kommer nemlig næppe af sig selv. Det vil betyde, at vi skal udvise væsentlig større solidaritet i vores branche, sådan at vi sammen kan sikre bedre vilkår for alle.
Lige nu er vores fagforeninger desværre ikke stærke nok til at forhandle på vores vegne. Det er vigtigt, at de styrkes, så de faktisk har ressourcerne til at kæmpe for bedre vilkår. Der skal måske nye kræfter ind, der tør at være skarpere i deres kritik af nuværende strukturer. Der skal flere penge til, sådan at der kan sættes tid og fokus af til dette arbejde, og så skal de være bedre til at kommunikere forskellige politiske mål ud til den brede offentlighed og ikke kun holde det til vores fagblade.
Et stort problem for kunstscenen lige nu er, at folk i Danmark simpelthen ikke kender til vores arbejds- og lønvilkår. For at ændre noget, bliver vi nødt til at skabe en solidaritet med vores fag. Vi er meget få i os selv, så vi skal have andre overbevist om, at den nuværende behandling af kunstnere ikke er i orden. Vi skal være bedre til at vise, at kunst betaler sig.
Desværre befinder vi os i en samfundssituation, hvor alle aspekter af livet kun synes at have eksistensberettigelse, hvis det tjener sig ind eller giver overskud. Altså bliver tingene sat i en økonomisk tabel. Dansk kunst bør faktisk være en succeshistorie. I forhold til landets størrelse er den kunstneriske kvalitet og den internationale bevågenhed stor. Men det er som om, at den historie ikke er alment kendt. De penge, der gives til kunsten tjenes tilbage med renter. At satse på en blomstrende kunstscene er derfor god forretning. Pengene bør ikke fjernes fra området. Vi bør investere mere.
På kunstscenen skal vi lade være med at være bange for at tale i økonomiske termer. Nej, det er ikke ønskværdigt, at befinde sig i en tid, hvor kunstens værdi kun bliver gjort op i penge; men at stille sig udenfor samfundsdebatten, fordi den ikke er, som vi gerne vil, at den skal være, er selvdestruktivt. En anden ting der mangler er tal på, hvordan vores branche ser ud. Hvad tjener kunstnere, hvad tjener staten på kunsten? Hvor mange penge bliver reelt set brugt på kunst? Hvad bliver brugt på rammerne for kunsten - bygninger, parker, vedligehold? For at starte en belyst diskussion, skal vi vide, hvordan det ser ud nu. Vi kan ikke ændre strukturerne, hvis vi ikke ved, hvordan pengene fordeles, og om det er muligt at omprioritere.
De undersøgelser der er kommet ud fra I DO ART og CBS har været med til at give os et indblik i kunstbranchen, men arbejdet er langt fra færdigt. Men hvad de undersøgelser også viste var, at det er lettere at træde ind i en offentlig debat om lønforhold med statistikker og indsamlet data bag sig.
Kunsten har nemlig et dårligt ry, eller kunstneren har. Vi har brug for en diskursændring. Lige nu bliver kunst ikke opfattet som arbejde. Derfor har vi heller ikke meget solidaritet hos andre arbejdsgrupper. Vi skal ændre folks holdning til kunsten og det arbejde, der ligger i at producere den. Vi oplever for tiden en stor interesse for at besøge kunstmuseer og kunsthaller. Kunsten er en succeshistorie. Men kunstneren er ikke. Vi skal have det publikum, der gerne vil forbruge kunsten, til også at forstå, at produktion kræver penge. De forstår, at skuespillere skal øve sig, inden de kan spille et teaterstykke, at forfattere har brug for tid til at skrive og musikere ligeså. Kunstnere skal oparbejde den samme forståelse og sympati i samfundet.
Jacob Fabricius (F. 1971)
Leder af Kunsthal Aarhus
Grundlæggende skal der efter min mening altid være honorar til både kunstnere og kuratorer, når de arbejder på kunsthaller, museer og institutioner! Der er ofte forskel på honorarstørrelser på gruppeudstillinger og soloudstillinger, projekter i det offentlige rum osv., men institutionerne bør betale. I enkelte tilfælde har jeg oplevet, at en kunstner ønsker noget andet i stedet for honorar, f.eks en business class flybillet (noget vi normalt ikke betaler), og så imødekommer man deres ønske. På Kunsthal Aarhus bidrager vi til produktion af nye værker og giver 20.000 kr. i honorar for en stor soloudstilling (400-800 m2), 10.000 kr. for en mindre soloudstilling, og på gruppeudstillinger med mange kunstnere med gamle værker er det mere symbolsk på 2.000-7.000 kr. pr. kunstner.
Honoraret afhænger af, om det er et eksisterende eller et nyproduceret værk. For værker i offentlige rum får kunstnerne minimum 7.500 kr. Der er specielle tilfælde, hvor vi ikke giver honorar, da det f.eks. er eksterne folk, som låner Kunsthal Aarhus’ lokaler eller open call-konkurrencer, hvor præmissen er anderledes. Vi går ofte i dialog og samarbejde med kunstnere om nye produktioner, og vi vurderer individuelt, hvad der giver mening i de enkelte udstillinger. Vores økonomi på Kunsthal Aarhus er solid, men på ingen måde god. Vi har gratis entré og er meget afhængige af fondenes velvillighed. Der er store forventninger og pres på besøgstal og udstillinger. Vi ville gerne give mere i honorar, men disse takster (ovenfor) indførte jeg, da jeg tiltrådte i 2016, og de har ikke ændret sig siden.
Jeg har selv været freelance kurator i mange år, og har stået for små udstillingssteder og projekter, og det er på ingen måde let at være og finde honorar til kuratoren. Det er svært for kunstnere, men på mange måder lige så svært for freelance kuratoren eller det kuratordrevne udstillingssted, fordi de ofte står i anden række efter produktion og kunstner.
Kuratoren har ikke i samme grad som kunstneren mulighed for at søge arbejdslegater og rejselegater, og kuratoren har heller ikke et værk der efterfølgende kan vises og sælges. Kuratorer har dog mulighed for at få job indenfor institutionen, men der er ofte rotation i institutionerne.
Sverige har arbejdet på fair løsninger for kunstnere i mange år, og jeg tror, at vi kan lære meget af dem og se på, hvordan staten betaler for kunstnerløn.
Forslag til tiltag/tommelfingerregler:
Hvis der er en entréindtægt, bør der også være honorar og bidrag til nyproduktioner. Selvom der ikke er entré, bør institutionerne betale honorarer til kunstnere og kuratorer – beløbet skal ses i forhold til budget og størrelse på den pågældende institution.
Freelance kuratorer og kunstnere, der driver non-profit udstillingssteder skal kunne søge en pulje indenfor staten eller pr. automatik modtage penge til x-antal honorarer pr. år.
Relationen mellem gallerister og kunstnere er en anden snak, synes jeg, da de jo har en anden kommerciel relation. Jeg tror, det er svært og umuligt for gallerister at betale honorar for en kunstneres deltagelse på messer og galleriudstillinger.
Ruth Campau (F. 1955)
Billedkunstner
Problemet er, at vi som kunstnere lever i en absolut gråzone. Vi er små erhvervsdrivende, vi er lønmodtagere i ansættelsesforhold, og vi er honorarlønnede. Vi hopper fra tue til tue med stor risiko for at træde ved siden af. Vi kan ikke være medlem af en A-kasse, for så må vi ikke arbejde med kunst, ikke sælge noget og heller ikke få arbejdslegater. Så vi skal være selvstændige erhvervsdrivende, men det kan man ikke leve af, og så skal man ud at have lønarbejde. Og så står man der midt imellem, hvor selv en anerkendelse fra Statens Kunstfond, i form af et arbejdslegat, kan spænde ben, da det ikke tæller som arbejde. Samfundet vil gerne se kunstnerne som små erhvervsdrivende. Enkeltmandsvirksomheder med små budgetter. Hvis du ikke kan leve af det, må du lukke virksomheden og holde op med at arbejde med kunst. Men der vil i så fald være meget få kunstnere tilbage, og det vil slet ikke dække det kulturelle behov, der trods alt er her i landet.
For der er mange, der gerne vil se og opleve kunst, og der er mange der gerne vil arbejde med kunst og vise den. Der er også nogle, der gerne vil skrive om den, sælge den, få prestige af at støtte den, investere i den og tjene penge på at sælge den videre. Der er smede og tømrer, der får løn for at bygge konstruktioner og hænge op, farvefabrikanter der udvikler nye farver, trykkerier der producerer kataloger osv. osv. Endelig er der endnu flere der bare vil inspireres af kunsten. Kunsten er som et stort gratis ta’ selv bord af idéer og nyudviklinger - værsgo du er velkommen til at bruge det i dit eget liv eller din egen virksomhed. Den manglende forståelse af kunsten som fødekæde er med til at skabe uligheden.
Man bør forstå, at kunsten er skabende - dvs. at det er her, vi møder fremtiden. Det er her, idéerne bliver skabt – de idéer, metoder, trends og måder at gøre tingene på, som vi senere ser genbrugt og genfortolket ude i erhvervslivet. I tøjproduktionen, i reklamer, i film, i indretning, i farveholdninger, i levevis og i kulturelle koder som hele samfundet tjener masser af penge på. Kunsten er grundpillen - men ingen kan se det, for ofte går der 10-15 år imellem, at idéen ses første gang på det smalle kunstgalleri, til den 15 år senere er et af “tidens udtryk”.
Det er her, at politikerne bør gennemskue et samfunds strukturelle fødekæde og indse vigtigheden af, at disse nye idéer og metoder bliver skabt. Se vigtigheden af at samfundet har denne kilde - dette kreative overskud. Kunstnere er forskere på fremtiden, og derfor skal kunstnerne støttes. Det er en god investering for et samfund, at den kreative kilde flyder. Men det er ikke kun en god investering – det er også et velfærdstegn.
I Danmark er det kutyme, at det er de faglige organisationer, der laver en overenskomst om arbejdsforhold og lønniveau. Dvs. at det må være Billedkunstnernes Forbund (BKF), der skal lave en overenskomst med Organisationen Danske Museer (ODM). Hvis museerne får retningslinjer fra ODM, vil de føle sig forpligtede til at følge krav om honorering af kunstnere. Det ved jeg fra samtaler med museumsfolk. De føler sig ikke forpligtet til at betale honorar til kunstnerne med mindre deres organisation kræver det og har lavet et honoreringsprincip, så alle museer følger samme regler. I dag er det individuelt fra museum til museum, om de vil betale honorar og hvor meget. Derfor er det fristende at nedprioritere kunstnerhonoraret.
Til eksempel har jeg i en forhandlingssituation med et museum henvist til BKF’s opfordring om at udbetale honorar for den tid, som kunstneren bruger på installering og ophængning af værker. Jeg kopierede BKF-teksten ind i min mail, men fik besked om, at det var der ikke råd til. I den situation er det meget svært for mig at kræve et honorar, da det kun er en opfordring og ikke et krav, som deres egen organisation ODM bakker op omkring.
Jeg mener, at der hurtigt må laves en overenskomst mellem BKF og ODM. Hvis det ikke lykkes, bør politikerne gå ind og kræve af museerne, at de giver kunstnerne et kunstnerhonorar, hvis de vil fortsætte med at have statsstøtte.
BKF har udarbejdet en udmærket vejledning og tarif, som man kan følge. Det vil være en start, som kan betyde meget, for i kunstverdenen er der ingen regler, men rigtig mange myter. F.eks er der myten om, at kunstnerens arbejde stiger i værdi, når han/hun har udstillet på et museum. Det holder jo ikke, for på næste museum er der heller intet honorar. Den myte baserer sig på en forældet opfattelse af, at kunsten er et maleri eller en skulptur, som kan sælges. Men sådan ser værker jo nødvendigvis ikke ud mere. Hvis vi ikke ændrer opfattelse af kunsten og kunstneren, vil myterne - og dem er der mange af - leve videre (kunstnerne kan ikke skabe, hvis de ikke er sultne, kunst som hobby osv. osv.). Jeg tror dog, at de fleste museumsfolk godt ved, at det netop er myter, men det er en praktisk undskyldning, når budgettet er stramt, og man gerne vil bruge penge på alt muligt andet. At kunstneren ligger lavest på lønningslisten kan kun lade sig gøre, fordi det er muligt. Museerne kender deres magtposition og ved, at kunstnerne stiller op til hvad som helst - og ellers er der nogle andre, der vil.
Jeg har også et andet punkt, som jeg altid kæmper med, når jeg laver store installationer til en kunstinstitution. Institutionen vil helst forsikre værket til materialeprisen og ikke salgsprisen (de siger, at forsikringsværdien er den pris, det koster at reparere værket, hvis der sker noget). Det gør forsikringen billigere for dem. Men visningshonoraret udregnes efter forsikringsværdien, hvilket betyder, at jeg får et meget lille beløb udbetalt i visningsvederlag. Det er ikke rimeligt. Det bør ændres således, at visningsvederlaget udregnes efter salgsværdien og ikke efter forsikringsværdien.
Mogens Jensen (F. 1963)
Kulturordfører for Socialdemokratiet
Kunst er arbejde. Meget arbejde og hårdt arbejde. Alt for mange kunstnere udfører ringe betalt eller gratis arbejde. Det er ikke proportionalt med den værdi, som kunsten tilfører vores samfund.
Det skal være en målsætning for dansk kulturpolitik, at kunstnere får betaling for deres arbejde. Derfor er det afgørende, at kunstnere i forbindelse med konkrete arbejdsopgaver honoreres reelt og får retmæssig løn for udført arbejde. Her bør det offentlige gå foran og sikre, at alle kunstinstitutioner overholder rimelige minimumskrav for honorering og kontrakter. I forhold til det øvrige arbejdsmarked befinder hovedparten af danske kunstnere sig som delvist selvstændige på et arbejdsmarked præget af stor usikkerhed. Overordnet er der færre faste stillinger, og mange stillinger er på deltid, projektansættelser eller sæsonbetingede.
Socialdemokratiet vil bl.a. arbejde for:
At alle offentlige institutioner i Danmark følger aftalte rammer og takster for honorering af kunstnerisk arbejde.
At arbejdslegater fra Statens Kunstfond ikke bliver en ulempe for kunstneres mulighed for at modtage offentlig forsørgelse.
At den enkelte kunstners arbejdsform og arbejdsmarked tages i betragtning hos jobcentrene.
Bedre samarbejde mellem kunstnernes A-kasser og landets jobcentre, så man sikrer så relevant aktivering som muligt.
Sophia Ioannou Gjerding (F. 1989)
Billedkunstner
Jeg mener, at der er stort behov for at lave strukturelle forandringer på området eksempelvis ved at udarbejde nogle overenskomster, som de forskellige kunstinstitutioner forpligter sig på at følge.
På denne måde vil man kunne hæve bundniveauet, så der er en form for minimumsgrænse, i stedet for at det kører efter laveste fællesnævner, som det er nu. Det ville være en stor fordel for de enkelte kunstnere med sådan et strukturelt bagtæppe, i stedet for at man som adskilte aktører skal tage kampen op ved hver eneste henvendelse.
Der er desuden et behov for at bryde med den usunde kultur i kunstverdenen, hvor løn oftest er noget, man skal spørge om, i stedet for at det er noget, man snakker om allerede fra starten. Derudover mener jeg, at det er vigtigt at revurdere, hvilke værktyper som hører under kunstnermoms-loven, således at den kan omfatte flere værktyper, end den gør nu.
Caroline Bøge
Kurator og stifter af 2112 Art Advisory
Det er et vigtigt emne, og rigtig godt, at der endelig er taget hul på denne debat i det offentlige rum. I min optik er der tale om et helt strukturelt problem, der bunder i, at vi i Danmark anser kunst og kultur som flødeskum - ikke som fundament. Det reflekteres bl.a. i den endeløse række af besparelser, som museerne og kulturinstitutionerne udsættes for igen og igen. Alligevel forventes de at levere høje besøgstal (for at bevare deres støtte), hvilket naturligt nok ofte betyder fokus på ‘varme’ udstillinger med store, måske internationale, navne, der givetvis ikke stiller op uden hverken vederlag eller honorar. Andre kunstnere forventes så at levere udstillinger og værker på top-plan, men behandles som om, det var deres hobby.
Det er rigtigt, at en udstilling på et museum er en anerkendelse, som kan føre til salg. Enten direkte afledt af udstillingen eller på sigt, da udstillinger generelt er med til at opbygge bevidstheden om – og tilliden til – en kunstner hos samlerne og på kunstmarkedet generelt.
Men det er et langt, sejt træk, som sjældent betyder smør på brødet hos kunstnerne med det samme. Og det er heller ikke alle, det nogensinde rigtigt sker for, selvom de har udstillet de bedste steder.
I forhold til kunst er det jo sådan, at markedet ikke altid har øje for, er moden til, eller kan absorbere værker, der viser sig at være vigtige i forhold til vores allesammens historie. Det er jo netop museerne, der giver rum til denne type kunst også, og det er klart at alle, der yder en indsats i en professionel og statsstøttet kontekst skal honoreres - ikke med brugskunst, men med aflønning. Når kunst og kultur ikke prioriteres fra højeste instans, smitter det af overalt, og jeg håber, at denne debat bliver starten på en større og helt grundlæggende diskussion om kunstens rolle generelt.
I 2016 sendte Italiens daværende premierminister Matteo Renzi en klar besked, da han ti dage efter det frygtelige terrorangreb i Paris tog initiativ til, at unge mennesker i Italien nu får foræret 500 euro, som de kan bruge på kunst- og kulturoplevelser. Et sådant initiativ løser ikke alt med et slag, men det er et greb, der minder befolkningen om, hvor vigtig og afgørende kultur er - også i vores moderne verden. Både i forhold til personlig berigelse, men også i styrkelsen af det kulturelle fundament, som medvirker til identitetsskabelse og styrker det sociale sammenhold.
Hvis magthaverne herhjemme kunne se fordelene i det på et højere plan, ville der måske komme en større respekt omkring kunst. For ikke bare skaber kunst sammenhold, det udvider vores horisont, oplyser og udfordrer os. Jeg vil påstå, at det i bund og grund gør mennesker mere åbne og tolerante at omgive sig med kunst og kultur. Der er meget at vinde, hvis slaget tages.
Mikkel Bogh (F. 1963)
Direktør ved Statens Museum for Kunst
Spørgsmålet deler sig for mig at se i to, delvist relaterede underspørgsmål:
Det ene handler om honorering af kunstnere (og freelance-kuratorer, -skribenter, -undervisere – hele ’prækariatet’). Her er min holdning helt entydigt, at såvel private som offentlige institutioner, der entrerer med kunstnere (mv.) i forbindelse med udstillinger, udsmykninger, erhvervelser, rådgivningsopgaver, tillidshverv osv., skal honorere efter nærmere aftale med de involverede og altid med udgangspunkt i en minimumstakst. Det vil sige, at kunstnere konsekvent skal takke nej til ikke-honorerede opgaver – og institutioner skal naturligvis lade være med at kalkulere med, at kunstnere leverer den ene eller den anden ydelse uden betaling. Det er en fælles, solidarisk opgave at sikre, at vi når dertil. Forbund som BKF, UKK og ODM bør inddrages i sikringen af rimelig taksering af ydelser.
Det andet og noget mere omfattende spørgsmål handler om kunstneres økonomi generelt: Hvordan får de deres private økonomi til at hænge sammen? Det er klart, at rimelig honorering af ydelser er afgørende her. Men det vil for langt de fleste freelance-kulturarbejdere ikke være tilstrækkeligt. Typisk vil en eller anden form for ’day-job’ være et nødvendigt supplement til de indtægter, man kan generere som kunstner og kulturarbejder. Bare spørg digterne. Det kan hverken det offentlige støttesystem eller markedet ændre på. Jeg tror, vi har et relativt godt kunststøttesystem i Danmark og kender i hvert fald ikke selv til lande, som støtter deres kunstnere substantielt mere med offentlige midler, end vi gør her i landet. Men måske tager jeg fejl. Selvfølgelig drømmer vi alle om at få flere penge til den del af kultursektoren, vi sidder i. For mit eget museums, SMKs, vedkommende gør vi jo for eksempel det, for at kunne erhverve mere fra blandt andet danske kunstnere og for at kunne lave udstillinger, også med dem, der ikke i første omgang behøver at trække mange gæster ind.
Når det er sagt, så har jeg det slet ikke skidt med, at der er højtuddannede kunstnere ude på arbejdsmarkedet; vi har brug for disse kompetencer i samfundet, også langt væk fra den specialiserede kunstbranches relativt lukkede cirkler.
Bente Scavenius (F. 1944)
Kunstkritiker og forfatter
Det er meget svært, fordi det er et uopdyrket felt, og vi mangler f.eks. stærke fagforeninger, der går ind og stiller lønmæssige krav. Man kan selvfølgelig være solidarisk med sine kollegaer og sige nej til at gå under et fast defineret beløb, men da mange er meget dårligt betalte i forvejen og jo gerne vil arbejde, så er det utroligt svært at sætte gode rammer op. Solidariteten er vanskelig, da alle er sig selv nærmest. Jeg har været på banen i mange år, og jeg lever af summen af det, jeg laver. Det enkelte honorar er deprimerende lavt – langt under hvad andre i samfundet ville acceptere – men det gælder som freelance kunstarbejder om hele tiden at udvide sin platform, så man kan leve af summen af alle de små honorarer.
Det står og falder meget med din egen person, og det er fortvivlende, for jeg kan ikke rigtig sætte nogle normer op for, hvordan man opbygger en bæredygtig karriere. Jeg har mange studerende, der ringer til mig og spørger, hvordan jeg har formet min karriere, og jeg fortæller, at jeg med tiden har fundet ud af, hvordan jeg får det til at fungere. Men det står og falder med din person – om du virkelig vil det, og at du ikke får en depression over alle de små honorarer. Ifølge min erfaring er det svært at forhandle om lønnen. For det første så ved en avis eller et udstillingssted godt, at der står 20 andre, som hellere end gerne vil skrive eller udstille i stedet for dig. Og for det andet så ved de, at vi ikke kan gå et andet sted hen og få mere i løn.
Der er flere kunstnere, der klarer sig bedre i dag end tidligere. Der en stor interesse for de unge kunstnere. Mange bliver kendte, mens de går på akademiet, og galleristerne er også opmærksomme på de helt unge. Men det er stadig kun ganske få, der får den flyvende start på karrieren – måske 1-2 kunstnere pr. årgang. Pludselig er der navne, som alle gallerister, samlere og kritikere zoomer ind på, og så blegner de andre rundt omkring. Det er interessant at følge med i de mekanismer, selvom de er uretfærdige. På den ene side er kunstmarkedet sygt, og på den anden side er det nødvendigt.
Nu er jeg selv mor til to skuespillerbørn, så jeg ved, at det samme gælder på alle de kunstneriske uddannelser. Den procentdel der klarer sig er minimal, ifht. dem, der ikke klarer sig. Kunstnerisk talent og talentet for at udnytte sit talent er to vidt forskellige ting. Det nytter ikke noget, at du kun har talent, hvis du ikke ejer talentet for at udnytte dit talent. Jeg synes ikke, at vi skal lade kunstnerne sejle deres egen sø, jeg synes, det er enormt vigtigt, at man underviser i det på akademiet. De burde faktisk oprette et professorat i det. Altså helt ærligt – der er nogle, der bare har talent for at få gang i karrieren, og så er der andre, der ikke har talent for det. Det er da uretfærdigt.
Derudover synes jeg, at politikerne – gennem Statens Kunstfond – i langt større udstrækning skal støtte unge kunstnere. Legaterne skal ikke blive en sovepude, men en mulighed for at kunstnere kan få arbejdsro. Der er brug for den fordybelse. Her kan staten virkelig gøre en forskel, men staten er ikke interesseret i kunst – den er kun interesseret i at afvikle den. Kunstnerne kunne få nogle helt andre vilkår, hvis staten havde et anderledes blik på kunsten. De private fonde gør meget for den helt unge, eksperimenterende kunst, og det er jo fint, men hvor er det offentlige? Det kan jo ikke være de private fondes opgave alt sammen. Vi risikerer, at de private fonde med rette mister interessen, hvis ikke det offentlige viser vejen.
Det er blevet ufarligt for politikerne at tale kunsten ned, og den negativitet omkring kunsten spreder sig til resten af samfundet – og det til trods for at museerne oplever stigende besøgstal. I stedet for at tale kunsten op, sådan at vi som samfund kan være enige om at være fælles om kunsten, så er man fælles om at tale den ned. Det er fortvivlende.
I virkeligheden tror jeg ikke kun, at man skal støtte kunstnerne, man skal også støtte unge mennesker i at opsøge og interessere sig for kunsten. Man kunne kigge til Italien og Frankrig, hvor man giver et årligt beløb til unge mennesker, som de kan bruge til kulturelle oplevelser. Sådan nogle vilkår har vi slet ikke herhjemme, på trods af at vi hele tiden får at vide, at vi er et fantastisk rigt land. Det er staten, der er med til at fastholde, at der ikke er status i kunst. At kunsten ikke prioriteres politisk er med til at gøre vilkårene så ulideligt svære for dem, der skaber indholdet.
Hannah Anbert (F. 1984)
Billedkunstner
Der er mange tiltag man kunne tage for at sikre kunstnere en bedre aflønning/levestandard. De seneste ugers debat om aflønning af kunstnere ved udstillinger på statsstøttede kunsthaller og museer har fået mig til at tænke, at statsstøtten burde forpligtige institutionerne til en minimumsløn til udstillende kunstnere. Man kunne forestille sig en standardkontrakt, som alle statsstøttede kunstinstitutioner brugte.
I en sådan kontrakt fastslås på forhånd en række detaljer, fx. om der er tale om et nyt værk eller et allerede eksisterende. Hvis der er tale om et nyt værk, skal man udfylde, hvor mange timer, der skal bruges på at skabe værket, lave PR og andre aktiviteter rundt om udstillingen. Man kan jo indføre i kontrakten, at hvis kunstværket sælges inden for x antal år, skal en del af beløbet tilbagebetales. Hvis der er tale om en genopsætning, skal man udfylde, hvor mange arbejdstimer der skal lægges i genetablering, tilpasning, PR osv. Hvis kunstneren selv skal søge yderligere midler til projektet, er det vigtigt, at disse timer også medregnes i det samlede timeforbrug.
Jeg tror, at standardkontrakterne er vigtige, fordi på den måde kan det blive en vane, at man får forventningsafstemmt på forhånd. Vi som kunstnere skal blive vandt til at spørge ind til honorering som noget helt naturligt, ligesom institutionerne selvfølgelig skal gøre det klart, hvad de har tænkt sig at betale. Jeg oplever ofte i mine kollegakredse, at folk bliver spurgt om udstillinger, performances eller udsmykninger, hvor aftalerne er lidt uklare. Det kan være svært at spørge ind og stille krav som enkeltperson.
Som den netop udkomne undersøgelse også peger på, er der så mange kunstnere, der tjener så lidt, at vi som faggruppe står i en dårlig forhandlingssituation. Det at sige nej til selv en lille indkomst kan gøre en stor forskel for ens samlede indtægter. Derfor kommer vi ofte til at acceptere betalinger, der ikke svarer til arbejdsindsatsen.
Det er vigtigt, at visningsvederlaget bliver opfattet som et Koda-bidrag - ikke som reel løn for arbejde ved visning af værker. Det er også vigtigt at få størrelsen af aflønningen væk fra spørgsmålet om værkets "værdi" og hen på en vurdering af arbejdstid. Ofte vil man søge arbejdstimer og andre udgifter dækket hos fonde, men sjældent bliver det hele dækket, og så er det ens egen løn, man skærer bort. Da jeg for nyligt udstillede i Riga fungerede det sådan, at de stillede en underskudsgaranti. Jeg søgte selv penge til projektet, men kom til at mangle til min egen løn, som de så udbetalte.
Michael Thouber (F. 1971)
Direktør ved Kunsthal Charlottenborg
Jeg er også forfærdet over at læse om kunstnernes dårlige indtjening i Danmark. Jeg vil derfor gerne sige tak til I DO ART, Radio24syv og andre medier for at sætte fokus på den lave eller manglende betaling af kunstnere i Danmark. Kunsthal Charlottenborg er en del af Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor vi uddanner fremtidens kunstnere. Så jeg ser ikke kun den her sag som direktør for Kunsthal Charlottenborg, men også som en kollega til de mange unge kunstnere, der bliver uddannet på kunstakademiet, og som lige om lidt skal ud og skabe sig en karriere.
For at finde den bedste og mest bæredygtige løsning er jeg overbevist om, at det vigtigste er at inddrage kunstnerne og deres fagforeninger i løsningerne – både de erfarne og de yngre kunstnere, som er i gang med at etablere sig. Når det er sagt, så giver jeg gerne på I DO ART’s opfordring mine bud på vejen til et bedre arbejdsliv for kunstnerne. Det er ikke forslag, der er regnet igennem eller fuldt gennemtænkte, men jeg håber, at de vil blive set som indspark i en vigtig debat og som inspiration til Kulturministeren, kunstinstitutionerne, kunstnerne og deres fagforeninger til, hvordan vi sikrer et rimeligt arbejdsliv for kunstnerne i Danmark.
STATENS KUNSTFOND. Overvej en omlægning af dele af støtten i Statens Kunstfond og opret en særlig pulje til nyuddannede fra kunstakademierne, hvor man giver en ”iværksætterydelse” i tre år. De første tre år er afgørende ifht. at etablere sig som kunstner – og når staten allerede har investeret i en uddannelse, så ville det give god mening at hjælpe de nyuddannede på vej i etableringen af deres praksis. Man kan se til filmstøtten, hvor de nyuddannede fra filmskolen også ofte får støtte af Det Danske Filminstitut (DFI) til at lave en film og bevise deres kunnen efter endt skolegang.
OFFENTLIGE UDSMYKNINGER. Det er mit indtryk, at den væsentligste økonomi for kunstnere er fra udsmykningsopgaver. Man kunne derfor prioritere at give en del af de offentlige udsmykningsopgaver til de nyuddannede fra akademierne, så man giver de unge kunstnere chancen for at arbejde i stor skala og i kontekst. Der bygges nye hospitaler, metrostationer og meget andet i den offentlige sektor i disse år. Her kunne man vælge, at en del af de afledte opgaver med kunstudsmykninger til de nye institutioner gives til de nyuddannede kunstnere, så man giver dem konkret erfaring til et efterfølgende arbejdsliv med kunst – også i stor skala og med mange interessenter.
INTERNATIONALT MARKED. Genopret Center for Dansk Billedkunst som i 1990’erne hjalp danske kunstnere med økonomisk støtte til deltagelse i udstillinger på internationale institutioner. Adgangen til det internationale marked og de internationale gallerier går ofte gennem deltagelse i udstillinger på internationale institutioner. Selv små støttebeløb kan være afgørende for danske kunstneres deltagelse i udstillinger på internationale institutioner. Det danske kunstmarked er for lille, og derfor er det afgørende, at danske kunstnere også slår igennem internationalt, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at kunne leve af deres kunst.
HONORAR PÅ DANSKE INSTITUTIONER. Indfør en fast honorarordning på danske kunstinstitutioner som MU-ordningen i Sverige. Man kunne også opfordre de danske museer til at købe ind til deres samlinger af de kunstnere, som de udstiller. Samtidig kan man arbejde med et loyalitetsprincip blandt kunstnerne, hvor de kunstnere der faktisk sælger deres værker betaler produktionsstøtten tilbage til kunstinstitutionerne, så disse midler kan komme andre kunstnere til gode.
ERHVERVSUDDANNELSE PÅ KUNSTAKADEMIERNE. Indfør en stærkere erhvervsmæssig uddannelse på kunstakademierne. Dette arbejde er allerede i gang, men kan givet styrkes. Centrale spørgsmål kunne være: Hvordan opbygger du en bæredygtig forretning? Hvordan skriver du kontrakter? Hvordan markedsfører du dig bedst? Og hvad kan du som kunstner ellers lave, hvis du ender med ikke at kunne leve af din kunst? Hvordan etablerer man et godt gallerisamarbejde? Og hvad er mulighederne, hvis man ikke ønsker at skabe kunst, der kan klare sig på almindelige markedsvilkår?
STÅ SAMMEN. Ingen gruppes rettigheder er stærkere end sammenholdet. Gode forhandlingsevner ligger også i den styrke, man har i et fællesskab. Kunstnerne bør derfor organisere sig stærkere i fagforeninger. Sig fra, gå i medierne, på barrikaderne, i strejke og brug i det hele taget modellerne fra mere end 100 års arbejderkamp til at sikre, at almindelige arbejdsvilkår også gælder for kunstnerne i Danmark.
Marie Thams (F. 1982)
Billedkunstner
Jeg skriver her i forlængelse af den aktuelle debat, der har nået de bredere medier og med de konkrete spørgsmål, der her er kommet frem in mente.
Overordnet mener jeg, at vi skal se problematikken fra et strukturelt perspektiv med øje for italesættelsen af det kunstneriske arbejde, hvor en opdatering og en øget forståelse af hvordan et kunstnerisk virke løber rundt, og hvad et bæredygtigt kunstnerisk virke kræver er påtrængt. Og så skal vi tale om den manglende solidaritet, der kan være for kunstnere og kunstarbejdere samt fagpositioner imellem.
Feltet består af en sammensat gruppe, hvor vi ikke arbejder alene, hvorfor jeg også mener, at vi bør nævne den uafhængige kunstarbejder (formidleren, kritikeren, kuratoren mv. der arbejder selvstændigt uden faste aftaler eller ordnede forhold), hvis faglig overlevelse også er under pres.
Flere ting er på spil i problemerne med billedkunstneres lave indkomst og udeblivende honorering, hvilket ikke kun opleves i starten af en karriere, som f.eks. kan ses i den seneste rapport, ”Billedkunstens økonomiske rum” fra CBS, der giver et indblik i den økonomiske situation (deprimerende, men ikke overraskende info). Den utilstrækkelige og til tider helt fraværende betaling, kunstnere står overfor, er under al kritik. Problemet bunder bl.a. i en årelang opfattelse af, at kunst er noget man gør, fordi man ikke kan lade være, og hvor konkrete behov som at betale husleje, købe dagligvarer, spare op til pensionen osv. overses. Hvilket fører til at, jo, man kan blive nødt til at lade være – og dét i enten helt at holde op og kaste en faglighed, videregående uddannelse og drøm overbord, eller man må skalere ned i tid og muligheder, fordi indkomsten (som tager tid at drive ind) må komme andetsteds fra.
Den kultur må helt konkret ændres, så alle der yder et arbejde betales for det – hvilket også kræver en ændring i opfattelsen af, hvad kunstnerisk praksis drives af, helt økonomisk. Nutidens kunstneriske praksisser defineres ikke overvejende af produktionen af salgsobjekter, men også i høj grad produktionen af situationer, møder og oplevelser, der sker gennem værker og udstillinger – som efter en udstillingsperiode ikke længere eksisterer og derfor ikke kan sælges direkte videre med en formodet højere værdi. Tænk på installationskunst, lydværker, videokunst, performance osv.
Så hvad er kunstnerisk arbejde for noget? Også her skal forståelsen af den sammensatte kunstneriske økonomi udvides. For kunstnerisk arbejde er også research, oplæg, artist talks, skitsearbejde, møder, formidling, administration mv., hvilket ligger indlejret i det kunstneriske virke og står i relation til værkerne, og som er aktiviteter og arbejdstimer, der skal aflønnes.
Den alsidighed skal anerkendes. Helt konkret bør man have øje for kunstnerens vilkår – som freelance arbejder – og tænke i honorar derefter. Det er uvirkeligt, at honorar til kunstnerisk indhold og eksterne kunstfaglige bidragsydere ikke altid er en del af udstillingsbudgetterne. Men, måske en forbedring og større politisk vilje er at syne, når vi hører Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen så opløftende foreslå et krav om honorering af kunstnere på statsstøttede museer – som led i den indgående dækning, som Radio24syv har foretaget den sidste måneds tid.
Og med radioens fokus og den bevægelse det har skabt i medielandskabet, kan vi håbe på en ændring i den offentlige italesættelse af kunstneres arbejde og værdi i en samfundsmæssig kontekst. Det er uden tvivl positivt at se, at diskussionen nu er nået længere ud, og at radio og aviser tager problematikken alvorligt. For gang på gang kritiseres støtten til kunsten, og dét uden viden om, hvad støtten egentlig sætter skub i af indhold – indhold der binder os mennesker sammen, skaber møde for gensidighed, fælles rum for erkendelse af livets skarpt nuancerede væsen, og som ja, også skaber håndgribelig, økonomisk værdi. Til det sidste så siger forfatter Kaspar Colling Nielsen det ret præcist her, hvor han også tydeliggør at støtte af og indtjening på kunst ikke kun påvirker kunstneren, men også bidrager til et større økonomisk billede, hvor der skabes arbejde til de mange mennesker, der indgår i produktionen, formidlingen, distributionen mv.
Manglende indkomst skaber ulighed i kunstlivet, og i hvem der får mulighed for at producere og udstille. Og hvem der dermed får ’taletid’ i feltet, i dag og historisk set. Ved ikke at honorere tilstrækkeligt skabes der mangelfuldt grundlag for mangfoldigt kunstnerisk samtidsvidne og perspektiv. For at producere og udstille ubetalt, så skal man ergo have råd til det. Og hvis ikke man betales det nødvendige honorar og ikke har et bagland, private forhold eller et ikke-relateret arbejde, der tillader for det kunstneriske arbejde, så kan man være nødsaget til at lade være. Og her siges der igen og igen i offentligheden, at ”kan det ikke løbe rundt, så lad dog være”. Men hvad så når det sker gentagende gange? Skal man så helt opgive en lang uddannelse, sin stærke faglighed og virke? Her glemmer man, at efterspørgsel og indkomst ikke nødvendigvis er relateret i dette felt.
Dette afspejles i den videre professionelle færd – siger man nej tak, risikerer man ikke at blive set eller blive inviteret igen, og når man takker ja, produceres der efter bedste evne under de givne produktionsvilkår, hvilket kan ende i uudnyttet potentiale og pressede produktioner.
Det er urealistisk at insistere på højt fagligt niveau, hvis ikke ressourcerne afsættes til produktionen af indhold. I udstillingssammenhæng, seminarer, midlertidige projekter, udsmykningsopgaver, workshops, artist talks og så videre, skal det aldrig være et spørgsmål, om kunstneren eller kunstarbejderen skal have betaling, som i reel betaling i kroner og ører – spørgsmålet kan kun være, hvor meget.
Vi skal kunne sætte os ind i hinandens forhold i højere grad. Og huske på hvilket magtforhold der også ligger i den økonomiske situation, hvor støtte til udstillinger mv. hovedsageligt går til institutionerne og ikke de skabende kunstnere. For solidaritet fagfæller imellem kan opleves som en mangelvare, når der igen skal tales om aflønning, og man sættes det ultimatum, at man kan lade være, hvis ikke vilkårene er tilfredsstillende.
I den tankegang overser man helt enkelt et afgørende element i det faglige maskineri, som man efter sigende er ekspert i, men ikke kan gennemskue – nemlig at den afgørende rolle som den skabende kunstners og uafhængige kunstarbejders i kunstneriske aktiviteter har.
Fokus skal også rettes mod den ignorance og arrogance, der hersker i debatten herhjemme om kunstnerisk arbejde. Arrogancen afspejles i, at man ser på kunstneren som en ganske sær særling, der 'ikke kan lade være', og at man ikke ser kunstneren som et arbejdende individ, der bidrager til fællesskabet som alle andre, men som ikke stilles samme vilkår. Ignorancen ses i den utilstrækkelige forståelse for den sammensatte økonomi og de udfordrende vilkår, som kunstnere jonglerer med, hvilket spiller ind på, hvordan den kunstneriske oplevelse synes at blive taget for givet, og på hvordan den offentlige debat om kunststøtte ofte præges af mistillid til støttemodtagerne, og dem der uddeler, uden viden om hvordan støtten reelt fordeles. Så i stedet for at tale om den kunstneriske værdi, kritiseres størrelsen af kunststøtten, hvilket svækker den rolle som kunsten kan udfylde – i den offentlige debat og for den lokale, kulturelle og kunstneriske selvforståelse. Sproget om kunsten i medierne skal være anerkendende og reflekteret, med blik for alsidig menneskelig tilværelse, som billedkunsten belyser i samme grad som teateret, litteraturen, film mv.
Ser vi indad, så kunne jeg ønske, at vi som felt i højere grad kan vedkende os den samlede masse og værdi, som vi udgør i samfundet, og værne om de mange led – og ikke overse honorering. Og fra politisk side kunne man ønske sig, at kunstens værdifulde bidrag og felt anerkendes og styrkes. At man tør tage hånd om de mere flygtige kvaliteter i samfund og liv, og dermed behandle kunsten og den måde, som også billedkunsten skaber sanselig, æstetisk og kritisk kontakt til verden på, seriøst.
Tidens mantraer synes styret af nytteværdi og vækstprotokoller, men vi må ikke overse, at livet leves undervejs, og kunsten gør denne oplevelse vedkommende og opbyggelig. Måske en diskussion om dannelse og troen derpå er nødvendig, for at kunstens værdifulde bidrag til samtiden kan ses? Og så en anerkendelse af nødvendige kritiske blikke og reaktioner, der nuancerer og udvider den officielle virkelighed?
Iben Elmstrøm (F. 1983)
Kurator og medstifter af SixtyEight Art Institute
Man skal ikke tale om visningsvederlag som et honorar - udstillingssteder og institutioner betaler ikke selv dette, men kan få det dækket af staten (Statens Kunstfond refunderer beløbet).
Man kunne opfordre til, at der ikke gives statsstøtte til kunstinstitutioners budgetter, hvori der ikke indgår en solid løn/honorar til de udstillende kunstnere.
Branchen kunne vælge at strejke ved at dække udstillede værker over med et sort klæde påskrevet “Jeg arbejder ikke længere gratis” el. lign.
Derudover synes jeg, at man bør kigge på Norge, da de har mere lovgivning omkring kunstnernes løn og vederlag - tal evt. med UKS.
Christian Schmidt-Rasmussen (F. 1963)
Billedkunstner
Jeg opfatter det ikke som et problem, at mine indtægter som billedkunstner stammer fra mange forskellige kilder, heriblandt lønarbejde. Nu skal det så siges, at mit lønarbejde er undervisning i billedkunst, og at det ikke fylder alverden. Men grundlæggende opfatter jeg vilkårene i billedkunsten som en garant for min kunstneriske frihed. Med det mener jeg, at man står på egne ben og tager den betydelige risiko, der er i bytte for en udstrakt frihed. Sådan er vilkårene for de fleste selvstændige erhvervsdrivende: lange arbejdsdage og lav løn. Når det så er sagt, mener jeg at det er en selvfølge, at jeg bør betales for det arbejde, som jeg f.eks. laver på museer.
Med årene er museerne, i forhold til mig, blevet bedre til at finde penge, men det der er kendetegnende for de penge der findes, er at de sjældent går til honorar for udført kunstnerisk arbejde, men må kamufleres som undervisning af børn eller andre former for gøgl. Jeg sætter selvfølgelig pris på bestræbelserne for at omgå systemerne, men urimelighederne er indbygget i dem. Der bliver sat for mange kunstprojekter i søen, hvor der ikke er indregnet løn til lige præcis kunstnerne, og det er åbenlyst urimeligt.
Skær antallet af projekter ned og brug pengene til honorarer til kunstnere. Spørg aldrig nogen, om de vil arbejde gratis, hvis du selv eller andre på projektet får løn. Jeg har udstillet utallige gange uden at få honorar eller udstillingsvederlag, selv om andre har fået løn. Og det vil jeg formodentlig blive ved med. Dels er der min personlige ambition, som for det meste overskygger økonomien – jeg er simpelthen brændende nysgerrig efter at se, hvordan værkerne bliver, og det kræver tit en udstilling. Dels er der generel synlighed. I min alder er det vigtigt at forblive relevant for andre end en lukket kreds af kolleger, så i min private økonomi arbejder jeg med kolde og varme udstillinger. Altså dem der rent økonomisk er tilsætning, og dem hvor der tjenes penge. Der har jeg den fordel, at store dele af mit kunstneriske arbejde er malerier i en rimelig størrelse, som i et rimeligt antal sælges. Men det er aldrig helt med sikkerhed, at jeg kan sige, hvad der resulterer i hvad.
Da jeg startede med at udstille på institutioner i slutningen af min akademitid i start halvfemserne, var det helt tydeligt, at stederne på ingen måde var gearet til at forholde sig til levende kunstnere. Udstillinger med nulevende kunstnere, og især yngre, var så meget en undtagelse, at det var tydeligt, at de ikke havde nogle redskaber til at forholde sig til os med. For slet ikke at tale om honorarer eller lignende. Som en illustration kan det nævnes, at efter en fernisering i 1992 på Århus Kunstmuseum (som ARoS hed dengang), måtte vi kunstnere selv betale for take away pizzaen. Siden da er der sket fremskridt enkelte steder, men de forskellige steder har lidt for mange og for forskelligartede strategier til, at man kan regne med noget som helst. Så ensartethed (og penge for arbejdet), tak.
Jeg ved, at mange ikke har specielt gode erfaringer med gallerier. Men jeg er i al væsentlighed vældig tilfreds med mine samarbejder gennem årene. Aftalerne har været til at gennemskue, og de er blevet overholdt af de steder, jeg har arbejdet med. De har haft deres fokus på den del af mit arbejde, der har kunnet omsættes i deres systemer. Altså malerier. Og andre dele af mit arbejde er blevet ignoreret. Det tog mig en del år helt at gennemskue, hvad der kan lade sig gøre i den sammenhæng, og hvad logikken er. Målet er ikke nødvendigvis penge, men de er i den grad midlet til at kunne fortsætte (og det er i hvert fald mit mål). Denne lavpraktiske logik kunne de lære noget af på museerne: hvis ikke vi får noget at leve af, kan vi ikke lave kunst. Det er grundlæggende en politisk beslutning, om vi skal betales, når vi viser kunst på steder med tilskud fra det offentlige. Vi har ingen kampmidler. Vi er uundværlige. Ikke mange vil savne os.
Mette Bock (F. 1957)
Kulturminister, Liberal Alliance
Den netop offentliggjorte rapport om billedkunstnernes økonomi bekræfter det, vi nok vidste i forvejen – dog uden præcise tal. Billedkunstnere har ofte en meget lille økonomi, og det er ganske få, som alene kan leve af deres kunst. Det er naturligvis ikke optimalt, men jeg mener ikke, at løsningen skal findes i at øge den offentlige støtte til billedkunstnerne og samtidig forsøge at sprede den ud til flest muligt. I stedet mener jeg, at vi skal skabe nogle uddannelser, der ruster billedkunstnerne til den virkelighed og det marked, de skal ud og agere i. Og ja, mange billedkunstnere bliver nødt til at leve af en ”mosaik-økonomi”, hvor indtægterne kommer fra flere forskellige steder.
Helt generelt mener jeg i den sammenhæng, at man skal tilstræbe fair aftaler, når kunstnere medvirker. Det er også væsentligt at bruge deres billedkunstneriske kompetencer – det kan være på traditionelle måder, men også gerne i form af en lang række nye måder og på tværs af forskellige brancher. I fremtiden så jeg gerne, at endnu flere tænkte i disse muligheder – og det vil jeg gøre mit for, at uddannelserne hjælper dem med til.
Nina Wöhlk
Kurator
Kunstnere og kuratorer savner en overenskomst, som så mange andre brancher har det, der sikrer deres rettigheder i forhold til løn.
Vigtigt er det også, at der bliver skabt et bedre sammenhold kunstnere imellem, kuratorer imellem og kunstnere og kuratorer på tværs, så vi kan stå stærkere sammen til at kalde en institution ud, hvis de præsenterer urimelige vilkår. Vi skal være bedre internt til at tale om vores honorering, og om hvilke arbejdspladser, der ikke tilbyder rimelige forhold.
Institutionerne skal gå først, når det handler om at tale om lønvilkår/honorar for potentielt arbejde. Det skal blive en normalitet at snakke om arbejdstimer, sygdom, pension, barsel og andre løn-relaterede emner og om kontrakter, som noget der altid skal skrives.
Niveauet for hvad der er standard skal hæves!
Afskaf løntilskud og anerkend, at det er reelle stillinger, som bliver besat.
I forhold til at være kurator i denne branche er det min primære opgave at sikre et rimeligt honorar til de kunstnere, jeg inviterer ind til et samarbejde, mens jeg over for institutionen og de offentlige og private fonde skal argumentere for, hvorfor de skal prioritere budgetter med reelle honorarer. Ofte resulterer det i, at jeg nedprioriterer mit eget honorar til fordel for projektet og for kunstnerne, og ofte er det fordi, at fonde og institutioner sætter smalle rammer for deres tilskud/budgettering af projektet.
Rasmus Nordqvist (f. 1975)
Kulturordfører for Alternativet
Først og fremmest handler det om, at vi forstår den betydning, som kunsten har i vores samfund. Alt for længe har vi set nedskæringer og centralisering af beslutninger, som ikke er gode, hvis vi ønsker at sikre ordentlige vilkår for kunstnere. Vi skal huske på, at når vi skærer i institutionerne, så er der områder, der ikke kan spares væk men som er faste udgifter, husleje, el mv - så spares der i stedet på indholdet og dermed på kunstnernes betaling.
Samtidig har vi set, at man har taget penge fra Statens Kunstfond, som netop støtter kunstnerne. Vi ønsker at gå en anden vej, og se på hvordan vi skaber gode vilkår og muligheder for kunstnere i hele landet. F.eks. kunne man udvide idéen om Statens Værksteder eller se på en huskunstnerordning, der ikke kun henvender sig mod børn og unge men alle virksomheder og institutioner, offentlige såvel som private. Og så skal besparelserne på kunst og kultur stoppes, og der skal fokuseres på indhold – ikke på mursten.
Line Kjær (f. 1976)
Leder af Munkeruphus
Det er meget tankevækkende, at det i dag er op til de enkelte museer og kunstinstitutioners samvittighed, hvorvidt kunstnere skal have løn for deres arbejde. Og det overrasker mig virkelig, at et af landets største museer med flest støttekroner har det som et grundprincip, at de ikke udbetaler udstillingshonorarer til de kunstnere, som udstiller hos dem.
På Munkeruphus, som ikke får fast statsstøtte og drives for meget få midler, har vi det derimod som et grundprincip, at kunstnerne altid skal sikres et udstillingshonorar. Udstillingshonoraret er simpelthen det første tal, der bliver sat ind i et udstillingsbudget.
Helt konkret har vi de sidste 2 år anvendt BKF’s skabelon for udstillingsaftale, hvori vi anfører et minimumsbeløb, som kunstneren er sikret som udstillingshonorar, uanset hvad svaret fra ansøgte fonde måtte blive. Nogle gange lykkes det via fondsansøgninger at skaffe et højere udstillingshonorar end anført i aftalen, andre gange gør det ikke. Typisk ender udstillingshonoraret på mellem 15-25.000 kr. Og selvom beløbet sjældent svarer til de reelle antal timer, som kunstnere bruger på møder, opsætning og nedtagning, formidling etc., så har det stadig en berettigelse som principiel og økonomisk anerkendelse af kunstnerens arbejde.
I mine øjne handler denne problematik ikke om kroner og ører, men det er en principiel og strukturel sag, der handler om fælles ansvar og solidaritet. For hvordan kan vi gøre forhåbning om at komme den forsimplede opfattelse til livs, hvor kunsten beskyldes for ikke at være et rigtigt arbejde men en hobby, hvis kunstens institutioner ligefrem legitimerer, at kunstnere arbejder gratis?
Vi har som kunstens institutioner ikke alene en forpligtelse til at kigge i egen barm og granske strukturer og vilkår men også sammen med kunstens organisationer hele tiden at arbejde for at forbedre kunstnernes vilkår. Jeg synes i den forbindelse, at BKF og UKK gør et virkelig godt stykke arbejde, som jeg kun kan anbefale, at man bakker op om.
De fleste kunstnere lever med en konstant økonomisk uforudsigelighed og et dagligt pres, som ligger udenfor de flestes fatteevne, hvis ikke man selv har været der. Og det gælder for den sags skyld også mange freelance kuratorer og medarbejdere på mindre udstillingssteder, hvor overenskomstmæssig løn og pension også er en by i Rusland.
Endelig synes jeg, at Statens Kunstfond bør kigge på vederlagsordningen, som bør nytænkes, så den bedre matcher værk- og udstillingsformatet i dag. Men også undersøge hvorvidt refusionsordningen kan komme til at omfatte mindre udstillingssteder, således at kunstnerne altid sikres betaling for lån af deres værker - og et udstillingshonorar naturligvis.
Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.
