KNOCK KNOCK GELLERUP

En bacheloropgave... Man har set frem til den i 3 år. Man har frygtet den i 3 år, og pludselig står man dér og føler sig fuldstændig uforberedt. Sådan havde jeg det i hvert fald. I løbet af mine 3 år på designskolen har jeg jævnligt tænkt på min bacheloropgave, som jo lå derude i fremtiden og lurede. Jeg vidste ikke så meget om den, men én ting var jeg sikker på: Det skulle blive mit bedste projekt til dato, prikken over i’et, kirsebæret på toppen af kagen med kirsebær på.

Jeg besluttede mig for, at d. 1. januar, 2016 ville jeg have bestemt mig for et emne eller et område, som jeg skulle arbejde med. Problemet var bare, at d. 1. januar var jeg helt tom. Det var jeg også d. 2. januar, og så gik jeg i panik. Selvom jeg først skulle starte på min opgave til april, så var jeg overbevist om, at jeg allerede var bagud, så jeg begyndte at købe en masse aviser hver uge og læse dem fra ende til anden for at se, om der ikke var et eller andet interessant emne, som jeg bare blev nødt til at arbejde med.

Der var mange spændende ting i aviserne, men der var ikke lige det rigtige emne, så allerede her gik det galt. Jeg havde sat min opgave op på en piedestal, og pludselig var der ikke noget, der var godt nok til min bacheloropgave. Det var dumt, men efter lange snakke med mine venner og min kæreste fandt jeg frem til, at jeg måske bare skulle vende det hele på hovedet og finde ud af, hvem jeg gerne ville arbejde sammen med, i stedet for at tænke på hvad jeg gerne ville arbejde med.

På designskolen er der kommet et nyt krav til bachelorprojekterne, og det er, at projekterne skal laves i samarbejde med en virksomhed eller en organisation, så projekterne bliver skabt i samarbejde med virkeligheden. Der er både gode og dårlige ting ved den beslutning, men det var den, der redede min opgave fra at blive en navlepillende evighedsopgave.

Jeg besluttede mig for at tage kontakt til Bureau Detours, som er et et mix af designere, håndværkere og arkitekter, der arbejder temporært med offentlige rum. Jeg har altid været vildt optaget af Bureau Detours, fordi jeg beundrer den måde, som de er super hands-on med deres projekter på – de tør at gøre noget, samtidig med at de er super idealistiske. Jeg blev hurtigt sat på ét af deres projekter, som skulle laves i samarbejde med Instant City i Gellerupparken – et sted, jeg aldrig havde været. Alexander Muchenberger fra Bureau Detours var meget åben overfor, hvor jeg ville hen med projektet, så jeg fik frie hænder til at gøre, hvad jeg ville.

Da jeg skulle ud til Gellerup, havde jeg på forhånd en masse fordomme. Jeg vidste jo ikke bedre, end hvad jeg havde læst i aviserne og set i fjernsynet. Jeg var sikker på, at der ville være en masse bøller, og at jeg ville føle mig utryg ved at være der, men mine fordomme blev hurtigt gjort til skamme. De folk, jeg mødte i Gellerup, er super flinke, og jeg oplevede flere gange at blive sagt ”hej” til, når jeg mødte dem på gaden.

Jeg undrende mig over, hvorfor jeg dog havde haft de her fordomme, og hvor fra de kom. Derefter begyndte jeg at undersøge, hvordan medierne skriver om Gellerup, og der blev hurtigt dannet et mønster af en overvejende negativ portrættering. På samme tid fandt jeg en masse statistikker, som viser hvor mange, der er uden for arbejdsmarkedet, hvor mange der er førtidspensionister osv. Det dannede igen et trist billede af de mennesker, der bor i Gellerup, så jeg indså hurtigt, at alle statistikkerne og artiklerne ikke er den hele sandhed. Jeg måtte have en anden side af sagen.

Jeg ville finde ud af, hvordan det er at bo i Gellerup, og hvordan at beboerne ser sig selv. Jeg ville blive klogere på, hvem de her mennesker egentlig er, så jeg lavede et visuelt spørgeskema, hvor spørgsmålene fx. kunne lyde: ”Hvilket transportmiddel er Gellerup?”, ”Hvad for et dyr er Gellerup?” osv. Meningen med spørgsmålene var, at de skulle være samtalestartere og bidrage til en værdibaseret samtale, som jeg kunne bruge videre i processen.

Det kan være ret svært at finde mennesker at snakke med, når man ikke kender nogen, uden at skulle begynde at banke på døre, så jeg satte mig ud i Instant City’s kontor i Gellerup og snakkede med de mennesker, der kom ind og ud, og for at udvide mit netværk fik jeg altid folk, jeg havde snakket med, til at sende mig videre til nye personer. Det fungerede rigtig godt, og jeg fik en masse gode snakke og et godt indblik i beboernes liv.

Det gik hurtigt op for mig, at jeg også måtte lave den samme øvelse med folk, der ikke bor i Gellerup – for at finde ud af hvordan de ser på beboerne i Gellerup. Da jeg havde snakket med både beboere i Gellerup, og folk der ikke bor i Gellerup, var der en ret tydelig forskel. Selvom folk udenfor Gellerup indrømmede, at de nok havde en del fordomme, var den generelle opfattelse, at beboere i Gellerup er rå, isolerede bøller. Gellerup-beboernes egen opfattelse var dog i stedet, at de er rummelige, sjove og har et godt fællesskab, og det, jeg synes var mest interessant, var at beboerne i Gellerup ser sig selv som sjove. Det var noget, jeg overhovedet ikke havde tænkt over, men ved alle mine ”interviews” havde vi faktisk grint meget.

Én af beboerne fra Gellerup fortalte mig en historie om et møde, som hun engang havde med en araber, der hverken kunne dansk eller engelsk, men alligevel var de i stand til at joke med hinanden. Det var ret interessant, og det gik op for mig, at jeg aldrig nogensinde havde hørt en joke fra Mellemøsten eller Afrika, så jeg besluttede mig for, at jeg ville undersøge det yderligere. Hvad griner man egentlig af i Gellerup? Hvad griner man af, når så mange forskellige kulturer bor så tæt sammen?

Jeg begyndte derfor at kontakte mine nye venner i Gellerup for at indsamle en masse jokes og finde ud af, hvad man egentlig griner af. Jeg fandt bl.a. ud af, at i Palæstina er vittigheder tit politiske, og ikke kun om Israel men også om deres egen regering og de europæiske og amerikanske. I Somalia er jokes mere en slags fortællinger, som er længere end de danske jokes, og så har de en morale til sidst. I Tyrkiet har man forskellige karakterer, som går igen i mange af vittighederne – lidt på samme måde som at vi har Lille Per.

Efterhånden havde jeg en masse jokes fra henholdsvis Palæstina, Somalia, Tyrkiet og Danmark, som jeg ville bruge til at vise, at menneskene i Gellerup ikke er kriminelle bøller. Jeg ønskede at give et mere nuanceret billede.

Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne få de mangfoldige jokes ud fra Gellerup og ind til Aarhus. Jeg kiggede på, hvordan projekter i Gellerup plejer at kommunikere ud, og jeg så at strategien ofte er, at få folk fra Aarhus ud til Gellerup, så man med egne øjne kan se, at Gellerup ikke er farlig. F.eks er der et projekt, der hedder ”Bag om blokken”, der laver guidede tours rundt i Gellerup. Det er en rigtig god idé, for der jo ikke noget bedre, end at se det med egne øjne, men jeg har dog en teori om, at hvis man bestiller en guidet tour i Gellerup, så er man måske allerede positivt indstillet eller i hvert fald mere åben overfor at ændre sine holdninger. Jeg ville prøve noget andet. Jeg ville forsøge at få Gellerup ind til Aarhus.

Allerede fra starten af mit projekt havde Bureau Detours og Instant City givet mig en ramme, som jeg kunne præsentere mit projekt i. Det var en gadefest, der skulle holdes i Gellerup, og bagefter kunne jeg så tage outputtet fra gadefesten og prøve det af i Aarhus. Det var det, jeg havde arbejdet frem imod i løbet af hele projektet, men gadefesten blev dog pludselig aflyst af kommunen. Så stod jeg dér med alle mine tanker og idéer, som alligevel ikke kunne bruges til noget. Det viste sig dog at være ret interessant, for i alle de projekter, jeg tidligere har lavet på designskolen, har der altid været et klart output eller i hvert fald en fast ramme, som man kunne regne med ikke blev ændret. Det er noget helt andet ude i virkeligheden, for alt kan som sådan ændres hele tiden. Jeg blev nødt til hurtigt at sadle om, og holdte derfor flere møder med Alexander for at finde en ny vinkel. Vi blev enige om at lave en pop-up shop i Aarhus, og jeg brugte så et par dage på at lede efter tomme butikslokaler, der kunne virke til formålet. Men efter en uges tid måtte vi indse, at det ikke ville komme til at lykkedes, da det ville tage alt for lang tid at få stablet det på benene. Igen blev jeg nødt til at revurdere alle mine idéer og prøve noget nyt.

Alexander og jeg holdt endnu et møde og prøvede at få omarrangeret nogle af mine idéer og koncepter til nye medier, der kunne have de samme kvaliteter som gadefesten og pop-up shoppen. I fællesskab kom vi op med den idé at lave en vogn. En vogn der skulle køre rundt i Aarhus og på en eller anden måde vise de forskellige jokes. Nu var rammen sat. En vogn. Nu skulle jeg bare finde ud af, hvordan vognen skulle kunne kommunikere budskabet ud. Jeg tænkte meget over det, lavede uendeligt mange skitser og prøvede hele tiden at finde ”løsningen”. Den endegyldige løsning. Den rigtige løsning. Men jeg fandt ud af, at det var ikke det, der var meningen. Jeg ville prøve at bibeholde undersøgelsen i mit produkt, så i stedet for at lave én løsning, der skulle passe til vognen, valgte jeg at prøve tre ting af i stedet.

Jeg ville forsøge at kommunikere de forskellige jokes ved hjælp af lyd, video og tekst for at se, hvordan de forskellige medier ville virke sammen med vognen, og for at binde det hele sammen skulle der også være en visuel rød tråd. På et tidspunkt spurgte én af mine Gellerup-venner mig, om jeg havde lyst til at hjælpe ham med at lave en folder med ramadan-tilbud til hans vens grønthandler, og selvfølgelig ville jeg det. Jeg fik hurtigt stukket sidste års folder i hånden og fik at vide, at hvis jeg kunne lave noget i samme stil, ville det være perfekt. Da jeg så folderen, blev jeg ramt af inspiration, og jeg vidste præcis, hvordan mit projekt skulle udformes visuelt. Grønthandler-æstetikken mindede mig lidt om de gode gamle tegneserier, så jeg byggede det visuelle udtryk op omkring 4 splashformer og brugte det på alle fladerne. Efter at jeg havde bestemt mig for udtrykket, skulle jeg lave indholdet.

Jeg kontaktede atter mine Gellerup-venner og fik indspillet de forskellige jokes. Det var så fedt at høre, at indspilningerne blev lavet med så meget indlevelse, og det var virkelig sjovt at høre vittighederne med den rigtige timing. Som tekstmedie besluttede jeg mig for at lave en serie postkort med de forskellige jokes på. Tanken var, at man så skulle kunne sende postkortene til hinanden, så vittighederne ville nå endnu længere ud. For også at få video med i konceptet forhørte jeg mig hos en af mine tyrkiske venner, og han anbefalede mig en tyrkisk komedie, som jeg kunne vise. Udover lyd, postkort og komediefilm fik jeg også trykt en avis med interviews om humor og jokes fra forskellige kulturer. Avisen skulle være en slags sekundær flade, hvor man kunne dykke lidt dybere i emnet. Bum! Nu var konceptet sådan set på plads. Nu var det ”bare” at føre det ud i virkeligheden. Problemet var så bare, at jeg aldrig havde bygget noget i mit liv før, så jeg allierede mig med Michael Jeppesen fra Bureau Detours og brugte et par dage i Institut for X på Godsbanen. Inden jeg havde set mig om, havde vi bygget en barlignende vogn fyldt til randen med jokes fra Gellerup.

De kommende dage tog min kæreste og jeg vognen med ud i Aarhus’ gader for at se, hvordan folk ville interagere med den. Den første dag stillede vi den op på Store Torv kun med lyd. Vi satte os et par meter væk og observerede, hvad folk gjorde. Det var ret sjovt at se. Nogle folk slog eller bankede på vognen, som om der ville komme noget ud af den. Andre fangede det lynhurtigt og stod i op til 6 minutter og lyttede til jokes. Det var nok én af de ting, der overraskede mig mest. Længden på interaktionerne. Jeg havde ellers forudset, at folk ville have travlt og derfor kun ville stoppe op i 30 sekunder til max 1 minut, men der var mange, der tog sig god tid og lænede sig op af vognen, imens de smilende lyttede til jokes.

Næste dag stillede vi vognen op ved busstoppestederne på Park Allé. Jeg havde glædet mig til dette sted, for jeg tænkte, at busstoppesteder ville være perfekte, for her står folk jo bare og venter, og ergo ville de have god til at stå og læse eller lytte til nogle af alle de mange jokes. Men jeg tog fejl.

Jeg kunne næsten ikke have taget mere fejl. Der var ikke rigtigt nogen, der stoppede op og brugte tid på den. Mange gik forbi eller kiggede efter den, men alle havde så travlt med at komme fra A til B, at de ikke havde lyst til at investere noget tid i et forstyrrende element. (Det var egentlig også ret interessant). Den tredje dag stillede vi vognen op i Ryesgade (første del af Strøget). Denne gang kun med postkort. Igen blev jeg glædeligt overrasket. Folk stoppede op længe for at kigge kortene igennem og udvælge dem, de gerne ville have med hjem, og der var endda nogle, der brugte de anbragte kuglepenne til at skrive en lille hilsen til deres venner eller familie.

Da weekenden kom, begyndte Northside Festival at trække folk til, og vi så vores chance for at prøve det af på de glade festivalgængere. På vej til Northside er der en lille sti, som normalvis hedder Brabrandstien, men under Northside bliver den døbt til Caminoen og er spækket med små boder og oplevelser, som man kan hygge sig med, mens man begiver sig hen mod festivalpladsen. Vi stillede vognen på stien med både postkort og lyd, og denne gang satte vi os ikke væk, men blev stående ved siden af vognen for at se, hvordan folk ville reagere på den.

Der var en lidt anderledes interaktion her, for i stedet for at folk selv skulle finde ud af, hvad vognen kunne, så spurgte de selvfølgelig mig først, hvilket førte til en masse gode snakke. Det var dog lidt anderledes, når folk kom hen i større grupper, for så var der nogle, der snakkede med mig, mens andre tog hovedtelefonerne på og lyttede, nogle læste avisen og nogle battlede om, hvem der havde de sjoveste jokes på postkortene.

Det var virkelig fedt at se, at folk interagerede med de forskellige ting på vognen og tog aviserne og postkortene med sig. Men det fedeste var nok de snakke og diskussioner, som vittighederne skabte. Jeg hørte mange snakke om, at det egentlig er utroligt, at vi kan grine af det samme – at der selvfølgelig er nogle forskelle, men at man sagtens kan forstå det sjove element. Jeg talte også med nogle om, at det er sjovt, hvordan man kan få små indblik i andres verden og hverdag ud fra vittighederne. Nogle af vittighederne omhandler f.eks parabolmodtagere og kameler, hvilket jo er noget, som vi ikke bruger/har så meget af i Danmark.

Efter en super vellykket dag på Caminoen manglede jeg kun at teste det sidste element. Nemlig videoen. Jeg havde lånt en projektor og nogle bilbatterier, og min idé var så at lave en pop-up biograf, hvor man kunne gå fra og til, som man ville. Jeg havde inviteret nogle af mine venner, og så håbede jeg ellers på, at der ville komme nogle forbipasserende og slå sig ned, men det gik ikke lige efter planen. Bilbatterierne virkede ikke (måske var det mig, der ikke helt havde forstået, hvordan de skulle fungere), så i stedet for at lave en udendørsbiograf rykkede vi det ind i et af værkstederne ved Institut for X, hvor der heldigvis var strøm. Det gik altså fra at være en åben pop-up-biograf til at være lidt mere privat, desværre. Men sådan er det nogle gange. Udover den lille udfordring gik det som planlagt, og i stedet for at der kom flere og stødte til, blev det en lille intim filmaften, hvor vi fik nogle gode snakke bagefter, om hvordan at filmen egentlig var ret sjov, men havde brugt nogle lidt andre virkemidler eller i hvert fald skruet op for dem i forhold til, hvad vi kender fra danske film.

Da jeg pakkede vognen sammen den aften, var det med en lidt mærkelig fornemmelse i maven. Det var den sidste test. Det var enden på min bachelor. Det var den, jeg havde frygtet og set frem til i 3 år, hvilket også betød, at mine 3 år på Kolding Designskole definitivt var ved at rende ud.

Det var på én og samme tid en følelse af at kunne puste ud og samtidig at have en klump i maven ved tanken om alt det nye og ukendte, der er i vente. Jeg synes virkelig, at min bacheloropgave har været hårdt arbejde. Hårdere end jeg havde regnet med. Jeg lærte helt ekstremt meget om mig selv, men også helt ekstremt meget om hvordan det er at arbejde med et projekt i den virkelige verden. Jeg fandt ud af, at ingenting er set in stone, at alting kan forandres, før end man ved af det, og at nogle gange bliver man nødt til at vente i 7 timer for at få et møde på 5 minutter...

Jeg fandt også ud af, at tiden i den virkelige verden ikke er lineær, men at nogle gange skal man rykke på noget lige med det samme, for ellers når man ikke, hvad man vil, og andre gange bliver man nødt til at trække tingene i langdrag for at tilpasse sig andres deadlines. Virkeligheden er et skørt sted, men hvis man finder sig nogle gode samarbejdspartnere og omgiver sig med nogle gode mennesker, så er man allerede godt på vej.

HØR GELLERUPJOKES HER

AT SKABE SIN EGEN VIRKELIGHED

KUNSTEN AT OVERLEVE

HVORDAN GROR MAN EN BY?

AT MISTE KONTROLLEN

OM METODER OG TOILETBESØG