KÆRE CHART, HVOR ER DE IKKE-BINÆRE, GENDER NONCONFORMING OG TRANSPERSONERNE?

D. 28. maj annoncerede kunstmessen Chart Art Fair, at de i år kun vil udstille kvindelige kunstnere, for at gøre op med hvor underrepræsenterede kvinder er i kunstbranchen. I den forbindelse udtalte deres direktør til The Art Newspaper: “With a strong collective statement from the participating galleries, we want to start the debate [around gender inequality] and engage the entire arts sector in developing solutions for a better-balanced art scene.”

Alt dette er i og for sig en rigtigt fin gestus. Dog er det et problem: Hvor er de ikke-binære, gender nonconforming (GNC) og transpersonerne? Hvis man vil være inkluderende over for denne gruppe mennesker, er det super vigtigt at inkludere dem i sproget, så de bliver synlige.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man i 2020 vælger ikke at inkludere, eller i det mindste kommentere på, hvor lidt repræsentation der er af denne gruppe af mennesker, når man taler om kønsrepræsentation. Ved at vælge kun at udstille cis-kvinder, insisterer man samtidig på strukturer, der fastholder en kunstverden, hvor trans- og ikke-binære personer ekskluderes.

Ud af de 72 kunstnere der er annonceret til at skulle udstille på Chart i år, er der ikke en eneste af dem der, ud fra hvad jeg har kunne researche mig til, er trans, GNC eller ikke-binær. På Facebook og Instagram svarer Chart, at transpersoner, GNC og ikke-binære går under deres definition af ordet “kvinde”, men at de ikke har spurgt deres kunstnere, hvordan de identificerer sig (men er Chart overhovedet klar over, at langt fra alle GNC og ikke-binære personer ønsker at blive betegnet som “kvinde”?). Hvordan kan man tage sig selv seriøst som en moderne, feministisk organisation, hvis man ikke spørger om pronominer? Er transpersoner og ikke-binære uvæsentlige?

Denne retorik er i sig selv meget problematisk, da det ikke giver mening, hvordan Chart har tænkt sig at afholde et arrangement, der slår sig op som feministisk, uden at sikre sig, at de ikke fejlkønner nogle af de kunstnere, de har inviteret. Argumentet med at de ikke har valgt “kvinderne” ud fra, hvordan de identificerer sig, men kun ud fra hvem de mener har den højeste kunstneriske kvalitet, virker også dybt dobbeltmoralsk. Det er det samme argument, som er blevet brugt i årtier for at eksludere kvinder fra kunstscenen; ved at påstå, at det er et tilfælde, at der ikke er flere kvinder på udstillingerne. Ved at sige, at man har valgt ud fra kvalitet og ikke køn. Men hvis man selv indrømmer, at dette var en fejlagtig måde at censurere udstillinger på, når det kommer til forholdet mellem (cis)mænd og (cis)kvinder, hvordan kan det så ikke være det samme, når det gælder forholdet mellem cis-kvinder og trans-, ikke-binære og GNC personer?

Det samme gør sig også gældende i forhold til Charts etniske repræsentation, hvor de tilsyneladende heller ikke har gjort nogen særlig indsats for at skabe plads til BIPOC kunstnere, med få undtagelser. Man kan derfor på alle måder konkludere, at Chart kun går op i inklusion, når det gælder (primært)hvide cis-kvinder. Altså mangler Chart det intersektionelle perspektiv på feminismen, og deres feminisme falder på den måde til jorden. De forsøger at skabe inklusion, men fejler i at skabe inklusion for de mest udsatte grupper – dem som har mest brug for inklusionen.

Jeg håber virkelig, at Chart vil tage dette til sig i fremtiden. Chart er en meget indflydelsesrig kunstinstitution i Danmark og har – i kraft af sin indflydelse – magt. Det ville have en stor betydning for hele branchen, hvis Chart satte ind på at være mere inkluderende og intersektionelle i fremtiden.

Forsidefoto: Tamara Gore.