Udstillinger, Digital Kunst, Fotografi, Offentligt rum, PerformanceNOAH HOLTEGAARDMarch 05, 2022Noah Holtegaard, Kamilla Mez, Aalborg, Buzz, VDD2021, Donna Haraway, Rikke Ehlers Nilsson, Viggo MattssonComment

AT VÆRE EN UDSTILLING

BUZZ er en udstillingsplatform, som er placeret på mit hoved. De tre kunstnere Viggo Mattsson, Kamilla Mez og Rikke Ehlers Nilsson er blevet inviteret til at lave hver deres udstilling på mit kortbarberede hoved, udført med barbermaskine, hårfarve og midlertidige tatoveringer, og med en varighed af en måned hver.

I min egen kunstneriske praksis har jeg længe arbejdet med kroppen og kroppens relation til kunsten. Jeg fik derfor idéen til at gøre min krop til en del af kunsten. Ved at få kunstnere til at udstille på mit hoved bliver grænserne, mellem hvor min krop slutter og kunsten starter, udvisket. BUZZ undersøger de grundlæggende rammer for, hvad en udstillingsplatform er og kan være. Der er ingen klare grænser mellem, hvornår udstillingen åbner eller lukker. Kunsten kan ses, så snart nogen kigger på mig.

BUZZ er på mange måder en politisk handling. Kunstverdenen har historisk set været – og er til stadighed – domineret af mænd, men med denne udstilling bliver det min nonbinære transkrop, der er udgangspunktet.

“Kunstverdenen har historisk set været – og er til stadighed – domineret af mænd, men med denne udstilling bliver det min nonbinære transkrop, der er udgangspunktet.”

Da værkerne er placeret på mit hoved, bliver de udstillende kunstnere nødt til at tage stilling til både min og deres egne kroppe, når de skal løse opgaven om at skabe kunst på min isse. For hvad vil det sige at udstille på en queerkrop? Judith Butler skriver i sin bog Gender Trouble fra 1990 om, hvordan køn ikke er noget vi er, men noget vi performer gennem den måde, vi opfører os på, taler på og den måde vi ser ud på. Så hvad betyder det for mit køn, når jeg lader dele af mit personlige udtryk være op til andre?

Det at gå til frisøren er for mig en stærkt angstprovokerende oplevelse. Langt de fleste frisører i Danmark giver dig kun mulighed for at vælge mellem et dame- eller herreklip, hvilket gør, at jeg og andre non-binære personer, har svært ved at finde ud af, hvordan vi skal agere, hvis vi vil bestille en tid.

Langt de fleste frisører læser mig som en kvinde, hvis jeg ikke aktivt modsiger dem. De sidste mange år har jeg altid vist et billede af Leonardo DiCaprio, når jeg skulle klippes. Alligevel er jeg oftest endt med at betale “damepris”. Ellers har frisøren, sikkert i deres bedste tro, givet mig en – som de selv siger det – “feminin” version af DiCaprio. Og det ender næsten altid med et sug i maven, når jeg skal betale og finder ud af, om jeg har set nok ud som en mand den dag til at få den billige pris, eller om jeg skal betale for det dyre “dameklip” og gå hjem med en følelse af at have fejlet.

“De sidste mange år har jeg altid vist et billede af Leonardo DiCaprio, når jeg skulle klippes. Alligevel er jeg oftest endt med at betale “damepris”.”

Jeg tror, det har været med til at gøre, at oplevelsen med BUZZ-projektet har føltes langt mindre skræmmende. Det at give kunstnere jeg stoler på, og som jeg ved respekterer min identitet, magten over mit hår føles på mange måder langt mindre skræmmende end at at lade en frisør klippe det og derved aktivt indgå i de transfobiske systemer, som frisørens rum mere eller mindre uagtet, bringer i spil. På mange måder handler projektet om sympati. De medvirkende kunstnere bliver bedt om at sætte sig ind i, hvad det vil sige at være i min krop. Samtidig får jeg ansvaret for at tage hånd om deres kunstværker, som jeg bærer rundt på mit hoved. Det er en tillidsøvelse at stille noget så synligt og intimt som ens hoved til rådighed for andre.

Viggo Mattsson, Broken Binary Barbwire. BUZZ, 2021. Foto: Noah Holtegaard.

Den 14. december 2021 skabte Viggo Mattsson det første værk på mit hoved. I en tid hvor næsten alle andre kunstudstillinger var lukkede pga. Corona-pandemien, var vi fortsat åbne. Det eneste jeg vidste på forhånd var, at han skulle bruge afblegning samt sort og rød hårfarve. Det var en utroligt speciel oplevelse, da han skabte sit værk. Jeg kunne følge med i processen gennem et spejl, men kunne kun se den forreste del. Baghovedet blev først afsløret for mig, da farven var påført, og der ikke var nogen vej tilbage.

“Det var en utroligt speciel oplevelse, da han skabte sit værk. Jeg kunne følge med i processen gennem et spejl, men kunne kun se den forreste del.”

Værket Broken Binary Barbwire bestod af et sort dødningehoved, der brød igennem pigtråd på en rød baggrund. Det refererede både til et klassisk tatoveringsmotiv, og til det kranie som værket blev udstillet på. Det stod som en påmindelse om den psykiske sårbarhed og høje vold- og selvmordsrate, imod og blandt queer personer. Men samtidig var det også et kraftfuldt, visuelt værk, der kunne give mig styrke og hårdhed i min hverdag.

Viggo Mattsson, Broken Binary Barbwire. BUZZ, 2021. Foto: Marcus Reistad.

Det var rørende at få lov til at have dette værk på mit hoved. Som transperson bruger jeg meget tid i min hverdag på at forklare mit køn til andre mennesker og prøve på at få dem til at forstå mig. Derfor synes jeg, det var virkelig smukt og meget lettende, at det her værk havde udgangspunkt i forståelsen af min identitet, ikke forklaringen af den.

Da udstillingen var færdig, barberede jeg værket af igen. Det var mærkeligt at se alt det røde og sorte hår ligge nede i vasken. Som pelsen fra en bamse. Eller et syntetisk tæppe. På en måde følte jeg, at jeg var alene i min krop igen, og jeg følte mig en smule nøgen og blottet. Det at have en andens kunst på mit hoved gjorde, at jeg aldrig helt var alene – på både godt og ondt. Når jeg er en udstilling, er det som om, jeg også har lidt af kunstnerens tanker på mig hele tiden. Det føles meget rart og lettende at kunne lade andre styre dele af mit udseende i en periode, hvor jeg får lov til selv at holde en pause fra at tage stilling til, hvordan jeg gerne vil fremstå. Men ansvaret går også den anden vej. For jeg føler også, at jeg bliver nødt til at behandle deres værk ordentligt. Tænke over hvordan jeg formidler det, når jeg taler med andre mennesker, på hvor meget jeg vasker mit hår, så hårfarven ikke vaskes ud, og hvor ofte jeg har hue på, når det er koldt.

Viggo Mattsson, Broken Binary Barbwire. BUZZ, 2021. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

I min hverdag, når jeg møder nye mennesker, oplever jeg ofte, at jeg bliver kigget på som et dyr, der er til skue, når jeg siger mit navn eller fortæller at jeg er non-binær og bruger kønsneutrale pronominer. Mange siger ting som: “Ej, sådan én har jeg aldrig mødt før, men jeg vil meget gerne lære om det”, eller: “Jeg forstår det ikke rigtigt, kan du ikke forklare mig det?”, eller: “Det tager nok lidt tid, før jeg helt ved, hvad du mener.” Det meste af tiden svarer jeg pænt og underviser folk. Men nogle dage er jeg træt, og andre dage vil jeg bare gerne drikke min øl i fred, uden at jeg behøver være “den spændende transperson”, som kan give gode svar på alle spørgsmål.

“Det meste af tiden svarer jeg pænt og underviser folk. Men nogle dage er jeg træt, og andre dage vil jeg bare gerne drikke min øl i fred, uden at jeg behøver være “den spændende transperson”, som kan give gode svar på alle spørgsmål.”

Med BUZZ har det været som om, jeg ikke længere er helt alene om at være til skue. Værket, og dermed kunstneren, er også til skue. Og med den her udstillingsplatform er det mit eget valg.

Kamilla Mez, Ghost of You. BUZZ, 2022. Foto: Noah Holtegaard.

Den 5. februar 2022 åbnede Kamilla Mez’ udstilling med værket Ghost of You, og jeg var igen tilbage til at bære på en udstilling. Denne gang består udstillingen af et interaktivt værk, hvor man med en telefon kan scanne mit baghoved og opleve forskellige digitale figurer poppe ud, genereret af det motiv, som er påført. Motivet forestiller Pepper’s Ghost, der lagde grundstenene til holografisk teknologi. På den måde eksisterer værket både fysisk på min krop, men også i det virtuelle rum, som kun kan ses, når telefonen rettes mod mit hoved. Med hendes AR-installation slører hun grænserne mellem den fysiske virkelighed, og stiller spørgsmål om krop, sammenhold og eksistens i den digitale tidsalder.

“Denne gang består udstillingen af et interaktivt værk, hvor man med en telefon kan scanne mit baghoved og opleve forskellige digitale figurer poppe ud, genereret af det motiv, som er påført.”

Værket er inspireret af Donna Haraways Cyborg Manifesto og Legacy Russels Glitch Feminisim: A Manifesto, som også er to tekster, der har haft en stor betydning for mig personligt. Haraway skriver om det at være en cyborg, om at nedbryde det binære, at være to ting på en gang og at eksistere udenfor biologiens begrænsninger i en digital verden. For mig har denne tekst været som en utopisk drøm fra allerførste gang, jeg læste den. Russel skriver om at nedbryde vores biologiske krop, om at blive til vores avatar. Om at være en glitch, og den radikale handling af at eksistere i en krop, der ikke passer ind i vores samfund. Derfor føler jeg mig altid som en cyborg, som en glitch. Og med Mez’ værk er denne fantasi blevet til virkelighed.

I forlængelse af udstillingen afholdte vi også en Open Reading Circle på Buens Bogcafe, som er Danmarks første LGBTQ+ boghandel, hvor vi inviterede folk ind til at læse Donna Haraways Cyborg Manifesto og Legacy Russels Glitch Feminisim: A Manifesto sammen med os.

Kamilla Mez’ Ghost of You skal snart tages ned. Næste udstilling åbner i midten af marts med værket Droplets af Rikke Ehlers Nilsson – et værk som placerer et større antal af dråber på mig, på både mit hoved og som dråbeformede perler syet ind i en sort trøje, som jeg vil have på til udstillingens fernisering. Dråberne er modelleret efter og approprierer formen fra emoticons og inkluderer alt fra tårer, spytsprøjt ved grineflip, sveddråber fra hidsighed til regndråber, bloddråber og dråber fra vaccinenåle.

Værket reflekterer både over de muligheder og begrænsninger, der er ved et digitaliseret følelsessprog, samt indeholder overvejelser om kroppen i det offentlige rum og over den krop, der under Corona blev farlig i forsamlinger. Men i særdeleshed også transkroppen i det offentlige rum. Som eksempel svømmenhallen, der for mig er et af de mest grænseoverskridende rum, jeg kan forestille mig, som med de kønnede omklædningsrum og afslørende badetøj har holdt mig fra vandet i mange år.

Det har været en utroligt spændende men også rørende oplevelse at invitere andre ind i min krop. Det har været givende at kunne begå mig i verden som en udstilling og få lov til, glimtvist, at være noget mere end “kun” mig. Men det har også været trættende til tider – og udmattende – at slippe kontrollen over sit eget fysiske udtryk. Til sidst skal der lyde en stor tak til de medvirkende kunstnere og projektets kuratorer Sara Løvschall Grøntved og Anne Møller Christensen for at arbejde respektfuldt med min krop. Og til Klara Asta Kirk for den evige mentale og grammatiske støtte.

“Det har været givende at begå mig i verden som en udstilling og få lov til, glimtvist, at være noget mere end “kun” mig.”

Du kan følge BUZZ på Instagram og læse om de events, der er undervejs.

I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

NOAH HOLTEGAARD

Noah Holtegaard (f. 1999) er studerende på kunstakademiet Valand i Göteborg. Noah har bidraget til idoart.dk siden 2020.