I N G E N T I N G

I en hel måned har jeg lavet ingenting. Utroligt nok et projekt, der har været både tidskrævende og meget omfangsrigt.

For: Hvad er ingenting?

Det spørgsmål er umuligt at besvare – men utroligt interessant at diskutere. Det var netop denne diskussion, der fangede min interesse i radiodokumentaren “Ingenting” på P1, hvor fire forskellige fagpersoner diskuterer det abstrakte begreb. 

I programmerne giver astrofysiker Anja C. Andersen, matematikprofessor Vagn Lundgaard Hansen, filosof Anders Fogh Jensen og neurolog Troels Wesenberg Kjær hver deres bud på, hvordan deres fagområde ser på ”ingenting”. Hvad der fascinerer mig, er ikke håbet om en konklusion, da det ikke er, hvad programmerne søger, men diskussionen i sig selv – for hvordan kan man diskutere eksistensen af noget, som højst sandsynligt ikke eksisterer? At intet kan eksistere uden ingenting, og at ingenting kun eksisterer i kraft af, at noget eksisterer, er lige så ubegribeligt, som at forsøge at forstå det uendelige verdensrum, der aldrig ender – og som iøvrigt må formodes at indeholde store mængder ingenting.

Inspireret af radiodokumentarseriens diskussion om “ingentings” eksistens ud fra forskellige fagområder har jeg skabt fire bøger, samlet i en fælles publikation, om “ingenting”. I mit arbejde tager jeg udgangspunkt i begrebet “Ingenting” både indholds-, layout- og udformningsmæssigt og forsøger ad den vej at diktere begrebet “ingentings” eksistens med bogens sider.

Min publikation er som nævnt delt op i fire små bøger, der hver især belyser begrebet ingenting fra hver sin vinkel:

  • Det tomme (Tomheden og det tomme rum).
  • Det fraværende (det som vi først opdager eksisterer i dets fravær).
  • Det usynlige (det vi ikke kan se).
  • Det uforståelige (det vi ikke kan begribe og derfor definerer som ingenting).

“Ingenting” er et så abstrakt begreb og kan tolkes på så mange forskellige måder, at mit formål med min publikation ikke har været at finde sandheden om “ingenting”, men at fremlægge mit syn og min tolkning, som visuel kommunikator, igennem layout udformning, tekst og illustration.

Illustrativt har jeg arbejdet med fotografi og vektorgrafik, cut-out og blæk. Jeg har lagt stor vægt på at bruge bogen som medfortæller ved at arbejde med levende sider, der kan åbnes og foldes.

My Buemann (f. 1986) er illustrator og har taget en kandidat i Illustration ved Kunstakademiets Designskole i 2015. My har bidraget til idoart.dk siden 2011.