PLEJEHJEM

De sidste 10 uger har jeg arbejdet på min BA i Illustration fra Danmarks Designskole, som har handlet om alderdom og plejehjem. Det er blevet et personligt projekt, som ikke kun har handlet om at udvikle min streg og skabe et holdbart koncept. I ligeså høj grad handler det om personlig udvikling og at konfrontere min angst for plejehjem.


Tanken om at mennesker, jeg holder af, skal falde sammen, synke ind i sig selv og som følge heraf indsluses i et lille rum med fremmede lagener og et vindue uden udsigt, skræmmer mig. Min mormor er ved at blive gammel, og i takt med at hun bliver ældre, er min angst blevet større. Med hende som udgangspunkt, har jeg forsøgt at konfrontere mine fordomme og min frygt, og jeg flyttede derfor i 10 dage ind på plejehjemmet Slottet på Nørrebro, for der at studere den for mig ellers ukendte verden, og de liv der leves bag hjemmets mure.

Det er der kommet en 150 siders lang bog ud af, der skildrer mine personlige oplevelser under mine besøg – på godt og ondt. I tekst og billeder forsøger jeg at videregive små registreringer og observationer, der tilsammen danner et større billede af den verden af mad på bakker, piller i poser og rullestole på rækker, som jeg mødte under mit ophold.

Illustrativt har jeg arbejdet meget skitserende, og alle tekster er skrevet med min egen håndskrift, i et forsøg på at bevare følelsen af en personlig overlevering. Billederne viser en lille smagsprøve på den færdige bog, der har medvirket til, at jeg ikke længere er nær så bange for plejehjem.

My Buemann (f. 1986) er illustrator og har taget en kandidat i Illustration ved Kunstakademiets Designskole i 2015. My har bidraget til idoart.dk siden 2011.