Debat, UdstillingerLINA HASHIMMay 25, 2022Lina Hashim, Dekolonisering, Arken, Louisiana, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Shirin Neshat, Mona Hatoum, Etnisk repræsentation, Islam, Fatima MernissiComment

BLIVER KVINDELIGE KUNSTNERE MED MUSLIMSK KULTURBAGGRUND BEVIDST FRAVALGT?

Jeg er billedkunstner og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Det er en del af mit virke at opsøge museerne for at holde mig opdateret og for at støtte og vise min respekt for mine kunstnerkollegaer. Men på det seneste er det gået op for mig, at jeg føler mig fremmedgjort og ekskluderet fra den scene, som jeg burde være en del af. Jeg føler mig ikke repræsenteret, og heller ikke andre kvindelige kunstnere med muslimsk kulturbaggrund er f.eks. en del af de tre store udstillinger ”Fantastiske kvinder” (Louisiana, 2020), ”Efter stilheden – Kunstens Kvinder tager ordet” (SMK, 2021 – en udstilling som “rummede mere end 130 værker af 18 danske og internationale kvindelige kunstnere, der rørte, rystede, provokerede og konfronterede”) eller ”Kvinder i opbrud” (Arken, 2022). Er det mon tænkeligt, at der har været et bevidst fravalg af kvindelige kunstnere med muslimsk kulturbaggrund i disse udstillinger?

De danske kunstakademier har uddannet andre end mig med muslimsk kulturbaggrund, og det giver behov for at spørge – eller måske råbe: HVORFOR ER DENNE GRUPPE IKKE REPRÆSENTERET I KUNSTVERDENEN?

Jeg har besluttet mig for at undersøge danske kvinder med muslimsk kulturbaggrunds tilstedeværelse og repræsentation på den danske kunstscene, og igennem denne undersøgelse vil jeg argumentere for, at der er et systematisk fravalg af os. Vi er nemlig ikke repræsenterede igennem det, som museerne beskriver som stærke, rebelske og vigtige kvinder.

Hvis vi bliver ved arketyperne, så er hvide kvinder og – til en vis grad – sorte kvinder til stede i udstillingerne, i modsætning til kvinder med muslimsk kulturbaggrund. Muslimer udgør ca. en fjerdedel af klodens indbyggere, så vi har ikke at gøre med en lille minoritet der misrepræsenteres, men med en gruppe der, på trods af en geografisk, økonomisk og sekterisk forskellighed, udgør rundt regnet 2 milliarder individer. Med undtagelse af iransk-amerikanske Shirin Neshat og libanesisk-fødte, palæstinensiske Mona Hatoum er der ingen med muslimsk baggrund på disse store udstillinger.

Lina Hashim, The Touch. Afgang 2020, Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm.

To hovedtræk kan findes
Jeg er for det første ikke i tvivl om kvaliteten i mit kunstneriske arbejde. Jeg har vundet bred anerkendelse både i Danmark og internationalt. Der er blevet skrevet artikler om mit arbejde og jeg har sågar været nomineret til forskellige priser og modtaget flere legater herhjemme og internationalt (jeg har været nomineret til Rudin Prize for Emerging Photographers ved The Norton Museum of Art i Florida og The Foam Paul Huf Award i Amsterdam. Jeg har modtaget legater fra Montana og Statens Kunstfond, samt hæderslegater fra 15. Juni Fonden og Elly Dalsgaard Jensens Mindelegat).

Jeg er en kvinde der, udover mit køn, repræsenterer en etnisk minoritet i Danmark. Som kunstner føler jeg mig dog skuffet men samtidigt også forvirret, når jeg gentagne gange bemærker, at de kuraterede udstillinger med kvinder i front præsenterer offentligheden for vigtige, pionerende og rebelske kvinder, men udelukker og misrepræsenterer kvinder med muslimsk kulturbaggrund, der ellers burde høre til i samme kategori. Jeg føler mig decideret ghostet, når jeg slentrer gennem Arkens udstillingsrum, for som den marokkanske feminist Fatema Mernissi siger om misrepræsentation af muslimske kvinder i europæisk kunst: ”Who am I, if I can’t tell my own story?”

For det andet kan jeg mærke en orientering i kunstverdenen om at kvindelige kunstnerne med muslimsk kulturbaggrund skal tilbyde en eksplicit “eksotisk”, antipatriarkalsk og antireligiøs kunstnerisk udfordring af islam som kultur og religion, før de kan kæmpe sig til en plads på kunstscenen.

I min opfattelse er denne stereotype typologi af det tilladte en tvangskategori, som den danske kunstscene skaber for kvinder med muslimsk kulturbaggrund, der internaliseres af fænomener som Shirin Neshat, som herved konsoliderer deres position på kunstscenen. Valget af Neshat og Hatoum som de eneste repræsentanter for kvinder med muslimsk kulturbaggrund i en af de førnævnte udstillinger fastholder den dominerende ideologi om bestemte stereotyper, der kobles direkte til islamiske kulturer. Faren ved denne uheldige tendens er, at fænomener som Hatoum og Neshat er med til at opretholde denne diskurs igennem deres internalisering af hvidhedens tvangskategorier, og man ekskluderer dermed de alternativer, som kvindelige kunstnere med muslimsk kulturbaggrund kommer med.

Lina Hashim, The Touch, 2020. Foto: David Stjernholm.

Lina Hashim, The Touch, 2020 (detalje). Foto: David Stjernholm.

Jeg ser, at denne systematiske tendens til fravalg af kunstnere, har en direkte forbindelse til deres muslimske kulturbaggrund og deres kvindelige identitet. Tendensen er farlig og tenderende til racistisk, fordi den fastholder en kolonial magtkonstruktion, hvor et ”objektivt” europæisk blik dikterer, hvordan andre med ikke-europæisk kulturbaggrund skal se dem selv. Både de institutionelle rammer og tvangskategorierne er ikke funderet i kvindelige erfaringer, men er det suverænes blik og projektion på dem, der skal indordne sig. Derfor mener jeg, at kvindelige kunstnere med muslimsk kulturbaggrund står overfor flere magtudøvelser i den “vestlige” kontekst, heriblandt på den danske kunstscene. Der er en diskrepans mellem teorien om intersektionalitet, der eksplicit vil være inkluderende og antikolonial, og så de institutionelle rammer i kunstverdenen, hvor kvindelige kunstnere med muslimsk kulturbaggrund bliver ekskluderet. Når kunst produceret af kvinder med muslimsk kulturbaggrund vil udfordre de dominerede stereotyper om deres position og roller på den danske kunstscene, er der tilsyneladende ikke plads til deres rebelskhed, nytænkning og opbrud.