ALWAYS KEEP GATE CLEAR

I min kalender står der, at jeg i dag skal sende et blogindlæg til I DO ART. Jeg har skrevet det med rødt og med sprittusch for et stykke tid siden. Kærligt og bestemt. Jeg er nødt til at skrive det ned, disse interne deadlines, ellers får jeg det ikke gjort. Det er en måde for mig at respektere det at skrive (at være forfatter) som et håndværk, der både skal plejes og regnes for noget og som ikke længere skal sidestilles med at starte en vask eller at gå ned med flasker.

Af en eller anden grund er september kategorisk en kaotisk måned. Min rejsetaske står stadigvæk på stuegulvet med en lille vasketøjsbunke ved siden af. I tasken er det tøj, som jeg endnu ikke har haft behov for siden hjemkomsten, og i små anslag mod badeværelset ligger øvrige rejseremedier; sko, hårtørrer, toilettaske.

Jeg er lige kommet hjem fra en uges ferie i Bulgarien, og det hele kører som en svag summen. Alt oplevet halser efter kroppen, der allerede er videre.

Jeg har en forestående udgivelse og reception i september. Jeg har aircondition-og-sortehavs-forkølelse. Jeg er lykkelig og fuld af nye indtryk fra både ind- og udland. Jeg har nok haft det mest hæsblæsende år hidtil, og nu skal (vil vil vil) jeg så dele min inspiration og mine tanker fra en uges refugieophold på Løgum Kloster Refugium – et ophold jeg til stor glæde fik tildelt i foråret. Den venligste Lone har lige bekræftet i telefonen, at de venter mig i Sønderjylland på mandag, og jeg kan mærke den spirende skaberglæde boble et sted inde bag virakken.

Syv hele dage, hvor det eneste jeg skal tænke på er tekst og at tømme hovedet ud igennem fingrene. Lige nu virker det hele lidt fjernt, men jeg ved, at jeg kan skrive, så snart jeg kommer frem og igen sætter en nypakket taske fra mig i fredelige omgivelser. Da jeg for lidt siden fulgte min kæreste til toget mod Jylland, passerede vi en port på hovedbanegården. På et skilt stod der, at den ikke måtte blokeres. På engelsk nedenunder stod ”Always keep gate clear”. På en måde har jeg det sådan med at skrive, at det er en port, jeg altid skal kunne komme ind af. Det kan stadigvæk være en udfordring for mig, at få samling og form på det jeg skriver, men det er sjældnere og sjældnere, at jeg oplever decideret skriveblokering (7-9-13).

Det sværeste for mig er at dele, hvad jeg skriver, fordi jeg ofte føler mig låst, så snart jeg har slået en bestemt tone an. Egentligt vil jeg helst lade skriften være spontan og udgøre vejen, mens vi kører på den. Men det er ikke for meget sagt at det, jeg skal skrive på, kredser om arv, generation etc.

Jeg er i færd med at læse Marianne Faithfulls biografi, og jeg er meget betaget af den måde, som hun skriver om personlige oplevelser på, som hun har haft, f.eks. med Mick Jagger. Hun får det skrevet i en tone, så det mere beskriver en samtid, en historisk epoke og fungerer som en fortælling der på trods af intimiteten alligevel ikke er særlig optaget af den sladder-agtige suppedas. Det er et litterært greb, som jeg beundrer meget.

Fra mandag er det uge 36, sommeren er slut, og jeg kan koble af. En ting er at flytte sig til et smukt sted i Danmark, hvor andre omkring mig sørger for alt det praktiske. En anden ting er det, som teksten gør for tilværelsen. Trækker bremsen, giver mening, perspektiv. Teksten er både kaffepausen, powernappen, et break fra hverdagen og støjen. Jeg glæder mig!