3 BØGER FRA BOGREOLEN #4

Vi elsker bøger! Og der går sjældent ret lang tid, fra vi falder over en interessant titel, til den står i vores bogreol. Fordi vi holder så meget af vores samling af kunstbøger, fremhæver vi her nogle af titlerne i en indlægsserie, som vi kalder “3 bøger fra bogreolen.”

I denne omgang kigger vi på bøger, som ikke er af den type, vi har flest af i reolen. Bøger der bevidst falder uden for kategori, og som ikke præcist er, hvad de gør sig ud for at være. Fokuset er ikke direkte på kunst, men fælles er alligevel en kunstnerisk eller kreativ tilgang til materialet, hvad enten det handler om gastronomi, giraffer eller katte der maler.

Okay, i virkeligheden er fællesnævneren nok, at vi bare ikke kan lade være med at elske de her bøger for deres fjollede måde at binde os ting på ærmet og holde os underholdt. Bladr med og dyk ind i disse tre publikationers krøllede verdener af mærkværdige fortællinger og langt ude røverhistorier.


SALVADOR DALÍ
“LES DÎNERS DE GALA”

Vi lægger ud med noget så delikat som en kogebog af den katalanske surrealist Salvador Dalí (1904-1989). Smeltende ure og langbenede elefanter optræder side-om-side med spektakulære opsatser og absurde anretninger i et collage-værk af dimensioner. Kultegninger, oliemalerier og glinsende madfotografier, som vi bedst kender fra 1970’ernes kogebøger, kæmper om opmærksomheden med opskrifter på de retter, som Dalí og hans kone Gala efter sigende skulle have budt deres gæster ved kulørte middagsselskaber.

Det tyske forlag Taschens nylige genoptryk af den oprindelige udgave fra 1973 er svøbt i et glinsende guldomslag og er enestående indbydende, selv hvis man ikke tager den med sig i køkkenet. “If you are a disciple of one of those calorie-counters who turn the joys of eating into a form of punishment, close this book at once; it is too lively, too aggressive, and far too impertinent for you,” har Dalí selv udtalt om dette massive bogværk.

Sideantal: 320 | Format: 220 x 310 mm | Sprog: Engelsk | Design: Draeger Frères | Forlag: Taschen | Udgivelsesår: 2016 (opr. 1973) | Mere info her.


BURTON SILVER & HEATHER BUSCH
“WHY CATS PAINT – A THEORY OF FELINE AESTHETICS”

Udover at spise fint og male elskede Dalí også katte. Særligt sin colombianske ozelot Babou elskede Dalí så højt, at han tog den med på hotel og fine restauranter. Men om Babou også malede, vidner historien ikke noget om. Det er der til gengæld andre katte, der gør, og dem handler vores næste bog om. “Why Cats Paint” tager os med gennem referencemateriale, der viser kattens historiske interesse for malerkunsten og introducerer os til nogle af de mest anerkendte, kontemporære feline malere.

Bogen er fyldt med gode billeder af katte der maler, introduktioner til vigtige bevægelser inden for katte-kunsthistorien samt analyser af værker, og vi ender faktisk med at blive helt i tvivl om hvorvidt det hele bare er for sjov, eller om den faktisk er god nok? For har katte mon i virkeligheden en slet skjult kreativ sans og et behov for at udtrykke sig kunstnerisk?

Sideantal: 144 | Format: 105 x 125 mm (pocket edition) | Sprog: Engelsk | Forlag: Ten Speed Press | Udgivelsesår: 1994.


DR. AND MR. DORIS HAGGIS-ON-WHEY
“GIRAFFES? GIRAFFES!”

En bog hvor man til gengæld ikke er i tvivl er “Giraffes? Giraffes!” af det fiktive forskerpar Dr. og Mr. Doris Haggis-on-Whey. Omslaget er smukt præget med guldornamenter, og indeni minder opsætningen os mest af alt om et gammelt Lademanns Børneleksikon, men hurtigt finder man ud af, at bogens indhold er ren nonsens. Bogen formidler Haggis-on-Wheys forskning, der bl.a. beviser, at girafferne kom fra Neptun til Jorden via et transportbånd, at deres pletter fungerer som intergalaktiske kommunikationsmidler, og at deres ben er fyldt med frugtjuice. “Giraffes? Giraffes!” er den første i en serie af bøger, der også fremlægger duoens forskning vedrørende havdyr (i særdeleshed kæmpeblæksprutten), kold fusion, hoveder, tundraen og arten børn. I en tid hvor det kan være svært at skelne fake news og alternative sandheder fra fakta er det sært befriende at bladre gennem en bog stopfyldt med et overlagt væld af spidsfindige løgne og besynderlige røverhistorier.

Sideantal: 63 | Format: 310 x 235 mm | Sprog: Engelsk | Design: Mark Wasserman & Irene Ng of Plinko | Forlag: McSweeney’s Publishing | Udgivelsesår: 2007 | Mere info her.

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.