3 BØGER FRA BOGREOLEN #11

Vi elsker nye bøger, og vi er så heldige at være en del af en kunstscene, hvor bøger er noget man gør sig umage med. At trykke bogstaver og billeder på papir og binde siderne sammen til et objekt, man kan bladre i, er en handling der både kræver tålmodighed og eftertanke. Og netop den omtanke synes vi lyser ud af disse tre, nye publikationer.

Mere end noget andet, så repræsenterer de her bøger et øjeblik i tiden. De har det tilfælles, at de er udgivet inden for det seneste halve år, der er noget med farven lilla :) og derudover rummer de på hver deres måde et nærvær. Et poetisk nærvær overfor sin egen og læserens sorgbearbejdning, en fotografs tilstedeværelse overfor de mennesker hun portrætterer eller en kunstinstitutions nærhed til de kunstnere, de arbejder med.


Sabitha Söderholm “Månens urt”

Sabitha Söderholm, Månens urt. Foto: I DO ART Agency.

En af de absolut vigtigste poetiske og kunstneriske oplevelser, vi havde i 2022, var med Sabitha Söderholms debut Chellam. Sabithas sammenvævning af landskaber, blomster, urter, længsel og sorg, gjorde bogen svær at slippe, og i efteråret var vi så heldige at få mulighed for at besøge hende på Møn og tale mere om hendes arbejde (læs vores artikel fra besøget her).

Blot tre måneder efter debuten sendte hun endnu en bog på gaden; den lille og sårbare Månens urt, der er “skrevet til dig, der befinder dig midt i sorgen, og til dig, der står i nærheden af den,” som der står bag på bogens lilla omslag. Ordene udspringer af Sabithas egen sorg efter at have mistet en meget nær person i sit liv. Hun sætter ord på minderne, der sætter sig i smagen af birkeste, eller syrenen der blomstrer hvert år i maj. Hun beskriver, hvordan ribbene trækker sig sammen og skelettet smuldrer i det øjeblik, hun får det at vide. Hun skriver smukt om omverdenens forventninger til at “komme videre” og skylden og skammen der opstår, når en nær mister livet til selvmord. Hun skriver med kærlighed, med et ønske om trøst, og hun skriver så man får lyst til at lade tårerne falde. Tak, Sabitha.

Sabitha Söderholm, Månens urt. Foto: I DO ART Agency.

Sabitha Söderholm, Månens urt. Foto: I DO ART Agency.

Specifikationer:
Sideantal: 28. Format: 210 x 149 mm. Sprog: Dansk. Forlag: Ovbidat. Udgivelsesår: 2022. Mere info her.


Fryd Frydendahl “Salad Days”

Fryd Frydendahl, Salad Days. Foto: I DO ART Agency.

2023 er skudt i gang med lanceringen af et helt nyt forlag på den danske kunstscene. Marrow Press er skabt af de to grafiske designere Finn Wergel Dahlgren og Jacob Birch, der gennem deres virksomhed Spine Studio har opsat et utal af kunstbøger og udstillingskataloger de seneste 6-7 år.

Forlagets første bog udkom d. 19. januar og præsenterer fotograf Fryd Frydendahls arbejde med portrætter fra 2012 til 2022. Salad Days, som bogen hedder, indeholder både kommercielle og personlige projekter, men fælles for alle portrætterne er Fryds altid nærværende og kærlige blik på dem, der står foran kameraet. Personerne er aldrig bare objekter, og det understreges i kolofonen, hvor Fryd på lilla sider skriver korte tekster om billedernes ophav, ofte med fokus på de menneskelige relationer.

Fryd Frydendahl, Salad Days. Foto: I DO ART Agency.

Fryd Frydendahl, Salad Days. Foto: I DO ART Agency.

Fryd Frydendahl, Salad Days. Foto: I DO ART Agency.

Det er en kæmpe fornøjelse at bladre gennem en så velorkestreret, smukt opsat og skarpt udvalgt samling fotografier. Hvis Salad Days på nogen måde indikerer det nye forlags niveau, så har vi meget godt i vente – ifølge planen kommer der nemlig hele tre nye bøger fra Marrow Press til efteråret.

Specifikationer:
Sideantal: 256. Format: 215 × 275 mm. Sprog: Engelsk. Forlag: Marrow Press. Layout: Spine Studio. Tryk: Søren Hørdum. Udgivelsesår: 2023. Mere info her.


Art Hub Copenhagens 3 publikationsserier
“Interview”, “Teori” og “Andet”

Art Hub Copenhagens 3 publikationsserier: Interview, Teori og Andet. Foto: I DO ART Agency.

I 2018 initierede Bikubenfonden den selvstændige institution Art Hub Copenhagen, som lige siden har haft til formål at “støtte og fremme unge, professionelle billedkunstnere”. Det gør de bl.a. gennem talks og andre arrangementer, udstillinger og særligt deres ambitiøse residency-programmer, hvor de udvalgte kunstnere både får månedlige honorarer, produktionsmidler, rådgivning og formidling.

I efteråret udgav Art Hub de syv første udgivelser i en serie, der løbende vil vokse ud af de projekter, som de lægger hus til. Serien er opdelt i tre kategorier: Interview, som rummer transskriberede samtaler med residency-kunstnerne. Teori, som er danske oversættelser af relevante tænkere. Og Andet, som kan være alt, hvad der falder udenfor de to andre kategorier. Bogserien er designet af Alexis Mark, som har opfundet et meget fint lommebogsagtigt format, pakket ind i beskyttende plastomslag og med en stram farvepalette af sølv, grøn, beige og lilla.

Specifikationer:
Sideantal: 66 sider pr. bog. Format: 190 × 120 mm. Sprog: Engelsk og dansk. Forlag: ArtHub Copenhagen. Layout: Alexis Mark. Tryk: Eks-skolen. Udgivelsesår: 2022. Mere info her.


Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.