12 SPØRGSMÅL TIL SELINI HALVADAKI

Det er blevet tid til et nyt afsnit af vores interviewserie X spørgsmål til XXX, hvor vores læsere stiller spørgsmålene og kunstnerne helt selv vælger, hvad de vil svare på. Denne gang giver vi ordet til billedkunstner Selini Halvadaki (f. 1985), som er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014.

Herunder fortæller Selini bl.a. om, hvad hun arbejder på for tiden, hvilket projekt hun er særligt stolt af, hvad hun helt konkret gør, når hun kører fast i et projekt og så deler hun nogle af de små ritualer, som hun foretrækker at starte en arbejdsdag med. Her er 12 spørgsmål til Selini Halvadaki.

1) Hvem er du, og hvad arbejder du med?
Jeg hedder Selini Halvadaki. Jeg er billedkunstner, og blev uddannet fra kunstakademiet i København i 2014. Jeg er halvt græsk halvt dansk, hvilket på mange måder har informeret mit arbejde, der centrerer sig om temaer som hukommelse, historie og identitet i skæringspunktet mellem personlige og kollektive erfaringer. Jeg er grundlæggende interesseret i, hvordan identitetsfortællinger konstrueres og forhandles – særligt gennem billedproduktion og sprog. Ofte arbejder jeg i medierne video og tekst, men også kollektivt arbejde er en del af min praksis.

2) Hvad fik dig til at vælge den kunstneriske vej?
Jeg tror, der har været mange ting, der har spillet ind – f.eks. de ting jeg er blevet præsenteret for i min barndom og ungdom, mine interesser, miljø, muligheder, privilegier, opbakning fra min familie og omgivelser.

At møde dygtige undervisere har også haft stor betydning for mig b.la. i gymnasiet og på Holbæk Kunsthøjskole. Her mødte jeg for første gang voksne, der fagligt tog billedkunst alvorligt, og støttede mig i at udvikle mine idéer. Jeg husker også at have haft en oplevelse af, at kunst kan være en måde at engagere sig på, og at der gennem kunst er mulighed for at stille spørgsmål til “verden”. Jeg har f.eks. været interesseret i at stille kritiske spørgsmål til dominerende fortællinger om nationale identitetskonstruktioner og historieskrivning. I arbejdet med kunst synes jeg, der er mulighed for at behandle emner som disse på en anderledes nuanceret måde.

3) Hvad arbejder du på for tiden?
På det sidste har jeg eksperimenteret med nogle nye medier bl.a. cyanotopi og keramik. Lige for tiden arbejder jeg på at udvikle en serie mad-service i keramik, som skal bruges i en performance, der lige nu har arbejdstitlen “Memory Meal”. Værket består af en middag; et slags sensorisk performativt fællesmåltid, der gennem bl.a. smag, lyd, tekst og samtale undersøger identitetsskabende udvekslinger mellem generationer. Værket tager udgangspunkt i tre generationer af kvinder i min familie og deres viden om mad, madlavning og ingredienser, samt hvordan denne viden forbinder sig til de steder, hvor de lever og levede. Det er en viden, som i min familie er blevet overleveret i generationer på tværs af geografiske og sproglige grænser. Meget af denne viden formidles gennem menneskelige relationer og i kraft af levede erfaringer – f.eks. gennem det at indsamle spiselige planter i naturen eller at tilberede et måltid mad, hvilket historisk set ofte har været en aktivitet knyttet til kvinder i hjemmet. Ud fra dette er jeg interesseret i måltidet som et slags kollektivt rum for subjektive erfaringer og traditioner for overleveringer af disse – som et kollektivt rum for (marginaliseret) viden.

Proces: Test på tallerkner til performance, 2023.

Fotografisk forlæg (Farmors hus i Athen, fra familie album).

Proces: Test på tallerkner til performance, 2023.

Spørgsmålet om “hvad man arbejder på for tiden” får mig altid til at tænke over tid, tempo og produktivitet – og ikke mindst arbejdsvilkår. Der hersker lidt en kultur, hvor man helst skal arbejde på “noget nyt” hele tiden. En idé om at man skal være produktiv på et bestemt måde f.eks. ved at skabe mange nye værker, så man hele tiden er højaktuel. Noget som denne artikelserie jo også prøver at håndtere og gå lidt imod ved at lave interviews, der ikke baserer sig på en aktuel udstilling, en pris eller lignende.

Test/skitse til serie af cyanotopier (24x16 cm), 2022.

4) Er der et projekt, som du er særligt stolt af?
Der er projekter, som føles meget vigtige for mig at have lavet. Nærmest nødvendige. Udstillingen Every Name in History is an I, som jeg lavede på udstillingssted 3 137 i Athen er et af den slags projekter. En udstilling i Athen gav mig mulighed for at arbejde specifikt ud fra en græsk sproget kontekst, og sætte mig selv og mit ophav i spil i relation til denne. Det er noget, jeg gerne har villet længe. Jeg hverken taler eller læser græsk særlig godt men har altid følt mig meget tæt knyttet til den græske kultur. Udstillingen beskæftigede sig med personlige fortællinger på tværs af generationer og sprog: om følelsen af at blive “afsløret” som “fremmed” gennem sprog. Et eksempel på dette var tekstværket Closeness in Distance, som bestod af en håndmalet tekst, der løb hen over udstillingsrummets vægge. 

Selini Halvadaki, Closeness in Distance, 2019 (håndmalet tekst på vægge, akrylmaling) & Sight-Seeing (Cph/Athens), 2019 (HD video 19.50 min, træplade). Every Name in History is an I, 3 137, Athen. Foto: Alexandra Masmanidi.

Selini Halvadaki, Closeness in Distance, 2019 (håndmalet tekst på vægge, akrylmaling) & Home video (conversation 1987), 2021 (digitaliseret VHS, 00:50 min.). Foto: Alexandra Masmanidi. 

Selini Halvadaki, Closeness in Distance (detalje). Foto: Alexandra Masmanidi.

Selini Halvadaki, Letter (reply), 2019 (10 stk. A4 papir, grøn og blå kuglepen, blå plast). Every Name in History is an I, 3 137, Athen. Foto: Alexandra Masmanidi.

I udstillingen kobles denne følelse til en større politisk og historisk kontekst bl.a. i fotografiet Performing Antiquity og videoværket Sight-Seeing. I udstillingen brugte jeg den personlige fortælling som en slags modstandsbegreb, der kan muliggøre personlige narrativer, og hvorfra det er muligt at formulere en kritik til spørgsmålet om, hvordan vi (som europæere) skaber os selv i fortællingen om vores kulturarv.

Selini Halvadaki, Performing Antiquity (familiealbum, Athen 1970), 2019 (fotografi, 10x7 cm) Foto: Alexandra Masmanidi. 

Jeg har efterfølgende arbejdet med en slags oversættelse af ovennævnte udstilling, der kunne fungere i en dansksproget kontekst. Dét kom der videoværket Voice Over I ud af, som jeg lavede til udstillingen Frog Chorus på Møstings Hus i 2021. Her var jeg særligt interesseret i spørgsmål som: hvad sker der, når hierarkier forankret i sproglig kunnen, forflyttes inden for en specifik kontekst eller en relation? Og, kan dét "at fejle" i et sprog, i sig selv åbne op for et meningsdannende rum, og kan der her skabes fortællinger på tværs af sproglige ”grænser”?

Selini Halvadaki, Sight-Seeing, 2019 (silent HD video 19.50 min) Video still.

Videoværket Voice Over I, består af to videoer. Den ene: en sekvens fra en hjemmevideo, hvor jeg som barn taler med min far på græsk (et sprog jeg i dag ikke taler flydende). Den anden: en video hvori man hører mig som voksen oplæse et brev på græsk, som min far har skrevet til mig – nu med stor sproglig usikkerhed. Brevets indhold reflekterer over tanker om kulturelt tilhørsforhold og om udfordringerne ved ikke altid at være i stand til sprogligt at kunne udtrykke sine indre tanker. Brevet oversættes løbende til dansk tekst i værkets billedflade. Den sprogspecifikke kontekst, som værket vises i, bliver igen en ramme, som jeg aktivt udforsker.

I værkets interne logik har jeg bl.a. eksperimenteret med at skabe forskydninger mellem stemme og tekst, hvilket omstrukturerer relationens sproglige hierarki, og gør beskueren opmærksom på sin egen position. På den måde arbejder jeg med at forflytte sproglige hierarkier og adgang til mening indenfor en given kontekst – f.eks. en dansksproget kontekst. Der skabes et slags mulighedsrum for flerstemmighed, hvis udsagn i værket udfolder sig på tværs af generationer, erfaringer og (adgang til) sprog. 

Selini Halvadaki, Voice Over I, 2021 (HD video, 12 min). Video still.

Selini Halvadaki, Voice Over I, 2021 (digitaliseret VHS fra 1987, 00.50 min). Video still.

5) Hvad er dine go-to materialer og redskaber?
Video er vigtigt for mig. Jeg starter ofte med at filme meget intuitivt uden at planlægge for meget. Jeg kan godt lide at opdage noget gennem eller sammen med kameraet. Jeg kan godt lide at arbejde cirkulært eller i et slags loop hvor jeg filmer, ser materialet igennem, redigerer, ser billederne i relation til hinanden, filmer igen, vender tilbage til redigeringen osv.

Et andet vigtigt redskab for mig er tekst. Det er afgørende for mig at skrive, og jeg indsamler citater og ord fra både skøn- og faglitteratur, film og samtaler. Der hører et langt tekstdokument til de fleste af mine værker. I disse dokumenter er der intet hierarki mellem de forskellige tekstbidder og en del af min proces med at udvikle tekst til mine værker (f.eks. til en voice over) består i at sammenflette disse dele med det, jeg selv skriver.

En vigtig del af min proces er altså at indsamle, skrive og væve tekst sammen. Denne metode er for mig en slags kollektiv tænkning, der går på tværs af individuelle praksisser, medier og tid. På den måde er jeg altid i dialog med andres arbejde på den ene eller anden måde. Det er derfor afgørende for mig at praktisere og udvikle denne form for kollektive tænkning i mit arbejde – som metode og som komponent i færdige værker.

6) Vil du fortælle os om din kunstneriske proces?
Overordnet består min proces af forskellige perioder, hvor jeg f.eks. indsamler, læser, skriver, filmer, redigerer osv. Min proces er nok også ret langsommelig. Dels fordi det er sådan, jeg kan lide at arbejde, men også som en konsekvens af økonomiske vilkår. Jeg har også et ikke-kunstrelateret arbejde, og derfor er der begrænset med tid.

7) Hvad er dine små ritualer, inden du føler, at du kan komme ordentligt i gang med dagens arbejde?
Ofte arbejder jeg allerbedst ved at stå op, lave en kop kaffe og gå i gang med arbejdet med det samme. Uden samtaler, radio eller andre inputs. Så arbejder jeg måske 2-4 timer, og så spiser jeg morgenmad osv bagefter. Det er desværre ikke muligt særlig tit, men på de dage hvor jeg ikke har lønarbejde, kan jeg godt lide at arbejde sådan.

8) Hvad gør du helt konkret, hvis du kører fast i et projekt?
Hvis jeg sidder med noget konkret, som jeg ikke kan løse, hjælper det mig ofte at flytte mig fysisk fra det: gå en tur og f.eks høre musik eller arbejde på noget andet. Det kan også hjælpe at sætte en deadline for, hvornår jeg skal tage en beslutning og så arbejde videre ud fra den bedste beslutning, det var muligt at træffe på det tidspunkt.

Ellers vil jeg sige, at den bedste hjælp for mig er at tale med mine kollegaer. Jeg har, siden jeg blev færdiguddannet, haft kollektivt arbejde som en del af min praksis. Det har været forskellige typer af samarbejder og kollektiv organisering af f.eks. udstillinger. Disse samarbejder har gjort, at jeg har et netværk af kollegaer, der kender hinandens arbejde rigtigt godt, og hvor vi over mange år har prioriteret at sparre og støtte hinanden på forskellige måder: nogle gange med kritik, andre gange med kollektiv økonomi i en udstilling og andre gange med praktisk hjælp til et værk eller en ansøgning. For mig har det været vigtigt at have det kollektive perspektiv ind over mit arbejde. Der er så meget konkurrence i kunstverdenen.

For mig har det kollektive arbejde været en måde at gå imod dette på. Nogle gange står det tydeligt frem i et værk eller en udstilling (f.eks. i udstillingen Frog Chorus) og andre gange kan det kollektive danne fundament for individuelt arbejde. Andre gange igen kommer det kollektive til udtryk i bevidstheden om f.eks. arbejdsforhold og løn. For mig har det været vigtigt og lærerigt at have sådan et netværk af kollegaer.

Jeg har netop læst “Produktionsæstetik – En feministisk arbejdskritik mellem kunst og liv” af Cecilie Ullerup Schmidt, som er performanceteoretiker og adjunkt på KUA ved forskningscentret Kunsten som Forum. En feministisk produktionsæstetik handler netop om dette og “foreslår at medtænke alt det materielle og immaterielle arbejde, der finder sted rundt om kunstværket: de støttende relationer, økonomier, temporaliteter, materialer og følelser, som muliggør og medproducerende kunsten”. Den kan virkelig anbefales.

9) Hvad spiller i dine høretelefoner, når du arbejder?
Jeg arbejder som regel i stilhed. I perioder kan jeg godt lide at høre lyden af regn, som jeg bare finder på Youtube. Jeg hører dog meget radio og musik, når jeg ikke arbejder og i “pauser” fra arbejdet. Jeg får ofte idéer eller finder en løsning på noget, mens jeg hører musik, da det er en virkelig god måde at lade tankerne vandre på. På det sidste har jeg hørt Purple Mountains, Gil Scott-Herons I’m New Here, og Steve Gunn & David Moore.

10) Hvem inspirerer dig, og hvad inspirerer de dig til i din praksis?
Mine kollegaer inspirer mig – særligt dem der hårdnakket insisterer på at dele viden og ressourcer. Det kan møde modstand og bliver ikke altid anerkendt, da kunstverdenen har en tendens til at fokusere på individet.

11) Fortæl os om en bog fra din bogsamling?
En af mine favoritbøger er Elsewhere, Within Here: Immigration, Refugeeism and the Boundary Event af Trinh T. Minh-ha. Bogen består af en samling essays, der virkelig groft skitseret op beskæftiger sig med: hjem, migration, tilhørsforhold, repræsentation og mangeartet viden, spørgsmål relateret til systemer af magt og undertrykkelse samt potentielle muligheder for at forstyrre disse herunder med kreativitet og historiefortælling som redskaber.

Minh-ha skriver poetisk, teoretisk, kritisk, følsomt, smukt, engageret og meget opfindsomt. Det er en bog, som jeg har brugt meget, og som jeg vender tilbage til igen og igen. Jeg har brugt den i forbindelse med flere af mine værker – både mere eller mindre direkte, og jeg bliver ved med at opdage noget nyt i den. F.eks. er titlen til videoværket Voice Over I, som jeg nævnte tidligere, lånt fra titlen på et af Minh-has essays i denne bog.

Mit eksemplar af bogen er fyldt med noter og understregninger fra de gange jeg har læst den – alene og sammen med andre. Derfor er den også blevet et objekt, som jeg jeg holder meget af.

Trinh T. Minh-ha, Elsewhere, Within Here: Immigration, Refugeeism and the Boundary Event, 2011.

12) Er der et værk som har gjort særligt indtryk på dig. Hvis ja, hvilket?
Det seneste værk jeg har set, som gjorde et stort indtryk på mig, var Home – The Terrible Beauty of Unbelongning af billedkunstner Suada Ada Demirović. Værket var en del af udstillingen Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien på SMK, kurateret af Tijana Mišković.

Værket består af et hæklet billedtæppe, som Demirović har lavet i samarbejde med sin mor. De har sammen kortlagt, hvor i verden deres familie fra det tidligere Jugoslavien har bosat sig siden Første Verdenskrig. Jeg har selv en stor bunke af min farmors hæklede genstande liggende, og det var virkelig spændende for mig at se, hvordan Demirović belyser sin familiehistorie gennem en håndarbejdstradition, der har eksisteret blandt kvinderne i hendes familie. Det kan være svært og skrøbeligt at arbejde i relation til sin egen families historie og at inddrage familiemedlemmer i sin kunstproduktion. For mig var det et poetisk, stærkt og vedkommende værk.

---