MIDT I INGEMANNSLAND

Vi kører ud hvor vejene snørkler, og hvor de fleste afstribninger er dækket af tabt jord fra store maskiner og urolige traktorlæs. Oftest er der ingen billister i syne og afstanden mellem bebyggelse bliver større og større. Vi er kommet på landet, nærmere betegnet Sondrup Bakker nær Odder, og roen har lagt sig tungt over de frosne, brede vidder. Vi er taget hjem til fotojournalist Carsten Ingemann.

Carsten Ingemann (f. 1952) har brugt næsten 30 år af sit liv på at rapportere med sit kamera fra nogle af de farligste steder i verden. Listen af krige og konflikter, som Carsten har dækket i sin karriere er lang og historierne utallige. Og det er netop disse fortællinger, som har trukket os og vores nysgerrighed til det lille stråtækte hus, her lige præcis i midten af Danmark.

Carsten Ingemanns hus i Sondrup Bakker. Foto: Carsten Ingemann

Det er ret koldt. Carsten kommer ud og starter med at vise os rundt om huset; her er en lille skov med tilhørende bæk, en la’-vær’-have, marker uden heste og et arsenal af resttræ, som har ligget de sidste 10 års tid og drømt om at blive til en garage. Carsten reciterer et gammelt kinesisk ordsprog om at man aldrig skal blive færdig med at bygge sit hjem, forklarer om den ruin han købte for mange mange år siden, og om hvordan istandsættelsen tog 14 år frem for de 14 dage, som han først havde beregnet.

Inden vi går indenfor, når Carsten også lige at fortælle om et rullende kontor, som han planlægger at bygge – “man skal jo altid have drømme.”

Hele istandsættelsen har Carsten selv stået for, og ligesom hans mange fotografier, rummer hver en brik i byggeriet og indretningen en helt særlig historie. De rød-brune fliser i køkkenet er fra det lokale teglværk, badeværelsesklinkerne stammer oprindeligt fra en kirkerenovering og bordpladen er fra et gammelt træ, der tidligere stod i haven.

Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Selvgjort højt-til-loftet
Der er ingen tvivl om, at Carsten er en ihærdig og dygtig historiefortæller, fantasien bliver virkelig stimuleret og pennen kommer på prøve under rundvisningen i det lille hjem. Vi kravler op af den smalle trappestige til soveværelset. “…Konen hængte sig i en af loftbjælkerne. Det var antik-Larsen, der skar hende ned, og den livløse krop rullede ned ad trappen og landede nede i stuen.” Carsten fortæller om nogle af husets historier og tidligere ejere, og der bliver ikke sparret på de makabre detaljer.

Der er kunst på væggene, en udstoppet måge, metervis af bøger og en komplet encyklopædi, kameraer, selvgjort højt-til-loftet (i mere end blot én forstand) og en artillerigranat fra Sarajevo som sprang i et hus, hvor Carsten befandt sig på netop det tidspunkt. “Jeg har desværre ikke været så god til at få ‘souvenirs’ med hjem fra mine rejser, men jeg måtte have den her med.”

En artillerigranat fra Sarajevo. Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

På en hylde står en buste med hul i hovedet; en af de tre døtre havde vist væltet den på gulvet engang og et sammenrullet stykke papir stikker ud. En anden buste står i den modsatte ende af rummet. Sættet stammer fra et kollektiv på Gl. Strandvej i Humlebæk, som Carsten flyttede ind i som ung. Kollektivet havde tidligere været beboet af Emma Gad, og var komplet indrettet med indbyggede skabe og hemmelige kontakter.

Huset er revet ned nu, men Carsten har bevaret flere genstande fra dengang. Han stiller sig på tæer og trækker det sammenrullede papir ud af busten. “Jeg var på et bibliotek for at lede efter noget andet, da en bog pludselig faldt ned og åbnede sig for min fødder. Den lå på et opslag med billeder af de to buster og lange forklaringer på tysk. Det er det, der sker nogle gange, når man leder efter noget – så snubler man over noget helt andet.”

Stramme dogmer og rævetække
Vi går igennem en gang, hvor kasser med gamle negativer og metervis af filmstrimler tårner sig op på den ene side og kommer ned på gæsteværelset. Der hænger et gammelt billede af Carstens kammerater fra fotografuddannelsen som dengang lå i Randers, og snakken vikler sig omkring livet som fotojournalist og om gamle dage.

Igennem hele karrieren har Carsten fundet det interessant at sætte dogmer for sig selv og udforske, hvordan han inde for stramme rammer kan finde frem til noget helt nyt. Det har taget overhånd et par gange i hans unge år, indrømmer han: “På Frederiksborg Amtsavis gjaldte det om at tage så mange billeder som muligt ud af bilruden. Engang skulle jeg fotografere et nyslået kioskejerpar (på lokalaviserne bliver historierne aldrig for små), som jeg ringede til fra min biltelefon. Jeg sagde, at jeg havde slået foden, og at jeg derfor var nød til at fotografere dem fra bilen.”

Et gammelt billede af Carstens kammerater fra fotografuddannelsen. Fotos: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

På Helsingør Dagblad havde Carsten en redaktør, som mente at det var avisens pligt at dokumentere og formidle, hver gang der var påbegyndt et byggeri eller når der blev udført en fjernvarmeudgravning. Carsten var på billedbetaling og tog selvfølgelig også imod de noget ufotogene opgaver, men så begyndte han at tage en udstoppet ræv med til de øde locations og placerede den på forskellige måder rundt omkring i motivet. Det gik dog så vidt, at avisen til sidst modtog en klage fra en læser, på hvordan det kunne være, at der altid optrådte ræve på Carsten Ingemanns billeder. Som officielt svar på tiltale kom der til at stå i avisen at; “Carsten Ingemann har rævetække.” “Ja, det var dengang, at det var sjovt at være journalist!”

A licens to kill
Efter lokalaviserne fik Carsten på et tidspunkt midt i firserne tilbuddet om at komme til Libanon. At rapportere fra en krig, uden et sikkerhedsnet, uden en sikret kommunikation hjemtil, og uden at vide hvad der ventede.

“Jeg fandt ud af, at det var spændende, og at der virkelig var mange historier, der skulle fortælles. Jeg følte, at jeg gjorde en forskel.” Dengang var det journalisterne i feltet, der bestemte, hvad der var vigtigt, og deres ord og billeder var altafgørende – for der var ikke andre.

Dengang skulle man som fotojournalist, udover at finde de gode historier og tage gode billeder, kunne fremkalde på stedet – under de omstændigheder der bød sig og uanset om der var vand eller ej. Derefter skulle billedet belyses af et særligt apparat som via telefonforbindelse kunne sende billedet hjem. Ét af gangen, syv minutter per billede. Denne proces krævede en ekstra oppakning på cirka 30 kilo. De bedste var ganske enkelt dem, der var gode til at manøvre i kaos og hurtige til at opstøve en stabil telefonlinje. Carsten fandt ud af, at han var rigtig god til det.

Snigskytte-snigskytten og tusindvis af andre historier
Vi ender vores rundtur i spisestuen med den knirkende brændeovn, Carsten laver kaffe, skærer en othellolagkage for og henter en stak kasser med billeder. Billederne som er lidt hurtigt printet er en del af en større sorteringsprocess. Carsten bladrer hurtigt, og selvom vi ikke når at spørge ind til alle detaljer, er det sikkert at Carsten på et splitsekund kan fortælle, hvor og hvornår billedet er taget og knytte en lille håndfuld historier til. Som f.eks. historien om den tidligere skiinstruktør, der havde trænet Sarajevos OL-hold, hvis datter var blevet slået ihjel af en snigskytte, og som nu havde besluttede sig for selv at blive snigskytte – ikke for at skyde uskyldige, men for at tilintetgøre så mange snigskytter som muligt. “Han fortalte, at han havde en sikker skudpræcision inde for 1700 meter.”

Et lille stykke af Nicolae Ceaușescu’s stuk. Carsten fik sneget sig ind som den første journalist, dagen efter den rumænske præsidents død i 1989. Fotos © I DO ART Agency.

Jeg har sagt nej, men ikke ret tit
Det er ved at blive mørkt udenfor, og mange historier er blevet fortalt. Vi kredser lidt om emnet frygt, eller måske nærmere om det at føle sig bange. Det er lidt svært at begribe, at en mand der har været på tæt hold af så mange grusomheder ikke har følt angsten kravle op af rygraden. “Jeg tror bare, at jeg er psykisk stærk, og så har det hjulpet, at jeg har boet her, hvor jeg gør. Så har jeg kunnet gå ud og sparke til nogle muldvarpeskud eller bygge et hegn.” Men er der virkelig aldrig opstået en situation, hvor instinkterne har råbt “Nej!” eller “Vend om!“?

“Engang stod jeg overfor at skulle fotografere et lighus i Moskva. Det mindede allermest om en kæmpe garage, helt industrielt med kæder hængende fra loftet, og solstråler der blev fanget af støvet i luften. Der sad en mand og noterede i et lille brunt kladdehæfte, hver gang der kom nye lig til, og vi kom ind lige under en obduktion – et af ligene var ved at få revet huden af ansigtet, og jeg stirrede direkte ind i det der hvide. Det så fuldstændig fantastisk ud, jeg kunne bare ikke fotografere det.”

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En brøkdel af historierne
Når alt kommer til alt, ser Carsten tilbage på sin karriere som fotograf i de varmeste brændpunkter med stor fornøjelse, og det er tydeligt at mærke, at han aldrig skulle have været foruden disse oplevelser.

Rejserne, der har taget ham gennem Libanon, Afghanistan, Golfkrigen, de afrikanske konflikter, Tjetjenien, Gaza, Vestbredden og størstedelen af Mellemøsten, har fyldt hans rygsæk med utallige minder, samt de historier som vi har fået en brøkdel af med hjem i aften.

Vi kører hjem igen af de ubelyste veje. Det har været spændende at komme lidt tættere på et menneske, der har oplevet så meget, og som stadig virker til at kunne rumme mere. Vi har brugt en eftermiddag i selskab med en dygtig fortæller som tilmed er et utroligt varmt menneske. Vi har lyttet, men er efterladte med en klar fornemmelse af, at uanset hvor meget Carsten fortæller, så vil der altid være mere at komme efter. Vi er selv overbeviste om, at det ikke er sidste gang, vi lægger vejen forbi Sondrup Bakker.