Back to All Events

ONYEKA IGWE, JEANNETTE EHLERS, TINNE ZENNER & EVA LA COUR "UNSETTLING THE SETTLED"

  • Til Vægs / Lundtoftegades beboerhus, København Lundtoftegade København, 2200 Denmark (map)

Pressemeddelelse, november 2021

Kære venner og kollegaer. Det er med stor glæde at vi inviterer jer til Unsettling the settled – et event med filmfremvisninger og samtaler om at udfordre vores kulturarv og det historiske arkiv med kunstnerne: Onyeka Igwe, Jeannette Ehlers, Tinne Zenner & Eva la Cour.

Onyeka Igwe er en kunstner, der arbejder et sted i mellemrummet mellem film og installation. Til Unsettling the settled viser hun filmen a so-called archive der visualiserer ’forsvundne’ film fra to arkiver, som er placeret i Lagos, Nigeria og Bristol Temple Meads i Storbritannien. Det ene arkiv afslører en kolonial fortid; filmene kan være svære at se, ikke alene på grund af deres dårlige tilstand, men måske også fordi de belyser noget ubehageligt fra vores fortid. Det andet arkiv er indhyllet i vanære efter det ulovlige salg af adskillige genstande fra dets samling, som førte til dets nedlukning.

Jeannette Ehlers er en billedkunstner, der adresserer temaer og spørgsmål knyttet til erindring, race og kolonialitet, hvilket er inspireret af hendes egen danske og caribiske afstamning. Denne aften viser hun BLACK IS A BEAUTIFUL WORD. I & I, der portrætterer 8 sorte kvinder fra det tidligere Dansk Vestindien, og stiller spørgsmål til rollerne som betragter og den betragtede, om magt og modstand samt om den sorte kvindekrop og eksistens, på tværs af tid og sted.

Billedkunstnerne Eva la Cour og Tinne Zenner har arbejdet sammen siden 2017. Til arrangementet fortæller de om deres samarbejde om at belyse, hvorledes billedet af Grønland fortsat er et aktiv, der forhandles i relationen mellem Grønland og Danmark. De har arbejdet med analogt filmmateriale – dels arkivmateriale, dels deres egne optagelser både fra Grønland og Danmark. Et fokuspunkt i la Cours og Zenners arbejde er, hvordan blikket både er iboende og trænet, historisk og situeret.

Dato: D. 17. november, 2021. Kl. 17-19.30. Facebook event.
Sted: Beboerhuset i Lundtoftegade, København.

Eventet er arrangeret af meter og er skabt i samarbejde med Til Vægs, der lægger hus til i Lundtoftegades beboerhus. Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond og Rådet for Visuel Kunst.