Back to All Events

THILDE MARIA HAUKOHL KRISTENSEN, METTE HANNEMANN & JOHANNE LYKKE "I FLOR"


  • Pilipczuk Gallery, Frederiksberg Vesterbrogade 161 Frederiksberg, 1800 Denmark (map)

Johanne Lykke, Uden Titel, 2021 (Maling på glas vinduesparti, 400cm x 400cm). Pressefoto.

Pressemeddelelse, maj 2022

Pilipczuk Gallery ser frem til at præsentere en enestående, farvefuld og storblomstrende pop-up udstilling I Flor med kunstnerne Thilde Maria Haukohl Kristensen (alias Poppykalas), Mette Hannemann og Johanne Lykke. Vi inviterer til fernisering og bobler onsdag d. 11. maj kl 17-20. Der vil være velkomst og præsentation af de tre repræsenterede kunstnere kl. 17.30. Pop-up udstillingen I Flor varer i en begrænset periode på 15 dage og kan opleves til og med d. 25. maj.

I Flor er en livsbekræftende udstilling, der belyser den kunstneriske tiltrækning i at afbillede blomster. Gennem flere århundrede har kunstnere arbejdet med blomster som udtryksformer og på alsidige måder ladet sig inspirere af blomsternes symbolikker, energier, farver og ikke mindst deres forgængelighed. Blomstermotivet blev frem til 1600-tallet primært brugt som en omkringliggende symbolik til eksempelvis portrætter eller religiøse motiver. I barokken havde blomstermalerierne deres storhedstid og blev med mesterlig præcision gengivet på lærred i form af vanitas-motiver og stilleben. Sidenhen har blomster gang på gang materialiseret sig gennem diverse kunstnere og kunstneriske medier.

Til udstillingen I Flor mødes de tre kunstnere Haukohl Kristensen, Hannemann og Lykke i et sansebombardement med blomster i fuld fokus. Trods kunstnernes store diversitet, beskæftiger de sig alle med blomstermotivet som deres primære motiv gennem deres virke. Til udstillingen vil I kunne opleve nye oliemalerier af Hannemann, malerier samt en unik blomsterskulptur af Haukohl Kristensen og som noget helt ekstraordinært vil galleriets store vinduer prydes med Lykkes blomstermotiver.

Thilde Maria Haukohl Kristensen (alias Poppykalas), Let your ego dissolve, 2021 (Olie på lærred, 175 x 140 cm). Pressefoto.

Thilde Maria Haukohl Kristensens blomstermalerier er mættet med oliemaling i en grad så værkerne fremstår tredimensionelle. Hendes farver og pompøse brug af maling giver en oplevelse af at vække alle sanser og frembringer lysten til at dufte, spise og mærke billederne. Haukohl Kristensen giver plads til det ultra feminine og omfavner sensibilitet, femininitet og følsomhed med stor hengivenhed.

Thilde Maria Haukohl Kristensen (f. 1979) alias Poppykalas, er blomsterdesigner og billedkunstner samt kreativ direktør for Poppykalas Floral Design Studio (2016). Hun bor og arbejder i København. Haukohl Kristensen udforsker i sit virke forskellige medier som installation, tørrede, kunstige, friske samt tekstile blomster, epoxy og meget mere med blomsten som sit primære motiv. Haukohl Kristensens værker har tidligere været udstillet på Chart Art Fair, som en del af forestillingen Soil Water Sun, samt på Thorvaldsens Museum og Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm, Thy. I 2022 stod hun bag scenografien og kostumerne til danseforestillingen Den Hemmelige Have på Glyptoteket og senest har hun deltaget i gruppeudstillingen U CAN’T TOUCH THIS på Arden Asbæk Galleri.

Mette Hannemanns blomstermalerier forgrener sig tilbage til kunsthistoriens vanitas-motiver. Med sine malerier indfanger Hannemann på smukkeste vis fortidens visdom og lader den drysse ud på lærredet med sin egen unikke og genkendelige æstetik. Hun finder bl.a. sin inspiration i naturen og arbejder ofte med vilde markblomster, som kornblomsten og valmuen, som hun på ærligste vis genkalder i sine værker.

Mette Hannemann er uddannet på Danmarks Designskole (1984-86) og Det Kgl. Danske Kunstakademi (1986-93). Mette har blandt andet udstillet i Silvia White Gallery (New York), Kunstverein Coburg (Tyskland), Galleri Franz Petersen (Horsens), Galleri Veggerby (København), Galleri Kirk (Aalborg) samt Forårs- og Efterårsudstillingen på Charlottenborg (København). I sit virke arbejder Mette i et krydsfelt mellem tradition og innovation. Hendes udforskning og leg med motiver, teknikker, farvevalg og materialer rummer ofte et glimt af fortidens mesterværker og hun lægger ikke skjul på sin inspiration fra klassiske malere som Gustav Klimt, Edward Hopper eller Bonnard. Mettes motiver spænder bredt fra naturalistiske portrætter og figurative elementer til mere abstrakte værker, hvor det er tilfældigheder der styrer det endelige resultat. Ud over maleri, arbejder Mette med Royal Copenhagen.

Mette Hannemann, I Flor, 2022 (Olie på lærred, 120 x 100 cm). Pressefoto.

Johanne Lykke, Uden Titel, 2021. Pressefoto.

Johanne Lykke skaber vibrerende og storslåede blomstermalerier på papir og glasfacader. For Lykke er blomster indbegrebet af liv og derfor et essentielt og et helt forgivet motiv at arbejde med. Med den sanselighed og fornemmelse, som Lykke finder i blomsternes skønhed, ønsker hun at nære livets nærvær. Glasmaleriernes fremtoning afhænger af solens stråler, lyset og tidspunket på dagen. De vandrer og indhyller rummet i blomsternes farvefulde skygger.

Johanne Lykke (f. 1989) er en dansk billedkunstner, der bor og arbejder i København. Med udgangspunkt i begrebet 'blomstrede følelser' maler Lykke blomster i akvarel og på større vinduesfacader. Lykke er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus (2015) og har studeret på Bruce High Quality University og Residency Unlimited i New York (2014). Hun har boet og arbejdet i Berlin og New York og hendes arbejde har senest været inkluderet på Sophienholm Kunstmuseum (2020), Copenhagen Business School (2021), Arden Asbæk Gallery og My Foundation/Martin Asbæk Gallery i København (2021).

Fernisering: Onsdag d. 11. maj, kl. 17-20.
Udstillingsperiode: 11.-25. maj, 2022.
Åbningstider: Man: 11-17, tir: 11-17, ons: 8-10 og 13-17, tor: 11-18.30, fre: 11-17 og lør: 10-14.


Pilipczuk Gallery er et nyetableret galleri på Vesterbrogade 161, der fremviser solo såvel som gruppeudstillinger, kunstsaloner og pop-up udstillinger. Galleriets primære fokus er at repræsentere unge kvindelige kunstnere fra Østeuropa, men galleriet er ligeledes åbent for at repræsentere mere alsidigt, særligt under kortere pop-up udstillinger. De kunstnere galleriet vælger er akademiuddannede og specialiserer sig primært i oliemaleri. Selvom kunstnerne er i begyndelsen af deres karriere, har de allerede vist en enorm dedikation og ambition gennem hele deres praksis og er i museale såvel som private kunstsamlinger. Galleriets program viser varierende udstillinger og begivenheder i løbet af året, ofte i samarbejde med dansere, designere og andre kunstformer.