Back to All Events

TALK: SCHOOL OF RE-MEMBERING "DEN HVIDE SKULPTUR"

  • Kunsthal Charlottenborg (Online), København Nyhavn 2 København, 1051 Denmark (map)
Julie Edel Hardenberg, 1721. Pressefoto.

Julie Edel Hardenberg, 1721. Pressefoto.

Pressemeddelelse, maj 2021

SCHOOL OF RE-MEMBERING “DEN HVIDE SKULPTUR”
MED JULIE EDEL HARDENBERG & KATRINE DIRCKINCK-HOLMFELD

NOTE: This event will be held in Danish, whilst the next two (12/5 + 19/5) will be in English.

School of Re-Membering og Kunsthal Charlottenborg præsenterer i forbindelse med Det Kgl. Danske Kunstakademi “Afgang 2021” tre talks, der kan udfolde og understøtte relevant kritik med afsæt i buste-happeningen: Den Hvide Skulptur, De Foldede Lag og Den Tomme Sokkel.

Gennem de tre samtaler ønsker vi, i samspil med forskellige inviterede gæster, at reflektere over de spørgsmål som buste-interventionen stiller, særligt i forhold til bustens gipshvide materialitet og hvad den er bevidner om fortidens spor i nutiden. I den første samtale, Den Hvide Skulptur, har vi inviteret Julie Edel Hardenberg og Katrine Dirckinck-Holmfeld til at kigge på de hvide monumenter og magtsymboler og hvordan de relaterer sig til europæisk kolonihistorie. Ved at inddrage referencer til deres egen kunstneriske praksis og research vil vi belyse Grønlandsk/Dansk erindringskultur og postkolonialisme.

JULIE EDEL HARDENBERG er født og opvokset i Grønland. Hun er uddannet billedkunstner fra Den Nordiska Konstskolan i Kokkola, Finland; Kunstakademiet i Trondheim, Norge; udvekslingsstudent i Norwich School of Art and Design og senere uddannet kunstteoretiker fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005. Hendes værker problematiserer de ulige magtstrukturer der eksisterer mellem Grønland og Danmark. Med hendes baggrund, med rødder i begge kulturer, har hun et indblik i forskellige grønlænderes identitet og selvforståelse – ikke mindst det økonomiske og sociale afhængighedsforhold der eksisterer imellem de to lande og dens indvirkning på grønlænderen; fanget i en delt identitet, mellem magt og afmagt. Foruden en lang række, lokale og internationale, udstillinger, har hun produceret bøger. Hendes værker kendetegnes ved at være gennemført bevidste, finurlige, poetiske med en humoristiske tilgang til begreber som etnisk og kulturel identitet. Hun blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2006 for sin fotokunstbog: "Den Stille Mangfoldighed", Milik Publishing. Hendes bog “ABCT”, Milik Publishing blev i 2007 indstillet til årets bedste bogarbejde af Dansk Forening for Boghåndværk og blev desuden nomineret til Vestnordisk børnelitteraturpris i 2008, samt I forlængelse af det fået anerkendelse af White Raven Book - Internationale Jugendbibliothek, International Youth Library. Julie er tidligere nomineret til Liviafondens pris – 2009, Carnegie Art Award – 2012, Anna Norlander-priset – 2013.

KATRINE DIRCKINCK-HOLMFELD, Ph.d. billedkunstner og forsker. Hendes kunstneriske praksis er socialt engageret og bevæger sig på tværs af medier og kredser omkring at udvikle “reparerende kritiske praksiser”. Hun forstår den “reparerende kritiske praksis” som en kollektiv udforskning af fragmenter, fra ødelagte historier til nye assemblager. Hjørnestenen for dette arbejde blev udviklet i hendes ph.d. Time in the Making: Rehearsing Reparative Critical Practices (Københavns Universitet, 2015). Siden har hun arbejdet med at udvikle den reparerende praksis gennem cafeen og venuen Sorte Firkant, som hun var medstifter af i København 2016, og videoinstallationen: Zamakan (TimeSpace) med Amr Hatem (2019), samt projektet Archives that Matter der omhandler digitalisering af danske koloniale arkiver fra Dansk Vestindien (i dag De Amerikanske Jomfruøer) og Ghana (2018-2019). I hendes nuværende projekt Entangled Archives fortsætter hun med at undersøge den reparative kritiske praksis i forhold til de koloniale arkiver. Hun var leder af Institut for Kunst, Skrift og Forskning ved Det Kgl. danske Kunstakademi (2019-2020), hvor hun også var postdoc (2016-2020). Hun er en del af forsker-kollektivet Uncertain Archives (Københavns Universitet) og ACIG: Advancing Creative Industries for Development in Ghana (CBS, University of Ghana, Loughborough University).

Talk: Onsdag d. 5. maj 2021, kl. 19-20. Facebook event.
Zoom-link: kunstakademiet.zoom.us/j/61762367465
*Det vil være muligt at stille spørgsmål i chatten under samtalen.


SCHOOL OF RE-MEMBERING er et netværk i flux bestående af nuværende og tidligere studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, som ønsker at skabe læringsrum der anerkender og arbejder med institutionens koloniale fortid. Vi mener at billedkunsten bør forholde sig kritisk over for den eurocentriske kunsthistories narrativer og i stedet efterspørge nuancer og plads til flere inkluderende og intersektionelle fortællinger, samt italesætte den manglende repræsentation blandt både de studerende og ansatte på Kunstakademiet. Frem til d. 23. Maj vil du i Kunsthal Charlottenborgs shop kunne købe souvenirs i form af krus, nøgleringe, muleposer og hættetrøjer med billedet af den re-materialiserede buste. Ethvert overskud går til kunstnerisk arbejde, der engagerer sig i erindringskultur og fremmer dekolonial anerkendelse og handling. Projekter af kunststuderende vil blive prioriteret.