Pressemeddelelse, februar 2020
Triptykon of Disbelief – The Earth Says Hello
– En soloudstilling af Signe Vad
En udstilling om mod, fortvivlelse og forbundethed; om at turde være i samtiden, om at turde imødegå fremtiden, om at turde tage stilling til det hele.
Udstillingens hovedperson er Zanni – the Fool, tarokkortet nummer 0, karakteren udenfor nummer. Solen står op med hende, månen er forelsket. Zanni er en organisme og en sammentrækning, hun er hukommelsen og narren; fri fra sjove, sære, samtidige konventioner, danser Zanni sin egen overbevisning, danser fremtiden åben og sender nye begyndelser ind i vores udhulede tankesystem.
Udstillingen er bygget op omkring fotografiske værker, hvoraf en del er helt nye billeder. Dertil kommer installation af naturelementer og billedtæpper. Udstillingens og fortællingens hovedperson, den abstrakte figur Zanni, er en stemme og en joker der udfordrer betragteren til at imødegå værkerne intuitivt. Zanni er en utilregnelig fortæller, der lægger det op til gæsten selv at afkode udstillingens ledetråde.
Fernisering: Lørdag d. 8 Februar kl. 13-17 | Facebook event
Udstillingsperiode: 8. februar - 7. marts 2020.
Åbningstider: Tors: kl. 16-18, lør: kl. 13-16.
Martin Bryder Galleri er et unikt sted i Lund, hvor billedkunstneren Martin Bryder har skabt en platform for samtidskunst i universitetsbyen. Martin Bryder Gallery har i det sidste årti udstillet en lang række svenske og internationale samtidskunstnere og har med sine udfordrende udstillinger haft en stor betydning for samtidskunsten og kunstscenen i Lund.