Back to All Events

SEMINARRÆKKE "KOLONIALISMENS FYSISKE SPOR"


  • Kunsthal Aarhus, Aarhus J. M. Mørks Gade 13 Aarhus, 8000 Denmark (map)
temp.jpg

Kolonialismens vedholdenhed: Når vi taler om kolonialisme, er det ofte i et historisk perspektiv. Med et begreb som postkolonialisme blev det ligefrem proklameret, at vi var klar til at se på, hvad der kom efter det koloniale. Spørgsmålet er, om kolonialismen er et overstået kapitel, og om dens mekanismer hører fortiden til? Lever tidligere magt- og racismestrukturer videre i nye former? Bygger den globale kapitalisme på en kolonialistisk tankegang?

I denne seminarrække undersøger vi, hvordan kolonialismen påvirker verden i dag: Fra pandemiens magtstruktur til individets egen selvforståelse. Ved at belyse kolonialismen fra seks forskellige vinkler vil vi prøve at forstå og åbne op for debatten om kolonitiden på en måde, der muliggør en ny viden om og forståelse af verden. Kolonialismens vedholdenhed tager afsæt i soloudstillingerne af congolesiske Sammy Baloji (1978), belgiske Sven Augustijnen (1970) og jamaicanske Ebony G. Patterson (1981) i Kunsthal Aarhus. Seminarrækken er udviklet i et partnerskab mellem Centre for the Study of the Literatures and Cultures of Slavery (CSLC), Aarhus Universitet og Kunsthal Aarhus.

Til hvert enkelt seminar præsenteres og diskuteres kolonialisme fra en bestemt vinkel af inviterede kunstnere, forskere og kuratorer, der arbejder med netop dette område. Lektor i Litteraturhistorie og leder af CLSC, Mads Anders Baggesgaard, modererer samtalen til alle seks seminarer.

Program

2020:

  • 7. oktober, 2020. Kl. 15-18
    #1: Kolonialismens fysiske spor

  • 22. oktober, 2020. Kl. 15-18
    #2: Den videndes magt

  • 5. november, 2020. Kl. 19-21
    #3: Pandemiske magtstrukturer

  • 9. december, 2020. Kl. 16-18
    #4: Kolonialisme: En nordisk virkelighed

2021:

  • #5: Kroppe i koloniernes kølvand

  • #6: Teknologisk kolonialisme


#1: Kolonialismens fysiske spor

Dato: 7. oktober, 2020. Kl. 15-18.
Seminar. Fri entré. Sprog: Engelsk.

Til seminaret forholder vi os til, hvordan vi i udstillinger, formidling og kunstværker kan arbejde med den koloniale arv og dens nutidige aftryk. Cecil Marie Schou Pallesen og Ulrik Høj Johnsen belyser, hvordan museal indsamling, bearbejdning og formidling af objekter fra koloniale og postkoloniale lande kan skabe samarbejde, dialog og refleksion over historien og nutidige relationer mellem lande. Med udgangspunkt i udstillingen Other Tales, der kan opleves på Kunsthal Aarhus fra 21.08.-01.11, vil Sammy Baloji fortælle om sin kunstneriske praksis. En praksis, der er kendetegnet ved et metodisk dekoloniserende blik rettet mod andre fortællinger end den gængse vestlige fortælling om kolonialismens begivenheder. Inden seminaret kan du komme med på en gratis omvisning i Balojis udstilling Other Tales med Kunsthal Aarhus’ personale.

Moderator: Mads Anders Baggesgaard, lektor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og leder af CLSC.

Deltagere:

  • Cecil Marie Schou Pallesen, antropolog og postdoc ved Moesgaard Museum.

  • Ulrik Høj Johnsen, antropolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum.

  • Sammy Baloji, udstillingsaktuel kunstner i Kunsthal Aarhus.


#2: Den videndes magt

Dato: 22. oktober, 2020. Kl. 15-18.
Seminar. Fri entré.

Kolonihistorien er en del af vores nationalhistorie. Men hvem skriver historien, og for hvem bliver den skrevet? I århundreder er der blevet samlet viden om verden, men spørgsmålet er, hvad der er arkiveret og gemt, og hvad der er glemt? Hvordan gives der plads til den forkastede viden, og hvordan kan den overbringes og reflekteres i museer og i undervisningsinstitutioner herhjemme?

Moderator: Mads Anders Baggesgaard, lektor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og leder af CLSC.

Deltagere:

  • Astrid Nonbo Andersen, Senior Reseacher.

Inden seminaret kan du komme med på en gratis omvisning i Sven Augustijnens udstilling Maps of the Middle East (1942-1969) og gruppeudstillingen Den uvidende lærer med Kunsthal Aarhus’ personale.


#3: Pandemiske magtstrukturer

Dato: 5. november, 2020. Kl. 19-21.
Seminar. Fri entré. Sprog: Engelsk.

Covid-19 pandemien aktualiserer og skærper gamle koloniale strukturer: Grænser lukkes, flygtninge afvises og globale skillelinjer trækkes op på ny. Statsminister Mette Frederiksen taler til danskerne, men hvem taler for dem, som er hjemløse, på flugt, eller for de milliarder som bor i nationer, hvor mangel på respiratorer er det mindste problem? Undtagelsestilstanden, der tidligere blot virkede som et teoretisk fænomen, fremstår nu pludselig som konkret virkelighed.

Moderator: Mads Anders Baggesgaard, lektor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og leder af CLSC.

Deltagere:

  • Achille Mbembe, filosof, politolog og teoretiker.


#4: Kolonialisme: En nordisk virkelighed

Dato: 9. december, 2020. Kl. 16-18.
Seminar. Fri entré.

De nordiske lande har været dybt involveret i den transatlantiske kolonihistorie, men kolonialismen er ikke forbeholdt den sydlige halvkugle eller vores erindringer. Kolonialismen er en nordisk virkelighed, især når vi taler om aktuelle kolonialiseringer af Grønland, Færøerne og Sápmi.

Hvad reflekterer, erindrer og glemmer vi, når vi forholder os til historien - og hvordan kan vi tale sammen om nutidens udfordringer, der både er en del af storpolitik og hverdagsliv?

Moderator: Mads Anders Baggesgaard, lektor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og leder af CLSC.

Deltagere:

  • Lill-Ann Körber, professor ved Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet.

  • Mathias Danbolt, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.