Back to All Events

MIKKEL LARRIS "STANDARD 6.6" đź“·

  • M100, Odense Søndergade 26, kld. Odense, 5000 Denmark (map)
Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Pressemeddelelse, oktober 2019

En udstilling med tegninger og ord i faste formationer. På udstillingsstedets 6 vægge ser man 6 ens ophængninger, bestående af 6 elementer. Et bogstav, et ord, en drøm, en tuschtegning, en blyantstegninger og en t-shirt. Det er et samlet værk i 36 dele.

Mikkel Larris siger om udstillingen på M100: ”Med denne udstilling sætter jeg forskellige elementer sammen i et system. Jeg kalder systemet for Standard 6.6 fordi der er 6 vægge og på hver væg 6 elementer. Systemet bruges til at skabe sammenhæng og til at åbne oplevelsen op, for dem der kommer og ser udstillingen. Det er op til den enkelte at finde ud af hvad en eventuel sammenhæng kan være. Det minder om den metode, som nogle digtere benytter sig af, når de sætter tilfældigt udvalgte ord sammen og der skabes en poetisk forbindelse. Jeg prøver at gøre de 6 vægge så ens som muligt og på samme tid, så forskellige som muligt. Og jeg tænker at det er ligesom med mennesker og meget andet i verden. De ser ens ud på afstand, men jo mere man ser og jo tættere man kommer, des mere forskellige er de.”

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”.  Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”.
Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris har gennem mange år arbejdet med ord og systemer i sin kunst. Therapy Index er et eksempel på et systemværk. Det er et katalog over imaginære selvhjælpsbøger, f.eks. The Hangover Therapy og The John Wayne Therapy. Et andet eksempel kunne være Ordpapkasser. 36 bølgepapkuber hvor der på hver side er et udskåret bogstav. Hver kube udgør dermed et ord på 6 bogstaver. Grundtanken er at der ikke gives et facit fra starten, men at beskueren får muligheden for at udfylde mellemrummene og forbinde punkterne på sin egen måde. Mikkel Larris’ kunst er ofte udtrykt gennem tegninger i følgeskab med ord.

Mikkel Larris udstiller mest med kunstgruppen Qwerty som er kendt for at vise performance-installationer, hvor besøgende bliver involveret i det konkrete tema. Gruppen har f.eks. vist deres tøjkoncept Qwerty Foreign Exchange i New York, Stockholm, Skt. Petersborg og i Odense på Galleri 5000. Senest har gruppen i september udgivet bogen Qwertyuiopå¨ om de sidste 10 års projekter i forbindelse med en udstilling på Studio 1.1 i London. Mikkel Larris´ store engagement i Odenses kunstmiljø har igennem de sidste mange år sat sit præg på byen. Blandt andet som arrangør af udstillinger og kunstevents. F.eks. Days of Art and Love, Den censurerede kunstudstilling DCK, Art&Science på SDU og udstillingsstedet M100. Mikkel Larris er medlem af Odense Kommunes billedkunstråd

Fernisering: Fredag d. 1. november, kl. 17-19.
Udstillingsperiode: 1. november - 24. november 2019.
Åbningstider: Tors: kl. 16-20 og lør-søn: kl. 13-17.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”.  Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”.
Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Mikkel Larris “Standard 6.6”. Foto: Kirstine Mengel.

Standardada
Af Theis Vallø Madsen, kunsthistoriker, ph.d.

Kunstens standardstørrelser har har ændret sig ad flere omgange, og en af de mest radikale ændringer skete for ca. hundrede år siden, da dadaisterne hev hverdagsgenstande ind i kunsten. De vendte cykelhjul på hovedet, skrev på tissekummer og satte forskellige genstande sammen på nye måder. Tingene fik ny betydning, fordi de indgik i en ny sammenhæng. Det rykkede ved forståelsen af, hvad kunst kunne være. Samtidig begyndte surrealisterne at lave værker, hvor ting og personer skiftede pladser eller flød sammen. De var inspireret af psykoanalysens beskrivelser af drømme, hvor virkelighedens orden var erstattet af en ny og fladere “orden”, hvor det forbudte eller ubetydelige kunne skifte plads med det høje og hellige.

Dadaisterne og surrealisterne lod sit publikum se, at verden kan indrettes anderledes, mere poetisk og sjovere end den, vi er blevet vant til. Senere, i 60’erne, blev dadaisternes og surrealisternes eksperimenter videreført i bl.a. Fluxus-bevægelsen, også kaldt neo-dada, hvor kunstnere lavede forskellige happenings, kollektive kunstinstallationer og ikke mindst kunstværker, der kun bestod af en opskrift eller instruktion. De lavede absurde standardformularer, som publikum skulle udfylde, og kunstnerne iførte sig bureaukraternes uniform med jakkesæt, stempler og skemaer. Nogle kunstnere eksperimenterede med at sende værker, som brød eller bøjede postvæsnets standard-mål for pakker. Kunsten var ikke kun en genstand, men en mulighed for at engagere flere mennesker - poetisk og politisk - ved at skabe et sted, hvor man kunne se tingene på nye måder. Det handlede om at skabe situationer, hvor noget nyt kunne ske. Den schweiziske kunstner Daniel Spoerri skrev en bog om sit køkkenbord, hvor hver brødkrumme og kaffedåse blev beskrevet i et opslagsværk og indtegnet på et stort fold-ud-kort. Det viste sig, at selv brødkrummer kan være udgangspunkt for en strøm af minder og anekdoter, hvor den ene association tager den anden. De mindste hverdagssituationer kunne være genstand for et poetisk blik eller en absurd fordrejning.

Mikkel Larris’ standarder bygger videre på de absurde arrangementer, som dadaisterne, Daniel Spoerri med flere lavede. Arrangementer som Mikkel Larris’ seks vægge med seks genstande viser også, at vores forståelse af tingene er uadskillelige fra deres plads i en større sammenhæng. Tingenes betydning smitter af på hinanden, og denne afsmitning skaber nye associationer og uvante situationer. Dadaisterne og senere dada-inspirerede værker kan ses som en kritik af et endimensionelt og poesi-forladt samfund, men deres værker er snarere optimistiske og præget af humor og stor tiltro til forandring. Kunsten var, ifølge kunstneren og komponisten John Cage, “(...) simply a way of waking up to the very life we're living”.

De gamle dadaister, surrealister og fluxus-kunstnere var sjældent kyniske, men kritiske i den forstand, at de nægtede at indordne sig i tidens idé om, hvad der passede ind i kategorien “kunst”. Det gælder også de samtidskunstnere, som arbejder videre med systemer som måder at udvide kunstens område på. Der er uendeligt mange måder at indrette sig på, og det kræver blot en lille grad af respektløshed over for den herskende orden at rode rundt, bytte om, og sammensætte nye ordener. I den forstand er kunstneren en, som skaber systemer eller arrangementer snarere end værker. Det handler heller ikke om at skabe en ny standard, som så skal erstatte den gamle, men om at vise, at der kunne være tusinde andre måder at sammensætte vores liv og vores ting. Det er oplagt at begynde med tingene på køkkenbordet, foran klædeskabet, i vindueskarmen eller i den måde, vi sammensætter ordene og billederne.