Back to All Events

MATILDE SØES RASMUSSEN "ACT"


  • Bladr, København Griffenfeldsgade 27 København, 2200 Denmark (map)

Matilde Søes Rasmussen, Butterfly.

Pressemeddelelse, februar 2023

I udstillingen og publikationen Act eksperimenterer den anerkendte danske kunstner og forfatter Matilde Søes Rasmussen med nye teknologier i fotografiet, og sætter menneskelige forhold mellem det digitale og analoge på spidsen med hendes humoristiske tilgang til tematikker som performance, natur, det dyriske og kropslige.

Publikationen, der består af tekst og fotografi, er blevet til over en periode på to måneder, hvor Rasmussen har arbejdet som påklæder på et teater. Tekster om Rasmussens oplevelser på teatret bliver løbende brudt af fiktionsfortællingen SILENCE, der handler om Beauty Eternal, en konkurrencehest i Hong Kong. Der er klare paralleller mellem Beauty Eternal og performerne på teateret, hvor skønhed, behovet for applaus og at blive set på blomstrer i et had-kærlighedsforhold med præstationspres og lavt selvværd. Netop betydningen af at blive set på og behovet for at blive dokumenteret bliver på humoristisk vis tydeliggjort i teksten What’s the purpose of anything really, if no one is looking at you while you are doing it?, hvor Rasmussen beskriver et yndlingsfotografi fra hendes eget arkiv, som læseren aldrig må få at se.

Matilde Søes Rasmussen, Hand.

Matilde Søes Rasmussen, Sedated.

Fotografierne er en blanding af snapshots fra hverdagslige situationer og natur, der bliver brudt af billeder af heste, hunde og sommerfugle, der er så detaljerede at man næsten bliver i tvivl, om der er tale om fotografier eller noget helt andet. Her kommer Rasmussens leg med AI teknologier til udtryk og giver teksterne nyt liv, når de ses i relation til de kunstige fotografier. I udstillingen udfoldes publikationen i de fysiske rammer og Rasmussen eksperimenterer og undersøger dermed forskellige medier, og hvordan kunstnerbogen kan blive levendegjort i rummet. Publikationen er gratis til ferniseringen.

Udstillingen bygger på Rasmussen’s 15 år lange research og dokumentation af sit arbejde som professionel model, hvor ejerskab og kroppens forhold til at blive solgt er gennemgående tematikker.

Matilde Søes Rasmussen, Rose.

Matilde Søes Rasmussen (f. 1990) er en dansk billedkunstner og forfatter, der i mere end 15 år har rejst og dokumenteret sit arbejde som professionel model med et kamera i hånden. Hun har en BFA i Fine art Photography fra Akademin Valand i Gøteborg, og har studeret på Fotoskolen Fatamorgana. Hendes kunstneriske praksis engagerer sig i emner relateret til kroppen, og kroppens forhold til at blive solgt, og hendes værker bevæger sig frit mellem tekst, film og fotografi. Hendes debut fotobog Unprofessional fra 2021 blev nomineret til flere priser og er allerede udsolgt.

Bladr har længe haft øje på Rasmussens performative, humoristiske, samfundskritiske, selvbiografiske og intime tilgang til fotografiet og ikke mindst, hvordan kunstbogen kan tænkes ind i nye formater i udstillingsrummet. Vi er derfor glade for at præsentere helt nye værker af Matilde Søes Rasmussen.

Fernisering og performance D. 9. februar, kl. 17-20. Performance kl. 18.
Udstillingsperiode: 9.-25. februar, 2023.
Åbningstider: Torsdag-fredag, kl. 16-18. Lørdag, kl. 13-16 og efter aftale.

Udstillingen er støttet af Rådet for Visuel Kunst, Nørrebros Lokaludvalg og Statens Værksteder for Kunst.