Back to All Events

MARIE KØLBÆK IVERSEN "ROVHISTORIER" 📷


  • SMK Thy, Hurup Thy Lille Fjordstræde 7 (Doverodde Købmandsgård) 7760 Hurup Thy Denmark (map)

Marie Kølbæk Iversen, Rovhistorier (installation view). SMK Thy, 2023. Foto: Martin Busborg.

Pressemeddelelse, juni 2023

I årets sommerudstilling på SMK Thy kan man se verdens ældste haj dybt i øjnene. Kunstner Marie Kølbæk Iversen dykker i video-installationen Rovhistorier ned under havets overflade og inviterer til at kaste et kritisk blik på det moderne menneskes rovdrift på sin omverden. Samtidig trækker hun gennem en række performances tråde til vestjyske folkeviser om havfolket.

Folkesagn og marinbiologi flettes sammen i sommerens udstilling på SMK Thy. Her zoomer billedkunstner Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) helt ind i øjet på havkalen – det ældste nulevende hvirveldyr i verden. Havkalen, som også er kendt som grønlandshajen, lever i totalt mørke langt under havoverfladen i Nordatlanten og er også observeret i Nordsøen nær Thy.

Marie Kølbæk Iversen, Rovhistorier. SMK Thy, 2023. Foto: Martin Busborg.

Marie Kølbæk Iversen, Rovhistorier. SMK Thy, 2023. Foto: Martin Busborg.

I Kølbæk Iversens videoinstallation Rovhistorier kan man opleve en række mikroskopiske optagelser af hajens øjne, fremvist i stor skala. De abstrakte billeder skifter mellem stærke grønne og pink nuancer, mens de langsomt bevæger sig ned over tre monumentale skærme. Havkalens øjne er særligt interessante, for det er ved at undersøge dem, at man har fundet ud af, at hajen kan blive mellem 272 og 512 år gammel. Med værket peger Kølbæk Iversen både tilbage i tiden og langt ud i fremtiden.

”Havkalen har svømmet i Nordatlanten gennem de århundreder, der etablerede den koloniale og kapitalistiske verdensorden – med al den rovdrift på menneskelige og naturlige ressourcer, som denne udvikling har indebåret, og som hajen selv er offer for. Dermed tilbyder værket et dybt blik i tiden: Fra gamle havkale, som kan have bevidnet de processer, der har skabt det samfund, vi i dag lever i, til nyfødte havkale, som vil skue fremtider, vi aldrig selv kommer til at kende,” fortæller Kølbæk Iversen.

Marie Kølbæk Iversen, Rovhistorier (installation view). SMK Thy, 2023. Foto: Martin Busborg.

Folkeviser og performance
Hajens traditionelle danske navn, havkal, kan skabe associationer til sagnverdenens havfolk og give en forestilling om dyret som et mytisk væsen med menneskelige træk. I udstillingen aktiverer Marie Kølbæk Iversen denne association gennem musikprojektet Donnimaar, som på udvalgte dage kan opleves som en performance på SMK Thy. Donnimaar trækker på folkemindesamleren Evald Tang Kristensens (1843-1929) optegnelser af traditionelle jyske folkeminder og skaber samtidig en kobling til kunstnerens egen midtvestjyske familie – blandt andre Marie Kølbæk Iversens tip-tip-tip-oldemor Johanne Thygesdatter, som i 1873 sang sine sange for Evald Tang Kristensen.

”I mytologiseret form udtrykker sangene en kritik af de kræfter – stat, kongemagt og kirke – som drev udstykningen og industrialiseringen af de midt- og vestjyske fælleder på heden og havet fra 1866 og frem. Hvor videoinstallationen formelt kigger på havkalens øjne, forsøger jeg med sangene at tilgå dens perspektiv. For når havfruer og -mænd optræder i sangene, står de ofte i et modsætningsforhold til den spirende danske nationalstat, ligesom hajen står i modsætningsforhold til det moderne menneske, der dræber den og ødelægger dens habitater,” fortæller Kølbæk Iversen.

Find mere info om performancen Donnimaar her.

Marie Kølbæk Iversen, Donnimaar, 2022. Foto: © Christian Brems og O – Overgaden, 2022.

Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008 og bor og arbejder i København. Hun er repræsenteret i flere offentlige kunstsamlinger og har udstillet både i Danmark og internationalt f.eks. på Louisiana, O – Overgaden, Gwangju Biennalen, Centre d’art contemporain Genève, the MONA Museum, PS1 og Henie Onstad Kunstsenter.

Fernisering: Fredag d. 23. juni, kl. 19-23.
Udstillingsperiode: 24. juni – 27. august, 2023.
Mere info: www.smk.dk/section/smk-thy