Back to All Events

MAJD ABDEL HAMID, MELANIE KITTI, OSCAR LARA, JULIA JUPITER CHILD, SONJA FERLOV MANCOBA OG ERNEST MANCOBA "TEXTILE MEMORIES"


  • HEIRLOOM – center for art and archives, København Sølvgade 36, st. tv. København, 1307 Denmark (map)

Sonja Ferlov Mancoba og Ernest Mancoba, Mancoba-tekstilet. Pressefoto.

Pressemeddelelse, november 2022

Tekstiler betragtes ofte som brugsgenstande med en dekorativ funktion, men de kan også indeholde forskellige aflejringer af viden. Tekstiler bærer på historier, som kan gives videre – eksempelvis via et fortællende mønster i et tæppe. Textile Memories sætter fokus på en række kunstneres arbejde med erindringer og narrativer som findes indlejret i specifikke tekstiler.

Centralt i udstillingen står Mancoba-tekstilet. I 1947 medvirker billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984), som er mest kendt for sine skulpturer, på den årlige kunsthåndværkudstilling på Kunstindustrimuseet i København med et tekstilarbejde.

Tekstilet får flotte anmeldelser, men bliver ikke den kommercielle succes Mancoba havde håbet på. Der er grund til at antage, det udstillede værk var tekstiltrykket Mancoba, som med stor sandsynlighed er et fællesværk skabt af Sonja Ferlov Mancoba og hendes sydafrikanske partner, billedkunstneren Ernest Mancoba (1904-2002). Mancoba-tekstilet kan ses som et billede på historien om de to kunstnere, der via deres praksisser ønskede at animere medmenneskelighed og fællesskaber. Mancoba-parret så kunsten som et muligt rum for at iværksætte og udleve disse værdier. I Danmark er Sonja Ferlov Mancobas kunstnerskab det mest kendte af de to, men i en international sammenhæng er det Ernest Mancobas kunstnerskab, som i disse år er genstand for stor opmærksomhed. I udstillingen på HEIRLOOM kortlægges historien bag det oversete tekstil, som falder udenfor de to kunstneres respektive praksisser, men alligevel rummer hver deres karakteristiske kunstneriske udtryk.

Textile Memories er en gruppeudstilling og præsenterer yderligere værker af Majd Abdel Hamid, Julia Jupiter Child, Melanie Kitti og Oscar Lara. De udstillede værker undersøger hvordan, set i lyset af arven fra den koloniale fortid, der i dag er behov for at tilgå forståelsen af mennesker og fællesskaber på nye måder. Mancoba-værket sættes i relation til disse samtidsværker, som på hver deres måde kontekstualiserer betydningen af kunst i forhold til globale, spirituelle og kunsthåndværks traditioner.

Forskning og formidlingsbidrag af Winnie Sze, Åse Eg Jørgensen og Johanne Løgstrup. Tak til Mikael Andersen, SMK, gb agency, kurator og researcher Winnie Sze og de udstillene kunstnere.

Fernisering: Fredag d. 4. november, kl. 16-19.
Udstillingsperiode: 4. november, 2022 - 8. januar, 2023.
Åbningstider: Tors-fre: kl. 13-17, lør: kl. 12-15 og efter aftale.

Oscar Lara, Within Heritage Movements. Lima, 2017. Video Still.

Arrangementer:

Artist talk: Oscar Lara “A fourth life? Decolonial strategies within socially engaged practice”
Torsdag d. 1. december, 2022, kl. 17-18.

I sit omfattende kunstneriske forskningsprojekt Within Heritage Movements har billedkunstner Oscar Lara undersøgt de sjældne præcolumbianske Paracas tekstilers historie: Hvordan en stor del af dem blev stjålet fra en ca. 2000 år gammel grav i 1930’erne i Peru og smuglet til Sverige for derefter at blive givet tilbage inden for de sidste 20 år. Begge gange er udvekslingen sket via diplomatiets vej. I sin undren over denne handling har Lara undersøgt, hvordan det er muligt for ham, med sin position som kunstner, at etablere en lignende rejse. Lara får tekstilerne genskabt og sender dem den modsatte vej – fra Peru til Sverige.

Læs mere om arrangementet her.

Performance og oplæsning: Julia Jupiter Child og Melanie Kitti
Torsdag d. 15. december, 2022, kl. 17-18.30.

Julia Jupiter Child vil opføre performancen UNRAVELLED – a re-enactment of Cut Pieces by Yoko Ono. Melanie Kitti læser fra sin nyudgivet bog Halvt urne, halvt gral.

Læs mere om arrangementet her.


Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Bikuben Fonden, Det Obelske Familiefond, 15. Juni Fonden, Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustrus, maleren Gerda Eickhoffs Fond, Mads Øvlisen Novo Nordisk Fonden og Statens Kunstfond.