Back to All Events

MAJ HORN "HYDROPOWER"


  • Restaurent Blink (SKAL Contemporary), Skagen Fyrvej 36 Skagen, 9990 Denmark (map)

Maj Horn, Hydropower. 18.11.21. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Pressemeddelelse, november 2021

Nyt socialt engageret kunstprojekt i Skagen sætter fokus på havet og undersøger fællesskaber, traditioner og identiteter i en by, hvor havet er noget man lever på, af og med. Hydropower af Maj Horn er skabt i samarbejde med SKAL Contemporary og afvikles fra november 2021 og frem til kulminationen, udgivelsen af et foto- og tekstværk om havet ved Skagen, i foråret 2022.

Hvad er dine erfaringer med havet? Hvad er din relation til havet? Hvad vil det sige at kende havet? Det er centrale spørgsmål i kunstprojektet Hydropower af Maj Horn, hvor lokale inviteres til fælles refleksion og samtale om havet og havets betydning for dem, for deres by og for fremtidige generationer. I Skagen kan man altid se, hvordan de to have mødes, enten blidt eller voldsomt. Farvandet er tæt trafikeret, og Skagen er stadig en fiskerby med fiskerihavn, skipperskole, skibsværft og fiskeindustrier – hvor byens kultur fortsat er præget af, at fiskeri er hovederhvervet. Hydropower vil agere som en midlertidig platform for sociale møder og gensidig læring, hvor lokal viden og erfaringer om f.eks. kultur, miljø, havbiologi og skibsbygning kombineres med mere abstrakte teorier og spørgsmål, som Astrida Neimanis begreb “hydrofeminisme” om solidaritet og ligeværdige alliancer på tværs af vandede kroppe og arter.

Hydropower er baseret på levede erfaringer og refleksioner fra lokale perspektiver, der vil blive flettet sammen med ny global tænkning om havet og dets mange økologiske, politiske, etiske, sociale og poetiske aspekter. Projektet er centreret om et lokalt netværk bestående af personer, der har erfaringer med havet fra forskellige perspektiver: en biolog, en fisker, en kok, en sejler, en havnearbejder, en arkitekt m.fl. Netværket inviteres sammen med offentligheden til at indgå i en aktiv proces i november - december 2021, hvor forskellige former for møder vil finde sted – fra uformelle samtaler til performative møder, fra workshops til mødet om et måltid, hvor viden om tang og lokale madtraditioner sanseligt vil indgå. Den fælles proces og videndeling bliver dokumenteret i et kollektivt arkiv, i tekst og fotografi, som efterfølgende vil blive bearbejdet og præsenteret i foråret 2022.

Maj Horn, Hydropower. 18.11.21. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Maj Horn, Hydropower. 18.11.21. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Maj Horn, Hydropower. 18.11.21. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Maj Horn (f. 1987), bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og har siden 2011 udført en lang række projekter i Danmark og udlandet omhandlende lokale fællesskaber og offentlige rum. Hendes seneste projekter inkluderer det igangværende Gruppeblink (OXER, Ebeltoft, 2021), der også undersøger havet som et offentligt rum og Mapping of the Movable (f.eks. platform, Aalborg, 2019-21), der er en kortlægning af byens selvorganiseret kultur.


Offentlige arrangementer:

Workshop om havet
24. november 2021, kl. 17-19.

Samtalebaseret workshop om havet på Blink ved det Grå Fyr i Skagen, hvor vi deler vores oplevelser og forbindelser til havet som ressource, arbejdsplads og værdifuldt udflugtssted. Vi byder på kaffe og vin.

Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til kontakt@skalcontemporary.dk senest d. 23. november. Der er et begrænset antal pladser, så tøv ikke med at tilmelde dig.

Workshop og fællesmiddag
1. december 2021, kl. 17-21.

Workshop og fællesmiddag på Blink ved det Grå Fyr i Skagen.

Den samtalebaseret workshop vil handle om økologiske, politiske, sociale og poetiske aspekter ved havet. Den efterfølges af en middag hvor viden om tang og lokale madtraditioner sanseligt vil indgå. Middagen koster 60 kr., og du tilmelder dig ved at sende en mail til kontakt@skalcontemporary.dk senest d. 28. november. Der er et begrænset antal pladser, så tøv ikke med at tilmelde dig.

Maj Horn, Hydropower. 18.11.21. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Hydropower finder sted i lokalerne, der i sommerhalvåret huser restauranten Blink ved Det Grå Fyr i Skagen. Tak til: Statens Kunstfond, Region Nordjylland, Frederikshavn Kommune og Ny Carlsbergfondet.

Projektperiode: D. 11. november 2021 - 12. maj 2022.
Venue: Restaurant Blink, Fyrvej 36, 9990 Skagen.
Links: Skalcontemporary.dk | Facebook | Instagram.