Lena Katrine Sokki & Tobias Liljedahl “A friendly imitation of work”. Foto: Kirstine Mengel.
Pressemeddelelse, november 2019
Årets sidste udstilling på M100 er en videoinstallation af norske Lena Katrine Sokki og svenske Tobias Liljedahl. Kunstnerduoen bor i Trondheim, Norge og de viser på M100 en installation der omhandler kunstig intelligens, og den selvstændighedsæstetik som ofte er knyttet til idéen om ikke-menneskelig intelligens. Med værker der viser interaktion mellem menneske og maskine, fra et ikke-menneskeligt perspektiv, undersøger de hvad det vil sige at være et selvstændigt individ.
Titlen, A friendly imitation of work, er hentet fra Susan Sontags bog, On Photography. Sontag beskriver turisters kamerabrug netop som, a friendly imitation of work. Titlen kan også læses som en reference til det faktum at robotter i en skandinavisk kontekst overtager mere og mere af det fysiske arbejde som før blev udført af mennesker. Det er også en reference til den oprindelige robot som blev navngivet af den tjekkiske forfatter Karel Čapek, baseret på ordet ’robota’, som på tjekkisk betyder arbejde.
Lena & Tobias.
Lena Katrine Sokki (f. 1980) har studeret på Det Fynske Kunstakademi i Odense, Danmark før hun tog sin master i billedkunst på Kunstakademiet i Trondheim. I sin praksis som billedkunstner er hun optaget af samarbejdets potentiale og arbejder med udgangspunkt i fotografiet som medie. Sokki er projektleder på Babel visningsrom for kunst (Trondheim) hvor hun arbejder med kuratering samt daglig drift. Sammen med Tobias Liljedahl har hun i en årrække stået bag projektet Kantinekino (tidligere kendt som Kunstkantina), et relationelt projekt med fokus på gæstfrihed og inkludering indenfor samtidskunstens rammer. Hun udgør også den ene halvdel af kunstnerduoen Lena Katrine & Heidi-Anett som siden 2008 har beskæftiget sig med kroppen som skulpturelt materiale. Lena Katrine Sokki bor og arbejder i Trondheim, Norge hvor hun har atelier ved RAKE Arbeidsfellesskap.
Tobias Liljedahl (f. 1988) er billedkunstner fra Göteborg, uddannet (BFA) fra Kunstakademiet i Trondheim. Han arbejder primært med video og foto. Han undersøger i sit arbejde hvad som er byggestenene i en fortælling, og hvordan produktion af billeder og beretninger også fungerer som produktion af mening. Hans arbejder tager ofte sit udgangspunkt i tekniske forudsætninger for billedproduktion, og ser på hvordan forskellige måder at producere billeder påvirker hvilke fortællinger disse billeder skaber. Tobias Liljedahl bor og arbejder i Trondheim, hvor han har atelier ved RAKE Arbeidsfellesskap.
Lena Katrine Sokki & Tobias Liljedahl “A friendly imitation of work”. Foto: Kirstine Mengel.
Med denne sidste udstilling i 2019, er årets program på M100 ved vejs ende. Vi er glade for at kunne afsløre at vi fortsætter som udstillingssted også efter årsskiftet. De første 2 år på M100 har i første omgang været på baggrund af midler fra Statens Kunstfonds pulje til opstart af nye udstillingsplatforme. Vi kan ikke kaldes længere en ny udstillingsplatform, men kan glædeligt nok fortsætte og kan dermed arbejde for fortsat at bide os fast som en del af kunstscenen i Odense, på Fyn og i Danmark. Vi har i løbet af de første 2 år fået megen positiv opmærksomhed, haft mange besøgende på udstillingerne, og haft mange begejstrede kunstnere til at udstille i Odense.
M100 er i 2019 støttet af Statens Kunstfonds Pulje opstart af nye udstillingsplatforme, Det Obelske Familiefond og Odense Kommunes Kulturpulje og Spar Nord Fonden.
Fernisering: Fredag d. 29. november, kl. 17-19.
Udstillingsperiode: 29. november - 15. december 2019.
Åbningstider: Torsdag: kl. 16-20 og lørdag-søndag: kl. 13-17.
Lena Katrine Sokki & Tobias Liljedahl “A friendly imitation of work”. Foto: Kirstine Mengel.
Se som en maskine
Af Theis Vallø Madsen, kunsthistoriker, ph.d.
Mennesker har altid haft nære forhold til visse typer af ting. Feticher, dukker, ikoner og kunstværker er gennem tiden blevet betragtet som objekter med følelse, vilje eller i hvert fald en form for menneskelig selvstændighed. Det er nærliggende at behandle ting, som gør noget, som ting, der er noget. Nutidens maskiner får samme rolle som genstande med personlighed, efterhånden som teknologien får stadig mere plads i vores liv og helt ind i vores kroppe. Maskiner var først hjælpemidler i industrien og i dagligdagen, hvor bl.a. kameraer, høreapparater, proteser, handicap-scootere gjorde livet lettere for folk med nedsat bevægelighed. Vores billeder bliver sammen med resten af den vestlige verdens kulturprodukter fortrinsvis produceret, opbevaret og betragtet vha. visuelle maskiner. I dag og i nær fremtid bliver maskinerne også brugt til at skabe stærkere, smukkere og klogere mennesker. Proteser er allerede stærkere end de menneskedele, de skal erstatte, og bioteknologisk gen-redigering kan redigere menneskefostre, så de bliver bedre end deres forældre. Vi taler, ser, hører, føler og bevæger os gennem maskiner hver eneste dag.
Sammenblandingerne af mennesker og maskiner er af betydning for alle dele af samfundet, fordi de ændrer ved forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Kunstnere, kritikere, filosoffer med flere, har længe diskuteret, om maskinernes vej ind i mennesket var godt eller skidt, og den nye tilstand bliver beskrevet som “posthuman”, fordi vi ikke (længere) kan forstå det moderne menneske som en selvstændig enhed uafhængigt af teknologi (Se Kasper Lippert-Rasmussen m.fl: “The Posthuman Condition”). Vores billeder, kroppe og daglige rutiner kan ikke længere adskilles fra maskinerne, og samtidig bliver maskiner som droner, robotter og computerens interface mere og mere menneskelige ved hjælp af kunstig intelligens.
Der er således ikke nødvendigvis tale om magisk tænkning, hvis man føler sig knyttet til den lille robotstøvsuger i Lena Katrine Sokki og Tobias Liljedahls videoinstallation i udstillingen på M100. Den arbejder sig ihærdigt hen ad gulvet på et bibliotek, mens bibliotekets brugere læser i bøger uden at ænse maskinen. Hvis vi føler med maskinen, skyldes det, at vi ser, hvad den ser, fra dens lille, underdanige robotstøvsuger-perspektiv. Det skyldes også, at vi finder ro i arbejdet. Den arbejder derudaf i en beroligende og venlig imitation af en rigtig støvsuger styret af et menneske. Det er muligt, at vi føler med den, når den bliver kortvarigt fanget mellem nogle stoleben. Vores identifikation med robotten blev kaldt “antropomorfisering” i humane tider, når vi bevidst eller ubevidst tillagde maskinen en personlighed. Men i disse posthumane tider er maskinerne en del af os, også biblioteksbrugerne, i større eller mindre grad, og robotstøvsugerens perspektiv på verden er ét blandt mange billeder, vi må forholde os til i en ny verden med maskin-mennesker og menneske-maskiner. I Sokki og Liljedals udstilling er vi alle robotstøvsugere.