Back to All Events

LEE LOZANO "THE ULTIMATE METAPHOR IS A MIRROR"


  • GL Strand, København Gammel Strand 48 København, 1202 Denmark (map)

Hollis Frampton, Lee Lozano, 1963, photograph. © Estate of Hollis Frampton.

Pressemeddelelse, september 2022

Af alle de nytænkende og eksperimenterende kunstnere på New Yorks kunstscene i 1960’erne er Lee Lozano (1930-1999) blandt de mest markante og bemærkelsesværdige. Med en vild og eksplosiv energi, en stærk fallisk symbolik, humoristiske, men også groteske, provokerende og grænseoverskridende motiver, udfordrer hun datidens stereotype forestillinger om køn og krop. Over en periode på blot 12 år skaber Lee Lozano et unikt og omfangsrigt værk bestående af tegninger, malerier og tekstbaserede værker, inden hun på radikal vis skriver sig selv ud af kunstverdenen og endegyldigt forlader New York i 1972.

Udstillingen i GL STRAND er den første præsentation af Lee Lozano i Danmark. Her kan publikum opleve den amerikanske kunstner, der er blevet beskrevet som ’punk before punk’, gennem ca. 115 værker fra perioden 1959-1964. Et gennemgående træk i Lee Lozanos praksis handler om at overskride grænserne mellem kunst og liv. Udstillingstitlen The Ultimate Metaphor is a Mirror stammer fra Lozanos private notesbog dateret 1968 og afspejler kunstnerens utrættelige undersøgelser af billedets og kunstens potentiale i sig selv. Lozano synes hele vejen at være på et korstog for at udfordre grænserne – mellem kønnene, mellem den indre og den ydre verden såvel som mellem kunsten og virkeligheden.

Lee Lozano, No title, 1961 (Crayon on paper 41.8 x 34.8 cm) © The Estate of Lee Lozano. Courtesy Hauser & Wirth. Photo: Thomas Barratt.

Lee Lozano, No title, 1962-1963 (Oil on canvas, 121.7 x 106.8 x 1.8) © The Estate of Lee Lozano. Courtesy Hauser & Wirth. Photo: Genevieve Hanson.

New Yorks eksperimenterende scene
Udstillingen i GL STRAND viser værker skabt i perioden 1959-64, der kan beskrives som Lozanos formative år som kunstner. De favner desuden hendes sidste år på kunstskole i Chicago i slutningen af 1950’erne over hendes første fire år i New York. New York er i disse år et kraftcenter for nye kunstneriske bevægelser og undersøgelser af både eksisterende som nye medier, og Lee Lozano bliver hurtigt kendt som en af de nye radikale stemmer. Hun får kontakt med den førende gallerist, Richard Bellamy, hvor tidens eksperimenterende og toneangivende kunstnere som Claes Oldenburg, Andy Warhol og Yayoi Kusama udstiller, og knytter nære venskaber med især Carl Andre, Dan Graham, Hollis Frampton og Sol LeWitt. Lozanos oplevelser af New York, hendes møde med byens kommercielle kunstscene og oplevelser af samfundets generelle magtstrukturer, der ikke mindst skaber ulige forhold for kønnene, er afgørende inspirationskilder for Lozanos forskellige motivgrupper i perioden.

Lee Lozano, No title, 1971 (Ink on paper, 23.3 x 21.5 cm) © The Estate of Lee Lozano. Courtesy Hauser & Wirth. Photo: Barbora Gerny. NB dette værk er ikke en del af udstillingen. Udstillingen viser værker fra 1959-1964. Lee Lozanos tekstværker er ikke en del af denne periode.

Den ultimative metafor er et spejl
Med udstillingen præsenterer GL STRAND en kunstner, der fra et tidligt stadie søger at afmontere sin tids stereotype kønsopfattelse gennem et ekstremt og intenst billedsprog præget af fragmenterede kroppe, en omfattende brug af falliske symboler og en fascination af værktøj, maskindele, møtrikker og flyvemaskiner. Med en eksplosiv energi skifter Lee Lozano i årene for udstillingens værker hyppigt mellem forskellige stilarter som ekspressionisme, surrealisme og pop-art og mellem udtryk, der favner såvel karikaturens groteske som det klassiske figurstudie.

Radikalt boykot
Trods generel stor opbakning i sin egen tid – også fra tidlige, fremtrædende feminister – vælger Lozano i 1971 at gennemføre en boykot af alle kvinder gennem det sprogbaserede værk 'Decide to boykot Women'. Med boykotten, hvor Lozano undersøger muligheden for at skabe bedre betingelser for kvindelige kunstnere, undgår hun i en periode al kontakt, både kropslig, verbal og skriftlig, med andre kvinder. Handlingen får dog aldrig en afslutning, da Lozano meget radikalt vælger at fortsætte med at boykotte kvinder resten af livet.

Allerede i 1970 har Lee Lozano udtænkt værket 'Drop Out Piece', hvor hun i en periode ønsker at trække sig fra den udadvendte del af kunstverdenen. Også det får en varig form, da hun i 1972 beslutter endegyldigt at fraflytte New York og siden flytter til Dallas i 1981, hvor hun bor frem til sin død i 1999. I denne periode skaber hun ikke nye værker, men viderefører kun sine sprog- og handlingsbaserede værker.

Lee Lozano. The Ultimate Metaphor is a Mirror er kurateret af kurator ved GL STRAND Pernille Fonnesbech og udviklet i samarbejde med The Estate of Lee Lozano.

Fernisering: Fredag d. 16. september, kl. 17-19.
Udstillingsperiode:
17. september - 13. november, 2022.
Mere info: www.glstrand.dk

Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Ny Carlsbergfondet, Københavns Kommune og Statens Kunstfond.

Earlier Event: September 16
CAO FEI "ASIA ONE"
Later Event: September 16
GEORGE KOUTSOURIS "NATURE SYMPHONY"