Back to All Events

LAILA SVENSGAARD "PAPER PLANES"


  • Skovlandet, Skørping Station Sverriggårdsvej 3 Skørping, 9520 Denmark (map)
Untitled no 1. (værkudsnit). Foto: Laila Svensgaard.

Untitled no 1. (værkudsnit). Foto: Laila Svensgaard.

Pressemeddelelse, august 2020

Skovlandet har den store glæde at præsentere Paper Planes – en soloudstilling af den danske billedkunstner Laila Svensgaard.

Laila Svensgaard bor og arbejder I København. Hun er uddannet fra Central St. Martins i London og Malmö Art Academy. Hendes praksis kredser om perception og erfaring af tid, lys og rum, fænomener hun udforsker på tværs af medier, dog går det kameraløse fotografi ofte igen.

Folder af tid og lys
I udstillingen Paper Planes viser Laila Svensgaard helt nye værker, som alle har papirflyverens geometriske form som omdrejningspunkt. Med en metodik der lægger sig op ad naturvidenskabelig forskning, har kunstneren foldet, belyst og fremkaldt hundredevis af små papirflyvere, som derefter er arrangeret i mønstre der udspringer af flyvernes foldede geometri. Ved første øjekast er der tale om stram og statisk minimalisme, men snart åbenbarer den sagte vibrerende visuelle poesi sig. En poesi som udspringer af små uanselige forskelle. Papirflyverne er foldet af analogt fotopapir med forlængst overskreden udløbsdato. Når sølvkornene og kemien i papiret ikke længere er stabile størrelser falder alle fotogrammerne lidt forskelligt ud, selvom de er blevet fremkaldt efter samme fremgangsmåde: De burde være ens, men er det ikke.

Værkerne i udstillingen, som også omfatter lysinstallationer, rækker ikke bare ud over papirflyverens associative betydningslag, de er også noget mere end formelle undersøgelser af tiden og lyset. De kredser om begreber som betydning, identitet og eksistens; Betyder en papirflyver noget andet i dag end i går? Ser vi det samme med hver vores øjne? Lever vi i hver sin – eller i en fælles – fold af tid og lys?

I Laila Svensgaards værker indlejres med største selvfølgelighed kombinationen af omsorg for de mindste formelle forskelle og interesse for de største filosofiske spørgsmål.

Alle er meget velkomne til fernisering torsdag den 20. august kl. 17. Vi passer på hinanden og rykker ud i ventesalen, hvis vi bliver for mange inde i galleriet. Udstillingen er herefter åben torsdage 12-17 og efter aftale. Udstillingen kan ses døgnet rundt fra ventesalen i stationen.

De bedste hilsener
Mette Lucca Jensen
Kurator, Skovlandet

Fernisering: D. 20. august, kl. 17.
Udstillingsperiode: D. 20. august - 30. oktober, 2020.
Udstillingen er pga. corona forlænget til: D. 27. november, 2020.

Earlier Event: August 20
MILLE KALSMOSE "COLLECTED MEMORY"
Later Event: August 21
GRUPPESHOW "ACCESSORY MUSCLES"