Back to All Events

KUP – KVINDELIGT UNIVERS I PROVINSEN


  • NU Galleri, Næstved Maglemølle 83, 1 Næstved, 4700 Denmark (map)
Heidi Hove, Kroppe.

Heidi Hove, Kroppe.

Pressemeddelelse, april 2021

En udstilling med billedkunstnerne Ulla Hvejsel, Kristina Ask, Sarah Bodil Tierney, Heidi Hove, Camilla Nørgaard, Jette Ellgaard og Dorte Buchwald i samarbejde med leder af Rønnebæksholm, Lotte Juel Petersen.

Initiativet til udstillingen kommer fra det kunstnerdrevne udstillingssted NU galleri, som ligger på Maglemølle. Vi vil gerne sætte fokus på samtidskunst og dens tilstedeværelse i provinsen lige nu. Vi inviterede derfor en række billedkunstnere og en kurator, som alle har erfaringer med at arbejde eller bo i provinsen (eller som beskæftiger sig med den som tema i deres kunstneriske arbejde), til et seminar for at udveksle erfaringer og komme med bud på, hvad der skal til for at gøre samtidskunst til en større og mere naturlig del af provinsen. Det er nu mundet ud i: KUP - Kvindeligt Univers i Provinsen, hvor kunstnerne præsenterer værker, som på en eller anden måde forholder sig til eller integrerer sig i provinsen.

Her kan man se Heidi Hoves træskulpturer, lavet af store, kraftige træstubbe, som med motorsav er omskabt til grove, tunge menneskeskikkelser. Du kan også se Ulla Hvejsels billeder, tegnet med usynlig maling på hvide fodboldshorts, som først bliver synlige, når det lokale fodboldhold har lavet glidende tacklinger med dem på, så tegningen står frem i grønt og jord. Eller Jette Ellgårds hypnotisk smukke video af gammelt kunsthåndværk som kniplingsarbejde, der langsomt trævles op og bagefter genskabes. Kristina Ask deltager med plakater og postkort skabt af udklippede ord og sætninger fra lokalavisen, og i performancen "Kunstner" på Axeltorv er Dorte Buchwald klædt ud som en kunstner, der maler malerier på sit staffeli og forærer dem bort til forbipasserende. Vi definerer samtidskunst som nutidig kunst, der produceres af professionelle kunstnere og har et eksperimenterende og utraditionelt udtryk. Samtidskunst skal, når den er vellykket, få mennesker til at tænke sig om og give anderledes perspektiver på nutidens virkelighed. Men hvis du som provinsbo ikke er ret bekendt med kunst, som er eksperimenterende og utraditionel – hvilket er sandsynligt, da den har en tendens til at udfolde sig i København – kan den være svær at forstå og i nogle tilfælde måske virke provokerende eller latterlig. Vores oplevelse er, at samtidkunst i provinsen ikke har meget plads, men at den til gengæld har et stort potentiale.

Hvorfor skulle samtidskunst være vigtig i provinsen? Der findes jo allerede en masse lokale billedkunstnere, som laver billeder de fleste kan lide. Er det ikke nok?

Samtidskunst er ikke bedre eller mere rigtig, men tilbyder noget helt andet. Samtidskunsten udfordrer, den ønsker ikke at behage, men at få publikum til at tænke nye tanker.

Samtidskunsten handler i højere grad om undersøgelser, orientering og at gå nye veje: Det er på en måde en slags forskning. Den adskiller sig derved fra den eksisterende lokale kunst, der ofte beskæftiger sig med kunsten som en spændende hobby, hvor kunstneren i højere grad fokuserer på at arbejde med værker, man selv får glæde af og som er noget, der udfordrer en selv.

Samtidskunstnere har oftest en lang uddannelse bag sig og er grundigt orienterede både nationalt, internationalt og kunsthistorisk hvilket viser sig i værkerne. Amatørkunsten går en lidt kortere vej ved at gå i fordsporene af den velkendte kunst, som de fleste kender og kan lide i forvejen. Så de to typer kunst har næsten modsatte mål og midler. Og der er heller ingen grund til, at de skal forenes og lægges i samme kategori. De kan sagtens være der begge to og tilbyde helt forskellige slags oplevelser til publikum..

Er provinsen vigtig i samtidskunsten?

Ja, i høj grad. Provinsen har uanede mængder af muligheder. Ikke mindst de fysiske rammer for at skabe kunst er attraktive. F.eks. ligger NU galleri på Maglemølle, som er et helt unikt industriområde, som har fået lov til at ligge næsten som da fabrikken lukkede ned. Der er ingen dyre renoveringer, som tager liv og sjæl ud af det gamle miljø. Det er også spændende at introducere nye kunstneriske strømninger et sted hvor der er masser af friske øjne, som ikke er vant til at se "avantgardekunst": Hvad giver det for reaktioner? Forventningen er ikke, at samtidskunsten og provinsen med det samme bliver et lykkeligt ægteskab, men det er heller ikke det, det handler om. Det handler om at samtidskunsten i højere og højere grad flytter ind i provinsen og bliver en naturlig del af den, når kunstnerne fatter interesse for den. Til glæde for dem som synes, at samtidskunst er spændende – og som udfordring for dem, der synes det er en fis i en hornlygte! Og hvorfor Kvindeligt univers og ikke kunstnerisk univers i provinsen? Svaret er simpelt, traditionelt har mandlige kunstnere haft en dominerende andel af den kunst, der vises, og nu drejer det sig om at give lidt bedre plads til kvindelige kunstneres stemmer ved en gang imellem at vise en større kvote af kvindelige kunstnere. Velkommen til udstillingen.

Udstillingsperiode: D. 10. april - 1. maj, 2021.
Performance: "Kunstner" på Axeltorv, Næstved, d. 10. april kl. 13 med Dorte Buchwald.
P.g.a. COVID-19 afholdes ikke fernisering d. 10. april, men derimod finissage lørdag d. 1. maj kl. 16.
Åbningstider: Fredag - lørdag, kl. 14-18, samt efter aftale.
Finissage: Lørdag d. 1. maj, kl. 16.