Back to All Events

JACOB KIRKEGAARD "MEMBRAN"


  • Galleri Tom Christoffersen, København Skindergade 5 København, 1159 Denmark (map)
Jacob Kirkegaard “Membran”, 2020 (Video still).

Jacob Kirkegaard “Membran”, 2020 (Video still).

Pressemeddelelse, februar 2020

Membran er et ordløst landskabsportræt optaget langs grænsehegnet, der adskiller Mexico og USA. Den over 1.000 km lange metalbarriere bugter og snor sig gennem ørken, bjerge og byer. Med en række videooptagelser og et ambient lydbillede præsenterer værket Membran på observerende vis grænsehegnets omkringliggende landskaber og liv, ligesom værket også udfolder selve grænsehegnets lydmæssige kvaliteter.

En membran er et materiale, der evner at adskille to miljøer. Den fungerer som et mellemrum eller en grænseflade mellem to forskellige situationer eller tilstande. Samtidig kan membranen agere som passage fra én sfære til en anden. Membranen er et kropsligt og kemisk fænomen. Huden er den membran, der omslutter mennesket. Et grænsehegn kan forstås som en membran, der skaber en konkret adskillelse, men som samtidig rummer potentialet til gennemtrængning.

Barrieren mellem Mexico og USA er dette spændingsfelt, der både kan samle og separere nationer, mennesker og landskaber. På samme måde som membranen er en størrelse i egen ret, eksisterer grænsehegnet som en faktisk fysisk kraft, der ånder og vibrerer mellem yderpunkterne.

Kirkegaards landskabsportræt undersøger og udfolder et grænseskel. Membran sammenstiller kontinuerligt grænsehegnets lydlige karakter med dets omkringliggende miljøer. Metalbarrieren bliver et periskop, hvorigennem dets omgivelser kan iagttages. Resultatet er en på én gang sanselig og kropsliggørende tilgang til barrierens væsen og et afdæmpet og betragtende portræt af det delte landskabs lyde.

Jacob Kirkegaard “Membran”, 2020 (Video still).

Jacob Kirkegaard “Membran”, 2020 (Video still).

Jacob Kirkegaard “Membran”, 2020 (Video still).

Jacob Kirkegaard “Membran”, 2020 (Video still).

Jacob Kirkegaard (f. 1975) er uddannet fra Academy of Media Arts i Köln (DE) i 2006. Hans værker er udgivet på pladeselskaber som Important Records (USA), Touch (UK) og Posh Isolation (DK). Kirkegaard har fremført og udstillet sine værker på museer, festivaler og konferencer verden over, bl.a MoMA, Issue Project Room, The Menil Collection, Rothko Chapel, Museum of Jurassic Technology og Stanford University (USA), CTM, KW og SCHIRN Kunsthalle (DE), Mori Art Museum, Aichi Triennale og Super Deluxe (JP), Sydney Biennalen (AUS) samt på ARoS, Museet for Samtidskunst og Louisiana Museum for Moderne Kunst (DK). Kirkegaard er medlem af lydkollektivet freq_out, etableret af CM von Hausswolff. I 2016 var Kirkegaard sound-artist-in-residence på University of Oxford, UK.

Fernisering: Fredag d. 28. februar, kl. 17-19.
Udstillingsperiode: 28. februar - 21. marts 2020.
Åbningstider: Ons-fre: kl. 12-18, lør: kl. 11-16.

Earlier Event: February 28
KARIN LIND "UNIVERSALKNIV" 📷
Later Event: February 28
BO RUNE MADSEN "JEG HAR FÅET EN HALE"